Familie

Der er gået 5 år siden Helene og Chris blev gift. Deres kærlighed er lige så stor, som da de blev gift, men familielivet har store problemer. Chris arbejde holder ham væk, i længere tid ad gangen, og Helene var ved at være færdig på The Academy Of Art University. Alt i mens er deres søn, startet i børnehave, og bliver hentet og passet af Augusteen og Ted. (Chris' forældre)

Info: Dette er 2'eren af En Udvekslingsstudent. Så læs den først, og få mere ud af denne :D god læseslyst.

5Likes
3Kommentarer
5309Visninger
AA

37. Mødet med Warner Bros. (Chris)

Da jeg gik ind på Warner Bros. viste jeg endelig hvor jeg stod. Helene var taget med, men blev i bilen. Hun havde aldrig ønsket at vide, hvordan jeg forhandlede filmkontrakter, men hun ville gerne være støttende omkring det. Hun havde endnu engang sagt, at uanset hvad jeg valgte, så var det mit valg. Dylan var taget med mine forældre tilbage til Santa Monica, og skulle være der de næste dage, da vi viste, at pressen ville være markant til stede. Blandt andet fordi jeg først svarer nu. 

 

Det at færdes sådanne steder, var for mig, lige så almindeligt, som derhjemme. Jeg havde ikke lavet så mange film med Warner, men jeg følte mig alligevel hjemme. Idet jeg kom ind i mødebygningen, kom Allen mig i møde. Han rakte gladeligt hånden frem. Jeg tog smilende imod den. Han var iført et gråstribet jakkesæt med et karrygult slips.

 

“Jeg er glad for du kom Chris. Vi var ærligt talt ved at være lidt bekymret for om du ville have rollen.”
“Jeg har været meget i tvivl, lige med denne her, og så tiden.”
“Ja selvfølgelig. Hvordan har hustruen det?”
“Efter omstændighederne, fint. Det har taget lidt på kræfterne, men hun er ret cool.”
“Kyle snakkede om, at du gerne vil have orlov omkrig fødslen.”
“Ja. Det ville betyde meget for Helene, at jeg var med hele vejen denne gang. Især når det kommer til den sidste del.”
“Sid ned. Vi bliver jo ikke højere af at stå op.”

 

Det lille kontor var møbleret med et skrivebord, en sofa, et par stole og en reol. Jeg satte mig i stolen med ryggen til døren. Mens fandt han to glas og en whisky. 

 

“Jeg har snakket med de rigtige mennesker, og de er forstående med din situration. Så i samarbejde med dem, har vi besluttet, at turen til Frankrig, vil være noget af det første vi skal lave. Har du sat dig ind i hvad filmen handler om?”
“Det er en kærlighedskomedie, med et snert af action.”
“Nemlig. Vi tænkte at det lige var noget for dig.”
“Hvem skal spille vores børn?”
“Mia Talerico, skal spille jeres yngste Lily og en dansker ved navn Nikolaj Groth skal spille jeres teenager søn på 15.”
“Hvem fanden er han?”
“Et 21 årigt talent i Danmark. Han er virkelig dygtig.”
“Okay. Hvornår starter vi?”
“Hurtigst muligt, tager vi afsted til Europa og derefter tager vi hertilbage, og laver starten, hvorefter vi så tager til Philadelphia og laver det vi skal der. Og så laver vi resten her i Hollywood.”
“Har I lavet kontrakten?”
“Ja, det har vi. Du kan tage den med hjem, og få den læst igennem, og så kan du komme ind med den i morgen, hvor vi så kan snakke de sidste detaljer igennem. Men husk på; du er den eneste vi mangler at få svar fra. Alle de andre har accepterede deres kontrakter.”
“Ja, jeg skal gøre det hurtigt. Jeg havde bare brug for, at få nogle andre ting ud af verden inden jeg kunne tage denne beslutning. Og så vil jeg gerne, at Helene også lige får set kontrakten inden den bliver underskrevet fra min siden.”
“Og det er fuldt ud forståeligt herfra. Men hvis planen skal holde, så skal vi have den tilbage i morgen.”
“Og det lover jeg i får.”
“Godt. Jeg har ikke mere, så med mindre du ikke har nogle spørgsmål, så var det vel alt får i dag, og vi ses i morgen.”
“Jeg har ikke noget, så vi snakkes ved i morgen.”

 

Han fulgte mig ud gennem det åbne kontorlandskab. Han småsnakkede på vejen. Jeg gav ham hånden og takkede for forståelsen, inden jeg satte kursen mod parkeringspladsen og Helene. Jeg satte mig ind i bilen, og gav hende kontrakten.

 

“Hvad er det?” spurgte hun undrende.
“Det er kontrakten.” svarede jeg.
Hvorfor fik du den med?”
“Den er ikke underskrevet. Jeg  vil gerne at du læste den inden den blev underskrevet. Det her er en fælles beslutning. Hvis vi ikke sammen kan accepterede det, så skriver jeg ikke under. Hvilket jeg et eller andet sted gerne vil.”
“Men det er noget vi skal beslutte sammen.”
“Nemlig.” svarede jeg og smilede opmuntrende til hende.

 

Hun smilede og nikkede inden hun skimtede den igennem indtil hun fandt afsnittet hun ledte efter. Den overordnede plan for arbejdsperioderne. Inklusiv ferier, orlov og weekender. Jeg kunne se, at hun blev væsentlig lettet, da hun så at min 2 måneders orlov startede lige inden jul. For hende var det nærmest det vigtigste. Hurtigt fik hun kigget tallene igennem.

 

“Du får udbetalt lige så meget, som ved den sidste film.” konstaterede hun.
“Jeg er den dyreste stjerne de har med.” svarede jeg afslappet 

 

Min stemme var kontrolleret. Men min hjerne havde den vildeste fest. Jeg var den dyreste betalte på settet. Jeg fik endda mere end Allen, hvilket faktisk ikke sker så ofte, men denne gang skete det for mig. Jeg var mere værd end instruktøren. 

 

“Hvad synes du? Skal jeg underskrive den?”
“Deres betingelser er fine, og jeg tænker, at det ikke bliver et problem for dig, at leve med det. Lønnen er fantastisk. Og jeg er glad for, at alle rejserne ligger i starten, og ikke i slutningen.”
“De har for min skyld planlagt rejserne i starten, så jeg var tæt på, hvis du fødte før tid, eller hvis du gik over tid.”
“Åh, hvor sødt af dem. Du må endelig sige tak for forståelsen.” sagde hun smilende.
“Det har jeg allerede gjort skat.”

 

Jeg tog hendes ene hånd og kyssede den blidt. Jeg gav den et lille klem, inden jeg lagde den på mit lår. Hun bevægede ubevist hånden op og ned ad den, mens hun kiggede smilende til mig.

 

“Den sidste tid har været svær for mig, Chris.” sagde hun kort.
“Det ved jeg, skat.” svarede jeg blidt.”
“Hvor svært har det været for dig?”
“Det har været hårdt, at se hvordan vi langsomt gled fra hinanden. Jeg trådte i et minefelt som altid eksploderede, uanset hvor jeg trådte. Det var som om vi bare gerne ville skændtes.”
“Ved du hvad jeg tror?” sagde hun eftertænksomt.
“Nej, vil du fortælle mig hvad du tænker?”
“Jeg tror  vi har haft vores første ægteskabskrise. Vi var på afveje, og vi viste ikke hvad vi skulle gøre” sagde hun og kiggede seriøst på mig.
“Hvorfor tror du det?”
“Det tror jeg fordi, vi havde nogle problemer, som vi ikke selv kunne finde roden i. Dine forældre hjalp os på rette køl igen.”
“Det er nogle fantastiske forældre jeg har.”
“Det er de. Og jeg kunne ikke ønske mig en bedre svigerfamilie.”
“Du er enestående.”
“Du er utrolig.”

 

Hun lænede sig hen mod mig, og kyssede mig blidt på kinden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...