Broken

Når man er 16 og har en kendt storebror, er livet ikke nemt. Det er Allie et levende bevis på. Hendes storebror, Marcus, er nemlig model og kendt sanger. Da Allies far bliver indlagt på psykiatrisk afdeling bryder Allie sammen. Hendes liv bliver et stort rod, og hun rammer bunden. Kort efter slår hendes kæreste op med hende, og hun synker om muligt endnu dybere. Men da hun møder en af Marcus' kollegaer, Louis, liver hun op. Hun forelsker sig, men finder hurtigt ud af at Louis har en kæreste. Hvad skal der ske med Allie? Og hvad med Louis? Finder de sammen? Eller skal Allie blive på bunden?

!Anstødeligt sprogbrug og sexscener kan forekomme!

2Likes
2Kommentarer
275Visninger
AA

2. Chaos

Vækkeure.

Den VÆRSTE opfindelse af alle opfindelser i heeele verden!

Eller...

Eller faktisk kun på nogle måder!

Praktisk hvis man skal nå noget!

Ellers...

En fucking lorte opfindelse, der kun kan ødelægge folks morgener!

Jeg kigger hen på mit vækkeur.

Nå ja, jeg gør det på den gamle måde!

Jeg har et gammeldags vækkeur, der rent faktisk ringer, og ikke spiller en eller anden fancy melodi.

Selvom jeg egentlig elsker de vækkeure med melodierne!

Så sådan en sommermorgen, med den der glade melodi.

Ej, vækkeure kan andet end at ødelægge morgener!

Fuck hvor nice!

Egentlig.

Den eneste ulempe ved mit vækkeur er snoozeknappen...

DEN EKSISTERER NEMLIG IKKE!!!!!!!!!!!!!!!!!

Det resulterer i at jeg ofte smider den ud af vinduet.

Ligesom idag.

Men så ringer lortet videre nede i busken.

Og så er jeg nødt til at stå op, OG gå udenfor for at slukke det, og tage det med ind igen...

Måske skulle det blive en vane at smide det udenfor...

Når man tænker over det, er det egentlig ret smart!

Nå, men efter jeg har været ude og hente uret, finder jeg pandekager i fryseren.

Og eftersom der ikke er nogen oppe kl 6 om morgenen, propper jeg dem i mikrobølgeovnen, og sætter te over imens.

Pandekager til morgenmad er det bedste!

Specielt med is på.

Uh, eller kage!

Kage med kage og is på...

Sund start på morgenen!

I hvert fald efter mit hoved!

Jeg bliver vækket af mine tanker, af mikrobølgeovnen der bipper.

Pandekagerne damper, og jeg vælger at smøre Nutella på.

Jeg tager min tallerken og kop med ind i stuen, og tænder tv'et.

Og slår over på en af de der børne-morgen-program ting.

Jeg elsker dem. 

De er så latterlige, at de er sjove.

Midt i mit yndlingsprogram træder Marcus ind i stuen.

Man kan sige meget om min bror, men lækker er han!

Og det må jeg godt sige som søster!

Må jeg ikke?

Eller vent, hvordan er det nu det er?

Man må godt synes sine søskende er lækre, ikk?

Man må bare ikke have et forhold til dem.

Eller have sex med dem.

Ikk?

Hvis ikke jeg var hans søster, havde jeg kastet mig over ham!

Sad, but true.

Eller nej, faktisk ikke sad.

Kun true.

Marcus sætter sig i sofaen ved siden af mig.

"Morgen. Gir' du en?" siger han, og rækker ud efter en af mine pandekager.

Jeg holder tallerkenen tæt ind til mig, og knurrer.

Han griner.

Det er ikke noget at grine af!

Se, men ikke røre!

Savle, men ikke røre!

Overbeglo, MEN IKKE RØRE!

Godt så, så er det ligesom på plads.

Han rejser sig, og begynder at skramle ude i køkkenet.

Jeg bliver færdig med pandekagerne, og sætter tallerkenen på bordet.

Da jeg vil tage teen op taber jeg den i skødet.

En hel kop.

Fyldt med varm te.

"Av for fuck i satan og helvede!!!!" skriger jeg, og springer op.

Koppen falder ned på gulvet, og går i stykker.

Mirakuløst har sofaen undgået at få te på sig.

Så jeg sparker til den.

Smerten skyder op i min fod, og jeg hopper nu rundt på et ben, med begge hænder om min fod.

I næste sekund mister jeg balancen, og brager i gulvet.

Jeg råber for mig selv, og Marcus kommer ind, og kigger på mig på gulvet.

Og koppen på gulvet.

Smiler, og går hen til mig.

"Er du okay?"

Jeg giver ham dræberblikket.

"Jeg har bare tabt en hel kop skoldende te ned i skødet, sparket til sofaen og forstuvet tåen og gået i gulvet for fuld smadder, så ja, jeg har det helt fint! Jeg danser kraftedme rundt på lyserøde skyer lavet af kage og pizza, sammen med min kæmpe, pink sparegris Bobby!" råber jeg, og han griner.

"Sammen med din hvad?!" presser han ud, og knækker sammen af grin.

"Hvad? Er der nu noget galt i det?" spørger jeg, og kommer på benene.

Han griner videre, og jeg humper ud i køkkenet.

Og svinger min fod op på bordet.

Og kigger på min kæmpe, blå tå, med et sår der går ned igennem.

Jeg må have sparket så hårdt til sofaen at der er gået hul.

Ups...

"Marcuuus! Kom liiige!" siger jeg, og kigger bekymret på min tå.

Han kommer smilende ind i køkkenet, kigger på min tå, og knækker sammen af grin.

Igen.

Fucktard!

"Du ved at jeg ikke kan forbinde en fod. Jeg ved jeg ikke kan forbinde en tå. Så vil du ikke nok gøre det?" beder jeg, og han nikker.

Et plaster og en rulle forbinding senere ringer jeg til Gayle.

"Hej skat! Jeg kan ikke komme ned i lufthavnen, jeg er sådan kommet lidt til at forstuve min tå..." siger jeg.

Han sukker højlydt i den anden ende.

"Hvor er det bare typisk dig! Nå, men det gør ikke noget, jeg trænger bare til ro, så vi ses nok ikk?" siger han.

"Jo jo! Kys kys og alt det der!" siger jeg og smiler.

"Vi ses," siger han, og lægger på.

Det ligner ham ikke.

Han plejer at være mere glad.

Og at sige noget sødt til mig, inden han lægger på.

Måske var han bare træt.

"Hey Allie, der er post til dig!" råber Marcus igennem huset.

Tænk at mor og far ikke er vågnet endnu.

Vi har råbt og skreget hele morgenen.

Eller jeg har...

"Fra hvem?" råber jeg tilbage, og humper ud til ham.

"Det ved jeg ikke, det står der ikke," svarer han, og giver mig brevet.

Jeg humper i knap så meget ninja-stil op på mit værelse, smider mig på sengen, og åbner brevet.

Kære Allie. 

Jeg kan umuligt sige det her til dig ansigt til ansigt, og derfor har jeg skrevet dette brev.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det her...

Men jeg bliver nødt til at slå op med dig.

Gnisten er der bare ikke længere.

Jeg er ked af det.

Undskyld.

KH: Gayle <3

Jeg smider papiret fra mig, og lægger hovedet i hænderne.

Tænk at han slog op.

Jeg tager min mobil op af lommen, og finder Gayle under mine kontakter.

#Fuck dig!

Svaret kommer hurtigt tilbage.

#Sorry :(

Jeg smider telefonen fra mig, og smider mig på sengen.

Tænk at han slog op med mig.

Jeg forstår det ikke.

Han betød alt for mig.

Han var den eneste der forstod mig.

Det gør Miles også, men det er ikke det samme.

Jeg kan jo ikke sidde og stirre Miles i øjnene i en halv time, smile til ham, og så kysse ham.

Og have sex bagefter.

Det kunne jeg med Gayle.

Jeg kvæler det første hulk med min dyne.

Og så kommer tårerne.

Jeg hulker, skriger og slår ned i min dyne.

Han knuste mig.

Han knuste mit hjerte.

Marcus kommer ind, og ser mig på sengen.

Han sætter sig på sengen ved siden af mig.

Aer mig blidt på ryggen.

Han samler papiret op, skimmer det, og giver mig et knus.

Jeg hulker som aldrig før.

Mig der aldrig græder.

Mig der HADER overdramatisering, og folk der bliver hylet helt ud af den, på grund af en fyr.

Nu var jeg selv en af dem.

Marcus klapper mig på ryggen, og går så ud.

Jeg kan høre ham tale udenfor min dør.

10 minutter senere står Miles i mit værelse, med en kage fra bageren.

Jeg sætter mig op, og kravler ind under dynen.

Miles sætter en gyserfilm på, og kravler ind under dynen til mig.

Aer mig på ryggen.

Og tårerne står ud af øjnene på mig.

"Allie da," siger han, og trækker mig ind til sig. 

"Hvad sker der lige? Det er da virkelig alvorligt, du græder jo," siger han, og giver mig et stykke kage.

Jeg nikker, og spiser min kage.

Marcus kommer ind med en sækkestol og en bøtte is, og smider sig foran min seng.

Sådan sidder vi længe, og ser gyserfilm.

Vi er bare sammen.

Og de trøster mig.

Bare ved at være til stede.

Fuck Gayle, det her er min virkelige familie.

Gayle ville aldrig trøste mig på den her måde.

Eller se mig spise en hel kage og en halv bøtte is, mens vi så gyserfilm.

Han ville aldrig være der for mig.

Men det indser jeg først nu.

En besked tikker ind på min mobil.

#Tænk at du først ser det nu. Jeg ser det selv først nu. Jeg har udnyttet dig, og det er jeg ked af. Jeg har været til koncerter, lånt penge, skaffet mig en masse ting gennem dig, pga. Marcus og hans forbindelser. Jeg er så ked af det. Undskyld.

Jeg hader ham.

Jeg smider telefonen igennem rummet.

Drengene kigger forskrækket på mig.

Jeg giver min telefon fingeren.

Marcus trækker den hen til sig med foden, og rækker mig den.

Pludselig ringer den.

"Hvis det er Gayle, skal jeg personligt køre hen og smække ham en," siger Miles.

Jeg smiler.

Men det er ikke Gayle.

Det er mor.

Hun siger sikkert vi skal skrue ned for fjernsynet.

"Hej mor," siger jeg.

"Allie." Hendes stemme lyder træt og skrøbelig.

"Jeg sidder på hospitalet. Din far har forsøgt at hænge sig. Han er ikke død, men der er ikke stor chance for han overlever." 

Jeg taber mobilen.

Og skriger.

 

---------------------------------------------------------------------------

SÅ blev det spændende!

Hvad synes I?

Og hvad tror i der sker nu?

(Dette kapitel er ikke rettet igennem, så undskylder på forhånd for fejl!)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...