Familie

Der er gået 5 år siden Helene og Chris blev gift. Deres kærlighed er lige så stor, som da de blev gift, men familielivet har store problemer. Chris arbejde holder ham væk, i længere tid ad gangen, og Helene var ved at være færdig på The Academy Of Art University. Alt i mens er deres søn, startet i børnehave, og bliver hentet og passet af Augusteen og Ted. (Chris' forældre)

Info: Dette er 2'eren af En Udvekslingsstudent. Så læs den først, og få mere ud af denne :D god læseslyst.

5Likes
3Kommentarer
5320Visninger
AA

34. Helt hjemme (Chris)

Helga havde sørget for at der var noget mad i huset, og at det hele var klar, da vi kom hjem. Hun stod i døren og tog imod os, da jeg parkerede bilen foran huset. Helene smilede et fantastisk smil, og udstrålede kærlighed og omsorg. Hvor jeg dog havde savnet det. Savnet hende. Hun var hurtigt ude af bilen, og var i gang med at få Dylan ud af bilen, da jeg åbnede bagklappen, og hæv kufferterne ud. Helga kom ned til os, og hjalp os ind. Hun tog Dylan med ind, og spurgte ind til vores tur til Detroit. 

 

Helene og jeg stod lidt og kiggede på hinanden inden jeg lagde en hånd på hendes kind. Kyssede hende blidt og elegant. Mærkede hendes duft fulde min næse. Mærke hendes tilstedeværelse mod min krop. Lod længslen fylde mig. Hun trak sig lidt væk, og kiggede op på mig. Smilte let, inden hun kyssede mig igen. 

 

Jeg ignorerede fornemmelsen af at vi blev overvåget. Om et par dage, ville alle landets ugeblades forsider være pryderede med os. Men det kunne jeg godt acceptere i dette tilfælde. Jeg var forenet med min elskede igen. Nu havde jeg min sidste brik igen. Jeg var hel. 

 

Jeg tog min og Helenes kufferter, og Helene tog Dylans. Det var næsten en hel lettelse at være hjemme igen. At være i de velkendte rum, være i den velkendte duft. Kigge på de velkendte billeder på reolerne og væggene. Men vigtigst af alt, at have Helene lige i nærheden. Helene var begyndt at hjælpe Helga med at pakke kufferterne ud, og Dylan legede ud i haven.

 

“Du virker rastløs, skat.” sagde hun afslappet.

 

Jeg var gået i ring inde i køkkenet. Hun stod lænet op ad døren, med en hånd under maven. Jeg kiggede på hende og stoppede med at gå. Der stod hun og kiggede på mig, som om ingenting var sket. At vi slet ikke havde været adskildt i 18 dage. Hun kiggede undersøgende på mig, og forventede lidt at jeg svarede på det underlagte spørgsmål.

 

“Jeg ved ikke hvad der sker. Jeg føler mig lidt som en fremmed i eget hjem.”

 

Hun gik hen til mig, og lagde en hånd på min kind, smilede et lumsk smil. Jeg kunne ikke regne ud hvad hun tænke på, men hun viste noget, jeg ikke viste.

 

“Hvad er der skat?”
“Hvorfor tror du der er noget?”
“Fordi du smiler på den der måde.”
“På hvilken måde?” sagde hun med et glimt i øjet.

 

Jeg lagde mine arme om hende, og trak hende helt ind til mig. Hun lagde sine arme langs mine, og kiggede smilende op på mig. Hun stillede sig på tæer, og kyssede min hage. Jeg nåede ikke at svare.

 

“Ved du hvad jeg har savnet mest, mens jeg har været i Danmark?” spurgte hun.
“Fortæl mig det.”
“Dine beskyttende favn. Din duft i mine lunger. Dine øjnes omsorg. Jeg savnede min elskede mand, mit et og alt. Du er det dyrebareste jeg har. Og jeg har været så bekymret for dig, siden din far ringede.”
“Jeg…”
“Nu er jeg hjemme ved dig igen. Og det ved jeg, der gør forskellen. Du havde for høje forventninger, og du troede du fejlede. Men det gjorde du ikke Chris. Du klarede det fantastisk.”
“Jeg tror bare, at jeg var bange for at skuffe dig.”
“Men det gjorde du ikke. Jeg er så stolt af dig. Jeg viste du kunne klare det.”

 

Jeg viste godt hun havde ret. Men det var alligevel svært at fatte, at jeg faktisk ikke havde fejlet, at jeg havde gjort det helt rigtigt. Dylan havde sagt, at han var glad for, at jeg tog mig tiden til at være far for ham. At jeg tog mig tiden til at være til stede. Store ord for en dreng på 5 år. Der minder han meget om Helene.

 

Helga var færdig med udpakningen af vasketøjet, og var begyndt at vaske det. Hun gik stille og roligt rundt i huset, og gjorde ret, og ryddede op på det rod som ikke  var der. Dylan kom løbende ude fra haven. 

 

“Moar!” råbte han.
“Ja Dylan. Hvad er der?”
“Du skal se de billeder. Nu!”
“Hvor er de?” spurgte hun
“De er i min håndbagage. Bare i tilfælde af at kufferten blev væk på vejen hjem. Nu skal jeg finde dem.” svarede jeg.
“Vi skal med, mor.” kommanderede Dylan, og tog hendes hånd.

 

Vi gik op på loftet, hvor jeg hurtigt fik fundet kuverten med billederne. Vi satte os på gulvet, hvor Dylan og jeg viste hende de mange billeder som blev taget. Og som jeg havde fortalt Dylan, var Helene så stolt af ham. Billederne havde vi fået lov til at beholde, og jeg skulle bare ringe til Hugo Boss og fortælle dem, hvilke billeder de måtte bruge, og hvilke de ikke måtte bruge. Men i dette tilfælde, blev vi enige om, at de måtte bruge de billeder som de mente solgte deres vare bedst. 

 

Jeg blev glad for at Helene havde taget så godt imod billederne. Jeg havde været en smule nervøs for, om hun virkelig ville hade dem, også nu hvor hun selv viste noget om emnet. Måske ville hun have haft det bedre med at selv at tage dem, men hun virkede meget afslappet omkring det hele. Og hun viste Dylan hvor stolt hun var. 


Dagen var gået så hurtigt. Helene havde kort snakket med hendes familie, og fortalt at hun var kommet godt hjem, men at hun var træt. Hen sidst på eftermiddagen kunne jeg godt mærke på hende, at hun var træt og trængte til at sove. Dylan var gået kold inde foran fjernsynes kort efter aftensmaden. Da jeg havde lagt ham i seng, fandt jeg Helene halvsovende i sofaen.

 

“Sover du, skat?” spurgte jeg forsigtigt.
“Nej, overhovedet ikke.” svarede hun og smilte op til mig.

Jeg satte mig på gulvet mellem hendes ben, som hun lige havde taget ned fra sofaen. Let masserede hun mine skuldre. 

 

“Jeg har virkelig savnet dig, Chris.”
“Ikke mere end vi har savnet dig, skat. Jeg er så glad for at du er hjemme ved mig igen.”
“Jeg er også glad for at være hjemme.”

 

Hun stoppede med at massere og lænede sig hen over min venstre skulder. Kyssede blidt min kind. 

 

“Jeg tror du er mere træt end du vil indrømme, Helene.”
“Du har nok ret. Skal vi?” spurgte hun.”
“Du kan bare gå op, jeg kommer om lidt.”
“Okay.”

 

Jeg kom på benene igen. Huns rejste sig, og kyssede mig. 

 

“Godnat skat.”
“Godnat skat.” svarede hun.

 

Hun gik ud i køkkenet og tog et glas vand, som hun tog med op på loftet. Jeg satte mig i sofaen og tændte fjernsynet. Jeg fandt NBC. Jeg var nysgerrig. Jeg ville gerne vide, om de viste, at vi var samlet ingen. Der var et ganske kort indslag om mit arbejde i Detroit, og at jeg havde haft Dylan med. De havde undret sig over hvorfor Helene ikke havde været med, men de havde fået at vide at hun ikke var i landet. Da de havde fået nys om at vi var samlet igen, var de taget herud, for at tjekke op på historien. Og ganske rigtigt. De havde fået nogle billeder af os. Jeg smilte lidt for mig selv, og slukkede så igen. Jeg tjekkede at alt lys var slukket, inden jeg gik op. Døren til soveværelset stod på klem. Jeg gik ind på badeværelset og fik hurtigt børstet tænder. Da jeg trådte ind i soveværelset, sad Helene op, og med blikket i en af de mange graviditetsbøger hun havde købt, da hun ventede Dylan. Jeg kom af tøjet og kom i sengen til hende.

 

“Det skal nok komme til at gå fantastisk, skat. Det er jeg sikker på.”
“Ja du har nok ret.”
“Er der noget galt, Helene?”
“Jeg ved det ikke rigtig. Der er noget som virker anderledes.”
“Hvordan?”
“Jeg ved det ikke rigtigt. Det kan godt være det bar er fordi jeg er træt.”
“Måske? Læg nu den bog til side, og lig dig til at sove. Nu er jeg her jo også.” 

 

Jeg smilte opmuntrende til hende. Hun tog en dyb indånding og lagde bogen på natbordet. Jeg lagde mig til rette i den velkendte seng, og hun lagde sig ind i min favn. Hun tog endnu en dyb indåndingen, og ganske kort tid efter var hun faldet i søvn. Trygt i mine arme. Jeg sov kort tid efter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...