If this was a dream

17 årige Cassidy Baxter, lever i skyggen af sine populære søskende. Hendes forældres skilsmisse, er lige gået igennem og hun skal nu vænne sig, til et liv som skilsmissebarn. Men der hun med sin mor flytter til byen Doncaster, begynder tingene, at lysne. Hun møder Louis, som hun på et splitsekund forelsker sig i. Men kan en forelskelse vare evigt? Hvad sker der når hun begår, den måske største fejl i hendes liv? Og, hvad sker der når ingen slankekur kan stoppe en fra, at blive tyk?


9Likes
10Kommentarer
6011Visninger
AA

12. Kapitel 12: Louis, i'm pregnant!

Jeg skulle fortælle ham det. Og det skulle være nu! Det var perfekt. Vi sad, på hans læder sofa og så grease. Han havde armen om mig og mit hoved lå idyllisk, på hans skulder. Det var nu jeg skulle fortælle ham det. "Louis?" Jeg satte mig op og så alvorligt på ham. "Ikke snak nu Cassidy." Louis tog ikke øjnene fra tv'et. "Det er vigtigt, jeg skal fortælle dig noget!" Han tog en håndfuld popcorn, efterfulgt af en slurk øl. "Kan det ikke vente lidt?" Han nynnede med på sangen. "Nej, det er alvorligt!" Han kiggede uroligt på mig og satte så filmen på pause. "Hvad er det?" Han tog kærligt min hånd. "Jeg... Ehm.... Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle dig det." Hoveddøren gik op. "Mmm, Louis har du lavet popcorn?" En af Louis mindre søstre kom gående ind i stuen. "Felicity, kan du ikke lige gå ind på dit værelse? Cassidy og jeg skal lige snakke." Hun stak hånden frem og pegede på, Louis store skål med popcorn. "Du får ikke det hele!" Hun lagde sine arme over kors og stirrede stift, på Louis. "Noget for noget!" Louis sukkede. "Så hent en skål!" Hun smilede og gik ud i køkkenet. 2 minutter senere kom hun tilbage, med stor plastikskål i hånden. Louis gav hende halvdelen af popcornene, hun drejede om på hælen og forsvandt op ad trappen. "Undskyld, hvad ville du fortælle mig?" Jeg tog en dyb indånding og gjorde klar til, at fortælle ham om min graviditet. "Louis, jeg...." "Har vi mere cola?" Råbte Felicity fra sit værelse. "Du skal ikke have mere sukker nu fizzy." Man kunne tydeligt høre hendes høje suk fra 1.salen. "Snak videre." Han kiggede mig interesseret i øjnene. Nu skulle det bare ud. "Jeg er gravid!" Slyngede jeg hurtigt ud. Louis fik store øjne. "Hvad? Hvornår? Er jeg faren?" Først nu, så jeg Felicity stå på trappen. Hun var mundlam. "Skal i have et barn?" Jeg sank en klump. "Fizzy, gå ind på dit værelse!" Louis lød pludselig meget vred. Hun vendte øjne af ham og gik op af trappen igen. "Beholder du det?" Jeg har aldrig været for abort. Så det betød vel, at jeg beholdt det. "Ja, men jeg skal høre om det er noget, som du vil?" Nu var det mig, der omsorgsfuldt tog hans hånd. "Selvfølgelig vil jeg det, men er du sikker på, at du er klar?" Jeg nikkede kraftigt. For nogle år siden, blev jeg enig, med mig selv. Om at når det engang skete og jeg blev gravid. Så var det vel et tegn fra universet, på at jeg var klar. Jeg følte mig klar. Jeg følte mig voksen. Voksen med et ansvar. Nu skulle jeg til, at passe på et barn. Tanken om, hvordan jeg dog skulle fortælle Arthur og Josephine om det, kom frem i mit hoved igen. Skulle jeg bare vente til min mave blev så stor, at de kunne se det? Jeg kunne også gemme mig i en skov i 9 måneder. Så kunne jeg få Louis, til at hente mad til mig! Nej. Jeg måtte tage det her, som en voksen. Universet havde sagt god for mig. Så nu måtte jeg også bevise det. "Cassidy, du skal vide, at jeg støtter dig. Men gå nu ikke forhastet frem! Du er kun 17." Han havde ret, men graviditeten var min egen skyld. "Hvornår vil du sige det til Arthur?" Jeg tænkte lidt over Louis spørgsmål. "I aften." Nåede jeg frem til.

Jeg fik ikke sagt det til Arthur. Jeg prøvede, men vær gang jeg tog mod til mig, kom der noget i vejen. Jeg prøvede, at fortælle dem alle det, ved middagsbordet. Men Arthur afbrød mig, med sin snak om fodbold. Min mor kunne godt se på mig, at jeg gemte på noget. Hun spurgte mig også om, hvad der var galt. Men igen kom Arthur og ville snakke med hende. Det var som om jeg blev glemt. Arthur plejede altid og lægge mærke til, hvis jeg ikke havde det godt. Men han havde vist ikke i sinde, at lægge mærke til mig idag. Det hele handlede om ham. Måske var det bare graviditets hormoner, som fik mig til, at overdrive det mindste. Men på et tidspunkt var jeg bange for, at jeg faktisk bogstaveligtalt var gået i et med tapetet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...