Lost - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 maj 2015
  • Opdateret: 25 maj 2015
  • Status: Igang
Liv Steele kører gokart som eneste pige der kører seriøst i hendes klub. Hun drømmer om at leve af at køre, men hun har mange forhindringer på vejen mod de professionelles baner, fordi hun er en pige. Det irriterer hende at hun ikke kan deltage i de store løb for "mænd".

En aften Liv er ude og feste med sin bedste ven Matthew, da hun møder den verdens berømte Harry Style, men han er ikke ligefrem så fantastisk som alle siger. Han er bare en playboy på jagt efter et offer, som tilfældigvis er Liv.

Liv gennemskuer ham dog, men så let lader Harry hende ikke slippe.

*på pause*

22Likes
15Kommentarer
7986Visninger
AA

11. eyes

Hvad lavede Harry her? Hvorfor kigger han på mig? Hvorfor stiller jeg mig selv så mange spørgsmål? Hvorfor kommer han tættere på?

Jeg havde en masse spørgsmål. Spørgsmål jeg ikke kendte svarene på. Jeg stirrede ind i øjnene. Jeg var ikke i tvivl. Han var på vej hen til os.

"Matt, hvad laver Harry her?" Spurgte jeg Matt nervøst. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Matt vidste logisk nok heller ikke hvad Harry lavede her, jeg tror bare at jeg ville gøre ham opmærksom på at Harry var her.

"Jeg ved det ikke... Skal vi smutte?" Sagde Matt. Jeg nikkede, og vi vendte os om for at gå.

Langt nåede vi ikke, for nogen lagde en hånd på min skulder. Jeg vidste godt at nogen var Harry, allerede inden jeg vendte mig om.

"Hvad vil du?" Spurgte jeg ham koldt og håbede på, at han ikke så mine rystende hænder. Jeg gemte dem bag min ryg.

"Sige undskyld, det var ikke meningen du skulle høre det," sagde Harry, og så ud som om han havde dårlig samvittighed.

Det tvivlede jeg på. Jeg tvivlede på at han overhoved havde en samvittighed.

"Det var ikke meningen jeg skulle høre det nej, for så kunne du sorge mig for alvor. Hvad fanden sker der inden i hovedet på dig? Og så til en begravelse." Jeg var godt sur, men det havde jeg da også lov til.

"Nej, jeg ville ikke sorge dig. Jeg var faktisk ved at falde for dig," sagde Harry, mens jeg kunne føle Matt spænde i hele kroppen ved siden af mig.

Han var klar til at kvæle narren hvis det blev nødvendigt. Sådan var han bare.

"Du kan da godt nok ikke klare at det ikke er alle der kan lide dig, var? Ynkeligt," sagde jeg, og vendte mig om for at gå.

"Jeg synes det er godt du ikke kan lide mig for at være Harry Styles for One Direction, men vil du ikke nok lade mig prøve, at få dig til at kunne lide Harry?" Spurgte han, næsten bedende.

"Den chance gav jeg dig, og du brugte den på et vædemål, og hvad laver du egentlig her?" Jeg kunne ikke lade være med at spørge, selvom det ødelagde min kolde "jeg er ligeglad med dig" facade, men jeg ville faktisk gerne vide, hvorfor.

"Drengene er gode venner med Ali, Kathrines datter. Du må undskylde det hele Liv, hvad skal jeg gøre for at du giver mig endnu en chance, og hvad laver du her?"

"Jeg Alis søster," sagde jeg og ignorerede hans første spørgsmål, for jeg vidste ikke hvad han skulle gøre for tilgivelse.

Harry lignede en der havde slugt søm. "Ali har aldrig fortalt hun har en søster."

"Harry, jeg må gå nu," sagde jeg, og hev Matt med tilbage til bilen. Vi kørte af sted, og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle føle.

Jeg var trist på grund af mor, sur på grund af Harry, og jeg følte skyldfølelse overfor Ali og far, men samtidig havde jeg løst til at grine.

Bare give mig til at grine helt hysterisk, og så bag efter tage ud til banen og køre mindst så hysterisk som latteren.

Alle de forskellige følelser væltede rundt mellem hinanden i mit indre, og det var til at blive skør ad.

Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, og slet ikke hvad jeg skulle gøre af Harry.

Jeg havde lyst til at glemme ham, og grine over vores komisk korte forhold, men inderst inde ville jeg ønske, at han faktisk var faldet for mig, og det kunne blive til mere end komisk korte forhold.

Inderst inde var jeg nok også stadigvæk den naive teenagepige jeg var engang. Teenagepigen hvis største ønske var at finde den eneste ene, men aldrig kom længere end at gøre sig selv til grin, foran drengen hun prøvede at imponere.

Jeg ved ikke, hvad der var over Harry, men noget ved ham kunne jeg ikke modstå. Det var det teenagepigen indeni var faldet for.

 

Matt var taget med over på banen, hvor Sky og Tristan stod og åd hinanden, snavede hvis nogle skulle være i tvivl om min sære måde at tænke på.

Det var søndag, 2 dage efter begravelsen, og Sky, Tristan, Matt og jeg havde aftalt at køre lidt om kap.

Harry havde skrevet til mig utallige gange, og jeg var så småt begyndt at falde for hans  undskyldninger, så jeg havde blokeret hans nummer.

Jeg rømmede mig, efter det var blevet for akavet at se på kysset, så jeg fik turtelduernes opmærksomhed. Det lykkedes, og vi satte os alle i en gokart.

Jeg satte mig i nummer 1, hvis det ikke er feset ind at det er min lykke gokart. Det gik som jeg havde forudset.

Jeg gav dem alle sammen baghjul, og indhentede Matt med et par runder. Han hadede også at køre, så det var vel til at forudse.

Tristan og Sky var jeg dog kun en halv runde foran, og de kom ind på næsten samme tid. Jeg var i bedre humør end jeg havde været i lang tid, og det var bare dejligt.

Jeg tænkte hele tiden på Harry, og det irriterede mig meget, så jeg havde haft en meget irriteret periode, og Matt var ved at blive sindssyg.

Så det var dejligt at have det sjovt igen.

 

Vi var alle 4 taget på Starbucks, og vi sad og grinede over en af Matts platte jokes, da jeg igen så de fantastiske, grønne øjne, som hjemsøgte mig.

De var et par borde væk, omgivet af et par blå, et par brune, og et par blågrønne. Harry kiggede bedende på mig, og jeg vendte blikket væk.

Hvorfor var den dreng over det hele? Var skæbnen virkelig så ubarmhjertig? Hvorfor bliver de grønne øjne ved med at kigge på mig? Hvorfor spørger jeg nu igen mig selv om spørgsmål jeg ikke kender svaret på?

"Hvad er der galt Liv?" Spurgte Sky, som havde bemærket mit humørsving.

"Harry sidder derover," svarede jeg og nikkede mod bandets bord.

"Nej han gør ej, han er på vej herover," sagde Sky.

Jeg vendte mig mod Harry, og ganske rigtigt havde han rejst sig op, og på vej her hen. Da han nåede hen til bordet, havde Matt pustet sig op, og han så barsk på Harry.

Matt den overbeskyttende bøsserøv.

"Hej Harry," sagde jeg med et falsk smil. "Er det bare mig eller er du lige lovligt stalker agtigt?"

"Jeg vil bare godt finde en måde at undskylde på," sagde Harry.

"Jeg fatter ikke at du ikke bare lader mig værre." Hvor havde han seriøst tiden til at skrive til mig, og opsøge mig hele tiden?

"Der er noget ved dig, som jeg ikke kan lade gå," sagde han, og jeg er menneskelig nok til at blive smigret.

Ham her kunne få hvem som helst, men alligevel blev han ved med at prøve at få mig til at kunne lide ham.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde jeg ikke kunne lide ham, og det måtte da betyde noget at han bliver ved ikke?

Jeg rejste mig fra min stol, og sendte Matt et beroligende blik. Jeg trak Harry med lidt væk.

"Tak Harry," sagde jeg. Han så forvirret på mig. "Tak fordi du har sagt undskyld. Jeg giver dig en chance til, okay? Og hvis du sorger mig igen, melder jeg dig til politiet, for at stalke mig."

Harrys ansigt lyste op i et smil. Han lignede en der havde vundet i lotto, og jeg kunne ikke lade være med at smile en lille smule.

"Jeg lover dig at jeg ikke vil svigte dig," sagde Harry, og det lød oprigtigt, men hvem ved, det kan være han er en ligeså god skuespiller som sanger. "Må jeg give dig et kram?"

Jeg nikkede og han trak mig ind i et kram. Jeg blev overrasket over hvor rigtigt det føltes, og hvor meget jeg havde savnet hans favn, mens jeg lænede hovedet på hans skulder.

"En chance Harry, og så for du ikke mere."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...