Tak For Denne Gang

En samling af alle mine små hyggelige historier.

1Likes
0Kommentarer
576Visninger
AA

6. Ulovligt Blod (Kapitel 1-5)

Kapitel 1.

 

Klokken var allerede ved at blive mange.

"05:26"

Hviskede jeg til mig selv. Vi måtte se at komme igang hvis vi skulle være hjemme før 7.

"Raven." hørte jeg en stemme bag mig hviske.

"Raven, Vi må afsted, Nu!"

Jeg sukkede lavt. Jeg vidste at hun havde ret, men jeg kunne ikke få mig selv til at gøre det her.

"Jeg-"

Jeg bed mig selv i underlæben, og kiggede på det kunstige lys der strømmede ud af vinduet.

"Carlin, Jeg kan ikke."

Jeg tøvede, for at høre om hun havde tænkt sig at protestere, men hun sagde intet så jeg fortsatte.

"Vi bliver nødt til at starte med at sende et brev og spørger om tilladelse."

Jeg vendte mig om for at se på Carlin bag mig, men hun var der ikke. Jeg panikkede og havde ingen ide om hvad jeg skulle gøre af mig selv.

"Carlin?" Sagde jeg lavt, men fik intet svar.

"Carlin!?" Jeg råbte lidt højere end før.

"Hallo?!" Hørte jeg pludselig en dyb mandestemme spørge. "Er her nogen?"

 

Jeg fik et chok og kunne mærke mit hjerte springe helt op i halsen. Uden at tænke løb hen til det åbne vindue og kravlede ind, i håb om at ingen var tilstede derinde.

Jeg nåede knap ind af vinduet og ned under karmen, før jeg kunne høre mandens tunge skridt komme nærmere. Han blev stående i noget tid, vendte og drejede sig så man kunne høre hvordan hans skosåler blev slidt op af asfalten. Langt om længe hørte jeg ham begynde at slentre væk, og hans skridt blev lavere og lavere.

Jeg var lettet. Jeg tror aldrig mit hjerte har banket hurtigere. Da jeg endelig var kommet helt ned på jorden igen, begyndte en velkendt stemme at tale.

"Hah!"

Jeg udgav et halv slugt gisp og vendte mig hurtigt om

"Der er du jo." Det var selvfølgelig Carlin der stod der, med sit selvsikre blik. Hun førte en blond hårlok om bag ryggen og satte derefter armene i siden.

"Det var jo ikke engang fordi jeg næsten blev opdaget..." Sagde jeg men en sarkastisk tone og kiggede på hende med en blanding af had og lettelse i blikket.

"Næ, vi er heldige var?" Hun begyndte og rode i sin taske og fandt to hårelastikker frem, og ignorerede mit blik.

"Sæt dit hår op."sagde hun og rakte mig den ene.

Jeg gjorde som hun sagde og tog et fast greb om mit uendelig lange, kulsorte hår.

Da vi begge havde sat håret, tog hun mig om håndledet og trak mig med ud af lokalet.

 

“Vi har ikke meget tid, men vi bliver nødt til at gennemgå planen endnu en gang før vi starter." Hviskede hun, og lukkede døren bag os.

 

Kapitel 2.

 

Da vi havde lært vores plan uden ad, gik vi hver sin vej og lod spillet begynde.

 

Jeg kiggede mig nervøst over ryggen. Carlin var allerede væk. Jeg satte mig på hug og tog min rygsæk af. Jeg tog en lille smaragdgrøn stof pose op som var lukket med en dyp kongeblå snor. Derefter trak jeg også et reb op, og lukkede tasken igen.

Jeg kiggede mig rundt omkring for at få et godt overblik over det hele.

Der stod maskiner så langt øjet rakte. Gigantiske glaskolber med tilsluttet med ledninger og rør, som jeg aldrig havde set magen til før.

Der var ingen vinduer i miles omkreds, Det ville slet ikke overraske mig hvis det vindue jeg kom ind af, var det eneste på hele fabrikken.

Gulvet var lavet af beton, og loftet mest af stål.

Men som alle vidste brød de sig heller ikke særlig meget om farver, andet end rød selvfølgelig.

Jeg blev pludselig distraheret af et skarpt lys, der ramte mit øje. Jeg tog hånden op for øjet og kiggede søgende. Det var Carlin. Ved at lyse mig i hoved håbede hun på at få min opmærksomhed, og give signal til at starte.

 

Jeg tog rebet op fra jorden og bandt den ene ende til den sten, som havde ligget i den smaragdgrønne stof pose.

Jeg tog et fast greb om stenen, gik en smule væk fra den væg jeg trygt havde klamret mig til og ønskede så inderligt at jeg havde trænet nok til at kunne udføre opgaven.

Jeg holdte vejret og gjorde mit bedste for at ramme over en af stål loftsbjælkerne. Jeg pustede tilfreds ud da jeg ramte perfect rundt om bjælken.

Carlin var allerede ved sin næste post.

Jeg gik et par skridt til venstre, Og rakte ud efter den tætteste dør der var. Jeg kunne kun lige få fat i det runde dørhåndtag, men måtte anstrenge mig en smule for at binde rebet rundt om.

Jeg prøvede så godt jeg kunne, at binde en af de der knob Carlin havde prøvet at lærer mig, men måtte ende med blot at binde gentagende knuder.

Da jeg var færdig, vendte jeg mig om og kiggede op på Loftsbjælken. Carlin var gået igang. Hendes bevægelser var så bløde og elegante, at jeg blev misundelig. Hun gik med fuld kontrol over sin krop og sin balance, ud på loftsbjælken.

Da hun var nået helt ud på midten hvor rebet var slynget rundt om, tog hun det forsigtigt og bandt de rundt om sig selv. 

Nu kom vi så til den sværeste del.

Hun kiggede på mig for at være sikker på at jeg var klar. Jeg nikkede, Og strammede mit greb. Carlin lagde sig ned og holdte fast rundt om bjælken, med både ben og arme.

Derefter slyngede hun sig selv ned under den, så hun hang som en klistret larve, hvilket var mindre elegant.

Nu slap hun og det var der, at det hårde arbejde startede for mig.

Der var dog en lys side ved at sulte. Nemlig den, mere eller mindre, lette vægt.

Jeg hejste hende ned så langsomt jeg kunne, til en af de mange store kolber. Hun begyndte at skære hul glasset og alt gik som planlagt.

Vagterne ville først være tilbage om -jeg kiggede på mit ur for at være sikker- "8 minutter!" udbryd jeg, og fik et lille shock over mig selv.

Kun 8 minutter.

 

Kapitel 3.

 

Carlin var lige blevet færdig med hullet, da jeg kiggede op.

hun stak sin alt for tynde hånd ned i hendes skulder tasken og tog en glas flaske op.

Derefter førte hun langsomt armen ind i den enorme glas kolbe, for ikke at skære sig, og fyldte flasken op.

7. min

Da flasken var fuld, tog hun den ud igen og satte en gummi prop i.

Den fyldige røde væske var ikke til at tage øjnene fra.

Min mund begyndte at løbe i vand og jeg var lige ved at miste mit greb om rebet. Hun stak heldigvis hurtigt flasken ned i tasken igen, og gav signal til mig.

6. min

Af alle mine kræfter hev jeg hende op igen. Da hun fik fat i bjælken havde jeg allermest lyst til bare at give slip og falde om, men jeg måtte holde ud lidt endnu indtil hun var sikker. Hun fik hurigt slynget sine ben op og få sekunder efter var hun oppe og så

5. min

Hun balancerede ned af bjælken og -vent, hvad var det?

Jeg kunne høre noget, nogen. Nej! Der var stadig 4. minutter endnu. det kunne ikke være rigtigt.

Men det var det, for jeg kunne tydeligt høre de ukendte skridt komme nærmere.

Jeg kiggede frustreret tilbage på Carlin, hun vidste hvad bekymrede mig.

Hun begyndte og stå at vifte med armende, men jeg forstod intet af hvad hun prøvede at fortælle mig.

Skridtene blev ved med at komme nærmere og nu var de lige om hjørnet.

Carlin gav op med hendes gæt og grimasse leg, og begyndte at rode i sin taske. Hun tog et ødelagte spejl op, sandsynligvis det hun tidligere havde brugt til at distrahere mig med og fandt så et søm i sidelommen. Så begyndte hun at rise noget ind i spejlet.

Jeg kiggede mig forvirret omkring og håbede så inderligt at jeg havde hørt syner, men hvem prøvede jeg at narre?

Jeg nåede knap at opfange da Carlins spejl kom flyvende og satte sig fast i væggen bag mig. Jeg hev de forbavset ud og læste hendes besked:

'Reb Løs Løb'

Jeg forstod med det samme beskeden og gjorde som hun sagde:

Løsnede rebet og satte retning tilbage mod døren vi var kommet fra.

 

Kapitel 4.

 

Jeg lukkede hurtigt døren efter mig men holdte hånden på håndtaget og overvejede mine valgmuligheder.

Til sidst gav jeg slip og låste i stedet døren. Hvis jeg begyndte at ændre på Carlins plan ville vi begge fejle.

Jeg løb igennem det lille kontor og sprang over det endelige skrivebord for derefter at hoppe ud af vinduet.

Da jeg landede på jorden trak vinduet ned så det næsten var lukket til og blev sidende, med hænder og fødder i jorden.

Jeg kiggede mig grundigt omkring. Jeg ville være sikker på placeringen af skjult kamera før jeg rykkede videre.

Jeg overvejede om jeg skulle prøve at tage samme vej tilbage som vi var kommet ind, men det var simpelt hen for risikabelt. På det tidspunkt havde vi tid på vagternes pladser, og havde derfor taget den nemmeste vej ind, men den ville helt sikkert være fyldt med vagter på dette tidspunkt.

Jeg var lige ved at rejse mig da jeg hørte døren inde fra rummet, blive låst op.

En person trådte ind i rummet med lette, opmærksomme skridt. Derefter blev stilheden brudt med lyde af taster fra en telefon. Personen tastede eftertænksomt tallene ind og de forskellige toner skar i mine øre et efter et.

Til sidst stoppede det og en mørk mandestemme begyndte at tale.

"Ja, det er mig." sagde stemmen.

"Der har være andre end vagter herinde i nat, jeg fandt et løst reb ved foden af min dør. De kunne være her endnu."

Jeg kunne mærke adrenalinen styrte gennem kroppen da ordene 'løst reb' blev nævnt. Jeg havde allermest lyst til bare at løbe alt hvad jeg kunne, men jeg vidste at det intet ville nytte at være uforberedt og stole på held.

"Ja send 20-25 stykker, vi kan ikke vide hvor mange der er."

Selvom Carlin tydeligt var den bedste jeg kendte til ting som disse og havde trænet mig godt, var 20-25 mere end en udfordring.

Lidt efter at røret var blevet lagt på gik manden ud af rummet og jeg kunne trække vejret igen.

Jeg strammede min heste halen, trak mine handsker op og åbnede tasken.

Carlin havde lært mig altid at skulle have noget der kunne dække mit ansigt. Hvis det nu skulle ske at jeg overså et kamera eller noget.

Jeg trak et sort stykke stof ud af tasken og derefter en smuk maske som indrammede mine øjne.

Masken havde jeg fået i gave af min faster, Wrosie.

Wrosie boede ikke i Daro sammen mig og resten af familien. 

Hun blev forvist fra landet for 3 år siden på grund af at hun havde stjålet og drukket et halvt glas blod. Det blev opdaget på under 9 timer og hun blev forvist omgående.

Vi har aldrig set noget til hende siden og selvom jeg næsten bryder ud i gråd hvergang jeg tænker på det, ville det ikke overraske mig hvis hun var død.

Da hun blev forvist fra landet betød det ikke at hun fik lov til at leve i en lejr udkanten af landet, nej, hun blev forvist til livets land.

Min mor fortalte mig engang om landet selvom det ikke er noget nogen af os rigtig måtte tale om.

"Jeg har kun hørt forfærdelige historier fra livets land," sukkede hun, "16 timer i døgnet skinder der lys med en ubeskrivelig kraft fra oven over de levende væsner. De kalder den solen og bruger den som et hemmeligt våben mod os. De kan sagtens gå rundt i den og de fleste fortrækker lige frem når den er fremme, men hvis vi så meget som strejfer en sol stråle, begynder huden at brænde."

Allerede der havde hun skræmt mig fra hvid og sans men det blev først rigtig væmmeligt da hun begyndte at forklare om de levende væsner kaldt mennesker. Disse såkaldte mennesker levede deres liv for at destruere os og ikke nok med det så havde de SÅ meget blod i overskud at de drak alt muligt andet ved siden af.

Mange vampyrer har måtte miste livet for at bringe blod til vores verden.

At mig og Carlin stjal blod var bestemt forkert, men det var ikke kun menneskene der var skyld i vores sult.

Den mest magfulde vampyr i Daro var Kano Esteen, og det var ham udover menneskene, der var skyld i at alle borgere fik for lidt blod.

De magfulde fik selvfølgelig mere blod end de ubrugelig.

Og min Familie, Clayston, blev set som ubrugelig.

 

Kapitel 5.

 

Jeg bandt stoffet rundt om min hals og trak det derefter op over næsen. Masken, der også skulle bindes rundt om hoved, satte jeg derefter op for øjnene. Jeg stilede mig op af væggen ved min venstre side og brugte et spejl til at kigge rund om hjørnet med.

Der var to synlige overvågnings kameraer. Jeg stak hånden i lommen og fandt en håndful sten frem. Det var ikke store sten, men de var store nok til at ødelægge et overvågnings kamera.

Siden mit kast ikke var præcist nok fandt jeg også noget i art af en slangebøsse frem.

Jeg placerede stenen, gik nogen skridt tilbage og skød så efter kameraet fra en vinkel hvor det forhåbentlig ikke kunne se mig. Det gav en tilfredsstillende lyd da jeg kunne høre stenen ramme med perfektion.

 

Det andet kamera var placeret i en vinkel jeg ikke kunne ramme herfra, men det kunne også være lige meget. Når jeg havde smadret et kamera galt det bare om at komme videre hurtigst mulig. Jeg kunne ikke gøre andet end at løbe over til det næste, kravle op via det uendelig høje hegn og ødelægge det med en sten eller kniv. Så var der kun et problem, stød i hegnet.

Hvis jeg på en eller anden måde kunne finde den generater de brugte til at sætte stød i hegnet havde jeg også en bilet ud herfra.

Jeg hørte pludselig en masse skridt komme løbende bag mig og uden at tænke videre løb jeg lige ud foran kameraet.

I stedet for at bruge hegnet som trappe var der en container jeg havde overset. Uden at tænke over det løb jeg hen til containeren, hoppede op på den og fik derfra fat i en vindueskarm længere oppe.

Med min ene hånd fik jeg fat i en sten som jeg derefter brugte til at ødelægge det kamera det hang til højre for mig.

Hurtigt brugte jeg kameraet til at stå på og klamrede mig til vægen, i håb om ikke at blive set. De mange skridt jeg tideligere havde hørt rundede nu hjørnet og de stod ikke mere end

1-2 meter under mine fødder.

De lignede alle hinanden, samme størrelse, samme uniform, samme holdning. Uheldigvis begyndte kameraet at give efter og det hørte de tydeligt.

”Der!” var der en af dem der råbte og de sigtede alle deres våben mod mig.

”Hvis du kommer stille ned, lader vi vær med at skyde” sagde den samme mand med spydighed i stemmen.

Jeg havde intet valg. Hvis jeg gik med dem havde valget mellem at skyde mig, eller at bortvise mig. At stjæle blod var en af de værste forbrydelser man kunne begå og det vidste jeg tydeligvis godt. Jeg så pludselig endnu en åben container stå længere fremme, jeg havde aldrig set noget mere indbydende. Jeg tog changen og sprang fra kameraet ned i den og kom hurtigt ud af den igen.

Jeg begyndte at løbe i den modsatte retning end jeg var kommet fra og da jeg løb rundt om endnu et hjørne kunne jeg høre løb bag mig. Jeg løb nu af fulde kræfter og da jeg rundede det næste hjørne kunne jeg se porten der førte ud af fabrikken.

Da jeg nåede den hoppede jeg op, satte foden på håndtaget og hænderne på toppen af porten.

”Sigt efter benet!” hørte jeg en mand bag mig råbe og jeg løftede mig selv over porten hurtigst mulig. En anden mand adlød ordren og skød efter mit ben, men jeg nåede med nød og næppe over før han kunne nå at ramme.

Jeg sprang ned fra porten og fik et ubeskriveligt smertefyldt stød i mine ben.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...