Forskellige oneshots

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 maj 2015
  • Opdateret: 10 maj 2015
  • Status: Igang
Denne her movelles er en masse oneshorts����

1Likes
1Kommentarer
256Visninger
AA

1. Min første kærlighed

Han har altid behandlet mig, som hans lillesøster, altid været der for mig, når drengene knækkede mit hjerte, over i hundredetusind små stykker. Han er altid passet på mig, og altid har han haft troen på mig. Trods vores gode venskab, og det forhold som søskende, kunne ingen ødelægge vores kærlighed til hinanden. Han var to år ældre end mig, men ingen forkel der. Alderen var ligegyldig, for det vi havde, var noget så specielt, noget så smukt. Han lovede aldrig, at forlade mig, og omvendt. Dagene gik og vi blev ældre og ældre. Jeg var en af de piger, som aldrig så noget i farver. Jeg var ødelagt og helt tom indeni. Professionel til, at sætte et falsk smil på dag for dag, var jeg i hvert fald, i følge ham. Når intet gav mening, og når tankegangen var fuld af mørke, viste jeg, at jeg havde ham. Han holdte mig i live. Han var grunden til, at jeg stod op og levede dagen fuldt ud. Stod det til mig selv, var jeg for længst forsvundet. ”Keep on going, you just gotta fight it. Keep on going cause it ́s not too late.” Var hans sætning til mig. Den hjalp mig, virkelig.

Vi gik og snakkede om fremtiden, om hvordan det hele vil være for os. Han fortalte mig han ville være fysikprofessor. Vi gik op af en lang vej, som førte til det eneste lyskryds, der var i byen. Så mange biler, plejer der aldrig at være, så vi besluttede os for, ikke at spilde tiden med at vente. Sekunderne var få, og kun i et øjeblik, havde jeg ham, ved min side. På så små sekunder, og minutter blev alt sort for mig. Da jeg vågnede, anede jeg intet om, hvor jeg befandt sig. Fra kun os to på vejen, til pludselig mange flere mennesker, omkring mig. Ikke almindelig mennesker, som befandt sig samme sted som mig, men læger og sygeplejersker. Jeg prøvede, at give lyd fra sig, men smerterne holdte mig tilbage. Alt blev sort for mig igen. Da jeg vågnede, var jeg ikke sig selv. Min mor sad ved min side, med tårerne trillende ned af hendes kinder. "Hvad sker der?" hviskede jeg med en hæs stemme. Min mor kigge op, og blev hurtig glad for, at jeg eneste datter og barn, var i live. "Ikke tænk nu skat, bare slap af." svarede min mor. "Nej, jeg vil vide hvad der sker." sagde jeg med en grådig stemme. "Du overlevede, det skal du være taknemmelig over. Du gik over vejen, imens der var rødt sammen med Liam...." "Liam, hvor er Liam?" Afbrød jeg min mor om, med en chokeret stemme. "Skat....Jeg ved, at det vil være en svær tid for dig, men husk at vi altid vil være der for dig, selv Liam. Han sidder så fint oppe på skyerne, og kigger ned til dig, præcis som han altid har gjort." svarede min mor. Jeg troede ikke på ordnerne, på mig selv, eller på noget som helst længere. Alt var ødelagt, selv drømmene med Liam. Jeg følte ikke kun venskabs kærlighed, eller søskende kærlighed for ham. Jeg var forelsket i drengen, som forlod hende med alle smerterne. Men jeg følte dog, at han stadigvæk var her sammen med mig.

"Det var sa hvordan jeg mistede min bedsteven, min første kærlighed.” siger jeg til min søn, Liam der er opkaldt efter ham. "Selv flere år efter husker jeg, Liam og hvordan han fik mig til, at føle. Jeg kan stadigvæk føle ham til tider. Sætningen Jeg forlader dig aldrig overholdt han.” afslutter jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...