Familie

Der er gået 5 år siden Helene og Chris blev gift. Deres kærlighed er lige så stor, som da de blev gift, men familielivet har store problemer. Chris arbejde holder ham væk, i længere tid ad gangen, og Helene var ved at være færdig på The Academy Of Art University. Alt i mens er deres søn, startet i børnehave, og bliver hentet og passet af Augusteen og Ted. (Chris' forældre)

Info: Dette er 2'eren af En Udvekslingsstudent. Så læs den først, og få mere ud af denne :D god læseslyst.

5Likes
3Kommentarer
5295Visninger
AA

25. Rejsen til Danmark (Helene)

Jeg havde sat min kuffert nede i gangen, så jeg ikke kom til at vække ham. Det var midt om natten, og jeg var på vej ud på gangen, da jeg hørte ham røre på sig, i den store velkendte seng. Hans rolige bevægelser i søvnen gjorde min endnu mere ked af, at skulle forlade ham. Det var hårdt nok at skulle forlade Dylan, men at skulle forlade dem begge gjorde det endnu svære.

Jeg var træt og ked af, at jeg blev nødt til at efterlade mit et og alt her, og vende tilbage til alt det jeg var flygtet fra 6 år tidligere. Alt det jeg så lykkeligt havde fortrængt var væltet tilbage de få dage, som var gået siden jeg fik de to breve. 

Min far altoverskyggende død, det ægteskab min mor næsten havde tvunget mig ud i, alle forventningerne til mit rigtige efternavn. Alt det jeg med glæde havde lagt bag mig, skulle pilles op. Alle henvendelserne var eksploderet i går. Og værst af alt: Min familie ville mangle min tilstedeværelse i det hus jeg nu kaldte mit eneste hjem. Landet jeg kaldte mit land. Sproget jeg talte og læste mere flydende end det jeg var vokset op med. Det danske sprog lagde så fjert, og jeg frygtede at vende tilbage til Danmark, og skulle snakke det hele tiden. Det havde været anderledes de gange mine brødre havde været her, da de så snakkede engelsk for Chris og Dylans skyld. Nu var rollerne byttet; jeg skulle snakke dansk for deres skyld. 

Hans søvnige rustne stemme fik mine tanker tilbage til soveværelset. Min hånd hvilede stadig på håndtaget. Jeg drejede hovedet og kiggede hen på ham. Han sad med ryggen mod mig, og kiggede gennem de gennemsigtige gardiner ud mod byen. 

“Hvis du ikke tager afsted nu, når du ikke flyet Stockholm.” sagde han stille.
“Jeg ved godt du ikke er glad for det her, Chris. Men det er den eneste måde, jeg kan komme videre.”
“Jeg har forstået det Helene. Du har udvist stor tillid til mig, mens jeg har været hjemmefra, nu er det min tur til at vis dig tillid. Den gensidig tillid, som skal være i et velfungerende ægteskab.” sagde han såret.
“Du får det til at lyde som noget dårligt Chris. Det var ikke meningen at du skulle blive sur på mig, elle hade mig. Det er hårdt nok for mig at sige farvel. Men at du skal være sådan, får mig virkelig til at overveje, om det var det rigtige.”

Han drejede hovedet og kiggede på mig gennem sommermørket. Hans øjne var rødsprængte. Han kæmpede med at holde tårerene tilbage.

“Bare giv slip, skat. Lad det komme ud.”
“Så når du ikke dit fly. Det ville virkelig være ærgelig.”
“Der er noget du har brug for at fortælle mig Chris. Det kan jeg se på dig.”

Mit hjerte bankede derudad. Jeg var virkelig ikke vant til at se, min elskede, muskuløse, stærke mand, sidde og græde i vores store dobbeltseng. Men jeg viste allerede hvad han ville sige. Jeg kunne se frygten skinne igennem mørket. 

“Hvad nu hvis det ikke går? Hvis du ikke kommer hjem igen? Hvad hvis jeg ikke kan være den far, Dylan har brug for. Hvis jeg ikke er den, han forventer jeg er? Du har jo selv sagt det. Jeg er her jo aldrig når det brænder på. Jeg er her jo kun når det går godt. At jeg køber hans kærlighed.”

Jeg gik roligt gennem rummet, og kravlede op i sengen til ham. Lagde mit hovede på skrå og kyssede hans hals. Elegant og let. Mine læber bevægede sig roligt op langs halsen, over kæben og videre til hans øre.

“Jeg er sikker på, at det kommer til at gå helt fantastisk. Du har, lige præcis det der skal til, for at være den bedste far. Du er lige præcis den far Dylan har brug for. Ved du hvorfor jeg ved det?” hviskede jeg.
“Fortæl mig, hvorfor du ved det.” svarede han stille.
“Fordi det er skæbnen. Du er hans største helt. Du er hans største forbillede, hans idol. Han har dig, og han har tillid til dig. Det værste ved at være fuldtidsfar, er frygten for ikke at gøre det godt nok. Men hvis du gør alt pr. instinkt, er jeg sikker på at det nok skal gå helt fint.” sagde jeg beroligende.
“Desuden har dine forældre lovet at hjælpe til. Helga vil være her, og sagt at hun godt vil hente ham fra børnehave, og være hos ham, hvis dit arbejde trækker ud. Jeg har sat hende ind i tingene. Du skal kort sagt bare være til stede.”
“Men hvis det nu ikke er nok. Hvad så?”
“Jeg ringer til dig hver dag. Og så tager vi det derfra. Du gør det til et større problem end det er.”
“Gør jeg?”

Han drejede igen på hovedet, og kiggede intens på mig. Jeg lagde mine hænder på hans kinder, og smilede let, inden jeg kyssede ham. Hans bløde læber, pressede sig hårdt ind mod mine. 

“Jeg elskere dig Christopher Robert Evans.” sagde jeg kærligt.
“Jeg elsker dig Helene Evans.” svarede han blidt.

“Vis ses snart igen.”
“Før vi ved ad det.”

Jeg pressede mine læber mod hans pande, og kom ud ad sengen. Åbnede døren ud til gangen, og gik ned til Dylans værelse. Forsigtigt åbnede jeg døren, og gik hen til sengen, hvor min lille dreng roligt lagde og sov. Jeg satte mig på knæ ved siden af sengen og betragtede ham. Forsigtigt fjernede jeg en tot vildfaren hår. Smilede lidt for mig selv, inden jeg kyssede hans kind.

“Jeg elsker dig så forfærdelig meget, min lille skat. Min egen lille Dylan Robert James Evans.”
“Jeg elsker dig mor.” sagde han i søvne.

Jeg kyssede ham igen, hvorefter jeg rejste mig, og gik ned i gangen. Tjekkede en sidste gang, at jeg havde mit pas, mit kørekort, mit kreditkort og mine visumpapirer og mine opholdstilladelse-papirer. Jeg havde snakket med den Danske Ambassade i Washington, og de havde været yderst hjælpsomme. Mit efternavn hjalp sikkert også lidt på det. 

En taxa kom til syne idet jeg havde låst døren, og var på vej ned til vejen ad den lille sti. Chaufføren steg ud, og smilede træt til mig, der i sommernattens blide mørke. Han fik min kuffert ind i bagagerummet, og satte sig så bag rettet, og kørte mod LAX. Den blide brummen fra radioen og motoren var den enste lyd i bilen. Chaufføren nynnede i ny og næ med på en melodi, og smilede af og til, til mig i bakspejlet. I det fjene kunne jeg se de store skilte torne sig op, og annoncerede at vi med hastige skridt nærmede os lufthavnsområdet. De velkendte bygninger kom til syne. Taxaen stoppede, og chaufføren steg ud, og begyndte at hive min kuffert ud igen. Jeg kom ud, og følte mig underlig tom indeni. Jeg betalte og tog min bagage og gik ind i det lyse rum som udgjorde tjek-in-området. Her var underligt tomt. Der var mennesker, men det var ikke det samme. Noget var anderledes. Jeg gik hen til skranken og fik min bagage tjekket ind, hele vejen til København, hvor min tidligere chauffør ventede på mig. Jacob blev fyret, kort tid efter min mor fandt ud af, at han havde hjulpet mig med at stikke af. Han havde været chauffør for min far, og var fortsat for mig, da han viste, at min far ønskede det sådan. 

Der ventede nu en flyvetur på 18 timer til Sverige hvorefter der kun var 1 time med fly til København. Jeg havde aftalt med mine brødre at jeg selv kom ud til Fuglesang. Herregården hvor jeg var vokset op. Jeg havde bevist valgt ikke at fortælle for meget til Chris, da jeg ikke følte det var vigtigt, at han viste for meget om min liv i Danmark. Han ville næppe kunnet forstå det.

Turen over USA og Det Nordatlantiske Ocean var lige så lang som turen til USA. Da jeg faldt i søvn havde jeg ingen idé om hvor langt ude over havet vi var. Da jeg vågnede igen, kom jeg i tvivl om jeg overhovedet havde sovet, da der stadig var vand under os. 

Jeg fik vinket en stewardesse over, og hun fortalte at jeg havde sovet i 3 timer, og at der stadig var et godt stykke igen inden vi ramte Sverige. Det store fly var kun halvt fyldt og jeg sad alene, og med 3 rækker ned til de næste, og 2 rækker op til dem foran. Der var ingen på sæderne i midten. Lidt privatliv i det store fly, og en nem tur for flyets personale, som afslappet cirkulerede rundt mellem os. 

Med musik i ørerne og lidt mad i en bakke foran mig, blev min verden det lille areal omkring mig, hvor der ingen andre var. Af og til kom en stewardesse hen til mig, med nogle forfriskninger, men i de 18 timer vi hang i luften var min kommunikation med andre mennesker minimal, og min lyst til at snakke med andre var lige så langt nede. Det passede mig fint, ikke at skulle snakke med nogen, eller tænke så meget. 

I modtagelsen i København var stemningen afslappet. Jacob havde et lavet et lille skilt med mit navn. Glæden for at se ham var overvældende. Jeg var så glad for at han var der. Glad for at se ham. Men mest af alt var jeg glad for, at han stadig mindede mig så meget om min far. De var ikke i familie, på nogen måde; men de var som 2 dråber vand. De lignede hinanden uhyggeligt meget. Jeg forestillede mig, at min far ville have lignet Jacob, hvis han havde levet. Den bedste måde at beskrive Jacobs udseende på, er ved at sammenligne ham med Draco Malfoy, bare en ældre udgave. Han var lige omkring de 55 år. Kontakten mellem mine brødre og Jacob blev brudt et par måneder efter min forsvinden til USA, og han havde en ganske kort snakket med min mor, et par uger inden hun døde. Klokken var 11:55, da vi kørte op ad den lange indkørsel. Mellem træerne kunne jeg se mit gamle hjem torne sig op, og med et ophørte træerne, og hovedebygningen stod klar til skue. Det hele lignede sig selv. Intet var ændret. Det hele lignede sig selv. Jeg var der. Jacob åbnede døren, og jeg steg ud. Hovededøren blev åbnet, og William kom til syne, med et lille barn på armen. Han smilede stolt til mig. Bag ham kom Jonas og Valdemar til syne. Deres glæde over at se mig igen, i Danmark, var ikke til at tage fejl af. Jeg skyndte mig op til dem. Gav dem alle et knus. William præsenterede mig for min niece, som mor aldrig nåede at måde. Pigen var ganske få dage gammel. Endelig havde jeg en, jeg kunne snakke med. Endelig var der en, som spurgte mig til råds.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...