Familie

Der er gået 5 år siden Helene og Chris blev gift. Deres kærlighed er lige så stor, som da de blev gift, men familielivet har store problemer. Chris arbejde holder ham væk, i længere tid ad gangen, og Helene var ved at være færdig på The Academy Of Art University. Alt i mens er deres søn, startet i børnehave, og bliver hentet og passet af Augusteen og Ted. (Chris' forældre)

Info: Dette er 2'eren af En Udvekslingsstudent. Så læs den først, og få mere ud af denne :D god læseslyst.

5Likes
3Kommentarer
5320Visninger
AA

47. Hospitalet (Chris)

Mørket havde indfundet sig i Los Angeles. Efter 6 timer i luften, og en sluttet telefon, kunne jeg, endelig få den tændt. Det strømmede ind med sms’er og ubesvarede opkald fra far og mor. Da jeg fik min bagage stoppede de små blik fra telefonen endelig. 

 

Den sidste sms var fra Helene. Så var det overstået. Jeg nåede det ikke. Jeg satte mig på den nærmeste bænk og låste telefonen op. Åbnede beskeden fra Helene.

 

‘Jeg er ked af at du ikke nåede frem i tide skat. Vi har det alle sammen godt. Når du læser dette her, er du forhåbenligt fremme i L.A. og måske på vej til hospitalet, jeg glæder mig til at se dig igen. Og det tror jeg også Cedric glæder sig til at hilse på sin far.’

 

‘Hvor langt er du kommet? Fødslen har været i gang i 1 time nu knus mor’

 

‘De sætter fødslen i gang nu Chris. De kan ikke vente længere. Helene mener ikke hun har smerter, men jeg kan se på hende, at det gør ondt. Jeg håbede du nåede det, inden de satte hende i gang, eller at de ville vente til i morgen, men det kan desværre ikke vente længere. Mor’

 

‘Hvor lang tid tager det at flyve fra Philadelphia? Hvor hurtigt kan sådan et fly flyve? Ved de godt du har travlt? Lægerne kan ikke blive ved at udskyde det. Jeg håber du når det, Chris. For jer begges skyld. Mor.’

 

‘Dylan er en meget stolt storebror. Men Cedric, Chris? Jeg ville måske have fortrukket Harry eller Jasper. Det er i det mindste navne man kender. Skynd dig nu op til hospitalet, så du kan få hilst på dit nye familiemedlem. Far.’

 

‘Dylan klare forvirringen utrolig godt, Chris. Men han spørger efter dig. Ring når du er landet, gider du? Far.’

 

‘Hun er en stædig tøs, Chris. Jeg har aldrig i mit liv oplevet en kvinde diskutere med en læge, om en fødsel skal sættet i gang nu eller om 2 timer. Hun vil virkelig gerne have dig, ved sin side. Se så at få fingeren ud, og få plantet dine fødder i L.A.’

 

‘Hvor langt er du Chris?? Knus Isa.’

 

Jeg rejste mig igen, og småløb ud gennem indgangshallen, uden rigtig at observere mængden af mennesker. Der holdte to taxaer, som endnu ikke havde jobs, og den første var næsten lige foran mig. Hurtigt var jeg henne ved den, og fik den halvsovende chauffør, ud af bilen. Jeg oplyste adressen til hospitalet, og snart havde vi langt lufthavnen bag os. 

 

Da jeg ankom til hospitalet, stod mor og Isabella foran indgangen. Isa fik et kindkys og et knus, mens mor havde vent ryggen til, og allerede var på vej ind igen. 

 

“Det kan vente.” sagde hun afvisnede, da jeg spurgte. 

 

Jeg fulgte efter dem op på observationsgangen, hvor Helene var blevet indskrevet efter fødslen. Uden et ord, eller et lille bank på den halvlukkede døre, gik vi ind i et halvstort rum, med en seng i midten, og nogle stole rundt om. Dylan lagde på en lille sofa henne i det ene hjørne, og far sad ved siden af Helene og snakkede lavmælt med hende. 

 

I favnen havde hun vores nye familiemedlem. Jeg kunne lige ane hans lyserøde ansigt nær hendes hjerte og bryst. Jeg stoppede op lidt derfra, og kiggede på dem. Jeg kunne mærke hvordan luften røg ud af mig. Det var rigtigt. Jeg trak på smilebåndet, og blev let om hjertet. Hun havde født en lille dreng, og hun overlevede. 

 

Det lille vip hun gjorde med hovedet, fik mine fødder til at flytte sig over til hende. Jeg tog hendes hånd, mærkede den velkendte varme hånd i mine. Det var som om mor, far og Isabella bare forsvandt ud i ingenting. At det kun var Helene og mig. Jeg flyttede blikket fra hendes og ned til vores nye lille søn, Cedric. Det var som at være forelsket igen. 

 

“Han er vidunderlig.” lød min stemme.
“Jeg tror vi vil tage hjem nu.” sagde min far forsigtig.
“Okay. Tak fordi I blev til jeg kom. Fordi I var her.”
“Selvfølglig Chris.” svarede mor.

 

Helene lagde en træt hånd på mit baglår, som et diskret tegn, til at hun gerne ville være alene med, mig. 

 

“Jeg er glad for at I var her.” sagde hun.
“Ring til os, når I er kommet hjem, ikke?” sagde Isabella.
“selvfølgelig.” smilede jeg. 

 

Og så var vi alene. Bare os fire. 

 

“Jeg synes du skal vække Dylan. Han har virkelig savnet dig.”
“Og hvad med dig?”
“Jeg er så ked af, at du ikke var her, men de havde jo ret. Jo længere vi ventede jo mindre blev chancen for overlevelse. For os begge to. Til sidst var jeg så afkræftet af smerte, at jeg overgav mig.”
“Det er okay skat.” 

 

Jeg kyssede hende blidt, og kastede endnu et blik på Cedric, og gik så hen til den sovende Dylan i hjørnet. Jeg lagde forsigtigt min store hånd på hans lille skulder, og skubbede blidt til ham. Han slog søvnigt øjnene op. Der gik lige et par sekunder inden han opfattede at det var mig der havde vækket ham.

 

“FAR!” udbrød han, idet han kom op at sidde, og kastede sig i min favn.
“Hvor har jeg savnet dig lille skat.” sagde jeg.

 

Jeg kyssede hans hår, og holdte ham derefter ud foran mig. 

 

“Sig mig, er der ikke noget ved dig, som har forandret sig en lille smule.” spurgte jeg.

 

Han kiggede bare undrende på mig.

 

“Jo minsandten, du er da blevet storebror.” sagde jeg. 

 

Dylan smilede over hele hovedet, og slog atter armene om min hals. Han duftede stadig af min lille Dylan og lidt af hospitalssprit. 

 

Da han gav slip på mig igen, fik jeg han sat op i sengen til Helene og Cedric. Hun så umildbart alt for frisk ud, taget i betrakning at hun næsten lige havde født et barn, som havde kostet hende mange kræfter. 

 

Hun fortalte, at der knap nok var gået en time, fra han var blevet født til lægerne havde overtaget ham, og gav hende noget beroligende, hvorefter hun havde sovet i 3 timer. Så hun var faktisk næsten lige vågnet igen, da jeg kom.

 

Jeg kunne slet ikke fatte at den smukke lille dreng, som lagde i hendes favn var vores søn. Når man blev far anden gang var det nemmere at være afslappet omkrig alting. Og så var der Dylan, som virkelig var stolt over Cedric. Han fortalte flere gange, at han havde holdt ham i 10 minutter, uden at han var begyndt at græde. Han sagde, at bedstemor knap nok havde fået ham i armene inden at han var begyndt at skrige, og græde.

 

Helt inde i mit hjerte, var jeg bare glad for endelig at være her. Sammen med min Helene, Dylan og Cedric. Nu havde jeg min helt egen perfekte familie. 

 

Jeg sad længe og kiggede forelsket på den lille dreng, som jeg nu havde i min favn, mens Dylan var faldet i søvn hos Helene. 

 

Der kom af og til en læge ind for at se om alt var som det skulle være. De var meget opmærksom på Helene. Jeg synes hun så meget frisk og ovenpå ud, taget i betrakning af, hvor meget lægerne var efter hende.

 

Ved midnatstid blev jeg sendt hjem med Dylan, af en flink sygeplejerske som mente, at nu havde Helene brug for hvile. Cedric blev kørt ind et lille afsnit, hvor der også lagde andre babyer og sov. Jeg kyssede Helene farvel, og fik Dylan i armene. 

 

“Vi kommer frygtløst tilbage i morgen.” sagde jeg, da jeg stod i døren, og smilede til hende i sengen.
“Jeg glæder mig allerede.” gabte hun. 

 

Turen i taxaen, virkede ualmindelig kort, i forhold til hvad den plejede at gøre. Dylan formåede at sove hele vejen, og jeg så fraværende ud ad vinduet, og så byen susede forbi.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...