Familie

Der er gået 5 år siden Helene og Chris blev gift. Deres kærlighed er lige så stor, som da de blev gift, men familielivet har store problemer. Chris arbejde holder ham væk, i længere tid ad gangen, og Helene var ved at være færdig på The Academy Of Art University. Alt i mens er deres søn, startet i børnehave, og bliver hentet og passet af Augusteen og Ted. (Chris' forældre)

Info: Dette er 2'eren af En Udvekslingsstudent. Så læs den først, og få mere ud af denne :D god læseslyst.

5Likes
3Kommentarer
5315Visninger
AA

28. Den faderlige usikkerhed (Chris)

Jeg kunne i princippet fint leve med at hun var taget hjem. At hun var i et andet land flere tusind kilometer væk. Og det ville have passet mig fint, hvis det ikke var fordi at hun havde ladet mig stå med ansvaret for Dylan. Jeg prøvede at være far, men det var som om min han ikke ville, at jeg skulle være det. Det var som om jeg gjorde alt forkert. Da jeg ringede til hende lige, inden hun tog til begravelse, var det midt om natten her. Han havde haft mararidt, og var kommet grædende ind til mig. Jeg havde prøvet at trøste ham, men jeg har så lidt erfaring med det, at det ikke virkede. Jeg prøvede at gøre det, som Helene gjorde, men det var ikke nok. Og hun snakkede kort med ham, og så var han glad igen. Det fik mig til at føle, at jeg slet ikke kunne gøre noget som helst rigtigt. Men for hende var det jo bare en naturlig ting. Hun havde altid været i nærheden, når han var ked af det. Det var hun ikke nu. Nu havde jeg kun min familie. Og de hjalp mig virkelig meget. 

 

Jeg sad i stuen hos mine forældre. Dylan var inde i gæsteværelset hvor han legede min sine fætre. Jeg sad foroverbøjet, med hovedet i hænderne. Jeg kunne mærke min mor og min søsters opgivende blikke. Jeg havde været her mere, mens Helene havde været væk, end jeg havde været her, de sidste 6 måneder. Det var officelt. Jeg havde kvajet mig som far. Det var det største nederlag jeg nogensinde havde haft. Jeg havde mest af alt, lyst til at ødelægge alt, jeg kom i nærheden af. Selv min far kiggede opgivende på mig. 

“Fortæl mig, for pokker hvad fanden jeg skal gøre?” udbrød jeg.
“Du er mere afhængig af hende, end jeg troede.” sagde mor.
“Det hjælper ikke mor. Jeg ved godt, at hun er kernen. Alt jeg gør, er med hende i tankerne. Men jeg kunne ikke forhindre hende i at tage tilbage, og jeg ville heller ikke bede hende om at tage Dylan med. Det ville bare lyde som om, jeg ikke ville min egen søn. Og det vil jeg gerne. Virkelig. Men se på mig. Jeg er ikke en god far. Jeg kan ikke engang trøste ham, når han er ked af det.”
“Men du prøvede. Nogen gange skal man bare være to til det. Og Helene har været mor konstant i 5 år, hvorimod du har været far, ja en gang i mellem.” sagde Isabella.
“Jeg vil også bare gerne være en god far. Sådan en som du var, far.”
“Det er du også Chris. Og meget mere end det. Du har taget nogle valg, som nu giver dig konsekvenser. Det er en del af livet. Du fulgte din drøm om at leve af din hobby, og det gør du. Og det mærker din familie. Hele din familie.” sagde han med tryk på det sidste.
“Men du giver også Helene og Dylan en masse kærlighed. Næsten umenneskelig kærlighed. Og det kan du kun gøre, fordi du har det arbejde du har.”
“Hvad er din pointe far.” spurgte jeg utålmodig.
“Min pointe er, at I klæder hinanden super godt. Du er god til noget, og Helene er god til at være mor for Dylan. Og jeg synes bare du skal være glad for, at hun tager sig så godt af ham, så du kan lave det du elsker. Nemlig dit arbejde.”

Han lagde sin hånd på mit ben, og gav det et lille opmuntrende klem.

“I klare også det her. Det ved jeg.” sagde mor.
“Tror du virkelig?”
“Ja selvfølgelig gør jeg det.”
“Desuden er hun hellere ikke længere væk, end du kan ringe til hende, og sprøge hende til råds. Hun vil gerne hjælpe dig.” sagde Isabella.
“Far!” råbte Dylan.

Han kom løbende ind i stuen og kravlede op til mig. Han kiggede på mig med store øjne og smilede.

“Hvad er der Dylan.”
“Du er ikke nogen dårlig far.”

Det kom bag på mig, at han sagde det, lige nu. Da han opdagede min undren kiggede han ned.

“Jeg kom til at lytte gennem væggen.”
“Åh du lyttede.” grinede jeg.
“Jeg ville ikke have andre end dig til far. Du er den allerbedste far, jeg kunne ønske mig.”
“Det er jeg glad for, at du fortæller mig, Dylan.” sagde jeg.

Jeg tog ham ind til mig, og gav ham det største knus. 

“Rigtig glad for at sagde.”
“Jeg elsker dig, far. Lige så meget, som jeg elsker mor.” sagde han stille.
"Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden dig. Selvom du nogen gange er træls. Men du er stadig min far. Og jeg vil altid elske dig for det.."

Jeg lo lidt ad ham, inden jeg kyssede hans hår. Han lagde sine korte arme om min alt for store krop. Jeg tænkte et øjeblik på, hvordan det ville se ud, hvis Helene kom ind ad døren, og så vores lille dreng i min favn, på denne her måde. Hun ville stå et øjeblik og nikke anderkendende til mig. Et tilfreds smil over læben, og glæden for at være hjemme i øjnene. Jeg forstillede mig hendes ene hånd under der runde mave. Med et bankede det på døren, og rev mig ud af mine dagdrømmeri. Vi kiggede lidt undrende på hinanden, inden min mor gik ud og åbnede døren. Det var James der kom. Han havde været på arbejde. Dylan var hurtigt henne ved ham. Glæden var stor, men interessen var kort. Dylan kom hurtigt hen til mig igen, og satte sig mellem far og mig. Jeg nikkede kort, som svar til hans spørgende ansigt.

 

Det var lidt underligt, at være sammen med min familie uden Helene. Den var blevet sp underlig lille og kedelig. Man vænnede sig hurtigt til hendes skandinaviske energi, og hendes livlige uskyldige udståling. Dylan havde lidt af det, men hun manglede bare stadig.

 

Man skulle tro, at man vænnede sig til at være alene, når man rejste meget, men det gør man bare ikke. Der mangles altid et eller andet. Det største savn var altid, når jeg lagde mig til at sove om aftnen og når jeg vågnede om morgen. Der var så stille i huset. Hun gav vores hjem personlighed, bare ved at være i det. 

 

Kort efter at James var kommet, foreslog han, at vi 3 mandfolk lige fik os en gåtur, langs stranden. Far indvilligede og vi gik derned. Mor og Isabella lovede at lave frokost. Jeg havde et par slidte klipklapper, til at stå hos mine forældre. Mest fordi jeg aldrig kørte med klipklapper, og fordi jeg aldrig huskede at få nogen med. Så en dag havde Helene taget nogen med, og de havde stået der lige siden. James fortalte hvordan han oplevede jobbet som far, og hvordan han fik arbejdslivet til at fungere med privatlivet. Selv for en almindelig hårdtarbejdende familiefar, var det nogen gange svært, at være lige den far, som børnene ville have. Men det var bare en del af det. James nævnte, at jeg var heldig fordi jeg havde Helene. Hun havde formået at få Dylan til at værdsætte mig, og bare nyde når jeg var hjemme hos dem. Men mest af alt havde hun fået ham til at elske en, som han nogen gange kun så i ganske korte perioder.

 

Han havde en teori, som i bund og grund gik ud på, at grunden til at jeg havde det svært, var fordi Dylan i pressede perioder ikke viste hvor han havde mig. Han viste aldrig hvor længe jeg var hos ham ad gangen. 

Det var en ret god teori. Og det satte nogle tanker i gang. Nogle tanker der endnu engang fik mig til at føle, at jeg ikke passede ind i min familie. At jeg ikke var den far, Dylan havde brug for. Jeg elskede mit arbejde. Det gjorde jeg virkelig. Men hvis det betød, at jeg var en god far for ham, var det så det værd? Var det, det værd overfor Helene? Hun havde sagt, at for os, var det en del af det, men Dylan havde intet valg. Det var rigtigt. Han havde intet valg. Han blev født ind i det. Far og James gik lidt foran mig. Jeg satte mig på den næste bænk. Jeg var blevet ramt af skyldfølelse, og de ville ikke forstå det. Det var jeg sikker på. Den eneste der ville forstå det var Helene. Hun ville sige noget opmuntrende, og lægge armen om mine skuldre. Smile det der perfekte smil. Hun ville fortælle mig på den helt rigtige måde, at det hele var noget vrøvl. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...