Capitol

Plera har hele sit liv boet i det overdådige Capitol. Men i modsætning til de andre indbyggere hader hun det og har altid ønsket, at hun kunne gøre en forskel for de fattige distrikter. Men da hun endelig tager sig sammen og løber væk, er hendes nye liv ikke så nemt, som hun havde forestillet sig. Og det bliver ikke bedre, da hun langsomt bliver viklet ind i det ulmende oprør mod Capitol.
/Deltager i Kampen mellem Fandoms konkurrencen: Hunger Games fanfiction/

9Likes
5Kommentarer
999Visninger
AA

4. Fire

Plera ønskede, at nogen ville stoppe hende. Bare hoppe ind foran hende, så hun brasede ind i dem og blev tvunget til ikke at løbe længere. Men ingen løftede et øjenbryn, selvom hun med garanti lignede en gal hun, som hun styrtede gennem gaderne. Hun havde allerede passeret et dusin vagter på vej ud fra den bygning, interviewene foregik i, men de havde bare smilet venligt og blevet stående som kolde statuer, og mens silhuetten  af den store klods blev svagere og svagere i mørket, gik det op for hende, at hun virkelig kunne gøre det. Hun kunne virkelig forlade Capitol og aldrig vende tilbage. Eller måske ville hun, som et lig blive bragt tilbage til hendes forældre med beskeden 'Hun afveg' klistret på kisten. Bygninger tårnede sig op over hende, så følelsen af klaustrofobi skyllede ind over hende og gav hende lyst til at smadre det hele. Så det var væk. Væk. Hun satte farten op. 

Efterhånden, som Plera nåede lidt længere ud af de labyrintiske gader, begyndte hun at kunne mærke, hvordan hvert åndedrag stak brændende i lungerne, mens hvert skridt virkede længere og længere. Det virkede ikke længere, som en god idé at løbe væk fra en hel by, der strakte sig over uendelige kilometer. Hun vidste ikke, hvor mange timer, hun blev nød til at løbe, før hun endelig kunne lægge byen bag sig.

Hele scenariet foldede sig ind og ud for hendes øjne, det kørte rundt i hovedet på hende, mens tvivlen voksede i hende. Hun kunne næsten se, hvordan den bredte sine  blade ud, i takt med at trangen til at vende om på hælen og løbe tilbage blev større og større. Men hun vidste allerede godt, at der ikke var noget, som ville blive normalt igen, efter hun var løbet væk. Hendes forældre kunne ikke længere lade som ingenting, nu hvor deres datter ikke var tiltrukket af luksus og skønhed mere. Hun havde tabt sin facade i det øjeblik, hun rejste sig op, og den var allerede gået i tusinder af stykker, så det var ikke længere muligt at samle den op, med mindre hun havde en stor tube superlim. 

Plera indså tungt, at hendes eneste mulighed var at blive ved med at løbe. Hun vidste ikke hvorhen, men hun kunne ikke vende tilbage. Ikke længere. Nu hvor de lænkerne, der fik hende til at føle sig som et vildt dyr i bur, endelig var sprunget, kunne hun ikke klare at reparere dem. Hun havde egentlig mest lyst til bare at smide sig på jorden, men der var trods alt stadig mennesker, der kunne skue ned på den oplyste gade og måske køre hende på hospitalet. Men hun måtte bare ud. 

Det var ved at gå op fra Plera, hvor stor Capitol egentlig var. Hun havde altid blot set det som sit hjem, hun aldrig slap ud fra, men nu hvor hun var på sin egen hånd, syntes skyskraberne at strække sig så langt, øjet rakte, og vejene at fortsætte langt ud over horisonten. Hun vidste derfor, at det nok ville tage flere dage at komme ud, for trætheden var allerede ved at overmande hende, så hun blev nødt til at sætte farten - om end modvilligt - ned. Det skred mod alt sund fornuft bare at vandre gennem byen, når hun følte det, som om hun havde alverdens fredsvogtere i nakken, men hun hev stadig efter vejret og hele hendes krop skreg efter hvile. Det var nok resultatet af mange år, uden den mindste motion, for hun havde aldrig behøvet at bekymre sig om at blive tyk, for hun kunne jo bare få det fjernet.

Men trods det - syntes Plera, at det var for nemt. Hun havde aldrig forventet, at man bare kunne forlade Capitol på den måde. Var der slet ikke nogen fredsvogtere eller noget hegn for at holde hende inde? Elller bare holde andre ude? Alle gaderne var tomme, bortset fra et par få mennesker, men de hastede alle videre til deres destination. Måske nærede borgene bare så meget tillid til hinden, at der ikke behøvedes nogen sikkerhedsforanstaltninger, men for st være ærlig blev Plera mere bange, når hun skuede ned af de tomme gader, helt alene, end hvis hun havde været blevet forfulgt. Følelsen af at gå i en fælde eller lignede lurede bagerst i hendes bevidsthed, så hver eneste bevæge fik det til at gibbe i hende.

Det undrede hende også, at ingen ledte efter hende. De måtte da snart have opdaget hun var væk, så enten var de ligeglade, eller også troede de, at hun snart ville komme tilbage, når hun fik kolde fødder. Hun fnøs svagt. Det ville hun i hver fald ikke gøre. Ikke på vilkår!

Plera satte uvilkårligt farten op, mens hun lod blikket glide over horisonten i et forsøg  på at finde en vej ud. Det var ikke fordi, at hun forventede at se en form for stor pil, det pegede ud af Capitol, men det ville bare være dejligt, hvis man kunne se, andet end de sædvanlige skyskraber. Den eneste forandring i landskabet, bestod i at der ikke var lys i flere og flere vinduer, men det havde nok mere at gøre med det hastigt svindende dagslys, end distancen, hun havde tilbagelagt. Hun måtte dog indrømme, at himlen så virkelig smuk ud, mens den balancerede mellem nat og dag og for et øjeblik glemte hun næsten, hvor mange problemer, hun var i. 

Pleras ben værkede, og selvom hun efterhånden havde fået vejret igen, måtte hun give efter overfor sin egen sølle krop og sætte sig ned. Selvom det var lige midt på gaden, var hun pænt ligeglad, selv da hun mærkede, hvordan de våde sten ville skære sig ind i kjolen. Solen sank langsomt ned bag bakkerne i en sidste orange glød og trak en lillebitte del af alt frygten med sig. Selvom Plera nu havde en lang og kold nat ventende på sig, kunne hun ikke lade være med at være lidt glad over, at hendes sidste dag som mønsterborger i Capitol nu var slut.

Hun sad lidt og betragtede det svindende tusmørke med tankerne svirrende rundt i hovedet. Der var ikke så mange muligheder at overveje, men efterhånden fik hun listet sine tre prioriteter op. Først skulle hun klæde om, så komme ud af byen for at finde et sted at leve. Det virkede ret stort, at hun nu skulle vinke farvel til Capitol og træffe et valg for livet,og det var da også alt for meget, at overskue lige nu, så Plera valgte bittert at fokusere på det første punkt: Tøj. Det adskilte sig nok ikke så meget, fra det, der eksisterede på så mange andre Capitolpigers priotoeringsliste , så hun kunne ikke lade være med at fnyse svagt af sig selv. 

Og selv dette punkt, havde hun svært ved at overkomme. Hun tvivlede ikke på, at det ville være nemt at bryde ind hos en eller anden og tage noget mere praktisk, men hun havde ikke lyst til at gøre andre, end at sidde på vejen og nedstirre husene. Og i øvrigt, var der ikke mange, som havde noget som helst praktisk i deres tøjskab. 
Og så begyndte det at regne. Tykke dråber plaskede ned i Pleras hår og fik hende til at ønske, hun sad i en varm stue i stedet for ude på vejen. Kjolen var allerede begyndt at klistre til hendes krop, og hendes makeup kravlede ned af hendes ansigt i stride strømme. Hele situationen virkede så håbløst, at hun lod en salt tåre blande sig med floden af makeup, selvom hun prøvede at bilde sig selv ind, det blot var regn. Uden held. 

Men pludselig hørte hun en svag susende lyd i det fjerne, og så den mindste antydning af lys i det tiltagende tusmørke. Lys, der stammede fra lygter. Med håbet voksende i maven, rejste hun sig op på det våde underlag og kiggede ned af vejen, der krydsede gennem byen. Det var lige tidsnok til at se et tog komme kørende langsomt mod sig. Det pløjede sig møjsommeligt gennem regnen, så dråberne piskede til alle sider, med lygterne blussende i et tappert forsøg på at oplyse mørket. Men for Plera virkede det som en smuk glorie. 

Uden nogen tøven, stillede hun sig op og ventede på, det øjeblik, hvor det ville nå hende, mens hun lod sine øjne hvile på en dør, som var åben. Plera sprang på toget  uden at tænke.

Hun  vidste ærlig talt ikke, hvad hun havde forventet. Måske at hun ville springe på toget i en let, elegant bue, så hun kunne rulle et par gange rundt, før hun landede på benene og så byen glide forbi, indtil den ikke var andet end flakkende lys i horisonten. Tværtimod. Hun tumlede hovedkulds ind i toget og var lige ved st glide ud igen, da hun kom i kontakt med det glatte gulv. Hendes hoved knaldede ind i væggen, mens hendes kjole hagede sig fast til døren. Med et svagt støn fik hun kæmpet sig op i en siddende stilling, med en ødelagt kjole og et hoved, der dunkede smertefuldt. Det var først der, det gik op for hende, hvad hun havde gjort.

Hun var sprunget på et tog, hun ikke havde den fjerneste anelse om, hvor kørte hen. Samtidig vidste hun heller ikke, hvem eller hvad der var på toget, andet end at der måtte være nogen, der styrede det. I princippet kunne toget være fyldt med kannibaler, der bare  ventede på, at hun tog et skridt mere, før de overfaldt hende. Eller det kunne selvfølgelig bare være på vej til at hente varer fra et distrikt. Men lige nu kunne hun ikke gøre andet end at nyde, at sidde herinde, og selvom det måske ikke var et luksuriøst paradis stammede det eneste vand i det mindste fra hendes dryppende kjole. Der havde allerede samlet sig en lille pøl af vand omkring hende, men sammenlignet med de store mængder regn udenfor, var det ingenting. Det var faktisk varmt i toget, trods vinden, der susede ind af den åbne dør.

Men det var nu lidt sørgeligt, at hendes eneste grund til at blive på toget var, at hun ville fryse, hvis hun stod af. Det kunne ikke passe, at det eneste bånd, der skulle binde hende til hendes liv væk fra Capitol var varme. Det eneste, der stoppede hende fra, at springe af toge og tilbage. Hun vidste udmærket godt, at hun skulle retfærdiggøre det ordentlig for sig selv for ikke at kigge tilbage på det med fortrydende øjne. Hun kunne bare ikke finde på noget, end ikke bilde sig selv ind at hun havde den mindste grund. 

Plera var træt. Hun kunne mærke, hvordan trætheden nærmest tvang hendes øjne i, men hun havde ikke  lyst til at sove i toget. Det nagede hende lidt, at døren var åben, og hun kunne ikke lade være med at forestille, hvordan vinden ville flå hende ud, og hendes krop ville knuses mod jorden. Men samtidig stolede hun ikke nok på sin egen balance til at hun turde lukke døren. Det ville sikkert også ende med, at hun væltede ud. 

Så derfor rykkede hun blot lidt længere ind i den tomme vogn. Lyden af det, fik det til at ekkoe gennem toget, og på trods af den hylende blæst syntes Plera stadig, at man måtte kunne høre det på flere mils afstand. Med hjertet oppe i halsen, kiggede Plera forvitret til begge sider, for at sikre sig at begge trædøre stadig var lukkede efter den larm, hun havde lavet.

Hun nåede lige at se håndtaget til den venstre dør ind til vognen bevæge sig ud af øjenkrogen, før den gik op. 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...