Familie

Der er gået 5 år siden Helene og Chris blev gift. Deres kærlighed er lige så stor, som da de blev gift, men familielivet har store problemer. Chris arbejde holder ham væk, i længere tid ad gangen, og Helene var ved at være færdig på The Academy Of Art University. Alt i mens er deres søn, startet i børnehave, og bliver hentet og passet af Augusteen og Ted. (Chris' forældre)

Info: Dette er 2'eren af En Udvekslingsstudent. Så læs den først, og få mere ud af denne :D god læseslyst.

5Likes
3Kommentarer
5326Visninger
AA

44. Stress i Philadelphia (Chris)

Jeg elskede arbejdede i Philadelphia. Sammenholdet med kollegaerne var blevet rigtig godt. De var blevet lidt som en familie. Men for mig, en familie der manglede noget. Mit humør havde de sidste par dage været lidt nedtryk. Jeg savnede Helene og Dylan. Jeg savnede at være ved dem nu. Helene havde haft mange smerter, da jeg tog afsted, for 14 dage siden. Jeg havde en fornemmelse af at hun måske ville føde for tid. 

 

Planerne for hvad vi skulle nå i Philadelphia var skredet totalt. Vejret var ikke med os. Og de lokaler som vi skulle bruge var dobbeltbooket, den første uge. Hotellet som var blevet booket til os, var noget gammelt noget, og dem som havde booket det havde ikke helt tænkt på afstanden til de steder hvor vi skulle filme. Allen havde ringet til kontoret i LA, for at få dem til at ombooke vores hotel så vi kom længere ind i byen. Lokalerne kunne vi ikke rigtig gøre noget ved. Vi blev bare nødt til at vente. 

 

Grundet forsinkelserne den første uge, havde vi fået at vide, at vi blev nødt til at forlænge opholdet her, hvert fald med 4 dage, hvilket betød, at vi tidligst kunne komme hjem torsdag i næste uge. Og det krævede så at alle optagelserne skulle side i skabet første gang. Det satte et stort press på os. 

 

Nervøst travede jeg rundt på værelset med telefonen i hånden. Slog den let mod den anden hånd. Overvejede at ringe til mine forældre. Spørge dem om, de ikke ville tage ind til Helene, for at se om hun var lige så okay, som hun sagde til mig hun var. Hun havde sendt nogle billeder af maven udvikling. Så kunne jeg følge lidt med i hvad der skete. 

 

Emma, som havde værelse ved siden af mig, havde den sidste time været herinde 5 gange, for at bede mig om at slappe af. Hun viste godt, at jeg var presset, stresset, forvirret og fortvivlet over situationen. Men hun var også ved at blive idiot over at høre mig vade rundt. Hun havde hver gang opfodret mig til at tage en snak med Allen omkring det, men jeg viste bare, at han ikke forstod min bekymring, eftersom hun var sat til slutningen af december. Men på den anden side, ville jeg hade mig selv hvis jeg ikke var hjemme nu hun fødte. Mest fordi jeg gerne ville være der for hende. Gøre alt det, jeg ikke måtte med Dylan.

 

Endnu engang blev der banket på døren. Jeg lagde telefonen fra mig, på det lille sofabord. Jeg forventede lidt at det var Emma igen, men bag døren stod Allen med et irriteret blik i øjnene. 

 

“Er der noget galt?” spurgte jeg en smule nervøs.
“Jeg har lige snakket med Emma.”
“Nå, hvad ville hun?”
“Hun fortalte mig, at de havde spankuleret rundt, sådan der i over en time. Hun var bekymret for dig, og det samme blev jeg, da hun fortalte mig grunden til dine… ja det du nu engang laver. Må jeg komme ind?”
“Ja, selvfølgelig.”

 

Jeg gik tilbage til stuen. Bag mig, hørte jeg døren blev lukket. 

 

“Sid ned.” sagde jeg.

 

Han satte sig med ryggen til vinduerne, og kiggede op på mig. Jeg satte mig overfor ham, og kiggede spørgende på ham.

 

“Jeg kunne forstå på Emma, at du er ved at blive en smule stresset over tiden, her i Philadelphia. At du har en fornemmelse af, at Helene vil føde før tid.”
“Ja det er korrekt. Jeg havde jo regnet med, at vi ville være tilbage i løbet af weekenden. Men på grund af alt det rod i den første uge, kan jeg ikke rigtig se, hvordan vi skal kunne nå det til tiden.”
“Jeg har fuldt ud forståelse for din situation, Chris. Og jeg kan se hvordan det hele påvirker dit arbejde. Jeg vil ønske, at der var noget jeg kunne gøre for at hjælpe dig..”
“Men det kan du ikke. Jeg må bare håbe, at den lille, venter indtil jeg kommer hjem.”
“Jeg er sikker på, at du nok skal nå at være hjemme til fødslen, Chris.”
“Lad os håbe det, Allen.”
“Der er aftensmad i restauranten nu. Jeg tror du vil have godt af noget mad.”
“Jeg ville ønske jeg var mere sulten end jeg er.” sagde jeg nedtrykt.
“Tro mig, Chris. Lige så snart du har fået lidt at spise, vil du opdage hvor sulten du faktisk er.”
“Jeg tvivler.” mumlede jeg.
“Du er bekymret. Og jeg har forståelse for det. Men jeg tror, at det er bedst du kommer hjem som en velkendte mand, og ikke en der har prøvet at udsulte dig selv. Kom med ned og spis. Hvis ikke for din egen skyld så for Emmas. Hun har brug for lidt fred.”

 

Lidt tøvende rejste jeg mig, og fulgte efter Allen ned til restauranten. Der var næsten mennesketom i det store lokale. I et fjernt hjørne sad et ungt par, med en lille dreng. Endnu engang blev jeg et kort øjeblik ramt af frygten, for ikke at være hjemme, når hun fødte. 

 

Jeg kiggede væk fra dem, og mit blik faldt på det store ur, som han over buffeten. 19:30. Taget i betrakning af hvad klokken var, kom det bag på mig, at der ikke var flere mennekser hernede. 

 

“Har de andre spist?” spurgte jeg.
“Ja. Jeg var lige kommet herned, da jeg mødte Emma og de andre, som var på vej op på deres værelser igen. Det var der Emma trak mig til side, og fortalte mig om dig. Hun var gået herned tidligt for at få lidt fred for dig, men her var mange mennsker, så den fred hun ønskede fik hun ikke.”
“Det er forståeligt.”
“Men kort efter, var her næsten helt tomt, og de andre stødte til hende, og gav hende lidt selskab. Du skulle måske gå forbi hendes værelse på vej op, og give hende en undskyldning. Bare for en sikkerhedsskyld.”
“Ja måske.” svarede jeg, flovt.

 

Vi satte os ved et bord. Hurtigt kom en tjener hen til os, og tog imod vores bestilling. Allen sakkede løs, for at holde tavsheden på afstand. Jeg forstod han endeligt godt. Han var ikke typen der opsøgte selskab af os skuespillere, efter vi havde fri. 

 

En svag brummen i fra brystlommen fik ham dog til at holde inde. Jeg fiskede telefonen op. Kiggede kort på den, og derefter undskyldende på Allen. Det var min mor der ringede.

 

“Jeg er nødt til at tage denne her.” sagde jeg og rejste mig.
“Det er i orden. Jeg går op når jeg er færdig.”

 

Hans tallerken var næsten tom, så han ville nok ikke være her, når jeg kom tilbage. Jeg nikkede som svar, og forlod restauranten. På vejen ud, fik jeg trykket på den grønne knap, og tog telefonen til øret. 

 

“Det er mig.” sagde jeg roligt.
“Hej skat, det mor.” sagde hun roligt.
“Hej mor. Hvad så?”
“Helene var her i formiddags med Dylan. Hun så meget træt ud.”
“Er de okay?” spurgte jeg, en smule for panisk.
“Dylan har det fint. Han er bare bekymret for Helene. Ligesom vi andre er, Chris. Hvorfor har du ikke fortalt os, at hun har smerter?”
“Jeg havde faktisk tænkt på at ringe til jer, for at tage ind til hende, for at se hvordan hun havde det. Vi er blevet næsten en uge forsinket. Vi vil tidligst komme hjem næste torsdag. Jeg er lidt bange for, at jeg ikke når hjem inden hun føder, mor. Jeg er så bekymret for hende.”
“Det forstår jeg godt, skat. Men hun sagde, at hun ville få Jessica og Isabella til at komme hjem til jer, og være der sammen med hende. Hun har brug for en pause. En pause, som du kunne give hende, hvis du havde været hjemme.”
“Tro mig mor, jeg ville også hellere være hjemme ved hende, end at være her. Det hele påvirker mit arbejde. Især når jeg ikke ved hvordan hun virkelig har det.”

 

Jeg kunne mærke, den sten som havde siddet i mit hjerte, var ved at lette. 

 

“Hun prøver at være stærk, når hun sakker med dig, Chris. Hun vil ikke bekymre dig. Hun ønsker, at den film bliver en succes, og en god oplevelse for dig.”
“Men det er det ikke. Det er blevet en katastrofe.”

 

Jeg vendte mig om mod muren, lagde hovedet mod den, og slog derefter hårdt i den med, med den frie hånd. Jeg var rasende over, at det hele var løbet så galt hertil, og at det så skulle gå galt nu. Hvorfor havde jeg ikke set det komme?

 

“Chris?!” sagde min mor blidt, men bestemt.
“Stop med at slå i muren, det hjælper intet alligevel.”
“Det er min egen skyld. Det er min skyld, at hun er alene, når føder. Der er min skyld det hele.”
“Det er ikke din skyld, min skat. Der er nogle andre der har klokket i det. Tag nu de der lokaler. Det var udlejningsfirmaet, som ikke havde styr på tingene. Vejrguderne har ikke  været med jer. Det er dårlig timing. Dit arbejde, er at levere foran kameraet, og det er jeg sikker på, at du nok skal gøre til perfektion. Og hvis du nu tager det som det kommer, så er jeg sikker på, at du nok skal være hjemme når Helene føder. Hun er trods alt først sat til d. 29. december. Og der er jo længe til.”

 

Jeg tog en dyb indånding. Jeg tænkte lidt over det hun havde sagt. Selvfølgelig havde hun ret. Hun var først sat til efter jul, og hvorfor skulle hun føde så lang tid før tid? Der var slet ingen grund til panik endnu. Der var først grund til panik, hvis vi skulle blive her til midt december, og Helene blev indlagt. Og indtil nu, var det jo ikke sket vel?

 

“Vi skal nok holde dig opdateret på hvad der sker, Chris. Vi tager ind til hende i løbet af i morgen, og så ringer vi til dig, når vi kommer hjem igen. Indtil da skal du bare passe dit arbejde.”
“Tak mor.”
“Vi vil jo bare hjælpe, skat.”
“Det er jeg glad for.”

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...