Capitol

Plera har hele sit liv boet i det overdådige Capitol. Men i modsætning til de andre indbyggere hader hun det og har altid ønsket, at hun kunne gøre en forskel for de fattige distrikter. Men da hun endelig tager sig sammen og løber væk, er hendes nye liv ikke så nemt, som hun havde forestillet sig. Og det bliver ikke bedre, da hun langsomt bliver viklet ind i det ulmende oprør mod Capitol.
/Deltager i Kampen mellem Fandoms konkurrencen: Hunger Games fanfiction/

9Likes
5Kommentarer
995Visninger
AA

8. Otte

Toget blev faktisk natten over. Da Plera havde skimtet, hvordan oprørene igen vandrede tilbage til toget, havde hun forvente, at det snart ville bevæge sig igen. Men hun havde ventet forgæves og måtte til sidst affinde sig med, at bruge endnu en nat på det kolde gulv. Med mindre hun formåede at snige sig ud. 

Da manden kom med hendes mad bestående af - overraskende nok - tørt brød og slimet vand, havde han end ikke løftet et øjenbryn, da han så det knuste glas fra vinduet på gulvet. Måske havde han bare antaget, at hun i et anfald af desperation havde prøvet at smadre sin kjole, men det gav dog Plera en fornemmelse af at hendes fangevogtere var ved at slække grebet om hende, hvilket styrkede hendes beslutning om at komme ud. Hun var ikke engang sikker på, at den store dør ud var låst. Og selv hvis den var, så låsen stor og klodset ud, så hun kunne sikkert godt dirke den op med et lille vidunderglasskår. 

Det var ikke det der var problemet. Det ville nærmere være, når hun kom ud. Måske var det midt om natten, men det betød ikke, at folk bare ville lade være med at undre sig over, hvorfor der pludselig vandrede en pige med fin kjole på ned af gaden. Der var ingen måde, hun kunne kamuflere den på, og sidste gang hun så meget havde tænkt på at stjæle tøj, var hun hoppet på et tog i stedet for. Måske havde oprørene et hemmeligt lager af tøj  et eller andet sted. 

Men Plera havde bare ikke lyst til at overveje det. Jo mere man tænkte over, jo tåbeligere lød det, og jo flere svage punkter dukkede op. Det kunne sagtens ende med, at hun blev fanget af nogle fredsvogtere, eller meget værre. Hun kunne end ikke tælle, alle de ting, der kunne gå galt. Men på en eller anden syg måde, fik det risikable ved det, det hele til at virke endnu mere tiltrækkende. Det var en god ting hun ikke behøvede at leve efter alverdens regler mere, og ikke altid behøvede at opveje de gode og dårlige ting. Hendes frihed kunne let blive taget fra hende, så hun måtte bare udnytte den, hvor dumt det så end lød.

Da alle lydene i togvognen var forsvundet, og den sidste solstribe havde forladt vinduet, tænkte Plera, at det var tid. Hun var i løbet af dagen blev vant til altid at kunne høre små fodtrin ekkoe mellem væggene, men de var langsomt fortonet, hvilket forhåbentlig betød, at folk sov. Og selv hvis de ikke gjorde, kunne det vel være, at de bare ville forveksle hendes lyde, med en mus' kradsen mod væggen.

Hun rejste sig forsigtigt op fra sin tilbagelænede position, så stille som muligt. Det var dog lettere sagt end gjort, når kjolen raslede efter hende og skabte lyd nok til at vække hundrede mennesker. Lykkeligvis var alting badet i et klart måneskin, så hun havde ingen problemer med at finde døren. Plera havde ellers forestillet sig, at hun blev nød til at famle sig afsted i mørket.

Hun tog en dyb indånding og trykkede så håndtaget ned, så døren sprang op. De havde måske tænkt på at låse de to døre, der førte hen til de andre vogne, men ikke den der gjorde det nemmest for hende at flygte. Det viste vist, hun ikke var så vigtigt, som hun gik og troede. Eller også var de bare nogle tåber. 

Med et langsomt skub fik Plera trukket døren helt tilbage, så hun havde frit udsyn over en tom plads tilsyneladende i midten af '11. Men hun kunne skubbe lige så langsomt hun ville, døren knirkede stadig sindsygt, og hvis de ikke vidste, at hun prøvede at flygte før, gjorde de det i hvert fald nu. Men der kom stadig ikke nogen for at stoppe hende, og Plera måtte efter et minut, hvor hun havde stået og ventet på dunkende fodtrin og opildnende råb, erkende , at de var ligeglade med hende. Eller sov meget tungt, hvilket virkede ret usandsynligt, eftersom tilværelsen som oprører, måtte gøre det til en vane, at sove med det ene øje åbnet.  

Plera kastede et sidste blik på vognen. De få kvadratmeter havde ikke ændret sig, men hun følte sig alligevel sært trist, da hun kiggede rundt. Selvom hun var gået gennem meget så meget i gennem herinde, hvoraf intet var direkte godt, følte hun alligevel en snert af noget som hun ikke kunne kalde andet end hjemve. Det var selvfølgelig tåbeligt; man kunne ikke skabe et hjem på en dag, men Plera ville virkelig savne det. Hun havde ikke ligefrem prøvet at kaste sig sultent rundt eller smadre et vindue før, så forklaringen måtte være, at vognen var ud af en masse førstegangsoplevelser, som hun aldrig ville glemme. 

Hun mumlede et farvel og trådte så ud på jorden, væk fra vognen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...