Unknown Love (Harry Styles)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2015
  • Opdateret: 8 jul. 2015
  • Status: Igang
Harry Edward Styles er kendt. Kendt for at være god til at synge, kendt for at knuse mange pigehjerter og kendt for at være ham. Længe har han søgt den eneste ene, sin soulmate. Ægte kærlighed.
Her kommer den 19-årige Katelin Dustine Chardon ind i billedet. Hendes karriere fylder hele hendes liv. Tid og kræfter ligger hun i det. Arbejdet som model er hårdt, hun er tit hjemmefra og aldrig har følelsen for ægte kærlighed ramt hende. Hvordan reagerer hun, når den specifikke følelse rammer hende? Vil den modsige hende? Rive op i hendes hårde fortid og ødelægge hende? Ødelægge ham? Deres karrierer? ----------------- Kan virke meget langtrukken i starten! Men hav tålmodighed! :)
Fortæl mig endelig hvad i synes! :)

28Likes
5Kommentarer
11842Visninger
AA

9. Starbucks chemistry.

Katelins synsvinkel..

 

Efter lang tids tænkning, kaster jeg kort blikket ud af vinduet og får øje på ren sommer. Mennesker iført shorts og solbriller. Et kort øjeblik former der sig et let smil på mine læber, inden jeg går videre med dagen og finder noget tøj frem. Harry er stadig i mit hovede. En smule nervøsitet rammer mig og for mig til at tænke endnu mere over hvad jeg skal tage på. Det er skrækkeligt. 

,,Kendall har spurgt om vi vil med på stranden i eftermiddag," Caras ord fanger min opmærksomhed og for mig til at stivne en anelse.

,,Hvorfor er du egentlig så fint i tøjet?" 

,,Så fint i tøjet? Jeg har bare et par shorts og en t-shirt på?"

,,Og solbriller og taske.." Et lumsk grin lyder fra hende.

,,Vil du noget?" Siger jeg lettere irriteret, dog nervøst for at hun finder ud af hvad jeg skal.

,,Slap dog aaaf.. Men skal du med på stranden or what?" Endnu en gang griner hun lumskt, inden hun sender et smil afsted.

,,Øhm.. Det kan jeg ikke......arbejde,"

 

Sammensætning af tøj plejer at være sjovere.. Der plejer at være mere at lave. Jeg plejer at være mere fokuseret. Tak Harry.

Selvom arbejdet i dag virkede til at gå virkelig langsomt, er det dog gået utrolig hurtigt. Tanken slår mig idet jeg pludselig står foran Starbucks og er ved at begå det dummeste jeg nogensinde har gjort. Jeg lukker kort øjne, inden jeg fylder mine lunger op med ren og frisk luft. Et eller andet stopper mig fra at gå derind. Jeg har lyst, men alligevel ikke. Få mig væk. Langt væk.

 

,,Katelin!" En snart velkendt stemme får mig til at stivne, men dog også til at vende mig om. Jeg kæmper for at få et venligt og rart smil frem, og det lykkedes..næsten.

,,Jeg havde ikke regnet med at se dig!" Han lyder glad..alt for glad. Hans store smil og charmerende smilehuller giver mig kuldegys.

,,Nå.. Skal vi gå ind?" Hans glade stemme er slet ikke til at tage fejl af. Hvad laver jeg?

,,Er du okay?" Jeg møder et omsorgsfuldt og bekymret blik, da han pludselig vender sig om igen. Alt føles til at gå i slowmotion, men næsten ikke ubehageligt. Hans blik giver mig en slags ro indeni, og får mig på en underlig måde, til at føle mig tilpas.

,,Ja.." Min stemme er lav og uskyldig. Han smiler venligt til mig, inden vi fortsætter ind i shoppen. 

Forestil dig en boble. Skjoldet består af ren tryghed, men indeni, er den ubehagelig og fuld af nervøsitet. Du er bange for at bevæge dig, for at gå ind i skjoldet og bryde den her tryghed. Du er bange for hvad der vil ske, hvis trygheden springer ud over dig, og lader sig fylde dig. Du er bange for at opleve trygheden. Du er bange for at din nervøsitet vil forsvinde, og at du ikke længere kender dig selv.
Boblen er stor og følger dig overalt. Du har for første gang næsten lukket en ind i din boble. Du kender ham ikke, overhovedet. Du ved bare at han bringer en slags omsorg med ind. Du vil helst have at denne omsorg og bekymring bliver, men noget vil samtidig have den væk. Langt væk.
Sådan føles det.

 

Jeg følger ham. Siger ikke rigtigt noget, men inden jeg ved af det, sidder vi pludselig overfor hinanden igen. Ligesom den gang i lejligheden. Der hvor han blev ved med at fange mit blik, mens Cara var i hans arme. Det var forkert.. Dét her er forkert.

Endnu en gang møder jeg hans venlige smil, samt et blik. Et blik jeg ikke kan beskrive. Det giver mig ro, en underlig ro. Måske er det ikke så forkert alligevel.

,,Du er ikke en pige af mange ord.." Smilehullerne er ikke til at undgå igen, de som næsten springer i hovedet på en. Jeg smiler blot, denne gang med tænder, inden jeg kort bider mig stille i læben.

 

Harrys synsvinkel..

,,Du er ikke en pige af mange ord.." Hendes flotte smil og bidende i hendes læbe, gør mig blød i knæene. Jeg betragter langsomt hendes nydelige mørke hår, inden mit blik atter igen ligger i hendes.

,,Fortæl mig lidt om dig selv.." Min stemme er ikke så høj som normalt. Jeg havde frygtet dette øjeblik. At jeg ville være nervøs og ikke vide hvad jeg skulle sige, og dermed lukke et eller andet fuldstændigt åndssvagt ud. Men skræmmende som det er, så er jeg ikke nervøs. Det hele føles til at gå i slowmotion, mens vi intenst betragter hinanden. Intet af det føles forkert, men så alligevel..

,,Der er ikke så meget at vide.." Hendes stemme er som husket. Lav og uskyldig. Kort sagt, sexet.

,,Der må da være et eller andet?" Et rart og roligt smil former sig på mine læber, inden jeg kort køre en hånd igennem mit alt for lange hår. 
Hun ryster langsomt, men kort på sit hovede, inden en fornemmelse af nysgerrighed rammer mig.

,,Der er ikke mere end det du ser.." Endnu en gang runger hendes dejlige stemme i mine øre, inden hendes blik kort flytter sig fra mit.

,,Jeg ser meget.." Atter igen fanger jeg hendes smukke øjne, inden hun en smule overrasket rynker panden kort.

,,Jeg ser en smuk pige. En pige med et unikt udtryk i sit ansigt, et udtryk jeg aldrig har set før, men samtidig ser jeg så meget andet, men så alligevel ikke.." Mine ord er dybe og jeg kan se at de rammer hende. Alt ved hende er unikt, hun er så anderledes, på en måde man ikke kan beskrive. For en stund kigger hun flovt væk og er slet ikke til at fange igen, overhovedet.

,,Jeg kan ikke...." Hun mumler lavt for sig selv, inden hun pludselig rejser sig op og er på vej væk.

,,Katelin," Hurtigt er jeg oppe og et kort øjeblik tager jeg fat i hendes hånd, men hun er hurtig til at tage den til sig, inden hun stopper op.

,,Vær sød og bliv," Efter en kamp, fanger jeg endelig hendes øjne. Hendes åndedræt synes at blive hurtigere og tungere end før.

,,Hvad er det du vil med mig?" Dybere end før, kigger hun mig i øjne og den intense stemning bygger sig hurtigt op imellem os. Et stilhed rammer mig.

,,Se alt det jeg ikke ser.." Jeg for endelig taget mig sammen og bryder den tavse stilhed, inden den igen melder in ankomst.

 

Et et højt skrig, efterfuldt af flere, bryder stilheden som før havde lagt sig over os. Skrig og råb fanger ikke kun min, men også Katelins opmærksomhed. En hektisk og panisk larm bygger sig op omkring os, inden Michaels dybe stemme bryder den. ,,Vær sød at bakke tilbage og ud! Den anden vej, tak! Han skal nok komme ud og sige hej!"

,,Er hun med dig?" En anden velkendt stemme lyder, inden mit blik møder Paul. Jeg nikker kort.

,,Vi bliver lige nødt til at rykke jer lidt længere ind bagved," Han smiler venligt, inden han viser os vej. Han samarbejder hurtigt med en af ekspedienterne og for sat en slags skillevæg op, kun for at skærme os lidt. 

,,Jeg går lige ud og kigger, så kommer jeg tilbage," Paul forsvinder hurtigt igen, hvilket betyder, at det kun er hende og jeg igen.

,,Det må du undskylde.." Jeg kigger på hende, men hun står med ryggen til mig.

,,Er det sådan det er?" Hendes stemme er stadig lav og uskyldig, dog lidt mere konstaterende denne gang.

,,Hvad er?" Hun står stadig med ryggen til mig.

,,Dit liv," Endelig vender hun sig om, inden vores øjne igen mødes. Hun sender mig et blik jeg ikke har set fra hende før. Et kort og næsten hånligt grin forlader hurtigt mine læber, inden jeg smiler kavt.

,,Jaae.." Jeg trækker med vilje lidt på mit svar. Sådan er mit liv og min hverdag ikke, kun nogle gange. Jeg kan godt lide at møde fansene, det er ikke det. Men måden hun stiller det op på, for det hele til at virke mere hårdt, end det i virkeligheden er.

,,Du er interessant Harry.." Pludselig virker hun mere åben, end jeg nogensinde har oplevet hende være før. Hun for mig til at smile let og vippe hovedet lidt på skrå.

,,Hvad?" Hendes anelse flabethed, kan jeg godt lide. Der er noget ved hende.

 

__________________________________________________________________________

Endelig begynder der at ske noget!
Hvad synes i om den intense kemi der er imellem dem? 

-Love

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...