Familie

Der er gået 5 år siden Helene og Chris blev gift. Deres kærlighed er lige så stor, som da de blev gift, men familielivet har store problemer. Chris arbejde holder ham væk, i længere tid ad gangen, og Helene var ved at være færdig på The Academy Of Art University. Alt i mens er deres søn, startet i børnehave, og bliver hentet og passet af Augusteen og Ted. (Chris' forældre)

Info: Dette er 2'eren af En Udvekslingsstudent. Så læs den først, og få mere ud af denne :D god læseslyst.

5Likes
3Kommentarer
5305Visninger
AA

23. Frygten (Chris)

De sene aftentimer i mørket. Så uendelig lange. Jeg kiggede undersøgende på hende, mens hun ubemærket bare lå der i sengen og sov. Så roligt og fredfyldt. Men det holdte mig endnu engang vågen. Selv havde hun sagt, at det ikke var nødvendigt længere. Hun havde det bedre og behøvede ikke min fulde opmærksomhed. Giv den hellere til Dylan, havde hun sagt, han har brug for den. Men hvordan kan jeg det, når det er hende jeg frygter for. Når hun ud af ingenting bare bliver syg, og et par dage efter er frisk igen, som om intet var sket. Jeg gik roligt rundt i soveværelset mens hun sov. I det fjerne kunne jeg høre endnu en ambulance rykke ud. Lyden af tiden der gik. Jeg lænede mig op ad vindueskarmen, og skubbede let gardinerne til side. Kiggede ud. Døren gik op, og jeg drejede chokket rund. I døren stod Dylan frosset, i chok over mine bevægelser og over at jeg var vågen. Vi stod lidt og bare kiggede på hinanden.

“Hvad er skat?” spurgte jeg, mens jeg krydsede soveværelset.
“Jeg havde en ond drømt.” sagde han, og begyndte at græde.
“Kom her, og fortæl mig om det.”

Han kom hen til mig, og lagde sine trætte arme, om mine skuldre, og lod sig blive løftet op i min favn. Hans ansigt lagde sig ind til min nøgne skuldre, og de små tåre ramte den, med små mellemrum. Jeg gik hen til sengen og satte mig. Dylan øjenlåg gled i, inden han lavmælt begyndte at tale.

“Jeg drømte, at vi var ude at køre, og så kørte en bil ind i siden, og så døde I. Men inden kiggede mor beroligende på mig, og sagde at det nok skulle gå alt sammen. Men I døde, og jeg skreg. Der var ingen der hjalp jer. Alle stod udenfor bilen og grinede ad jer.”
“Åh Dylan. Det var da en forfærdelig drøm. Men det vil ikke ske. Ingen står bare og griner ad en bilulykke. Det lover jeg. Og hvis der nogensinde skulle se os det, så skal du vide, at der er dygtige mennesker, som vil gøre alt for at hjælpe os, så du ikke mister os.”

Helene rørte en smule på sig. Jeg kiggede ned på hende. Hendes øjne var åbne, og kiggede spørgende op på mig, inden hun opdagede Dylan i mine arme. Hun smilede opmuntrende til ham, inden lagde en hånd på hans ryg. 

“Han har ret Dylan. Men husk; når du siger dine onde drømme højt, vil det ikke ske.”
“Det er rigtigt. Det skal nok gå.”

Jeg kyssede ham i håret inden han kravlede ned og lagde sig mellem os, og lukkede øjnene. Helene kiggede hovederystende op på mig.

“Hvorfor sover du ikke?” spurgte hun.
“Jeg kan ikke.” svarede jeg ligegyldigt.
“Vel kan du så. Jeg har det fint, Chris. Du behøver virkelig ikke at være bekymret for mig.”
“Det siger du jo. Men hvad med ham? Bilulykker. Os der dør, og han overlever? Hvordan skal vi forholde os til det?”
“Han er bange for at han skal være alene. Det er et udtryk for, at han er bange for at blive efterladt. Og i New York, da han så kufferterne. Det var med det samme dig han kaldte på. Kan du huske det?”
“Ja, det kan jeg.”
“Jeg tror det var fordi han var bange for at du skred fra os, fra ham. Han er meget følsom lige nu. Han har brug for os, og han har brug for dig, til at vise ham, hvilken vej han skal. Han er virkelig din største fan. Uden dig, er han som mig, inden jeg mødte dig. Faderløs og forladt.”
“Helene, sig ikke det. Du ved, at dine brødre er der for dig.”
“Ja, efter de for alvor mistede mig. De fandt ud af, hvor meget de havde brug for mig, da de troede de havde mistet mig.”
“Jeg synes ikke vi skal tage mere af den nu. Du skal sove.”

“Det skal du også, Chris. Seriøst så tror jeg at du, lige nu, har mere brug for søvn end jeg har.”
“Okay. Sov godt.”

“I lige måde skat.”
“Jeg elsker dig.”
“Elsker også dig.” 

Hun lagde sig til rette, og faldt hurtigt i søvn. Dylan sov tungt. Den lille snorkelyd der kom fra ham, virkede beroligende, ind i mellem de tunge indåndinger. I hvad der føles som timer, men nok mere var minutter faldt jeg i en overfladisk søvn, og led hurtigt ind i en dybere søvn. 

De følgende timer indeholdte et nuanceret farvekaos, og endte i en en lys hvid. Farven tog form til nogle helt hvide vægge med vinduer. Jeg kiggede rundt i rummet. Bag mig startede en bippene lyd. Den der irriterende  bippende lyde, som kun er på et sygehus. Jeg drejede rundt. I sengen lagde hun. Helt bleg og livløs. Med ledninger sat fast i huden via nåle, og plaster til at holde dem de rette steder. I det samme blev døren åben, og ind kom et lille team af læger og sygeplejsker. Jeg ville sige noget, men der kom ingen ord. Et skingert skrig fangede min opmærksomhed. I døren stod Dylan. Skrækslagende og bange. Jeg stod bag han, og prøvede at holde ham tilbage.

“Moar!” lød det igen fra ham.
“Rolig Dylan. De ved havd de gør. Hun skal nok klare sig. Kom de skal have ro til at arbejde.”

Jeg kunne se panikken og sorgen i mit eget ansigt. Mine hænder klemte sig om Dylans skuldre.

Ud af ingenting blev alt omkring mig mørkt. Jeg slog øjnene op, og satte mig i en hurtig bevægelse op i sengen. Kiggede mod Helene. Roligt og naturligt lagde hun stadig ved mig. Dylan stod foran hende, og rev lidt i hende. Prøvede at vække hende. Han kiggede op på mig, da jeg kiggede ned på ham.

“Hvad er der galt Dylan?”
“Jeg vil se fjernsyn.” svarede han.
“Og mor skal med.”
“Hvis du går ned og tænder fjernsynet, så kommer mor lige om lidt.”
“Tror du?”
“Ja. Det ved jeg.”
“Okay.”

Han gav slip hende, og gik ud. Jeg hørte ham gå ned ad trappen. Kort tid efter kørte fjernsynet. Jeg vente opmærksomheden mod Helene. Hun rørte på sig, og kiggede op på mig. Hun opfangede hun, at der var noget galt. 

“Hvad er der Chris?”
“Jeg havde mararidt.” sagde jeg kort.

Jeg satte mig op da væggen. Helene gjorde det hun viste der virkede. Lagde sig op ad mig. En hånd på brystet, og hovedet op til min skulder. Jeg lagde armen om hende. Roligt begyndte hun at køre rundt over mit bryst. Jeg fortalte hende hvad jeg havde drømt, og at jeg virkelig frygtede, at miste hende. At hendes liv stod i andre menneskers hænder. Fortalte hende hvor meget jeg inderligt frygtede ikke at have hende i nærheden, Fortalte hende, hvor inderligt jeg ønskede at tage hende med mig, når jeg skulle nogen stæder. Hun var tom for ord, da jeg endelig tiede. Da hun ikke sagde noget fortsatte jeg.

“Chris stop. Hvis det virkelig kommer til at ske, vil du jo alligevel ikke kunne gøre noget. Og hvis jeg dør, så er mit eneste ønske at du skal være der for Dylan. Så har han for alvor brug for sin far.”
“Mener du det?”
“Ja. Dylan er en megt følsom dreng, Chris. Lige så følsom som dig. I overreagere begge to, og I frygter begge to, at I mister mig. At jeg lige pludselig bare er væk. Men det kommer ikke til at ske Chris. Jeg forsvinder ikke bare sådan.”
“Er du sikker?”
“Ulykker sker hele tiden. Bare det at trække vejret er farligt. Og hvis man frygter at trække vejret, ender man med at dø alligevel.”
“Som du kan sige det.”
“Det er jo rigtigt. Du har så travlt med at være hård udadtil, men når du er hjemme, er du det mest følsomme menneske i verden. Men det er fordi du virkelig elsker med hjertet. Du frygter sorgen. Men det er en bivirkning ved at elske så dybt, som du gør.”
“Hvor romantisk.”

Jeg kyssede hendes pande.

“Dylan vil gerne se fjernsyn med dig.”
“Han kan godt vente lidt endnu. Hans far har brug for mig.”
“Det har jeg også.” 

Ingen af os, havde hørt ham komme, eller hørt døren blev åbnet. Men der stod han, og kiggede surt og overrasket på os. Jeg tror måske ikke helt, det var det han havde regnet med. En lille smule pinligt. 

“Mor, vi skal se fjernsyn nu.” sagde han bestemt.
“Du må hellere gøre som han siger.” sagde jeg.
“Jeg komme nu.”

Lidt modvilligt kom hun ud ad sengen, og gik hen til Dylan. De forsvandt ud på gangen, og jeg var alene i værelset. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...