Formskifteren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2016
  • Opdateret: 16 feb. 2018
  • Status: Igang
Formskiftere, et sjældent folkefærd, der ofte ender deres dage som slaver eller slået ihjel på grund af ideen om evigt liv eller alt kurerende medicin.
Jayden Cross er en af disse troende. På sin jagt efter en formskifter, støder han på gamle og nye venner og fjender, men alt tager sin drejning da han endelig finder den formskifter han har ledt efter - for vil han i sidste ende kunne tage livet fra en han holder kært?

3Likes
18Kommentarer
945Visninger
AA

5. En hjælpende hånd

Kapitel 4

En hjælpende hånd

 

 

Remir, gud af nåde…

Suk

Jeg ved ikke om jeg skal forbande eller takke dig, Remir.

Yuya lå stirrende op i loftet, under et lunt tæppe, der havde set bedre dage. Sengen led sikkert også af sengelus, men Yuya var vant til værre og lod ikke det dæmpe på humøret - ikke at hun var i solstrålende humør. Mellem Remir og dagens forløb, virkede det langt lettere at tænke om Guden - der skulle hun ikke nødvendigvis tage stilling til noget, men dagens forløb påvirkede hendes liv i en lang væsentligere grad, end hun kunne rumme lige nu.

Det var noget underligt noget - det hele. Hun lå tørt og varmt, i et rum hun ikke havde bestilt, men var højt taknemlig for. Hun havde skam troet at hun ville sove under stjernerne i nat, hvis hun ikke havde fundet et alternativ til et tag. Det begyndte dog at ulme hos hende mens hun tænkte tilbage.

Nar! Rungede det klart og selvbevidst i hendes indre.

Hun vendte sig om på siden og snoede armene rundt om puden. Hun fnøs kort, men straks blev hendes features mildner.

Måske ikke helt alligevel… 

Erkendte hun stille. Synderen af hele dette sind af skiftende meninger, var ingen ringere end mister Cross. Hun kneb øjnene sammen, drejede hovedet ned i puden og mumlede usammenhængende sætninger, der måske (men helt sikkert), var eder og bander om Jayden Cross.

 

Jayden lignede måske ikke en, der lagde mærke til meget når han sad der med sænket blik mod tallerkenen, mens hans gaffel blev rørt lettere fraværende rundt i resterne. Sandheden var dog langt en anden. Han var ikke i tvivl om at servitricen med blottet kavalergang, skulderlangt hår og en uniform der matchede med den anden servitrice i kroen, blev ved med at sende blikke imod ham. Ikke de flirtende, tag-mig-nu-blikke, nej. Hun skulede ondt til ham med lettere røde kinder.

Men det var uden tvivl på grund af, da hun sendte flirtende, tag-mig-nu-blikke, havde han været gentleman nok til at svare på hendes tilnærmelse om hun kunne hjælpe ham. Hun havde så åbenbart ikke helt regnet med den modtagelse af hendes villighed og hvad vist forstillet sig et væsentlig anderledes svar.

Jayden beklagede sig dog ikke, og lod ikke servitricens humør lægge låg på hans. Jayden følte sig yderst godt underholdt - fra aftens tidligere underholder, nemlig Yuya. Han bed sig kort i læben for ikke at lade et smørret grin trække i mundvigen. Åh hendes udtryk havde været guld værd.

 

(Tidligere)

Gaderne havde ikke været helt dødende som først troet, men andet ville også virke underligt. Der gik stadig få mennesker rundt; mest små-fulde mænd, gerne med en escortpige under den ene arm. Jayden havde hurtigt noteret sig at et red-light distrikt var lige i nærheden. Støjen og lysene derfra var ikke til at tage fejl af. Yuya virkede blissful uvidende om det, eller også tog hun sig simpelthen ikke af sådanne nogle ting.

Det tog ikke lang tid før Jayden fandt en kro han ikke havde noget imod at holde et hvil i. Yuya havde ikke sagt meget efter hendes indrømmelser og det passede Jayden pragtfuldt med den klare stilhed.

Uden foran kroen stod en stor mand, skaldet og adskillige ar, der strakte sig fra kæben over kinden og et enkelt hen over den brede næse. Hans øjne var små og stirrede nådesløs på Jayden og Yuya som de nærmede sig. Jayden var ikke i tvivl om hvad hans formål ved døren var, så da de var to meter væk fra manden, førte Jayden sin ene hånd under kappen. Som en blodhund stivnede manden og havde sin fulde opmærksomhed rettet kun på Jayden. Hans øjne var urokkelige imod hver eneste af Jaydens bevægelse, men da han så den lille læderpose, som kom frem fra kappens gemme og klirrede imellem fingrene, slappede han betydeligere mere af, men han havde ikke helt sluppet dem endnu.

Manden gjorde dog intet da Jayden var side om side med ham, men da Yuya så skulle til at passere, grab manden straks i aktion. Han stoppede Yuya fra at komme ind. Yuya så med store øjne på manden, fnyste og prøvede ihærdigt at komme forbi ham.

”H-hey, jeg er med ham! Hører du?!” råbte hun hidsigt mens hun kæmpede for at komme ud af mandens overgreb imod sin arm. Hun så bedende hen imod Jayden, der havde på trods af sine normal ligeglad væremåde, vendt sig om grundet postyret. Dørmanden så spørgende imod Jayden. Jayden lod øjnene glide fra den ene til den anden, før et smørret smil spredte sig ganske kort over hans læber.

”Du skal ikke kigge på mig, hver mand for sit” Yuya gjorde store øjne da Jayden så efterlod hende der, som han vinkede over sin skulder, uden at skænke hende så meget som et blik eller en hjælpende hånd.

”D-din hjerteløse idiot” Råbte hun så, lige inden hun blev kastet nogle skridt bagud og væk fra verandaen foran kroen. Hun nåede lige præcis at redde sig selv for at ramme jorden. Hun holdte sig tilbage fra at skrige højt. Hun måtte nøjes med at sende iskolde blikke imod dørmanden, der pludselig så ud til at skrumpe lidt.

Det har du godt af, nar!

Tænkte Yuya arrigt, mens hun vendte sig om og gik over på den anden side af gaden, for at sætte sig ned på en stor sten, hvor der stod et eller andet der ragede hende et hvis stykke. Hun sukkede tungt og kiggede så op på himlen. Stjernerne var fremme nu; Klare og skinnende, også ellers fuldstændig ligeglad med hvad der forgik hernede, tænkte hun bittert.

Men, men han havde sagt det… hun skulle sørge for sig selv, men hun havde nu alligevel håbet på lidt barmhjertighed. Ha, hvem prøvede hun at narre, suk. Hun hang lidt med lukkede øjne. Hun tænkte godt og grundig over hvor hun skulle gøre af sig selv denne nat. I det mindste havde hun et tæppet, for helt varmt var det ikke mere. Sommerens varmeste dage var ovre. Den hjalp dog ikke på sulten indrømmede hun bittert.

                         

Jayden havde fået både værelse og bestilt varmt mad. Penge fik virkelig verden til at dreje rundt. Han sad i spisestuen, hvilket også var det første rum man trådte ind i, når man kom ind i kroen. Værelserne lå ovenpå, Jaydens lå på tredje etage. Han havde endnu ikke været deroppe endnu, men han havde fået nøglen. Et varmt bad og noget ordentligt søvn skulle gøre underværker mærkede han.

Han havde fået placeret sig i et hjørne, hvor han kunne få mest muligt ro. Da en servitrice så kom og serverede hans mad, kunne han ikke undgå at se hende i øjnene. Hendes blik var overskygget af en bestemt kraft og instinkt Jayden kendte til, men ikke noget en servitrice af denne slags, burde servicere sine kunder med.

Hun emmede af lyst. Hun havde fra det øjeblik Jayden havde trådt ind ad døren, lagt sine øjne på ham, ikke kunne glemme ham. Han havde haft fornemmet hendes blik på sig fra start til den nuværende konfrontation. Han reagerede ikke på blikket, men han kunne ikke undgå at bemærke at pigebarnet strålede af selvtillid. Hun var ikke van til at få et nej, virkede det til. Ikke at Jayden kunne bebrejde de mænd, for pigen havde da en vuggende barm, runde baller og en køn lille trutmund.

”Er der andet jeg kan hjælpe dem med denne aften?” Spurgte hun, stemmen dryppede nærmest af hendes lystige ideer. Hun var lænet fremover, så hendes kavalergang var til frit skue og hun var i øjenhøjde med ham. Han løftede kort et busket bryn. Han vippede hovedet på skrå som han så hende an. Så lod han sine øjne glide om bag hende for at se hvordan situationen var omkring dem. Det virkede som om hun fangede hans ide.

”Jeg har masser af tid tilovers, så sig endelig til” Hun smilede indbydende til ham og fik næsten helt røde kinder da hun fik øjenkontakt med ham og så det skæve smil, der krusede på hans læber. Hendes øjne slog så godt som gnister.  

”Oh, jamen så har jeg vidst noget jeg godt kunne bruge din hjælp til” Hun blev næsten helt stakåndet der. Hun holdte vejret da han lænede sig ind imod hende og hviskede i hendes øre.  

    

Yuya sukkede opgivende. Hun havde endnu ikke fået sig selv til at flytte sig fra stenen. Det var som om hendes ben var gået i stå. Musklerne var ømme i hele kroppen, men specielt benene føltes som bly. Hun havde fået fisket tæppet op af tasken og sad nu med det rundt om sig. Hun slog tåspidserne kort imod hinanden som hun overvejede hvad hun skulle gøre nu.

”Ahem!” Lød det irriteret foran hende. Hun skævede kort op før hun rettede sin stilling. En pige stod foran hende, med et irriteret udtryk, krydset arme og en servitrice-uniform. Yuya overvejede kort om hun havde fornærmet pigen ved at sidde på hendes yndlingssten eller noget, før hun blev afbrudt.

”Kom med!” Yuya blinkede et par gange før hun fik fortumlet rejst sig op, inden hun blev efterladt af den yderst irritable pige, hvilket Yuya ikke forstod en disse af. Servitricen svingede døren op til kroen og stoppede ikke op, men skulede noget ondt imod et af de fjerne hjørner af rummet. Yuya fulgte kort hendes blik, før hun fangede den velkendte skikkelse af Jayden, som sad og kiggede ud af vinduet, med en hånd for munden. Hun løftede kort et bryn, undrede sig over den morende mimik han havde, men nåede ikke ret meget mere, før servitricen trampede heftigt op af trappen.

Inden Yuya vidste af det, var hun blev efterladt i et værelse, med en lun seng, et varmt bad og et rullebord med mad stående klart. Hun troede hun var i himlen lige der, og hvis det ikke var fordi at Yuya var meget glad for at være i live, kunne hun dø lykkeligt nu.

                         

(Nuet)

Værelset bestod af træpaneler, trægulv og to sæt vinduer, hvor der hang store grønne gardiner. Der var to enkeltmands senge overfor hinanden og et lille badeværelse, hvori der blandet andet var et trækar, klart så man kunne få sig et bad. Yuya havde konsumet maden, siddet i en lille time i det lunkne vand og set det blive mørkere og mørkere af snavs. Nu lå hun i sengen, dejlig døsig og klar til at sove hele natten igennem, men hun havde dog forventet Jayden ville havde været tilbage nu, men hun havde ikke set skyggen af ham, siden hun så ham sidde nede i kroen.

Klokken var mange, men hvor mange vidste hun ikke, men hun kunne gætte på, at den nok var et godt stykke over midnat. Hun var dog ikke plaget af bekymring med hensyn til Jayden for støt begyndte hendes åndedrag at blive tungere og hun havde forvildet sig ind i en lang søvn.  

 

***

Yuya krøllede sig sammen under dynen ved daggry. Omtåget gned hun sig lidt i øjnene, mens hun prøvede at vække den værste søvn, men det var så længe siden hun havde sovet så godt, at hun havde alleer mest lyst til at blive liggende, men hun turde næsten ikke blive liggende længere, hvis nu mister Jayden havde tænk sig at lave samme nummer som dagen før.

Hvilket mindede hende om noget, med et øjenlåg mere kæmpende end det andet, om at forblive åbne, skimtede hun hen imod den anden seng. Den stod uberørt og kold. Hun sank lidt samme og lod sig falde ned på sengen igen.

Bare et par minutter mere

Nix

Lyseslukker.

Yuya trykkede håndfladerne imod øjnene som et sidste forsøg på at vågne, blive lidt længere i sengen, samtidig med at bevise for sig selv og omverdenen, at hun var skam på vej til at stå op. Så stod hun op, med blev hængende lidt længere på madrassen, med benene over kanten før hun fik rejst sig op og gået ud på badeværelset. Der var rent vand i karret. Hun skrubbede sit ansigt og samlede det rodet hår. Langsomt fik hun styr på de ustyrlige krøllende blonde lokker og flettet dem ind i den sædvanlige lange fletning.    

Der gik en time før Yuya fik bevæget sig ned til stueplan, og da hun gik ned af de sidste trin fandt hendes blik hurtigt rejsefællen. Han sad ved samme bord som dagen før. Hun overvejede kort om han havde siddet der lige siden, men han virkede vel udhvilet, ren og i et besynderligt godt humør. Han havde endnu ikke fået øje på hende, selvom hun manøvrerede sig rundt om diverse border og stole.

Hun lagde dog mærke til en ting. Hun så misbilligende på den samme servitrice, der havde muggent hentet hende aften før. Hun var i gang med at feje gulvet, det ville sige, det var vist meningen taget kosten i betragtning, men hun kom ikke meget længere, for hun blev ved med at sende længselsfulde blikke imod…

Jayden?

Hendes blik var overskygget som om hun konstant var i en dagdrøm, hvilket åbenbart bragte hendes kinder varme i form af en rødme.

Yuya rømmede sig lidt da hun nåede hen til Jayden og satte sig overfor ham, hun kunne skimte ud af øjenkrogen at servitricen havde skam fået øje på hende, men sendte hende et langt overlegen blik. Yuya undrede sig noget over opførelsen, men brikkerne var så småt ved at falde på plads. Hun havde en meget god ide om hvor Jayden havde tilbragt natten - dømme ud efter de varme følelser, som var så stik modsat dem hun havde set hos pigen dagen forinden.

Jayden løftede kort sit blik for at anerkende Yuyas tilstedeværelse før han forsatte med at spise og drikke. Det tog ikke lang tid før servitricen så chancen for at komme Jayden nær, da hun spurgte indtil hvad hun kunne skaffe Yuya denne morgen. Men selvom spørgsmålet var stillet til Yuya var det bestemt ikke hende pigen havde i blikket - Jayden ignorerede hende dog.

Da Yuya havde bestilt så hun indgående på Jayden, hvis blik ikke var hende skænket.

”Du skulle ikke tilfældigvis have spenderet natten på andet end at sove?”  Spurgte hun.

”Hmm? definer ’andet’” Hun knep øjnene lidt mere sammen, han troede vel ikke? Det var absurd, sådan at tro hun var for genert til at sige det ord.

”Oh, du ved hvad jeg mener” Et lille smørret smil begyndte at tage form på hans læber, samtidig med at han rejste blikket op i øjenhøjde.

”Gør jeg?” Hun så irriterende på ham nu.

”Indrøm det nu bare!”
”Indrøm hvad?”

”AT DU HAVDE SEX!” Yuya havde ikke haft i tankerne at råbe, men, men, aargh, han havde bare sådan irriteret hende og nu sad han der med et overrasket blik, som hun ikke var i tvivl om var ren skuespil, fordi det bare var så tydeligt at han morede sig. Yuya kiggede lidt usikkert rundt, det virkede som om at de få okkupanter i rummet ikke ville vise at de havde hørt hende. Hun sank en klump og prøvede ihærdigt at glemme hvad hun lige havde gjort, men det var svært, meget svært… for Jayden var brudt ud i latter.

”Argh, så ti dog stille” Brokkede hun sig som hun lænede sig tilbage i sin stol med armene overkors. Tie gjorde han dog ikke. Yuya mærkede hvordan varmen steg over kravebenet og helt op i hendes kinder og gjorde ørerne røde. En servitrice kom, stillede en tallerken foran hende og gik så igen, men Yuya lagde ikke mærke til hvem og dårligt nok tallerkenen.

I det store og hele så lignede Jayden ikke en, der ville få fattet lige foreløbig. Men som Yuya så på ham, gik det mere og mere op for hende, at han… grinede? Hun blinkede et par gange for så at se meget mere seriøst på ham.

Dette var ikke surmulende Jayden, der ikke ville havde det mindste at gøre med hende. Det fik Yuya helt til at glemme at mugge over situationen. Hans smil var næsten smittende, hun bed sig i læben for ikke at komme til at grine over sig selv og begyndte så at spise, mens han fangede fattet.

 

***

 

Typisk, typisk, typisk. Hun havde kun lige kigget væk et kort øjeblik, og med et var hun blevet adskilt fra Jayden i menneskemængderne. Hun pustede kort ud, stoppede op og kiggede hurtigt rundt, i håbet om at finde ham, men de mange mennesker gjorde det i hele taget svært at finde et enkelt bestemt individ. Hun bed sig kort i læben og satte i løb igen. Hun forsatte i den retning hun sidst havde set ham i, men virkelig, han kunne havde drejet ned af hvilken som helst sidegade.

Det hele havde startet fra de havde forladt kroen og forsat deres rejse. Som morgen havde strækket sig til tidlig formiddag var gaderne hurtigt blevet fyldte. Yuya havde kun lige kigget imod en bod, hvor et glimt havde fanget hendes opmærksomhed, men det havde slet ikke været interessant nok til at være det værd som det blev i sidste ende; at blive væk fra Cross. Så nu løb hun i blinde, alt for at finde ham igen. Hun følte næsten at hendes øjne snurrede rundt i kraniet på hende, med alle de forskellige farver og indtryk hun fik, slet ikke på samme måde, som da hun havde undersøgt byen i eget tempo.

Det var stressende, for hun skulle nå noget, hun skulle finde ham, inden han forsvandt helt væk, præcis som dagen før.

Okay Yuya, vi har købt provianter, vi er sådan set færdige i denne by… godt så, porten.

Hun drejede ned af en gade, forsatte ud på en anden større vej og stoppede så op. Hun kiggede lidt frem og tilbage, for hun havde muligvis været byen rundt og været på opdagelse, det betød jo ikke at hun kunne huske alt i hovedet, eller at hun havde været på alle stræder. Hun besluttede sig for højre, men hun nåede kun nogle skridt frem da hun brat stoppede sin færd. Nogle mænd med fæle fremtoninger stod nogle meter fremme. De diskuterede om noget, men Yuya syntes de virkede bekendte, lidt for bekendte og det var taget i betragtning af at hun ikke kendte nogen i denne by – på nær Hassan altså. Ligesom hun skulle til at forsætte en anden vej, fik hun øjenkontakt med den ene. Han gloede intens på hende, mens han klappede sin sidekammerat på skulderen for at få hans opmærksomhed.

Der gik en kædereaktion igennem de i alt fire mænd, og nu stod Yuya som var hun i et spotlys. De genkendte hende og Yuya vidste udmærket hvorfra, i det øjeblik de fik sat benene i bevægelse.

Tyvene!

Endnu en gang befandt Yuya sig i at skulle løbe for sit liv, ind i masserne af mennesker der skubbede og hverken gjorde plads eller veg tilbage, denne gang måtte hun dog selv bruge kræfter på at skubbe dem ad vejen – før havde Jayden ført an, og han havde haft væsentlig nemmere ved det. Yuya fandt en del mere besvær over det.

”ARGH, SÅ FLYT JER DOG!” Råbte hun som hun fik skubbet en mand af vejen, da hun endelig var nået igennem menneskemængden og over på den anden side. Hun var lige ved at falde over alt det pres hun havde lagt i stødet, men hun blev på benene og forsat ind i en langt mindre og mørkere gade.

”EFTER HENDE!”
”HUN MÅ IKKE SLIPPE VÆK!”
Åh gode guder, hvorfor mig?!

Hun drejede omkring et hjørne, klar til at spurte ligeså snart hun nåede omkring, men et knald, faldende lemmer og en ordentlig gok i nødden, der fik en hæslig hovedpine til at pumpe i hendes pande, satte en stopper for dette. Hun lå ligeså lang som hun var midt på jorden.

”Aaav” Rømmende satte hun sig op, blot for at blive afbrudt af en anden stemme.

”DER ER HUN! TAG’ HENDE!”

”Ouch”

Hva’?!

Overfor Yuya sad en yngre herre, med sort hår og sammenknebet øjne mens han tog sig ømt til baghovedet og gnubbede - der hvor hans hoved havde kollideret med brostenene.  Hun havde dog ikke tiden til at nærstudere ham. Hun hørte lyden af trampende fødder, som mændene nærmede sig.

Hun nåede kun lige at skimme et par blå øjne, bag et lag af tilbageholdte tåre, inden hun mærkede et fast tag i hver arm. Hun blev slynget op på sine ben, for blot at finde sig selv i en rundkreds af de fire tyve.

Yuyas tanker arbejdede på højtryk som hun prøvede at finde en løsning på situationen, hvor det gerne skulle ende ud i at hun slap væk, helst så helskinnet som muligt. Men hun indså dog hurtigt, at hun ikke selv ville kunne slippe ud af deres greb. Mændene var pludselig begyndt at mundhugges med hinanden. Yuya fangede små bider af det. De var åbenbart blevet uenige om hvad de skulle gøre med hende. Fire varmblodede mænd, Yuya var ikke i tvivl om hvad mere end en af dem havde i tankerne. Hun væmmedes ved det.

Hun prøvede, i deres ukoncentrerede øjeblik, at flå armene til sig, men de ruskede hende blot på plads med et skummelt grin mens mørke lystrige øjne lagde sig på hende. Det virkede som om de var kommet til en overensstemmelse. Det kryb koldt ned langs hendes ryg.

”GI’ SLIP PÅ MIG, I FORÆKLEDE KRYB! GI’ SÅ SLIP!” De grinede atter og begyndte at trække afsted med hende. Hendes modstand var barneleg i forhold til deres styrke.

”Ahem, mine herrer, det virker ikke helt til, I forstår hvad hun prøver at sige til jer, så lad mig oversætte det for jer” Yuya glippede med øjnene mens tyvene stoppede op. I et kort øjeblik var det næsten som om at tiden var gået i stå. Så gik det op for Yuya at det var fyren hun havde løbet ind i, som havde afbrudt denne forpestede situation.

Hun havde helt glemt ham. Han havde ikke meget af en tilstedeværelse. Han havde ligeså let som ingenting fået bragt sig i deres kreds, som om han altid havde stået der. Han smilede let til dem, som han stod der bag Yuya med hver af sine hænder på Yuyas skuldre. Hun måtte vride halsen for at se ham. Tyvene havde stadig fat i hende, men de hev ikke længere i hende

”Hun afviser jer, så smut hellere” Jo mere hun lyttede, jo større blev de grønne øjne. Hun turde dårligt nok hæve blikket for at se hvordan udtrykket på tyvene størknede, for så at smuldre i arrige folder. Hun havde i et ganske kort øjeblik troet at hun var reddet, men fyren virkede mere og mere upålidelig. De ville helt sikkert slå ham til plukfisk nu, det var hun stensikker på.

”HAHAHAHA, skrub af med dig eller vi smadrer dig!”

”Ja, fjols - hahaha”

”Ah venner, nu ikke så beskedne, han vil bare gerne have del i det sjove.  Så lad os vise ham, hvordan vi har det sjovt med svanser som ham” En munter stemning vibrerede igennem de fire tyve. For nok havde de set frem til at lave berøvelser imod Yuya og hendes krop, så var det noget helt andet at smadre et skvat. Det var som at tage slik fra hjælpeløse børn.

Og selvom at Yuya følte for den fremmede, så kunne hun ikke helt undgå at se dette som en mulighed for at komme ud af kniben. Hun vidste det var forkert, men, men, argh, det var bare sådan engang verdenen nu fungerede besluttede hun sig for, mens hun bed sig i læben.

”Daniel, ta’ pigen” Yuya blev skubbet over i favnen på en ildelugtende solrødhåret fyr, hvis brede skuldre først startede ved hendes højde. Daniel hev hende med sig, så de stod ude for den omringende kreds af fjender, der ude tvivl gjorde at den fremmede ikke kunne slippe væk, hvis han ville det.

”Mex, ta’ ham!”

”Aha, sikke noget rod” Stammede den fremmede som han kløede sig lidt i håret, mens fyren Mex nærmede sig ham med blottede næver, klar til at slå ud som en anden klapperslange. Yuya nåede dårlig nok at blinke før de første slag susede igennem luften. Man kunne høre luften blive presset af fart og modstand, som sus, efterfuldt af den erkendelse at hverken den ene eller den anden nævne fik kontakt til den fremmedes hud.  

Den fremmede blev ved med at dukke sig, og hoppe uden omkring de mange slag, der alle så sit snit til at sende ham i jorden. Undvigelserne var dog hverken yndige som en dans eller lignede noget der var indlært af års træning. Ren ud sagt, så lignede det paniske, desperate forsøg på at redde sit skin, og Yuya sukkede næsten helt opgivende.

Det havde virket lidt for godt til at være sandt, at en redning, sådan en rigtig redning, der kunne give disse bøller en på suppedasen og redde begge deres skin, at komme. Agh, hvor var Jayden når man havde brug for ham?! Selvom… hun faktisk overhovedet ikke anede om han kunne slås, det gik hun blot ud fra, efter hun havde set sværdet ved hans side, men det gik pludseligt op for hende, at hun ikke anede om det blot var en omgang varm luft, eller om sværdet ved hans side, ren faktisk havde noget på sig.

Han virkede selvsikker nok, så, måske var der alligevel noget om snakken. Hun rystede kort på hovedet, da det gik op for hende, hvor hendes tanker havde bevæget sig hen, mens hun i virkeligheden burde finde på en løsning på dette rod, en vej ud. Men mens hun havde været optaget i sine tanker, havde situationen pludselig fået et helt andet udfald, end hvad Yuya lige havde regnet med.      

Mex sad slået ud på jorden, lænet op ad en efterladt trækvogn, med et nysmadret hjul og adskillige rådne planker og jern-stopler lå over ham. Yuya kunne ikke tro sine egne øjne, det kunne de andre vist heller ikke, for slet ikke at tale om den fremmede. Han grinede nervøst, men da tyvene så knurrede arrigt og truende inden de satte i spurt imod ham, skreg han nærmest i frygt.

”Agh, det var et uheld” Råbte han. Yuya gav nu næsten helt op.

Åh guder, dræb mig nu

Tænkte hun bittert, det ville være bedre, end at skulle blive ved med at se på dette vanvid. Hun besluttede sig hurtigt i at hvis hun skulle overleve dette, så måtte hun tage affære nu. Hun fyldte lungerne med luft, inden hun højt og tydeligt råbte alt hvad hun kunne.

”MORD, MORD, HJÆLP, VAGTER! VAGTER!”

Det tog et øjeblik før ordene fik fat da skrumlet, der hed Daniel, fattede bevidst og ruskede Yuya for at få hende til at holde mund. Hun udløste et rædselslagende skrig; så skingert og igennem trængende var det, at Daniel slap hende for at holde sig for ørerne, og hvis det ikke havde været fordi at de andre tyve var ligeså travlt beskæftigede med selv samme gerning, havde de nok raset ud i eder og bander over at deres fange nu var på fri fod. Yuya tog straks affære, da læberne lukkede sig sammen satte hun i løb imod den fremmede; som var lige så overvældet over skriget som de andre, at han blev næsten ligeså forskrækket over at blive slæbt afsted bag hende.

”Kom! hurtigt!” Råbte Yuya som de forsvandt ud af gyden, og væk fra tyvene der var i gang med at vågne op, som bjørne i vinterhi. Det tog ikke mange sekunder før fyren forstod planen, og næsten ligesom han begyndte at sætte benene ordentligt i jorden, havde han overhældet hende og løb afsted med hende.

De zigzaggede imellem de forskellige gader. Først efter hvad føltes timer stoppede de op. De havde ingen forfølgere noterede Yuya sig hurtigt, men hvad hun nok var mest overrasket over, var det at de faktisk slet ikke var så langt væk fra gyden de var løbet fra. Hun så lettere opgivende på ham. De havde blot løbet i ring - åbenbart.

I et tungt åndedrag lænede hun sig fremover, med støttende hænder på knæene. Det havde følt som om at helten som var kommet til undsætning, var den som skulle reddes i sidste ende. Med et sidste skvulpende åndedrag rettede Yuya sig op og så vurderende på den fremmede. Hun rømmede sig kort, før hun vædede sine læber og fik opmærksomheden over på sig, men hun nåede ikke at sige noget, før den fremmede havde taget ordet.

”Det virker som om der er fri bane nu, frøken.” Med først et blik på ham førte hun det videre ud på den forladte gyde; Han havde ret. Hun nikkede anerkendende før hun igen prøvede at tale, men den første lyd af en konsonant havde dårligt nok ramt læberne, inden hun igen blev afbrudt.

”Så hvis jeg var dig, ville jeg nok tage denne chance for at komme afsted hvor end du var på vej hen til, inden bøllerne kommer tilbage igen…” Hun sendte ham et lidt skulende blik efter at have været afbrudt to gange i træk, men slap hurtigt blikket for et opgivende lavt suk. Hun rankede ryggen og prøvede at få øjenkontakt, men fandt pludselig ud af at det var forgæves, da hans øjne var hvad lignende en stirrer-konkurrence med gyden de var løbet fra.

Hun skulle lige til at rømme sig, da han hurtigt kiggede høfligt på hende. Intet anende begyndte det ene tynde bryn at løfte sig på hendes pande; Han var virkelig underlig i hendes optik. Så det var nok bedst at komme afsted.

”Erhm, tak… for hjælpen?” Hun lød en smule usikker, for hvem havde hjulpet hvem i sidste ende? Hun prøvede at virke oprigtigt, men hendes lidt tvivlsomme form, var ikke helt til at se fra. Men fyren virkede ikke til at tage dette til sig, og havde stadigvæk et venligt smil på læberne. Det var som om at de forstod hinanden, at det var tid til at skilles. Yuya nikkede til farvel, men hun nåede dårligt nok at gå et enkelt skridt derfra, før hun stoppede op igen. Hun vendte sig halvt om og kiggede på ham.

"Tak, men, bare et råd, pas lidt bedre på dig selv.” Med et mildt smil vinkede hun farvel og efterlod den lidt målløse fyr før han vinkede kort til afsked.     

Hans blik lå kun på hende så langt gyden tillod, hvilket ikke var længe. Det sidste han fik lov til at se, var noget af det lyse hår som blev modtaget af de rene og gyldne solstråler, som gyden var frarøvet. Håret skinnede næsten som det pure guld, lige inden hun forsvandt helt fra åsyn.

Han rankede ryggen en smule, rullede med skulderne, også forsatte han målrettet til selv samme plads, hvor den nu smadret forrådne trækvogn lå. Han kiggede lidt frem og tilbage, som om han studerede hver en stens belægning, position og hvilken rækkefølge; både jorden og murene.

Forskel til før var dog den, at i stedet for en enkel tyv på jorden, lå de alle på jorden, sønderknuste og bevidstløse, nærmest i en rundkreds. Der var noget koldblodigt og gold over den måde de lå på, den måde de var efterladt.

Ingen synder var dog til syne, men han blev mere og mere klar over hvad der havde fundet sted. Han kløede sig på sin næsetip, inden han blev enig med sig selv om, at det var bedst at komme afsted. Han vendte omkring, ikke synderlig bekymret overfor tyvene; det var jo ikke fordi de havde været hjerteveninde eller noget…

”Killian.”

 Det var en hård, kold stemme der brød stilheden, som et sværd der skar igennem luften. Fyren, Killian, stoppede brat op. Han vendte sig dog ikke om, ikke med det samme. Et usikkert smil sneg sig langsomt over hans læber som han drejede omkring, og der, midten af faldne kæmper og lodne tyve, stod en enlig skikkelse med tordne øjne som nedstirrede Killian.

”Zell, sikke en overraskelse – ja, fornøjelse vil jeg ikke gå så langt og sige, men-” Med et brag var Killians ryg imod muren, med et stenhårdt greb omkring hans krave, stod en ung fyr, med lyst hår og skarpe øjne og stod umådelig tæt på ham.

”Knyt sylten og fortæl mig hvad jeg vil have at vide!” Killian løftede det ene øjenbryn, som om han ville pointere at han endnu ikke vidste hvad det var, men det ville have været en løgn. Killian vidste lige præcis hvad Zell ville vide.

”Aaat du mangler et bad? At du med garanti har været faret vild i de sidste tre måneder, og du var heldig og tilfældigvis fandt mig?” Zells lyse bryn krøb længere ned og indskærpede hans øjne, der var ligeså intense som slanger der var klar til at hugge ud. Killian var næsten helt overrasket over hvor meget hans øjne udtrykkende.  Zell rykkede i ham og snerrede vredt.

”Hvor er Jayden?!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...