Familie

Der er gået 5 år siden Helene og Chris blev gift. Deres kærlighed er lige så stor, som da de blev gift, men familielivet har store problemer. Chris arbejde holder ham væk, i længere tid ad gangen, og Helene var ved at være færdig på The Academy Of Art University. Alt i mens er deres søn, startet i børnehave, og bliver hentet og passet af Augusteen og Ted. (Chris' forældre)

Info: Dette er 2'eren af En Udvekslingsstudent. Så læs den først, og få mere ud af denne :D god læseslyst.

5Likes
3Kommentarer
5327Visninger
AA

21. En dårlig fødselsdag (Chris)

Jeg stod i mørket i det lille værelse, og kiggede betagende på hende. Det var hendes fødselsdag i dag. Hun havde ønsket at være alene med Dylan og jeg hele dagen, men jeg ville ikke skuffe Helm og Elizabeth, nu hvor vi endelig var her. Hun havde i nat fortalt hvor ondt hun havde det, og hvor indeligt hun bare ønskede at komme hjem. Men hun havde accepteret at blive her indtil vi skulle hjem, et par dage. Hun havde lagt og vent og drejede sig indtil kl. 3. i morgens, hvor smerterne endelig aftog, og hun kunne falde i søvn. Jeg var gået ind til Dylan, hvor jeg havde sovet et par timer indtil han begyndte at røre på sig. Bare for ikke at gøre ham bange, var jeg stået op, og gået tilbage til Helene. Tiden havde sneglet sig afsted, så kl. var kun 5. Jeg var dødtræt, da jeg forsigtigt lagde mig ned ved siden af hende. Hun rørte lidt på sig, og jeg frygtede et øjeblik at jeg havde vækket hende. Hun lagde sig om på siden med front mod mig, og sov videre. Jeg lagde mig helt op ad hende, og lagde en beskyttende arm om hende, hvorefter jeg faldt i en overfladisk søvn. Lige der var der bare ingen som skulle vække hende.

Jeg fornemmede nogen ude på gangen, og slog øjnene op. Helene lagde ikke længere i mine arme, og værelset var helt tomt. Jeg havde ikke opdaget at hun var stået op. Jeg røg ud ad sengen, og rev døren op. Forskrækket kiggede Helene på mig, med Dylan stående foran sig. Hun så træt og svag ud.

“God morgen skat.” mumlede hun.

“God mogen.” Jeg gik hen til dem, og kyssede hende på panden. Varmen ramte mig. Hun var alt for varm.

“Har du det godt?” spurgte jeg lavmælt.
“Jeg har haft det bedre.” Hun mumlede stadig. 

Hurtigt satte jeg mig på hug foran Dylan. Jeg troede at han også kunne mærke, at der var noget galt med Helene. Han diskrete børneblik fortalte mig, at han var bekymret for hende. Efter lidt tid gav han slip på Helene, og slog armene om min hals. Jeg rejste mig op, og kiggede spørgende på Helene.

“Gå ind i seng, skat. Du har det ikke godt.”

“Jeg har det fint nok, Chris. Jeg skal bare lige i gang.”

Jeg stod lidt og tænkte over det, da vi hørte nogen på trappen. Helene drejede lidt i overkroppen, da Eliza kom til syne. Hun smilte da hun kiggede over på os, men da hun så hvordan Helene så ud, forsvandt al glæden, som blev erstattet af bekymring.

“Hvordan er det dog, du ser ud, Helene.” udbrød hun.

Nede fra køkkenet kunne vi svagt høre, Helm stoppe op. Kort efter var han på vej op ad trappen. Han stoppede brat op, da han så Helene.

“Jamen du store kineser, Helene. Du er da ikke helt rask. Chris, få Dylan i tøjet, og få ham ud i bilen. Skat, hjælpen hende i tøjet, mens jeg ringer til hospitalet, og melder vores ankomst hurtigst muligt.”

Uden spørgsmål var jeg vent rundt, og inde på værelset med Dylan inden han nåede at stille spørgsmål. “Hvad sker der far?” spurgte han grådkvalt. Gråden havde sat sig fast i hans hals, og han kæmpede med at holde tårene tilbage. Jeg var ved at få noget tøj op ad kufferten. Jeg stoppede og kiggede mig over skulderen. Jeg satte mig på gulvet, og gjorde tegn til at han skulle komme over til mig. Der stod min lille sårbare dreng, og kæmpede med at være stærk.

“Det er okay Dylan, du må gerne være bange. Jeg er også bange. Og jeg ved ikke hvad der er galt med mor. Det er derfor vi skal op på sygehuset med hende.”

“Men hun har fødselsdag, far.”

“Det ved jeg skat. Men mor har det ikke godt. Mor prøver at være stærk, for din og for min skyld. Men nogen gange, når kroppen bliver tvunget til at være stærk alt for længe, så går den ned. Og nu hvor mor også skal passe på endnu en baby inde i maven, udsætter hun kroppen for et yderligere pres. Og det press kan hun ikke holde til længere.”

“Er det derfor hun er syg?”

“Ja. Det er lige præcis derfor hun ser så syg ud. Og jo hurtigere vi kommer i tøjet, jo hurtigere kan mor få det bedre.”

Hurtig havde Dylan fået revet et par bukser og en trøje på ad kufferten, og var ved at få nattøjet af. Jeg satte mig på knæene foran ham, og hjalp ham. Kort efter blev døren åbnet og Eliza smed en trøje hen til mig.

“Du må tage afsted i de der bukser. Du har ikke tid til at få nogle andre på. Skynd dig at få den på.” sagde hun kort.

Inden hun havde talt færdig, var hun ude af syne, og på vej ned ad trappen. Jeg kom på benene, og tog trøjen på. Jeg tog Dylans hånd, og gik ud på gangen, hvor der var helt tomt.

“Kom Dylan, vi må skynde os.”

Da vi kom ned ad trappen, stod Elizabeth og Helene i døren, og bilen blev parkeret foran haven. Eliza kiggede på mig. Jeg kiggede ned på Dylan.

“Chris?” sagde hun.
“Jeg tager hende. Tag Dylan og få fat i en taxa. Jeg tror det er bedst hvis han ikke er sammen med os.”
“Selvfølgelig.”

“Far. Jeg vil være sammen med jer.” sagde han panisk.

“Ikke lige nu Dylan. Det er for at beskytte dig. Bliv sammen med moster. I skal nok finde os inde på hospitalet. Jeg lover dig, at der ikke sker mor noget.”

Jeg kiggede opmuntrende på ham. Nervøst slap han min hånd og tog fat i Elizas. Jeg tog et godt greb om Helene, og fik hende op i min favn. Svagt lagde hun armene om min hals, og lagde hovedet ind til mit bryst.

“Bare slap af skat, jeg har dig. Og jeg skal nok finde ud af hvad der er glat. På den ene eller den anden måde.” hviskede jeg, mens jeg gik ned ad stien.

“Bare få det til at stoppe.” 

Hendes stemme rystede. En tårer ramte min bluse.

“Det gør så ondt.”

Jeg fik hende smertefrit ind i bilen, og lukkede døren. Jeg satte mig op foran, og Helm var på vejen, inden jeg fik lukket døren helt. Jeg kiggede på Helene. Helt hvid i ansigtet. Det øjeblik hun kiggede mig dybt i øjnene viste hun mig, hvor store smerter hun havde. Øjene var blodsprængte og hendes knoer var hvide. Jeg kiggede ud ad bagruden. Moster og Dylan stod midt på vejen, og kiggede efter os, indtil vi forsvandt i det lille sving. Jeg lagde en hånd på Helenes knæ. Hun rystede lidt.

Hurtigt fik jeg fat i nogle sygeplejsker, og fik dem med ud, for at hjælpe Helene ind. En sygeplejskerelev fik fat i en kørestol. Helene dumpede i den, uden et ord. Inden jeg havde set mig om var de alle samme flere skridt foran mig. Jeg ville have sat i løb efter dem, men Helm lagde en hånd på min skulder, og rystede på hovedet. Jeg skulle lige til at protestere.

“Du har gjort alt det du kunne for at hjælpe hende, Chris. Lad fagfolk tage sig af hende, indtil hun har fået lidt kræfter. Desuden tror jeg også der er en lille dreng, som har mere brug for dig, end hun har.”

“Men onkel.” sagde jeg og slog ud med armene.

“Hun er i gode hænder. Og Dylan var bange. Jeg tror måske, han tror, at han skal miste sin mor. Han har brug for, at du er der.”

I det samme kom Dylan løbende ind ad døren. Kiggede lidt rundt inden han fik øje på mig.

“Hvor er mor!” råbte han.

I det samme kom moster løbende ind.

“Hun er i gode hænder, skat.” sagde jeg og smilte let.

Jeg prøvede at lyde opmuntrende. Dylan stoppede sin lille kamp, og lod tårerne trille ned ad kinderne. Han lagde armene om min hals. Jeg lagde mine arme om ham, og løftede ham op i min favn. Hans små ben lagde sig om min mave. Moster kom hen til os, og lagde en hånd på hver vores ryg.

“Det skal nok gå, det hele. Det er jeg sikker på.”

Vi gik ned ad de lange hvide gange indtil en sygeplejsker stoppede op, og kiggede undersøgende på mig.

Jeg kiggede bedene på hende. Nej. Ikke nu. Ikke noget; Gud du er Chris Evans. Jeg kan ikke holde det ud. Jeg har ikke brug for at blive genkendt. Bed om, lad vær.

“Det var faktisk dig, jeg var på vej ud for at finde.” sagde hun blidt.

“Hvor er hun? Hvor er Helene.” sagde jeg.

“Hun er lidt længere nede ad gangen. Sid ned.”

“Hvor slemt er det? Er det noget med barnet? For lidt vand? For lidt mad?”

“Bare tag det roligt Mr. Evans. Hun er i gode hænder, vær venlig at sætte dig.”

Jeg satte mig modvilligt i den pastelgrønne stol, med Dylan grædende mod mit bryst. Hun satte sig ved siden af mig, med nogle papirer. Inden hun gjorde noget, lagde hun let en hånd på Dylans ryg. Han drejede fortvivlet hovedet, og kiggede spørgende på hende.

“Hvad hedder du?” spurgte hun blidt.

“Dylan Evans.” svarede han kort.

“Jeg hedder Lou.” sagde hun.
“Hvor er mor?” spurgte Dylan.

“Hun er lige hernede. Din mor skal nok få det godt igen.” sagde Lou.

“Mor har fødselsdag i dag.” sagde Dylan.

“Har hun det?” spurgte Lou. Hun kiggede op på mig. Jeg nikkede kort.
“1. august 1992.” sagde jeg så.

Hun noterede det i papierne.

“Hendes fulde navn?” spurgte hun.

“Helene Evans.” svarede jeg kort.

“Er hun allergiske overfor noget medicin?”

“Nej.”

“Hun er gravid?”

“Ja. 18. eller 19. uge.”

“18. uge.” sagde hun, ligegyldigt.

“Var der andet?”

“Hvornår var hun sidst til scanning?”

“For 3 uger siden. Og der var alt fint og som det skulle være.”

“Alt ser også fint ud nu. Kan jeg tale med dig mr. Evans, alene.”

“Ja selvfølgelig.”

“Bare rolig Dylan. Din mor er snart frisk igen.”

Dylan kravlede over til min moster. Jeg rejste mig, og fulgte efter Lou, ind i et lille kontor.

“Indtil videre ser det ikke ud til at drengen har taget skade, og det har Helene heller ikke. Vi kan endnu ikke helt sige hvad der er galt, men vi undersøger alle muligheder.”

“Kan det være blodforgiftning?” spurgte jeg.

“Det kunne det være. Har hun opført sig mærkeligt det sidste døgns tid?”

“Hun har ikke sovet særlig meget i nat. Det var sendt inden hun faldt til ro. Hun plejer at lægge stille hele natten.” sagde jeg.

“Det sker ofte når man er gravid. Der har man nogle dage, hvor man ikke sover særlig meget. Ellers andet?”

“Nej intet.”

Hun nikkede kort. Noterede noget. Kiggede op på mig igen. Et par hurtige bank på den lukkede dør, og den blev åbnet.

“Vi har fundet ud af noget.” sagde manden.
“Mr. Evans, det er overlæge Jones. Jamie, det er hendes mand.” sagde hun med tryg på det sidste.

“Så kan jeg ligesågodt informere dig om det.” 

Der var stille et øjeblik.

“Okay. Hvad er der galt med hende.”

“Stress, for lidt at spise, og for lidt vand. Og så er hun blevet angrebet af en mild bakterie. Jeg vil foreslog, at I hurtigst muligt kommer hjem i vante omgivelser. Jeg har givet hende noget antibiotika.”

“Er du sikker på at der ikke er mere galt?” spurgte jeg.

“Ja. Vi har været det hele igennem, og der er ikke andet. Barnet vil ikke tage skade af antibiotikaen, og deres kone vil hurtigt få det bedre igen. Det lover jeg.”

“Må jeg se hende?”

“Selvfølgelig. Hun er i værelse nr. 408.” sagde han, efter mig.

Hurtigt fandt jeg værelset, og skubbet forsigtig døren op. Jeg gik hen til sengen, og satte mig ved hendes side. Hun åbnede øjnene og kiggede op på mig.

“Det er den værste fødselsdag, jeg nogensinde har haft. Jeg har aldrig haft det så forfærdeligt.” sagde hun.
“Du får det snart bedre. Og så tager vi hjem til LA.”

“Hvor er Dylan?”

“Han er lige herude.” sagde jeg.

“Og han var virkelig bekymret for dig.”

Døren blev skubbet op, og ind kom de alle 3. Mens Helene fik sovet, gik vi andre ned, og fik noget at spise, i sygehusets bistro. Timerne gik. Helene sov i 4 timer inden hun blev vækket af en læge, som skulle tilse hende. Jeg gik rundt inde på værelset, mens han var det. Jeg fik en fornemmelse af, at han blev stresset af mig. Helene kiggede flere gange opgivende på mig, mens hun svarede på spørgsmål.

“Du kommer dig ret hurtigt, så jeg synes ikke, der er nogen grund til du bliver her mere. Du har fået det meget bedre, af at hvile dig, og antibiotikaen har indtil videre virket som den skulle.”

“Så I sender hende bare hjem?”

“Ja. Hun er frisk nok til at tage hjem. Så der er jo ingen grund til at hun bliver her.”

Han smilte og gik så ud af rummet. Jeg gik hen til hende, og tog hendes hånd. Hun så væsentlig bedre ud end hun havde gjort for 5 timer siden.

“Hvor er du uretfærdig, Chris.” sagde hun og rystede lidt på hovedet.

“Hvorfor det?”

“Han gør bare sit arbejde.”

“Helene mange ting kan du sige om mig. Men jeg er ikke strid. Hvordan har du det?”

“Fint nok til at jeg gerne vil hjem. Og jeg er sikker på, at lige så snart jeg får noget at spise, vil jeg få det lidt bedre. Desunden er der vist en, som har fødselsdag.” sagde hun, med et smil.


“Okay, lad os få dig hjem.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...