Infinite

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2015
  • Opdateret: 26 jun. 2015
  • Status: Igang
En atomkrig har ødelagt jorden som vi kender den. Nora vågner op og ved ikke hvordan hun har overlevet. Da hun ved en tilfældighed hører om en by der efter sigende skulle have overlevet krigen og være befolket, drager hun ud for at finde den, i håbet om at finde sin familie der. På vejen møder hun soldaten Alex, som på mystiskvis også overlevede krigen. Sammen opdager de at de har specielle kræfter, de begge må tage hånd om, mens at de bliver jagtet af blodtørstige væsner, der er blevet påvirket af strålingen.

4Likes
6Kommentarer
2052Visninger

6. 5

Noget koldt og vådt rørte mit ansigt, hvilket fik mig til at slå øjnene op. Jeg hev panisk efter vejret og så rundt. Alex sad ved siden af mig med en klud i hånden, og så på mig. "Du burde være død", påpegede han ærligt og jeg så irriteret på ham, inden jeg såret sagde: "jamen, jeg er også glad for at se dig". "Det er ikke det jeg mener", mumlede han og rakte hånden frem mod mig, mens han sagde: "du er ikke skadet overhovedet". Jeg tog imod hans hånd og han hjalp mig op at sidde. "Vi kørte galt, du røg ud gennem ruden og fløj omkring 5 meter, inden du landede igen", forklarede han forvirret og jeg så chokeret på ham. De brune øjne så bekymret på mig, inden han forvirret hviskede: "ingen ville kunne overleve det". Han rejste sig og jeg så rundt. Vi var inde i et hus. "Ingen ville kunne overleve en fucking atomkrig", råbte han og det gav mig et chok, så jeg så forskrækket på ham. Han stod og så ud af vinduet, mens han havde armen løftet over sig og lænet op af væggen. Han klappede hånden mod væggen og trådte tilbage, inden han frustreret råbte: "ingen ville kunne brænde andre med deres hænder". Han smadrede hånden ind i muren og jeg tog mig til munden, mens jeg stirrede skræmt på ham. Han tog langsomt hånden til sig og så på den, hvilket fik mig til at rejse mig og styrte hen til ham. Vi så begge på hans hånd, der var fyldt med blod og hvor hans knogle stak lidt ud. Det gav mig kvalme og jeg så på ham, da jeg ikke kunne se på ham. Han så chokeret ned på hans hånd og sank en klump, mens hans underlæbe dirrede. "Det gjorde ikke ondt, hvorf", han stoppede i en sætning og spærrede øjnene op. Han så stadig på hånden og det fik mig til at gøre det samme. Hans hånd begyndte at hele. Knoglen satte sig på plads og huden voksede sammen omkring den, mens blodet langsomt forsvandt. "Hvad fanden", skreg jeg og veg tilbage. Min krop ramte væggen og jeg gispede panisk efter luft, mens jeg så rundt og tog mig til hovedet. 

"Okay hvad sker der?", spurgte Alex forvirret og viftede med hånden, hvilket fik mig til at se på ham. "Hvordan skulle jeg vide det?", hvinede jeg skræmt og han stoppede i en bevægelse, for at se på mig. Der lød et brag udenfor og jeg farede sammen, mens Alex så ud. "Det er de skide zombier", mumlede han træt og gik lidt væk fra vinduet, mens han kløede sig i nakken. "Kan det være en slags følge af strålingen?", spurgte jeg bange og han så hen på mig, mens han rynkede panden. "Så pga strålingen har vi fået superkræfter?", spurgte han en smule hånligt og jeg rettede mig op, inden jeg pegede på ham og sagde vredt: "du ved ligeså lidt som jeg gør, indtil videre er det den eneste fucking mulighed". Han så overrasket på mig og jeg pressede læberne sammen til en tynd streg, inden jeg slappede af i kroppen og tog en dyb indånding. Han fortsatte med at se overrasket på mig. "Vi ved intet. Vi ved ikke hvordan vi kunne overleve krigen, hvordan jeg overlevede uheldet, hvordan Robbie kunne brænde dig og hvordan du helede", opremsede jeg og satte mig på en stol ved siden af hvor jeg stod. Jeg støttede albuerne på mine lår og kørte hænderne op i mit hår, mens jeg tog dybe indåndinger. "Vi burde være døde Alex", hviskede jeg og han gik hen til mig, inden han lagde en hånd på min skulder og gav den et klem. "Lige nu skal vi bare fokuserede på at komme væk fra Robbie og finde den by", konstaterede han og jeg så bagud på ham, mens jeg sænkede hænderne og lod dem hvile på mine lår. Han sendte mig et smil og jeg nikkede svagt, hvilket fik ham til at fjerne sin hånd og sætte sig på stolen overfor mig. 

•••

Varmen var ved at tage livet af mig og jeg gispede efter luft, mens jeg trak tasken længere op på skulderen. Da vi havde kørt galt, kunne vi ikke fortsætte i bilen. Så vi havde taget de våben vi ville få mest brug for og så havde vi taget noget af maden, samt vandet. Alex bar våbene og jeg gik med maden. "Hvad gør vi, hvis han finder os igen?", spurgte jeg ud i luften, nok mest rettet til mig selv. Alex så nu på mig og jeg drejede hovedet for at se på ham, mens jeg fortsatte: "han har specielle kræfter, Alex. Han kan nemt dræbe os". Han fugtede sine læber og kneb øjnene sammen, mens han så fremad. "Det har vi også", mumlede han og jeg rynkede panden, mens jeg skubbede mit pandehår væk fra øjnene. "Vi helede. Du overlevede uheldet. Vi overlevede atomkrigen", forklarede han og stoppede op, mens han så rundt. Da han så tilbage på mig, lagde han hovedet lidt på skrå og fortsatte: "vi burde være døde". Han fugtede sine læber og slikkede sig i mundvigen, mens han klemte øjnene sammen og så rundt i området. "Men det er vi ikke", mumlede jeg og skubbede mit hår væk fra ansigtet, så jeg bedre kunne se ham. "Hvorfor er vi ikke døde?", spurgte jeg med sammenbidte tænder og han så på mig, mens han sank en klump. Jeg trådte tættere på ham og han så på mig, mens han sank en klump. "Hvis vi også har kræfter, så må vi finde ud af hvilke", konstaterede jeg og lavede et lille kast med hovedet, hvilket fik ham til at nikke og se rundt. "Vi er nød til at finde ud af det, men det tror jeg ikke vi bare kan gøre med det samme", forklarede han og begyndte at gå igen. Jeg fulgte hurtigt efter ham og så på ham, da han fortsatte med at snakke: "vi ved ikke hvad vi kan holde til og hvad vi ikke kan". 

Han fugtede sine læber og så ned på mig, inden han lagde hånden på min skulder og gav den et klem. "Vi skal nok finde ud af det", konstaterede han og slap mig igen, inden han fortsatte med at se fremad. Mit blik landede på noget i horisonten og jeg stivnede. Jeg lagde min hånd på hans arm, for at stoppe ham. Han stoppede op og vendte sig mod mig med et forvirret udtryk. "Nora?", spurgte han og jeg rynkede panden, mens han så rundt. "Jeg er lige her", sagde jeg forvirret og grinede, hvilket fok ham til at se rundt igen. Jeg viftede med hånden foran mig, men det virkede som om at han ikke kunne se mig. At han bare så gennem mig eller på noget bag mig. "Hvad kigger du på?", spurgte jeg og lagde hånden på hans arm, hvilket fik ham til at fare tilbage og se rundt. "Okay, hvad fuck", mumlede han og tog sig til hovedet. Jeg begyndte at grine og han spærrede øjnene op. Hans udtryk viste at han var helt forvirret. "Du var væk. Jeg er helt seriøs, du var væk. Usynlig", forklarede han og jeg rynkede panden. "Og det er jeg ikke mere?", spurgte jeg og han rystede på hovedet, hvilket fik mig til at grine forvirret. Der lød et slags brøl og vi så begge bagud, hvor en gruppe zombier kom løbende omkring 10 m fra os. Alex trak mig med sig og vi begyndte at løbe. Det føltes som om at mine ben bevægede sig hurtigere end normalt, men når jeg så på Alex, løb vi i samme tempo. Det fik mig til at se bagud og spærre øjnene op. Zombierne der før var tæt nu, var over 100 m væk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...