Familie

Der er gået 5 år siden Helene og Chris blev gift. Deres kærlighed er lige så stor, som da de blev gift, men familielivet har store problemer. Chris arbejde holder ham væk, i længere tid ad gangen, og Helene var ved at være færdig på The Academy Of Art University. Alt i mens er deres søn, startet i børnehave, og bliver hentet og passet af Augusteen og Ted. (Chris' forældre)

Info: Dette er 2'eren af En Udvekslingsstudent. Så læs den først, og få mere ud af denne :D god læseslyst.

5Likes
3Kommentarer
5329Visninger
AA

32. Første dag i studiet (Chris)

Jeg vågnede ved det larmen fra mit vækkeur. Forvirret fandt jeg den på sengebordet ved siden af sengen. Dylan rørte lidt på sig, ved siden af mig. Jeg slog alarmen fra, og kom benene ud over sengekanten. Jeg blinkede et par gangen, inden jeg kiggede hen mod de store vinduer, og ud over Detroit. Flyveturen hertil var gået problemfrit, så da vi landede i går ved middagstid i går, tog vi på opdagelse i Midtown i den bil jeg havde lejet da vi ankom. Jeg overlod ofte turistdelen til Helene, da hun for det meste, kunne jo gå uforstyrret rundt med Dylan. Det kunne jeg ikke rigtig gøre. Men denne gang synes jeg, at jeg ville tage ham med nogle steder, og håbede på det bedste. Desuden lagde studiet på 1st St i Rochester, Michigan, så der var ca. 40 minutters kørsel fra hotellet. 

“Må jeg ikke blive her på hotellet far?”

Jeg blev kort revet ud af mine egne tanker, og kiggede hen på Dylan, som kiggede spørgende op på mig.

“Nej, du skal med. Jeg er ikke tryk ved at efterlade dig her. Og slet ikke når det kun er os to der er afsted.”
“Men hvad skal jeg lave?”
“De har spurgt om du ville være model til deres børnekollektion.”
“Skal jeg så lave det samme som dig?” spurgte han glad.
“Ja, det skal du.”

Jeg kiggede på min telefon for at se hvad klokken var. 

“Vi skal til at i tøjet Dylan, ellers kommer vi for sent.”
“Hvornår skal vi være der?”
“Klokken 10:00 og vi har et godt stykke derud.” svarede jeg, og smilede til ham.
“Men jeg er træt.” sagde han, og lagde sig ned igen.
“Dylan!” sagde jeg stramt men roligt.
“Du kan sove i bilen, hele vejen til studiet. Vi har ikke tid til det her. Jeg skal være der om halvanden time. Og der er meget trafik.”
“Jeg er ikke sulte.” prøvede han.
“Vel er du så.”

Jeg havde fået bukserne på, og kiggede kort på ham. I et hug fik jeg ham sat op i sengen, og havde fået nattøjet af ham, inden han nåede at protestere. 

“Du vil elske det. Og hvis du er heldig får du lov til at beholde det tøj, som du bliver fotograferet i.”
“Gør jeg?”

Han lyste op, og var hurtig til at få det sidste tøj på.

“Ja, men så skal du også gøre som jeg siger, og ikke brokke dig, eller stille spørgsmål. Okay?”
“Ja. Jeg er sulten. Hvornår skal vi spise?”
“Når du har fået sko på.”

Hurtigt var han ude i den lille gang, og var i gang med at få sko på. Jeg greb en blå henley skjorte i kufferten, og fik de to nederste knapper knappet, inden jeg kom i mine sko. Jeg greb nøglekortet, mine bilnøglen og min iPhone, mens jeg fik skubbet Dylan ud af døren. 

 

Jeg havde ikke overvejet at der kunne være tousiter i Detroit i august måned, og slet ikke kl. 8:45 en søndag morgen. Der var en let summen af morgenfriske mennesker, i alderen 40 til 50. Mens vi fandt et bord ved et af vinduerne, var der et ægtepar, som fulgte os med blikket. Jeg prøvede så vidt muligt at virke ligeglad, mens de sad og hvisket lavmælt med hindanden. Problemet med at være et kendt ansigt var; at man altid er så paranoid, at man altid troede at folk snakkede om en.

“Hvad vil du gerne have at spise til morgenmad?”
“Chokopops.”
“Øh, det tror jeg ikke de har. Hvad med noget yoghurt og frugt?”
“Toastbrød med nutella.”
“Eller begge dele?” prøvede jeg.
“Okay.”

Jeg gik op til buffeten, og fandt det han gerne ville have. Jeg tog to glas med friskpresset appelsinjuice. Ud af øjenkrogen holdte jeg øje med ham. Han sad roligt, og kiggede ud ad vinduet. På vej tilbage, kom jeg forbi ægteparret, som holdte diskret øje med mig. Jeg smilede kort til dem, da jeg havde passeret dem.

 

Da vi var færdige med at spise, forlod vi restauranten, og fik bilen kørt frem. Trafikken var afslappet og sommerpræget. Solen stod højt på på den lyseblå himmel. Dylan legede med den action man, som han altid havde med, når vi skulle rejse. En af de mange, som ligede mig, som Captain America. Helenes forklaring var at så havde han lidt som mindede om os, hvis han blev væk. 

 

Studiet var en gammel nedlagt fabrik, som lagde i et parcelhuskvarter. Fabrikken lagde lidt for sig selv, og var derfor oplagt når det var lidt større kendte personligheder, som skulle bruges til photoshooting. Det gjorde det lidt mere afslappende for os, at der ikke var så mange mennesker på gaderne. Der var næsten aldrig nogen mennesker hjemme, når vi kom midt på formiddagen, så der var ingen som lagde mærke til vi kom, og ingen nåede aldrig at opdage, at vi havde været der, før vi var forsvundet ingen.

 

I dag hvor jeg havde Dylan med, var jeg glad for, at pressen ikke viste hvor jeg var, og hvad jeg skulle lave. Jeg havde arbejdet med Hugo Boss et par gange tidligere, hvor jeg havde gjort helt klart, at jeg ikke ønskede at pressen skulle vide noget om, at de havde hyret mig. Jeg stillede sjælden krav til mine arbejdsgivere, så de få krav jeg stillede, accepterede de uden yderligere spørgsmål. Jeg havde denne gang gjort det klart for dem, at de heller ikke skulle gøre nogen opmærksom på at Dylan måske skulle være en af deres nye børnemodeller, og at de ikke måtte bruge billederne uden min og Helenes accept. 

 

Tiden var knap, da vi endelig var kommet ind i de store betongrå bygninger. Hurtigt fik de underholdt Dylan i et fjernt hjørne sammen med 3 andre børn, sikkert deres egne. 2 piger og 1 dreng, cirka på Dylans alder. Dylan fandt hurtig tryghed ved dem. I ny og næ var de alle 4 henne og se hvordan Lauren og jeg arbejdede. Det var lidt underligt at have et så ungt publikum, og især Dylan til at kigge mens vi arbejdede for kameraet. Jeg troede ikke det ville så mærkeligt, at have ham med, men det var faktisk lidt græseoverskridende, at han stod og kiggede. Det kunne godt se ud som om hun lagde lidt an på mig. Det så ikke ud til at Dylan var så begejstret for hende. Da vi fik en lidt længere pause, gik jeg hen mod det det lille legeområde. Lauren prikkede mig let på skulderen. Jeg smilede kort til hende, men jeg ville helst have brugt pausen med Dylan.

“Er den lyshåret din?” spurgte hun.
“Ja, Dylan.”
“Han ligner dig.”
“Han ligner mere sin mor.”
“Jeg viste ikke du havde børn, eller for den sags skyld gift.” 

Hun lagde et lille tryk på det sidste. En smule skuffet over, at hendes små flirt ikke havde haft den ønskede virkning. 

“Ikke det? Det var ellers meget oppe i medierne, da vi blev set sammen som par første gang.”
“Hvornår var det?”
“Det er 6 år siden.”
“Hvor gammel er han? Dylan altså?”
“Han er næsten lige blevet 5.” svarede jeg og kiggede hen på ham. 

Han vinkede til mig, og blev igen optaget af det han var i gang med. 

“Hvornår blev I så gift?”
“Vi har 6 års bryllupsdag til maj.” svarede jeg ligegyldigt.
“Så er det da godt nok gået stærkt.”
“Ja. Ærlig talt er der intet der er planlagt.”
“Ikke det?”
“Nej.”
“Hvad hedder din kone?”
“Helene. Hun er født dansk.”
“Det er ikke hende modellen, vel?”
“Nej, jeg tror du tænker på Helena Christensen.”
“Ja, det var det hun hed.”
“Hun er ved at være oppe i årene.” svarede jeg igen ligegyldigt.
“Det må være hårdt at være adskildt så meget fra sin familie. Især når han er så ung endnu.”
“Ja. Det er det også. Det sværeste er nu, at efterlade det hele, og ikke vide, om noget af det, er der når man kommer tilbage. Den usikkerhed der er.”
“Men du elsker dit arbejde for meget?”
“Nej. Men Helene ved hvad der betyder noget for mig, og hun ved hvordan jeg bliver, hvis jeg ikke laver noget i lange perioder.”
“Så du mener, at hun mener at savnet er til at leve med?”
“Hun viste hvad hun gik ind til, da hun gav mig sit ja i kirken. Det sværeste er den bryde jeg giver Dylan. Du ved hvordan pressen og journalisterne kan være. Det er noget han er blevet født ind i. Han kan ikke vælge det fra. Det kan Helene. Og det kan jeg. Han vil altid være min søn.”
“Og det kan han godt være stolt af.” sagde hun paft.
“Sådan tror jeg bare ikke han ser på det.”

 

Fotografen skulle have tømt kameraet, og de skulle lige tjekke om der var den rette mængde gode billeder fra dette shoot, så de havde noget at vælge i mellem, når de kom tilbage til New York. 

“Chris! Lauren! Tøjskift.” råbte Jackson.

Jeg gik hen til det lille omklædningsrum som var blevet sat op. Det eneste der var, var et par joggingbukser i blå med en grå kant i toppen, en sort t-shirt og et par sorte bokseshorts. Jeg kom hurtigt i det. Da jeg igen var hurtigere end Lauren, startede jeg shootet. Da Lauren var færdig, fik hun taget sine portrætbilleder. 

 

Jackson trak mig til side.

“Vi har et sæt sportstøj som jeg tror Dylan ville kunne passe. Og jeg kunne godt tænke mig, at vi fik jer to i kassen, som lidt som noget far-søn noget. Hvis du kan følge mig.”
“Ja helt klart. Lidt noget; hvis man køber begge sæt får man et godt far-søn-forhold?”
“Lige præcis Chris. Og jeg tror det vil gøre det nemmere, senere hvis Dylan for lidt tryghed foran kameraet sammen med dig.”
“Ja, klart.”
“Så mens Lauren og dig lige køre jeres par-ting får jeg Dylan i hans outfit.”
“Klart.” svarede jeg. 

 

Jeg gik tilbage, og ventede, indtil scenen var klar til os begge. Et øjeblik senere blev der gjort tegn til at jeg godt kunne komme ind til Lauren. Det var nok det shoot der føltes kortest. Dylan var kommet i et fint sæt i grå. Da Lauren var færdig blev Dylan skubbet ind til mig. Han så en smule skræmt ud. Jeg kiggede et kort øjeblik ud i det sorte hav, inden jeg satte mig på hug. 

“Hvad så, Dylan?”
“Jeg er bange.”
“Det er ingenting at være bange for Dylan. Kamerarene gør ingenting, og dem bagved, vil hellere ikke gøre dig noget.”
“Hvad nu hvis jeg ikke kan finde ud af det?”
“Det er lige som at være i parken. Du skal bare lege. Og tøjet er jo lavet til at blive brugt.”
“De bliver ikke sure hvis det går i stykker?”
“Nej. Og hvis de gør, så vil vi ikke være med længere. Bare slap af, og hav det sjovt, sammen med mig.”
“Jeg ved ikke om jeg kan.”
“Selvfølgelig kan du det. Jeg tror på dig. Og mor tror også på dig.”
“Tror du?”
“Jeg ved det. Og jeg ved du er skidegod til det her.”

Han kiggede tøvende op på mig.

“Vil du gøre det for mig? Vi kan tage denne serie, og hvis du ikke synes om det, så stopper vi.”
“Lover du det?”
“På æres ord. Hvor blev den glæde af, som du havde i morges, da vi skulle afsted?”
“Jamie siger, at han har oplevet at blive råbt af. Masser af gange endda.”
“Hvis du bare gør som mig, og slapper af, så sker der ingenting. Desuden så er jeg på din side. Uanset hvad.”
“Okay.” sagde han stadig nervøst. 

Jeg nikkede, og vi gik i gang. Dylan var lidt stiv, men løsnede op jo tryggere han blev ved det. Jeg håbede lidt at min afslapning smittede af på ham, og han blev mere rolig og tryg ved det. Et lille håb om, en gemt model spirrede i mit stille sind. Jeg skulle bare overbevise Helene om at det var en god ide.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...