Familie

Der er gået 5 år siden Helene og Chris blev gift. Deres kærlighed er lige så stor, som da de blev gift, men familielivet har store problemer. Chris arbejde holder ham væk, i længere tid ad gangen, og Helene var ved at være færdig på The Academy Of Art University. Alt i mens er deres søn, startet i børnehave, og bliver hentet og passet af Augusteen og Ted. (Chris' forældre)

Info: Dette er 2'eren af En Udvekslingsstudent. Så læs den først, og få mere ud af denne :D god læseslyst.

5Likes
3Kommentarer
5363Visninger
AA

10. Dårligt nyt fra NY (Helene)

Jeg kunne høre Dylan komme løbende op ad trappen. Hans små fødder trampede hen over trægulvet. Han løb forbi kontoret, og lige hen til soveværelset, hvor han åbnede døren.

”Moar, er du herinde?” råbte han.

Der var stille et øjeblik. Så lukkede han døren og gik over gangen. Han bankede på døren.

”Moar, er du derinde?” sagde han.

Jeg rejste mig, lidt modvilligt fra computeren, og gik hen til døren, og åbnede den. Jeg tog et skridt ud på gangen, og kiggede ned mod ham.

”Jeg er her, skat.” sagde jeg så.

Han kiggede surt hen på mig.

”Hvornår skal vi ned i parken mor?” spurgte han.
”Snart skat. Jeg mangler bare lige det sidste til min opgave, så er jeg klar til at tage af sted.”
”Skal du afsted i det der?”

Jeg kiggede ned ad mig selv. Mine natshorts og en af Chris’s gamle t-shirt. Jeg løftede et øjenbryn og kiggede på Dylan.

”Hvis du skal være sådan, så bliver vi da bare hjemme.”
”Far har altid sagt, at vi skal se ordenlige ud, når vi forlader huset.”
”Og han har ret, men nu er han ikke hjemme, så han kan ikke bestemme, hvordan vi skal se ud.”
”Mor!”
”Jeg driller dig bare, skat. Kom med herind, så kan du se at jeg lave det sidste af min opgave.”

Jeg rakte min hånd frem mod ham. Han gik ned ad gangen og tog min hånd. Han skubbede sin surmule læbe frem, og lignede lidt Chris. Jeg smilede for mig selv, over et minde. Vi gik ind på kontoret, og satte os ved computeren. Dylan satte sig på en lille kontorstol, så han kunne kigge med på skærmen. Han viste, at han skulle være stille, når han var med derinde.

Et par minutter senere sendte jeg opgaven til min lære. Jeg kiggede på Dylan, og han så en smule lettet ud, da jeg endelig gav ham alt min opmærksomhed.

”Er du okay Dylan?”
”Ja alt er fint.” sagde han smilende.

Han kom ned fra stolen, og gik ud på gangen. Jeg fulgte efter ham, og gik ned til soveværelset. Dylan åbnede døren, og gik direkte hen til sengen, og satte sig. Han havde set Chris gøre det, når vi skulle nogle steder, og jeg skulle finde noget passende til det. Jeg gik ind i walk-in-closet og fandt et par jeans lignede shorts og en marineblå t-shirt. Jeg skiftede og gik ud i soveværelset. Dylan nikkede, og hoppede ned fra sengen. Solen stod højt på den klare eftermiddags himmel. Temperaturen var også steget et par grader den sidste uges tid. Chris havde været i New York i 14 dage og ville efter alt sandsynlighed komme hjem engang i løbet af den næste uges tid. Det var altid svært at regne med, for vi viste aldrig hvor langt de var med optagelserne. De skulle nå at få de sidste optagelser derover, inden de kunne rejste hjem denne gang. Jeg har skrevet lidt med ham, men efter de havde haft flere dage med optagelser til langt over midnat, blev vi enige om, at han bare skulle ringe, når han havde tid. Han prøvede så vidt muligt at ringe hjem hver dag. Han havde dog misset et par dage i sidste uge, hvor han senere fortalte, at de havde optaget i døgndrift, for at kunne nå det. Da jeg gik ned ad trappen begyndte min telefon at ringe. Jeg fiskede den op og kiggede på den.

’Hemmeligt nummer.’

Jeg tog den.

”Hallo.” sagde jeg.
 ”Hallo, taler jeg med mrs. Helene Evans?”
”Ja det er mig, hvem taler jeg med?”
”Jeg ringer fra New York Times. Må jeg stille dig nogle spørgsmål?”
”Jeg har desværre ikke tid lige nu. Jeg er på vej ud ad døren.”
”Jamen det tager kun et par minutter.”
”Desværre jeg kan ikke nu. Farvel.”

Jeg lagde på, og kom telefonen, i baglommen. Dylan var ved at tage sine sandaler på. Jeg gik hen til ham og hjalp ham. Jeg tog mine lette sandaler på. Vi gik ud i den varme luft. Dylan løb ned til vejen og drejede ned mod garagen. Jeg satte farten lidt op, og kom  hurtigt op på siden af ham igen.

”Hvilken park vil du gerne til i dag?”
”Griffith park.” svarede han.
”Griffith park det blev.”

Jeg åbnede den tunge dør ind til bilerne, og låste Alfaen op. Dylan var hurtigt henne ved den, og var ved at sætte sig ind, da jeg kom hen til den. Jeg spændte ham fat i børnesædet, hvorefter jeg satte mig på forsædet. Jeg satte bilnøglen i, og startede bilen.

Jeg parkerede bilen, og slukkede den. Min telefon havde brummet konstant siden vi forlod huset. Jeg gik rundt om bilen, og hjalp Dylan ud. Han løb hen ind i parken, og var hurtigt henne ved legepladsen. Jeg fiskede min mobil op ad baglommen, og kiggede efter hvem der havde ringet. Det var alle sammen hemmelige numre, undtagen et. Chris havde haft ringet. Jeg ringede op, mens jeg stille gik hen over græsset, som forsigtigt strøg hen over mine bare tæer.

”Hej skat.” sagde han, da han tog den.
”Hej. Du har haft ringet.”
”Ja. Øh har du snakket med New York Times?”
”De ringede, da Dylan og jeg var på vej ud ad døren, så jeg nåede ikke at svare på deres spørgsmål. Hvad vil de?”
”Øh. Jeg har en anelse om, at de måske vil spørge ind til utroskab.”
”Chris, hvad har du lavet?”
”Helene jeg kan forklare det. Du må bare love mig, at du ikke snakker med dem, eller med nogle andre. Lov mig det.” sagde han.
”Det skal jeg nok.”

Min stemme knækkede over. Tårrene pressede sig på, og jeg frygtede, hvad han ville sige.

”Så slemt er det ikke Helene. Jeg ville helst have ventet med til jeg kom hjem. Men eftersom, at de allerede har prøvet at komme i kontant med dig, så bliver jeg nød til at gøre det nu.”
”Chris!” min stemme var helt skinger.

Min vejrtrækning blev hurtigere, og jeg blev en smule dårlig.

”Der er nogle som har set mig, gå ind på et hotel sammen med en kvinde. En som man ikke ved hvem er. De sidste par dage, er der floreret nogle rygter i New York, om at denne kvinde måske kunne være en elskerinde.”
”En elskerinde? Hvad fanden har du gang i Chris.” halvråbte jeg.
”Der er ingeting i det, Helene. Du kan godt huske min veninde fra High School. Ariana?”
”Ja. Hende den langbenet, med rødt hår?”
”Præcis. Hun er i New York lige i øjeblikket for at lave nogle fotoserier og nogle interviews, omkring den amerikanske filmbranche. Vi bor på samme hotel, så hun kan følge os hele tiden. Der er ingenting i det skat. Det lover jeg dig. Jeg kunne aldrig drømme om at gøre det mod dig. Det håber jeg du ved.”
”Det gør jeg. Det kommer bare bag på mig.”

Jeg tog lidt besværet en dyb indånding, og prøvede at forstå hvad han lige havde sagt. Overbevise mig selv om, at det kunne han ikke drømme om. Han elskede mig for meget. Gjorde han ikke? Han siger jo hele tiden at han elsker mig. Jeg behøver ikke at bekymre mig.

”Det kommer nok også i nyhederne, inden for de næste par dage, så prøv at forberede Dylan på det. Okay?”
”Jeg skal gøre mit bedste.” svarede jeg.
”Jeg elsker dig Chris.”
”Jeg elsker også dig.”
”Hvor langt er i med optagelserne?”
”Vi er forhåbentlig færdig i løbet af tirsdag eller onsdag. Så hvis alt går efter planen, så er jeg hjemme igen senest fredag morgen, afhængig af hvornår vi er færdig onsdag.”
”Okay. Vi ses.”
”Elsker dig skat. Og hils Dylan.”
”Det skal jeg nok.”

Jeg kiggede hen på ham. Han legede i gyngerne sammen med nogle andre drenge. Han vinkede til mig, da han opdagede at jeg kiggede på ham. Jeg vinkede til ham.

”Jeg skulle hilse tilbage.” sagde jeg.
”Jeg ringer tirsdag.”
”Glæder mig allerede. Kys.”
”Kys.”

Jeg tog telefonen fra øret, og afbrød forbindelsen. Jeg satte mig på en bænk, og kiggede ned i jorden. Koncentrerede mig, om min vejrtrækning. En satte sig ved siden af mig. Jeg rettede mig op, og kiggede til min venstre side. En kvinde midt i 30’erne sad ved siden af mig. Hun så træt og en smule udkørt ud.

”Hvad laver sådan en køn ung pige som dig, ved en legeplads?” spurgte hun.
”Jeg er her med min søn.” svarede jeg.

Jeg kendte reaktion på det svar. Jeg kiggede på hende. Forundringen lyste ud ad hende. For hende lignede jeg ikke en, der var ældre en 22 år.

”Hvilken en er så din?”
”Ham der sidder på den gyngen længst ude til højre.” svarede jeg.
”Hvor gammel er han?”
”Øh, han bliver 5 til august.”
”Hvor gammel er du?”
”Jeg bliver 26 til august.” svarede jeg.
”Så er du en af de der unge mødre.”
”Det er jeg vel.”
”Hvad laver faren?”
”Han arbejder i New York.”
”Har han så mødt din søn?”

Jeg kiggede underligt på kvinden. Hvorfor spurgte hun så meget? Det kom da i grunden ikke hende ved.

”Ja, undskyld jeg spørger så meget. Men jeg syntes bare jeg har set dig før. Og jeg ved ikke helt hvor det skulle være.”
”Desværre. Jeg kan ikke hjælpe dig. Jeg er ikke set dig før.”
”Åh det okay. Man kan jo ikke være lige heldig hver gang.”
”Hvem er du?” spurgte jeg.
”Jeg er Sara Hastings.”
”Altså, den Sara Hastings, som er i kusine til Augusteen Evans?”
”Hvordan viste du det?”
”Fordi jeg er gift med hendes søn.”
”Chris Evans?”
”Ja.”
”Wow. Så du er den berømte Helene?”
”Hvad kan jeg sige?” sagde jeg, og trak på skuldrene.
”Wow. Jeg er glad for at endelig møder dig.”

Ærligt talt, så viste jeg ikke hvad jeg skulle sige. Jeg viste knap nok hvem hun var. Jeg havde kun hørt Augusteen og Ted snakke om hende nogle få gange, men jeg viste ingenting om hende. Jeg smilede et øjeblik, og kiggede så hen mod gyngerne. Dylan havde forladt dem, til fordel for det store klatre område.

”Vil du lige have mig undskyldt?”

Jeg rejste mig, inden hun nåede at svare, og var på vej hen over græsplænen. Jeg var ikke vild med, at han skulle til at klatre i det. Hvis Chris havde været her, ville han forsikre mig om, at der ikke ville ske ham noget. Jeg stod lige i kanten. Bare for at være i nærheden, hvis der nu skulle ske noget.

”Helene!”

En velkendt stemme kaldte på mig. Jeg drejede rundt, og kiggede efter det kendte ansigt. Jeg vinkede til Jessica og Isabella, da jeg fik øje på dem. De løb hen over græsset.

”Hvorfor er I herinde i dag?” spurgte Isa forpustet.
”Dylan ville gerne herind, så det syntes jeg, han skulle have lov til.”
”Hvor betænksomt af dig.” sagde Jess.
”Øhm, vi har lige set nyheder.”
”Er det allerede ude?”
”Ja. I er det mest omtalte Hollywood-par.” sagde Isa
”Du er mere omtalt end han er?” tilføjede Jess
”Okay. Hvad er det for en nyhed?”
”At I venter jeres andet barn. Hvad troede du det var?”
”Ehm. Lad os ikke snakke om det nu.”
”Helene? Hvad er det?” spurgte Jess.

Hun havde taget, sit mistroiske blik i brug.

”Det er lige meget. Jeg vil ikke snakke om det her.”
”Fint. Lad os ikke, snakke om jer, selvom I er så populære.” sagde Isa
”Skal vi ikke tage hjem, så kan jeg fortælle jer det der?” spurgte jeg
”Jo hvorfor ikke” svarede Jess.
”Dylan.” han kiggede ned på mig.
”Se hvem der er kommet.”

Han var hurtigt nede, og henne ved Jessica og Isabella.

”Vil du med hjem til moster Isabella, og have en is?” sagde Isabella
”Ja. Skal vi ikke det mor? Bed om?”

Han kiggede bedende op på mig.

”Jo selvfølgelig skal vi det.” svarede jeg.

Jeg tog hans hånd, og gik tilbage til bilen. Jessica satte sig ind på bagsædet sammen med Dylan, og Isabella satte sig ind foran sammen med mig. Jeg var efterhånden ved at vænne mig, til livet som amerikaner. Mange af de vaner jeg havde i Danmark, havde jeg for længst lagt bag mig. Men jeg savnede min brødre.

Vi kørte op foran Isabellas boligblok, som lagde i Willowbrook området. Jessica hjalp Dylan ud, og gik over vejen. Isabella boede alene, i en stor lejlighed, lige op da hendes skole. Hun gik direkte ud i køkkenet med Dylan lige i hælene. Kort tid efter kom han løbende ud til mig, for at vise mig, hvilken i han havde fået.

”Se mor.”
”Hvor er du heldig, skat.”

Jeg havde sat mig ned i øjenhøjde med ham, og hjalp ham med at tage papiret af den. Han smilede over hele hovedet.

”Løb så ind i stuen, og spis din is.” sagde jeg.
”Okay.” svarede han.

Han gik ind i stuen mens han slikkede på isen. Jessica og jeg gik ind i køkkenet og satte os ved det lille spisebord. Isa satte sig overfor mig, og kiggede spørgende på mig.

”Hvad er det så?” spurgte Jess.
”Jeg har snakket med Chris. Og han har fortalt, at der er nogen som har set ham gå ind på et hotel i New York sammen med en anden kvinde. De mener, at det kunne være en elskerinde.”

Jeg prøvede endnu engang at fordøje ordet elskerinde, men det ville ikke passe ind i noget som helst.

”Hvad? Hvad har han mere sagt?” udbrød Isa.
”Han sagde at det var en af hans gamle venner fra High school. Ariana. Jeg har selv mødt hende et par gange, og de er virkelig kun venner, og jeg ved godt at der ikke er noget mellem dem. Men jeg ved ikke hvad jeg skal tro. Hvad nu hvis det er rigtig. Hvad nu hvis han har været sammen, sammen med hende?”
”Hvis han siger, at han ikke har været sammen med hende, så må du vel tro på, at det er det rigtige.” sagde Jess.
”Hvordan ved jeg det?”
”Hvordan virkede han, da han sagde det?”
”Meget rolig. Og overbevisende. Måske en smule usikker på min reaktion. Men vel som man skal være, når man skal fortælle sin kone, at der er nogle, som tror, man er utro.” svarede jeg.
”Så er der vel ikke mere i den sag. Han har fortalt dig sandheden, og det er din hjerne som køre det op i en spids.” sagde Isa.
”Han snakkede om at, der måske vil komme til at køre noget om det i fjernsynet de næste par dage, og at jeg vil blive kimet ned, af diverse ugeblade.”
”Lad vær med at tage den, når det er hemmeligt nummer, og lad vær med at se fjernsyn. Så simpelt er det.” sagde Jess.
”Ved du hvornår han kommer hjem?”
”Senest fredag.” svarede jeg.

De havde nok ret. Jeg havde nok bare kørt det op til noget det ikke var. Han elskede mig, og vi skulle have vores andet barn. Han kunne ikke være så dum, at gøre sådan noget. Det sagde han jo også selv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...