Familie

Der er gået 5 år siden Helene og Chris blev gift. Deres kærlighed er lige så stor, som da de blev gift, men familielivet har store problemer. Chris arbejde holder ham væk, i længere tid ad gangen, og Helene var ved at være færdig på The Academy Of Art University. Alt i mens er deres søn, startet i børnehave, og bliver hentet og passet af Augusteen og Ted. (Chris' forældre)

Info: Dette er 2'eren af En Udvekslingsstudent. Så læs den først, og få mere ud af denne :D god læseslyst.

5Likes
3Kommentarer
5297Visninger
AA

43. Nyheden (Helene)

Efter turen i Disney i går, startede dagen lidt sløjt. Jeg tror Chris havde været mere træt end han ville kendes ved. Han sov hvert fald da jeg vågende. Og Dylan var slet ikke til at få liv i. Ved 10 tiden var jeg stået op, og gik ned i køkkenet. Jeg var så øm i kroppen, at det måske havde været bedst hvis jeg bare var blevet i sengen, indtil Chris vågnede.

 

Jeg sad ved det lille spisebord med mine vitaminpiller og vand, da jeg kunne høre Chris på trappen. Et stille smil bredte sig over mine læber. Idet han kom til syne i døren, stoppede han op, og kiggede spørgende på mig.

 

“Hvor længe har du været vågen?”
“1 times tid tror jeg. Hvad da?”
“Jeg blev bare lidt urolig, da du ikke var i sengen. Jeg troede du var forsvundet.”
“Nej, jeg er lige her. Og nyder mine piller, og lidt vand.” svarede jeg drillende.
“Det er jeg glad for.”

 

Han satte sig overfor mig, og tog mine ene hånd. Aede den let, mens hans øjne holdte mine fast. 

 

“Jeg spekulerede på noget, inden jeg faldt i søvn i går.”
“Okay?” spurgte jeg overrasket.
“Åhm. Nu fortalte du i går, at det bliver en dreng.” startede han.
“Ja.” sagde jeg nysgerrigt.
“Har du tænkt på nogle navne?”
“Ja, det har jeg. Har du?”
“Ja. Det var derfor jeg spurgte. Må jeg?”
“Endelig. Jeg er nysgerrige efter hvad du har tænkt.”
“I Paris, mødte vi en intersandt gut. En inspirerende person, på mange måder. Og jeg tænkte, at hvis det blev en dreng, så ville det være et godt navn.”
“Det lyder virkelig spændende, skat. Hvad hed han?”
“Han hed Cedric Lefebvre.”
“Cedric. Dylan og Cedric. Det var et godt bud.” sagde jeg tøvende.
“Hvad havde du tænkt på?” spurgte han hurtigt.
“Jeg havde tænkt lidt på navne som; Jasper, Harry eller Travis og måske Ryan.”
“Jeg kan godt lide Jasper og Travis. Jeg er ikke så megt til Harry og Ryan.”
“Kan du?” spurgte jeg forundret.
“Ja. Det er nogle flotte navne, og de passer godt til Dylan. Harry og Ryan, synes jeg ikke er så flotte, og de er også lidt for kedelige. Hvis du forstår hvad jeg mener.”
“Helt klart. 

 

Jeg var lidt overrasket over at han kunne lide Jasper og Travis. Jeg havde faktisk troet, at han bedre kunne lide Harry. 

 

“Skal vi få vækket Dylan, og fortælle ham det?” spurgte jeg.
“Ja, det synes jeg. Vil du, eller skal jeg?”
“Jeg kan godt.” sagde jeg, og rejste mig. 

 

I det samme kom ømheden tilbage. Jeg holdte lidt for stramt om bordet, til at Chris kunne undgå at se, at jeg fortrak en mine.

 

“Hvis det gør ondt, så lad mig gøre det. Du skal ikke belaste dig selv mere end nødvendig.”
“Jeg klare mig, Chris.” sagde jeg, og gav slip på bordet.

 

Ihærdigt prøvede jeg, at gå normalt ud til trappen. Jeg kunne mærke Chris’ bekymrende blik fulgte mig derud. Langsomt men sikkert kom jeg op ad trappen. Lige som jeg kommet op, greb Chris fat om min hånd. Jeg vendte mig om, og kiggede op i hans øjne, som var fyldt med medfølelse.

 

“Det var unødvendigt, skat.” sagde han roligt.

 

Jeg smilede kort. Han puffede mig lidt længere frem, så han også kunne komme videre op. Sammen gik vi ind til Dylan, som stadig sov. Jeg satte mig på kanten, mens Chris satte sig på knæene på gulvet. Jeg smilede opmuntrende til Chris. Elegant vækkede han Dylan. 

 

“God morgen.” sagde jeg, da han kiggede rundt.
“God morgen, Dylan.” sagde Chris.

 

Undrende kiggede han rundt på os, mens han satte sig op i sengen. Det kan godt være at han kun var 5 år gammel, men han var godt til at finde ud af det, hvis der var noget galt.

 

“Bare rolig, skat. Der er ingen grund til at være bange.”
“Hvad sker der?” spurgte han bange.
“Du ved jo godt, at jeg er gravid.” startede jeg.
“Ja.” sagde han og nikkede.
“Kort tid efter jeg kom hjem fra Danmark, var jeg ved læge. Kan du huske det?”
“Nej.”
“Okay. Men da jeg var ved lægen, blev jeg scannet. Og ved den scanning fik jeg af vide, hvad køn babyen bliver. Altså om det bliver en dreng eller en pige.”
“Og du får en lillebror.” sagde Chris.
“Skal jeg have en lillebror?”

 

Han hoppede op, og hoppede rundt i sengen.

 

“Jeg skal have en lillebror. Jeg skal have en lillebror.” sang han. 

 

Jeg rejste mig fra sengen, og greb fat i ham. Han stoppede et øjeblik, inden han lagde sine arme om min hals, og gav mig et knus.

 

“Du er den bedste mor i hele verden.”
“Jeg er glad for, at du er glad for, at du skal have en bror. Men far har også en stor andel i det.”

 

Han gav slip på mig, og kastede sig, så over Chris.

 

“Du er den bedste far i hele verden. Jeg har altid ønsket mig en bror, og nu får jeg en.”
“Du er den bedste Dylan.” sagde Chris og trak ham i sine arm"
“Hvornår skal jeg i børnehave igen?”
“I morgen.” svarede jeg kort.
“Men nu skal du ned og have noget morgenmad.” sagde Chris. 

 

Chris fik Dylan ned på gulvet, og gik ned i køkkenet. Jeg satte på sengekanten, og kiggede rundt i rummet. Minderne fra Dylans første måneder, strømmede for mit indre blik. Den første gang han legede med den første action-man. Glæden da han så Chris i døren, efter en af hans længere perioder hjemmefra. Dagen inden han skulle starte i børnehave. Alle de aftner, hvor han ikke kunne falde i søvn. De uendelige timer, hvor jeg læste den samme historie igen og igen.

 

Frygten for at miste Dylan, når den lille nye kom, virkede umenneskelig skræmmende lige nu. Jeg forstod pludselig den frygt Dylan havde. Men nu glædede han sig til at få en lillebror. Jeg håber virkelig at han vil elske den lille baby, lige så meget som han glæder sig til at babyen kommer til verden. Jeg frygtede at miste Dylan en lille smule, når jeg havde født. 

 

Jeg rejste mig fra sengen igen, og gik ind på badeværelset. Kiggede mig i de store spejle over vasken. Kiggede på mit eget spejlbillede. Var det virkelig det værd? Var det, det værd at ofre, hvis Dylan virkelig ønskede sig en lillebror? Hvor meget ville han gerne have det? 

 

Døren til badeværelset blev let skubbet op, og Dylan kom til syne. Han kiggede op på mig.

 

“Kommer du ikke ned, og spiser morgenmad sammen med mig, mor?”
“Jo, selvfølgelig gør jeg det, skat.”
“Er der noget i vejen mor?”
“Nej ingenting, Dylan. Jeg har det fint.”

 

Jeg satte mig på hug foran ham, og tog ham i mine arme. Nød fornemmelsen af ham tæt på mig. 

 

“Jeg elsker dig, virkelig meget Dylan.”
“Jeg elsker også dig mor.”

 

Jeg kyssede ham i håret inden jeg rejste mig op, tog hans hånd, og gik ned i køkkenet til Chris. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...