Familie

Der er gået 5 år siden Helene og Chris blev gift. Deres kærlighed er lige så stor, som da de blev gift, men familielivet har store problemer. Chris arbejde holder ham væk, i længere tid ad gangen, og Helene var ved at være færdig på The Academy Of Art University. Alt i mens er deres søn, startet i børnehave, og bliver hentet og passet af Augusteen og Ted. (Chris' forældre)

Info: Dette er 2'eren af En Udvekslingsstudent. Så læs den først, og få mere ud af denne :D god læseslyst.

5Likes
3Kommentarer
5301Visninger
AA

22. Rejsen hjem (Helene)

Et par dage efter min fødselsdag var jeg frisk nok til at komme hjem. Helm og Elizabeth havde selv foreslået, at vi tog hjem lige så snart jeg var frisk nok til det. Først havde Chris sagt nej. Jeg fortalte ham, at jeg bare gerne ville hjem, og jeg troede at det også ville gøre det nemmere for Dylan. Det kunne han ikke argumenterer mod. Chris var sammen med Dylan hele tiden, og mens de var ude, oplevede de aldrig pressen, hvilket gjorde at jeg virkelig kunne slappe af, og komme mig hurtigere. Chris var ved at pakke vores kufferter, men jeg kom i tøjet. Dylan var ude sammen med Helm, og Elizabeth var ved at lave frokost. Jeg havde en mærkelig fornemmelse. Både måden jeg pludselig var blevet syg på, og at man ikke kunne finde ud af, hvad der havde gjort mig syg. Chris’s reaktion på det var chokkende. Han havde givet barnet skylden for det. Han mente, at jeg måske ikke kunne holde til det en gang til, men den teori var jeg ikke helt enig i. Jeg troede det skyldes en hurtig virus. Men uanset hvad det havde været, så var Chris over hver gang jeg blinkede lidt mere end jeg plejede, eller bare trak vejret dybere eller hurtigere end normalt. Mine kræfter havde været helt i bund, og var nu langsomt på vej tilbage. Et kort øjeblik fangede Chris mit blik i det lille spejl på værelset.

“Er du okay?”
“Hold nu op Chris. Jeg har det bedre. Det skal nok gå.”
“Hvordan skulle jeg kunne slappe af, når du hele tiden siger, at du er okay. Og at du så nogle gange ikke har det.”

Jeg vente mig og gik hen til ham. Tog hans hænder i mine, gav dem et klem og smilte op til ham.

“Jeg elsker dig så meget Chris. Det er bare sådan, at jeg ikke vil have, at du skal bekymre dig, eller pylre for meget om omkring mig. Du er min mand, min elskede mand, og ikke mine forældre. Du er far til Dylan. Han skal du være mere bekymret for end om mig. Han savner sin far. Og jeg, min mand.”
“Jeg er bekymret for dig, fordi jeg elsker dig så meget. Fordi jeg ikke kan leve uden dig. Jeg vil ikke miste dig, for noget som helt i verden. Og du gør mig død bange, hver gang du er syg.”
“Fordi du er bange for at miste mig?”
“Ja, netop. Jeg er bange for at miste det bedste der er sket for mig. Du har givet mig alt.” 

Hans inderlige blik borede sig ind i mig. Genetrængte alt. Hans irrereterende smukke øjne bad mig, bære over med hans overbeskyttende væsen, og hans inderlige ønske, om at jeg havde det godt. Jeg slap hans hænder og lagde mine arme om hans hals. Han lagde sine beskyttende arme om mig, og kyssede mit hår. 

“Jeg gør det bare, fordi jeg elsker dig, Helene. Mere end du måske forstår.”

Jeg elskede ham virkelig inderligt. Det gør jeg virkelig. Han gav slip på mig, og vente opmærksomheden mod kufferterne igen. Uden et ord havde han dem begge løftet fra jorden og på vej ned ad gangen. 

    ‘Mere end du forstår’

Hvordan kan han elske mig mere end jeg kunne forstå? Jeg viste godt hvor meget han elskede mig. Hvor meget han ikke kunne leve uden mig. Det havde han fortalt mig de sidste 5 år. Inden jeg overhovedet havde opfattet at han havde været nede, var han inde på værelset sammen med mig igen. Hans blik undersøgte mig.

“Hvordan kan man elske et menneske, mere end det kan forstå?” spurgte jeg forvirret.

Han kom hen til mig. Kyssede min pande, og lagde en hånd på min skulder. Jeg kiggede op i de fortryllende øjne. Han smilede let. Og lige der; små trætte og udmattede rynker under hans smukke øjnene. Automatisk lagde jeg en hånd på hans kind, og min tommelfinger kørt forsigtigt under hans ene øje.

“Det er så udmattende, at du ikke bare lader mig beskytte dig. Hvorfor kæmper du imod?” spurgte han.
“Fordi, jeg ikke kan beskyttes. Du har gjordt så mange vidunderlige ting, Chris. Men jeg kan ikke beskyttes. Jeg vil så inderligt bare være fri for, den følelse af at såre dig gang på gang, når du kæmper for at beskytte mig. Det tager så hårdt på mig, at jeg ikke kan lade dig gøre det. Men jeg kan bare ikke. Jeg har næsten altid selv skulle passe på mig selv, og næsten altid beskytte mig selv mod alverdens fare. Og du er det første ud over min far, som vil ofre alt for at beskytte mig. Og det jeg dig virkelig taknemlig for. Men det er bare blevet en så stor del af mig, at jeg skulle kunne klare mig selv, at jeg ikke bare kan give slip på det. Og når du er væk, er jeg bare mig selv, til at passe på mig.”

“Så er det bare nemmere for dig, at det er sådan.”

Hans ansigt var sårende trist.

“Nej Chris. Det er ikke nemmere at det sådan, men det er sådan det er blevet.”

Jeg fik en stor klump i maven, og i halsen. Tårerne lagde sig i mine øjne, og blev skubbet ned ad mine kinder hver gang jeg blinkede.

“Jeg vil så gerne give slip, og lade dig gøre det, du gerne vil. Men jeg er nogle gange, bange for at blive såret. Jeg ved, at du aldrig kunne drømme om det, men det sidder også så dybt i mig, da min far døde. Jeg elskede ham, næsten lige så meget, som jeg elsker dig.”
“Og du er bange for at jeg svigter dig?” spurgte han såret.

“Nej. Jeg er bange for, at du forsvinder mellem fingerne på mig, som min far gjorde.”

Jeg havde virkelig ikke lyst til det her, og slet ikke her. Jeg greb ud efter hans hænder. Greb dem let, og trak han ind til mig.

“Chris. Min elskede Chris. Vil du ikke godt forstå, at det ikke er dig, men det er mig.     Det er kun mig. Jeg har aldrig følt sådan her for nogen før. Du betyder mere for mig,     end nogen anden har betydet for mig.”
“Ud over din far.”
“Det er noget andet. Han er min far.”

Jeg lagde en finger under hans hage, og løftede hans ansigt, så hans øjne var ud for mine. Jeg trak let på smilebåden.

“Chris. Du er mit liv. Jeg har ikke andet end dig. Tilgiv mig.”

Uden at svare, gav han mig et blidt kys. Så lagde han armene om mig, og strammede grebet til et kærligt knus. 

“Lad os komme hjem, inden New York stiger os for meget til hovedet.”
“Jeg glæder mig allerede.”
“FAAAR!” skreg Dylan.
“Så er Dylan vist fået øje på kufferterne i gangen. Vi må hellere komme afsted til     lufthavnen.” sagde han med et smil på læben.

Chris krydsede gangen, og åbnede dåren ind til Dylans værelse, hvor han greb Dylans kuffert. 

“FAAR!” skreg han igen.
“Ja, Dylan. Hvad er der?” sagde Chris, idet han drejede om hjørnet til trappen.

“Hvor skal du hen?”
“Vi skal hjem."
“Os alle sammen?”
“Dig, mor og mig. Vi skal hjem til Californien.”
“Nej. Jeg vil blive her.“ sagde Dylan bestemt.
“Men det får du ikke lov til Dylan. Der er allerede bestilt billet til dig, og den kan ikke returneres.”
“MOAR. Hvad siger han?”

Dylan kiggede spørgende op på mig.

“Han siger, at du ikke kan få pengende tilbage for din billet, og hvis du bliver her, kan du jo aldrig nogensinde komme til at lege med James eller se onkel Chris. Og du vil nok aldrig se far og mig igen.”
“Aldrig nogensinde?”
“Måske ikke.” svarede jeg, og trak på skuldrene.
Han så helt forskrækket op på os. Frygten for ikke at se os igen, fik ham til at klamre sig til mine ben. Jeg lagde min hånd på hans hovede, og han kiggede op på mig.

“Mor, du må aldrig nogensinde forlade mig. Eller rejse fra mig.”
“Jeg rejser ikke fra dig Dylan.”

Chris greb fat i ham, og løftede ham op i sine arme. Dylan lagde sine arme om hans hals.

“Du er vores skat Dylan. Du er det dyrebareste vi har. Vi kunne aldrig drømme om at efterlade dig.”
“Vi elsker dig for meget.” sagde jeg, og smilede.
“Jeg elsker også jer.”

Chris kyssede ham let på kinden, og bar ham ud i Elizabeth og Helms bil. Spændte ham fast i midten. Jeg var fulgt efter dem ud, og satte mig ind ved siden af ham. Chris vente tilbage til huset, for at hjælpe sin onkel med at få bagagen du i bilen. Elizabeth skulle have besøg af sin læseklub, så hun blev hjemme. Chris havde snakket med sikkerhedsbureauet for skuespillere og musikerer i New York, og der var nogle på vej til lufthavnen, for at sikre området, og får at beskytte os mod folk. Chris og Helm få kufferterne ind i bilen, og var hurtigt inde i bilen. Turen til lufthavnen gik hurtigt. Trafikken gled gennem byen, og JFK lufthavnen var næsten tom. I en næsten mennesketom lufthavn, var de sortbeklædte mænd fra sikkerhedsbureauet tydelige. De var iført et sort jakkesæt med en hvid skjorte. Mens af alt lignede de topprofessionelle advokerer og karriere mænd fra banker, top virksomheder og elitesportsudøver. Ikke sikkerhedsfolk. Men hvis man viste hvordan man skulle genkende dem, var det let at se, hvad deres arbejde gik ud på. Et lille samtaleanlæg i øret. Deres machtene teknologiske armbåndsure. Deres stenhårde ansigtsudtryk. Det stenhårde blik, de sendte folk, som kiggede efter dem. Selvom de var her for vores skyld og at jeg havde vænnet mig til deres tilstedeværelse, brød jeg mig stadig ikke om deres udtryksløse ansigt. Deres stive holdning, og deres blikke når man i et øjeblik fangede deres blik. Det høflige smil, de sendte når de fandt ud af, hvem de var arbejdede for. Ud af ingenting reagerede jeg på noget ude foran lufthavnen. Et hav af mennesker prøvede at komme ind i lufthavnen, mens nogle få jakkesætmænd blokerede indgangen. De havde alle et kamera, så man kunne ikke se deres ansigter. Mændene fra den anden side af lufthavnen reagerede også på larmen fra indgangen. Nogle kom hen til og fulgte os videre, så vi kom i skjul i gangene mellem de mange gates, gik nogle andre hen til indgangen for at forhindre, pressen i at komme igennem. Hvad Chris kaldte en rolig dag på kontoret. Mit blik søgte hans. Ansigtet var langt i isene folder, og følelserne skjult af den hårde facade. Selvbekyttelse kaldte han det. Jeg greb hans hånd og gav den et klem. I det fjerne af lufthavnen kunne vi nu høre lyden af mennesker. De var kommet ind. Mange af dem var rejsende, som nu ville brokke sig over, at de nu kom for sent til deres fly og ikke nåede deres aftaler. De få mænd som var sammen med os,  virkede totalt uberørt over lyden af mennesker, men de viste sikkert at de var blevet lukket ind. Da vi ankom til gate, satte de sig på hver side af Chris om mig. I takt med at gangene blev fyldt, blev de mere trælse at være i nærheden af. Chris kiggede opmuntrende på mig og smilede beroligende til mig. De ville forlade os, når vi gik om bord på flyet. Og så ville Chris’s egne være i modtagelsen når vi kom til LAX. De var mere behagelige at omgåes. Minutterne føltes som timer, men endelig åbnede de får slugten ud til det store fly, som skulle fragte os tilbage til vores hjem. Velkendte ansigt gjorde, at vi var de første, som kom ombord på flyet. Vi var de eneste i V.I.P.-kabinen. Kabinen til folk der havde penge, og som var “berømte nok”, til at benytte den. Man skulle have en vis status i det amerikanske samfund for at komme herind, en status som Chris havde, og som jeg og til dels Dylan kunne benytte os af, hvis vi rejste alene. Et par minutter før tid, var flyet på vingerne. Vejret i New York var perfekt; solen skinnede, der var ingen skyer, og næsten ingen vind. En stewardesse sad med Dylan under hele flyveturen, og legede med ham. Jeg sad ved vinduet, og med Chris ved min side. 

“Det skal nok blive godt, når vi kommer hjem igen.” sagde han, da vi var halvvejs.
“Ja. Alt bliver som det var før.”

Jeg drejede overkroppen mod ham, og lod hans velkendte læber møde mine. De næsten 6 timers flyvetur overstået, og stemningen i LAX var rolig. Den lette summen af mennekser fik stedet til var virke mere afslappende. Vi opdagede ikke de sortklædte mænd, hvilket på en eller anden måde beroligede mig en smule. De gør mig nervøs. Chris mærkede hurtigt, at mit nervøsitetsniveau faldt, og han slappede med det samme mere af. Nu  var vi hjemme i vante omgivelser. En velkendt Porsche, holdte i tomgang foran udgangen. Ud steg Ted. Han kom rundt om bilen, og kiggede undersøgende på mig.

“Du ser ud til at have det bedre, Helene. Elizabeth sagde at du næsten ligende et spøgelse.”
“Jeg har det også meget bedre, Ted.” svarede jeg.
“Nå Chris. Lad so få de kufferter i bilen, så I kan komme hjem.”
“Hvor er din bil henne,  far?”
“Den holder henne ved jer. Hvordan tror du jeg er kommet ind til byen?”
“Var planen ikke, at du skulle hente os i den?”
“Var det? Jeg troede jeg skulle bruge denne her, da der er mere plads i.” sagde han eftertænksomt.

Chris rystede bare på hovedet, mens han åbnede bagsmækken, og smed bagagen ind. Ted satte sig bag rettet, Chris på passagersædet, og Dylan og jeg på bagsædet. Turen gennem byen gik uden problemer. Helga stod i døren, for at tage i mod os. Følelsen af at endelig at være hjemme var fantastisk. Dylan løb op på loftet, og fandt sine savnede action-men. Ted korte hjem kort tid efter, og Helga blev og lavede sen aftensmad. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...