Infinite

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2015
  • Opdateret: 26 jun. 2015
  • Status: Igang
En atomkrig har ødelagt jorden som vi kender den. Nora vågner op og ved ikke hvordan hun har overlevet. Da hun ved en tilfældighed hører om en by der efter sigende skulle have overlevet krigen og være befolket, drager hun ud for at finde den, i håbet om at finde sin familie der. På vejen møder hun soldaten Alex, som på mystiskvis også overlevede krigen. Sammen opdager de at de har specielle kræfter, de begge må tage hånd om, mens at de bliver jagtet af blodtørstige væsner, der er blevet påvirket af strålingen.

4Likes
6Kommentarer
2051Visninger

3. 2

Alex havde en bil han kørte rundt i, så rejsen var meget hurtigere og nemmere. Ingen af os sagde noget til hinanden, vi fokuserede bare på at finde andre overlevende. Jeg skævede hen på Alex, der sad og kløede sig på kinden. Den anden hånd hvilede afslappet på rattet, da han egentlig ikke behøvede at have fat. Der var ingen biler eller mennesker han kunne køre ind i. Jeg kunne ikke tyde hvor gammel han var, da han på samme tid så ung og gammel ud. Han skiftede gear og trykkede speederen lidt i bund, mens jeg så væk. Ud af øjenkrogen, kunne jeg se at han drejede hovedet og så på mig. "Du sagde du håbede på at finde din familie i den der by", påpegede han og jeg så på ham, mens han fugtede sine læber. "Hvorfor var de ikke det samme sted som dig?", spurgte han og så på mig med en rynket pande. "Jeg var hos en veninde, da krigen brød ud", konstaterede jeg og sank en klump. "Jeg kom op at skændes med min far. Det sidste jeg sagde til ham, var at jeg ikke ville se ham", forklarede jeg og så ned på mine hænder, mens skyldfølelsen skyllede ind over mig. Jeg havde en halskæde på der havde været min mors. Min far havde givet mig den til hendes begravelse. Jeg tog fat om vedhænget og knugede det til mig, mens jeg tog en dyb indånding. Alex svarede ikke og det var jeg egentlig glad for. Jeg rømmede mig og rettede mig op, inden jeg så på ham. "Hvorfor er du ikke sammen med din enhed?", spurgte jeg og drejede hovedet for at se på ham. Han viste ikke nogen form for følelser, stirrede bare på landskabet foran ham og sank en klump. "Den første bombe der sprang var en almindelig bombe. Den delte enheden i to grupper", forklarede han og strammede grebet om rattet. "Jeg ledte efter dække og var pludselig alene, da atombomben så blev smidt i byen ved siden af os.", fortsatte han og på nu på mig, hvilket fik mig til at synke en klump. Han fugtede sine læber og rystede på hovedet, inden han så ud på vejen og sagde: "alt blev sort og da jeg vågnede var alle væk". 

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Jeg føler at han giver sig selv skylden for at have mistet sin enhed. "Det ikke din skyld", røg det ud af mig og jeg bed tænderne sammen, mens jeg så væk. "Det ved jeg godt, jeg er bare vred på mig selv fordi jeg ikke var opmærksom", konstaterede han ærligt og fugtede sine læber, inden han satte farten lidt op. "Vi kommer vist til en eller anden by nu. Vi kan finde noget mad og ly for natten her", forklarede han og jeg satte mig op i sædet. I horisonten kunne man ane udkanten af en by, hvilket fik en lille smule håb til at vokse i mig. "Ved du hvorfor der bliver så koldt om natten?", spurgte han og jeg så på ham. Han så også på mig og jeg rystede på hovedet. "Det er sært. Jeg har oplevet kolde nætter i min tid som soldat, men det her", han holdte en pause og rystede afværgende på hovedet, inden han sukkede og sagde: "det her er anderledes". Det gav jeg ham ret i. Jeg havde også oplevet kolde nætter, men nætterne efter krigen var utrolig slemme. Det ville svare til hvis man sov i telt, når der var sne og man ikke havde noget tæppe over sig. "Sover du så i bilen?", spurgte jeg og rettede mig op i sædet, hvor jeg vendte mig og så i bagenden. På sæderne bag i, lå der tre tæpper. Bagagerummet var fyldt med våben af alle slags. Pistoler, maskinpistoler, knive, granater. Hvis man fjernede tingene, ville der kunne ligge en mere. "Ja, men det tror jeg ikke vi behøver i nat", forklarede han roligt og jeg så på ham, mens jeg satte mig normalt. "Hvad hvis alle er døde?", mumlede jeg spørgende og han så på mig, inden han smilede skævt. "Tvivler på det. Vi kan ikke være de eneste i hele verden, der har overlevet den her atomkrig", påpegede han og grinede lidt. Selvom han prøvede at virke stærk, var der tvivl i hans stemme. Han var sikkert lige så urolig, som jeg var. Han viste det bare ikke.

Da vi kørte ind i byen, kunne jeg ikke lade være med at føle mig trist. Alle huse var forladte og nogen var smadret. Bilerne på vejen var ødelagte og støvede. "Hold da kæft. En hel by, bare udslettet", sukkede Alex og jeg så på ham, mens jeg sank en klump. Vi kørte langsomt gennem byen, for at se om der var nogen overlevende. Men vi kunne ikke finde nogen. Det begyndte at blive mørkt og vi studerede husene, for at finde et der så ud til at være i stand. "Det der", jeg pegede på et stort hvidt hus, som så utrolig velholdt ud. Han drejede ind i indkørslen og slukkede bilen, inden han steg ud. Jeg fulgte trop og han låste bilen, hvilket han ikke behøvede. Gamle vaner holder ved. Vi bevægede os op mod huset og Alex tog i døren. "Selvfølgelig er der låst", mumlede han opgivende og skulle til at sparke døren ind, men jeg stoppede ham. "Led efter en nøgle", beordrede jeg og han så overrasket på mig med et smil på læben. Han var nok ikke vant til at en ung pige beordrede ham, en hårdkogt soldat, til at gøre ting. Jeg skubbede lidt til krukken ved siden af døren, mens han løftede måtten. Vi tjekkede under og inden i alle ting omkring døren. Da vi ikke fandt nogen nøgle, sukkede jeg og satte hænderne i siden. "Lad os finde et andet hus", mumlede han og bevægede sig ned af trapperne, ned mod bilen. "Nej vent", sagde jeg og gik hen til døren. Der var en kant over døren, hvor der stod en enkelt lille blomst. 

Jeg stillede mig på tæer og rakte hånden op, men jeg var stadig ikke høj nok. Alex kom hurtigt hen og gjorde det samme som mig. Han mærkede rundt på kanten og et smil bredte sig over hans læber, mens han stoppede ved noget. "Godt tænkt Nora", sagde han smilende og holdte en nøgle op, som han viftede lidt med. Bagefter låste han døren op og åbnede den, hvilket fik mig til at klappe hænderne sammen. Vi gik ind og jeg lukkede døren efter os, mens han fortsatte ind i huset. "Her kunne jeg godt bo, kæft et lækkert hus", råbte han inde fra rummet ved siden af det jeg var i og jeg grinede, mens jeg bevægede mig ind i et andet. Det var stuen. Jeg gik hen mod en anden dør og så mig lidt rundt, inden jeg åbnede den og så fremad. En person farede frem mod mig og jeg skreg, mens jeg væltede omkuld. Vedkommende gik til angreb på mig og jeg skreg, mens jeg prøvede at stoppe slagene. "Hvad sker de - holy shit", lød det henne fra døren. Der lød et skud og personen over mig, væltede af mig. Hurtigt kravlede jeg hen mod Alex, der hjalp mig op og sigtede på vedkommende. Jeg så derhen, hvor personen rejste sig langsomt op og så hen mod os. Det der havde været en ung mand, var nu et blodtørstigt væsen. Håret var faldet af nogen steder og øjnene var blodskudte. Han blødte også lidt ud af mundvigene og hans tøj var flænset. "Er du okay?", spurgte han og så kort på mig, mens han sigtede på drengen. "Hvad venter du på, skyd ham", hvinede jeg lavt og drengen så nu på mig. Han knurrede og jeg pressede læberne sammen, mens jeg rykkede mig lidt om bag Alex. Drengen farede frem mod os og Alex skød ham tre gange i hovedet, så stilheden atter lagde sig over huset. Mit hjerte hamrede hårdt mod mit bryst og jeg opdagede at jeg havde holdt vejret. "Mon der er flere?", spurgte jeg bange og han lagde sin hånd på min arm, inden han sagde: "jeg ved det ikke, bliv her". Jeg flyttede mig ikke fra stedet, selv da han efterlod mig der. 

2 minutter efter kom han tilbage og så på mig, inden han rystede på hovedet. "Der var ikke flere, men på et af værelserne lå der et lig", forklarede han og jeg nikkede, mens jeg slappede lidt af i kroppen. "Lad os få noget søvn", påpegede han smilende og puttede pistolen i hylsteret igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...