Familie

Der er gået 5 år siden Helene og Chris blev gift. Deres kærlighed er lige så stor, som da de blev gift, men familielivet har store problemer. Chris arbejde holder ham væk, i længere tid ad gangen, og Helene var ved at være færdig på The Academy Of Art University. Alt i mens er deres søn, startet i børnehave, og bliver hentet og passet af Augusteen og Ted. (Chris' forældre)

Info: Dette er 2'eren af En Udvekslingsstudent. Så læs den først, og få mere ud af denne :D god læseslyst.

5Likes
3Kommentarer
5325Visninger
AA

41. Disney world del 1 (Helene)

I går havde jeg været i lufthavnen, hvor jeg havde sagt farvel til pigerne. De havde været i L.A. i 14 dagen, og det havde været helt fantastisk at have dem her.

 

Inden Chris var taget til Paris, havde han lovet Dylan, at når han kom hjem igen, skulle vi alle 3 i Disney World. Noget Dylan havde set meget frem til, mens Chris havde været væk. Og da Chris havde været hjemme hos hans forældre, for at hente Dylan, troede Dylan, at nu skulle kun de 2 i Disney World, men Chris havde sagt, at tiden ikke var den rigtige. Dog uden rigtigt at komme frem til en afgørelse. 

 

Da Dylan vågnede, og kom ind i soveværelset til os, spurte han, om vi ikke kunne tage afsted i dag. Chris og jeg kiggede kort på hinanden inden Chris svarede, at det var en god ide. Chris ringede til dem, og forhørte sig om hvor mange mennesker de regnede med at der ville komme, og hvilke muligheder vi havde. Han fik at vide, at der ikke ville komme så mange fra morgenstunden, og derfor kunne de ikke gøre så meget. De foreslog at vi købte V.I.P billetter, hvilket gav os mulighed for at undgå kø. Mens Chris snakkede med dem, hjalp jeg Dylan i tøjet. 

_____________________________________________________________________________________________________

 

Mens Chris hentede bilen, hjalp jeg Dylan i med at få sko på. Han var helt vild, og næsten umulig, at få til at stå stille. 

 

“Dylan, vil du ikke godt stå stille. Vi er ved at have travlt.”
“Jeg vil ikke havde de sko på mor.”
“Det skal du. Sæt dig ned på trappen.” sagde jeg bestemt.
“Men mor, jeg vil havde dem der på.” sagde han og pegede på et andet par.
“Jeg vil ikke diskutere det med dig Dylan. De der sko, skal du ikke have på nu. Det er dem du bruger når du er i børnehave.”

 

Han havde sat sig på trappen, men han havde ikke opgivet kampen endnu.

 

“Vil du gerne med eller vil du blive hjemme Dylan.” spurte jeg alvorligt.
“Jeg vil gerne med.” mumlede han.
“Så skal du have dem her på.”

“Men far sagde i går, at jeg godt måtte få dem der på.”
“Måske, men nu er det mig, som giver dig sko på.”

 

Jeg lukkede den ene sko, og begyndte at komme den anden fod i den anden sko.

 

“Hvorfor er du så dum i dag mor.” spurgte han.

 

Jeg kiggede måbende på ham. En lille smule chokket over, hans ordvalg.

 

“Synes du jeg er dum?” spurgte jeg behersket, men såret.
“Jeg vil ikke have dem her på mor.”

 

I det samme gik døren op, og Chris kom til syne. Jeg kiggede op på ham, og han lagde hurtigt mærke til mit såret humør.

 

“Dylan?” spurgte han.
“Ja far.”
“Hvorfor har du ikke fået den anden sko på endnu?”
“Jeg vil ikke havde de her sko på, far. Jeg vil have dem der på.”

 

Han pegede atter på de andre sko. Chris kiggede på dem et øjeblik, og derefter på mig. 

 

“Du skal have dem der på. Og så er den ikke længere Dylan. Vi skal til at afsted.”

 

Jeg fik den lille fod i skoen, og fik den lukket. Så rejste jeg mig, og gik ind i køkkenet for at hente min pung og telefon. Jeg hørte Chris bede Dylan om at vente i gangen et øjeblik. Kort efter hørte jeg ham gå ind til mig. Jeg kiggede op, og mødte hans blik, da han stod foran mig.

 

“Hvad er der, skat.” spurgte han lavmælt 

 

Jeg tænkte lidt over det inden jeg svarede.

 

“Han sagde, at jeg var dum, fordi han ikke måtte få de andre sko på.”
“Han mente det nok ikke sådan, skat.”

 

Han lagde en hånd på min arm, og gav den et klem. Han smilede opmuntrende til mig, inden han kyssede mig i panden. Jeg lagde mine arme om ham, og trak ham ind mod mig. Han lagde armene om mig.

 

“Han er bare ved at blive ældre Helene. Han er kommet i trosalderen. Vi viste jo det ville komme.”
“Du har ret. Det ramte bare et ømt punkt.”

“Det ved jeg. Men lad det nu ligge. Vi skal have en god dag, og vi skal til at afsted.”

 

Jeg gav slip på ham, og gik ud i gangen til Dylan. Han kiggede op på mig.

 

“Undskyld mor.”
“Det er okay, Dylan.”

 

Han tog min hånd, og sammen gik vi ned til bilen. Chris låste døren, og halv løb ned til os. Han hjalp Dylan ind i bilen, og hjalp ham med selen. Jeg havde sat mig ind foran, og var i gang med GPS’en. Den 40 minutters køretur, ville hurtigt være overstået.

 

Vi fik hurtigt lagt Hollywood bag os, og kom ind i det centrale L.A. hvor formiddagstrafikken sneglede sig afsted. Dylan legede på bagsædet. Jeg havde lagt min venstre hånd på Chris’ lår, og hver gang hans højre hånd ikke var beskæftigede flettede hans sine fingre i mine.

 

“Jeg har tænkt på noget skat.” sagde jeg prøvende.
“Hvad?” svarede han roligt.
“Efter du mødte mig, har du så overvejet at flytte?”

 

Han kiggede underligt på mig, mens han tænkte over midt spørgsmål. 

 

“Tanken har strejfet mig et par gange. Vil du  gerne flytte?”
“Jeg ved det ikke.”
“Der må da være en grund til, at du spørger.”
“Jeg har bare tænkt over hvilke muligheder vi har, hvis vi nu synes at huset bliver for lille til 4.”
“Indtil videre er vi kun 3, Helene. Og det næste 1 1/2 år, skal den lille, jo ikke have sit eget værelse. Vi har jo også det ekstra soveværelse, som vi kun bruger til opbevaring. Vi har jo plads nok.”
“I sin tid, da du købte huset, havde du der en ide om, at du skulle giftes og have børn?”
“Nej det havde jeg ikke. Jeg købte det, fordi jeg godt kunne lide grunden, husker du. Da jeg så byggede det op igen, tænkte jeg, at jeg kunne lave et soveværelse til mine forældre, og et til min søster, så de havde et sted at sove, hvis de ville. Men tingende har ændret sig siden dengang. Hvad drømmer du om?”
“Og komme ud og bo ved vandet. Omkring Manhattan Beach.”
“Det er lidt noget andet end det vi har nu.”
“Det ved jeg godt. Men prøv at overveje det Chris. Hver eneste aften, har vi solnedgangen. Vi kan gå langs stranden lige så ofte vi vil.”
“Måske har du ret. Men på den anden side, så får jeg længere på arbejde og  det er meget mere turistpræget end det er her i Hollywood. Og alle vores og Dylans venner bor jo her.”
“Ja. Du har måske ret.”

 

Jeg kiggede ud ad vinduet. 

 

“Jeg vil altså ikke flytte nogen steder, mor.” sagde Dylan fra bagsædet.
“Vi flytter heller ingen steder Dylan.” svarede Chris. 

 

Nu var det ham, der lagde en hånd på mit mit lår. Jeg kiggede smilede til ham. Jeg tog hans hånd i min, og kyssede den blidt. Hurtigt faldt snakken på Dylans forventninger til Disney World. Det var første gang, vi skulle derhen sammen. Chris havde været der flere gange, både hans søster Isabella og så med Hemsworth-familien. Men Dylan og jeg havde aldrig været der. 

 

Endnu en dag, som var startet en smule grå, men ændrede sig til en varm dag. Da vi parkerede Porschen, var temperaturen oppe på 21 grader. Det var en perfekt dag til en familie udflugt. Og der var indtil videre ganske få biler på parkeringspladsen. 

 

Den lange tur fra bilen til indgangen, var på sin vis underholdende. I de gemte højtalere blev der afspillet melodier som var meget Disney agtig, men man kunne ikke rigtig placere hvilken film de tilhørte. 

 

Mine fingre var flettet sammen med Chris’, og den anden lagde på hans overarm. Dylan gik lidt foran os, og nynnede med på melodierne. Det var fantastisk at se Dylan allerede nød det. Et par gange kiggede han sig over skulderne, for at se, om vi stadig var der bag ham. 

 

“Jeg tror det var en god ide, Chris.”
“Det tror jeg også. Men jeg er lidt bekymret for dig, skat.”
“Hvorfor?” spurgte jeg forundret.
“Du er gravid. Og der er lidt mere end to måneder til du er sat. Jeg elsker dig. Det er bare det.”

 

Jeg trak lidt på smilebåndet, og gav hans hånd et lille klem.

 

“Der er ingen grund til bekymring, skat. Jeg har det fint.”
“Har du fået at vide hvad det bliver?” spurgte han nysgerrigt.
“Ja, det har jeg.” svarede jeg nikkende.
“Vil du fortælle mig det?”
“Måske.” svarede jeg drillende.
“Helene!?”
“Okay, okay.”

 

Jeg stoppede op, og lod Dylan komme lidt længere foran, så jeg var sikker på at han ikke hørte det. Det skulle være en overrakselse. Jeg kiggede op i de blå spørgende øjne, mens min hånd bevægede sig op og ned ad hans arm. 

 

“Hvad venter vi på?” spurgte han.
“Jeg synes bare vi skal vente lidt, med at fortælle det til Dylan. Til det helt perfekte tidspunkt.”
“Og hvornår er det?”
“Det ved jeg ikke helt endnu, men det ved vi, når det sker.”
“Okay. Fortæl mig det nu.”
“Okay.”

 

Jeg roede lidt i min pung, og fandt det sammenfoldede papir, som det stod på.

 

“Jeg fik lægen til at skrive kønnet på det her billede. Og jeg har ikke selv læst det endnu.”
“Så du ved det faktisk ikke?”
“Nej, men jeg har fået det at vide.” sagde jeg og viftede lidt med papiret.
“Så åben det, og kig.”

“Okay, okay.”

 

Jeg foldede det ud, og kiggede rundt i den hvide kant, og fandt den lille håndskrevne besked. Jeg viste det til Chris.

 

‘En dreng’

 

Jeg afventede smilende hans reaktion. Ventede på at det gik op for ham, at han skulle have endnu en dreng. Han kiggede på mig, og smilede.

 

“Endnu en dreng. Helen du er fantastisk.” udbrød han.

 

Han lagde armene om mig, og trak mig helt ind til sig. Kyssede mig, lidenskabligt. Derefter flyttede han sine hænder op til mit ansigt, og holdte mit hovede fat. Han lagde sin pande mod min, og kiggede mig i øjnene.

 

“Vi skal have en dreng mere. Det er perfekt, Helene.”
“Ja, det ved jeg, Chris. Det er helt perfekt.”

 

Jeg løftede hovedet lidt, og kyssede ham. Hans kys var elskelige og hårde. 

 

“Ved du hvor meget jeg har lyst til at fortælle det til Dylan nu?” spurgte han.
“Ja, det ved jeg godt.”

 

Vi var igen begyndt at gå. I det fjerne kom det velkendte Disneyslot til syne.

 

“Hvorfor tror du, der gik så lang tid, før jeg fortalte dig det?”
“Hvornår fik du det at vide?”
“Lige efter jeg kom hjem fra Danmark.”
“Åh, hvor er du tavelig.”
“Måske.” svarede jeg, og trak på skulderne.
“Var din plan, at fortælle ham det i dag?”
“Ja, det var det. I princippet kan jeg jo føde allerede sidst i november, så det ville jo være godt, at han viste det der.”
“Hvorfor siger du ‘I princippet’?”
“Fordi det er en mulighed, men jeg regner ikke med at det sker, eftersom Dylan blev født til tiden.” 

 

Jeg kiggede op, og mødte hans blik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...