Tak For Denne Gang

En samling af alle mine små hyggelige historier.

1Likes
0Kommentarer
579Visninger
AA

2. En Kaffe Latte To Go

Jeg trippede faretruende ned ad gaden en onsdag formiddag og var sikker på at jeg lignede en larve, der prøvede at gå på to ben. Den forbandede nederdel var så smal om mine knæ, at jeg knap nok kunne gå.

Jeg lod min håndtaske hænge på min arm mens jeg forsøgte at sætte mit mørke brune hår op i en rodet knold, løsningen på alle håropsætnings-problemer. Jeg lukkede derefter to af knapperne i min blazer, men uden at sænke min hastighed selvfølgelig. Mine fødder begyndte også at blive generet nu. Hvorfor skulle jeg også lige tage de elendige stiletter på? Spurgte jeg mig selv, selvom jeg udmærket godt kendte svaret.

Jobansøgning.

Selvfølgelig var der også problemer med undergrundsbanen lige præcis i dag!
Jeg måtte derfor tage bussen og derefter gå/løbe det sidste stykke. Dette var selvfølgelig årsagen til at jeg kom for sent men jeg havde ikke tænkt mig at smide en dårlig undskyldning på bordet som det første.

 

Jeg var næsten fremme da en person trådte ud fra en café og stødte lige ind i mig. Jeg faldt direkte på røven og ikke nok med det, havde jeg også kaffe ud over det hele.

Jeg kiggede op og mødte drengens blik, som under alle omstændigheder havde været død hvis blikke kunne dræbe. Han var omkring min alder og havde halvlangt mørkt hår som var mere eller mindre gemt under en grå hue. Hans øjne var knald blå og mindede mig faktisk om mine hvilket fik mit raseri dæmpet et par sekunder, før jeg huskede den spildte kaffe.

Han stod med begge hænder i vejret som havde jeg holdt en pistol. I den ene holdte han en mobil, som jeg regnede med var det der havde distraheret ham da han gik ind i mig. I den anden holdte han det tomme pap kaffekrus.

Da han opdagede at jeg sad der på jorden og gav ham dræberblikket, skyndte han sig at stikke sin mobil ned i baglommen for at række mig en hånd.

Hvis ikke jeg havde haft stiletter på havde jeg afvist, men i denne situation kunne jeg ligeså godt få hjælp til at komme op.

"Det må du undskylde, er du ok? Jeg så dig slet ikke"

Det var tydeligt at se at han var pinlig over sin bedrift og selvom jeg havde lyst til at skrige "NEJ JEG ER IKKE OK DIN IDIOT SÅ SKRID DOG TIL HELVED!" gjorde jeg det ikke. Jeg forblev tavs og begyndte at studere mit tøj.

Kaffe, kaffe og atter kaffe. Ud over det hele var der store pletter af klam spildt kaffe.

Heldigvis var mit tøj sort så det kunne ha' været værre.

"Kan jeg hjælpe?" Spurgte han og lignede næsten en der lige havde hugget min arm af og afventede sin straf.

"Nej." Sagde jeg og gik uden om ham videre ned af gaden bare for at komme væk.

Selvom jeg så koldblodigt havde afvist hans hjælp, kunne jeg ikke lade vær med at kigge tilbage lige en enkelt gang, men han var væk.

Selvfølgelig. Ingen bliver stående og tuder over spildt kaffe.

Jeg skulle lige til at gå videre, da jeg fik et glimt af noget der lå der midt på den næsten mennesketomme gade.

Var det en lommeregner? Hvem taber en lommeregner midt på gaden.

Jeg var for nysgerrig til at blive væk og desuden kunne jeg ikke gå til jobsamtale i kaffe dryppende tøj. Da jeg kom nærmere kunne jeg se at det ikke var en lommeregner, men en mobil. Jeg samlede den op og genkendte den med det samme.

 

Hans mobil.

*****

Kl var blevet halv fem da jeg kom ud af badet. Min bofælle, Monica, var ude og rejse og siden det var hende der plejede at lave mad havde jeg ikke fået noget ordentlig mad i snart en uge. stadig kun i undertøj kogte jeg noget vand for at lave cup nudler.

Mens jeg ventede de 3-5 minutter på at nudlerne skulle blive bløde tog jeg nogle grå jogging bukser på og en stor grøn T-shirt med teksten "Animal Planet" som jeg engang havde fået smidt i hoved af min søster, af en eller anden mærkelig grund.

På vejen ind i stuen snublede jeg over min håndtaske som jeg, som sædvanligt, bogstaveligt talt, havde smidt fra mig. Jeg samlede den op og nåede lige at smide den i sofaen før jeg kom i tanke om mobilen.

Jeg smed mig i sofaen og trak mobilen op af tasken. Det var en Iphone, en af de eneste mobiler jeg kunne finde ud af at bruge. Der var heldigvis ingen kode så jeg gik direkte ind under kontakter og fandt heldigvis en der hed "Hjem".

Så var det nu.... Den ringede....

"Det er Jason," hørte jeg en mandestemme sige, men det var ikke hans.

"Jeg har fundet den her mobil, så je-" skyndte jeg mig at sige, men blev afbrudt.

"Ah! endelig en der fandt den, du får ham lige, et øjeblik."

Så blev der stille... Og jeg ventede...

"Hej?" Kunne jeg høre en velkendt stemme sige.

"Hej..." Svarede jeg lidt usikker på hvad jeg skulle sige.

"Jeg har fundet din mobil," sagde jeg koldt, efter lidt tid.

"Virkelig? Hvor fedt! Hvor kan jeg hente den?" svarede han begejstret.

Han vidste tydeligvis ikke at jeg var den samme person som han havde spildt kaffe ud over, tidligere på dagen. Det var egentlig også et ret godt spørgsmål. Hvor kunne han hente den? Skulle jeg bare sige min adresse eller var det for personligt?

"Parkallé nr. 7" sagde jeg stille og håbede inderligt at han snart ville ligge på.

"Ok. Er det fint at jeg bare kommer forbi nu?" Igh! så mange spørgsmål. kunne han ikke bare komme og hente sin elendige mobil?

"Ja," sagde jeg og lagde derefter på. Meget uhøfligt, mente nogle, men hvad forskel gjorde det at jeg høfligt sagde farvel til Kaffe Drengen som jeg ikke engang kendte navnet på?

Da jeg havde spist min nudelsuppe begyndte jeg at tørre hår. I det jeg slukkede føntørren hørte jeg en svag banken.

Jeg lagde hurtigt føntørren ned i skuffen, løb ind i stuen, fandt mobilen og gik derefter ud i gangen. Lyset tændte af sig selv og jeg åbnede, uden at tøve, døren.

I det jeg åbnede genkendte jeg med det samme skikkelsen.

Det halv lange hår, den lange grå frakke. Hans ansigtsudtryk var chokerende  Han genkendte mig tydeligvis. Jeg rakte ham hans mobil, han tøvende og tog så imod. Han blev stående. Det gjorde vi begge, men uden at sige noget. Det var dog ikke en akavet stilhed den var faktisk rar.

"Tak" Sagde han efter lidt tid og kiggede ned i jorden.

"Hør, Du må virkelig undskylde tidligere i dag det var ikke min mening at-" Jeg afbrød.

"Det ved jeg, Undskyldning accepteret." Jeg smilte, men jeg ved ikke hvorfor.

"Og desuden," sagde jeg og lænede mig op ad dørkarmen.

"Var jeg lige så meget skyld i det." Jeg nikkede kort som tegn på at jeg mente det.

Nu var det ham der smilte "Det er helt i orden" Han rakte hånden frem og jeg tog imod. Han havde virkelig varme hænder i forhold til mine.

"Mit navn er forresten Caleb" Sagde han og forventede tydeligvis mit navn i gengæld.

Og jeg gjorde selvfølgelig også som han ville have, gengælde mit navn. "Rose." Det gik pludselig op for mig at han stod der ude i kulden mens jeg var, mere eller mindre, inde i varmen.

"Har du lyst til en kop-" Røg det ud af mig.

"Kaffe?" afsluttede han min sætning. Vi grinede begge lavmælt og jeg åbnede døren mere op for at han kunne komme indenfor og få den kop kaffe jeg jo egentlig nok skyldte ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...