Black Rabbit

Kunne leve forevigt. Prisen er høj, men Valerie betaler den og opdager snart at der følger mange konsekvenser med. En ny verden åbner sig op, men hun kan ikke finde plads i den efter sin synd om evig ungdom.

0Likes
0Kommentarer
208Visninger
AA

2. I mørket springer minder frem

Der var mørke. Der var meget mørke. Intet lys. Kun mørke.

Hun var alene i mørket.

  ”Er jeg død?”

Lød hendes stemme hæst. Hun var sikker på, hendes øjne var åbne, men hun så intet. Hun bevægede sine tæer op og ned. Hun knugede sin hånd og åbnede dem igen. Hendes krop føltes tung. Overalt gjorde det ondt, som om hun var faldet fra en bygning og ramt jorden. Hun løftede sin arm, men den ramte noget. Hun løftede også den anden arme og mærkede et loft over hende. Det føltes ru, og der duftede af eg.

  ”Hvor er jeg?”

Lød hendes stemme igen. Var det her helvede? Panik begyndte at ulme i hende, og hun fosøgte at skubbe loftet væk, men uden held. Skubben blev til hamrene slag mod træet, og snart råbte hun også efter hjælp.

  ”Er der nogen?”

Råbte hun så højt, hun kunne, men ingen svarede. Alene i mørket lå hun. Selvom det ikke ændrede noget, lukkede hun øjnene. Toner fyldte det lille rum, der holdte hende fanget. Der var ingen tekst til sangen, bare en melodi. Hun blev ved med at nynne, til hun var faldet til ro.    

Hun forstod intet. Det sidste, hun huskede, var publikums klappende hyldest til hende. Nej. Det var ikke det sidste. Et rødt lys, så brændende at det frembragte frygt helt ind i hende. Selvom det var et lys, var hun sikker på, hun huskede, det var varmt. Måske nærmere brændende, som ild selv. Det røde lys gav hende kuldegysninger. 

Var det her hendes straf for at have haft et ønske? Et ønske der ikke kunne være hendes skyld. Havde Lucy Kendall aldrig forsøgt at tage hendes scene, ville hun aldrig have opsøgt den gamle kone. Hendes hoved begyndte at gøre ondt, mens hun forsøgte at sammensætte minder om, hvad der egentlig havde fået hende i denne situation.

Alt var kun gået opad for hende. Hendes karrier var på sit højeste, hver koncert var udsolgt. Alt var præcis, som hun ønskede, indtil Lucy dukkede op.

Lucy havde ikke kæmpet sig frem, som hun havde. En velstående mand fra London havde forelsket sig i Lucy og hjulpet hende frem. Bitterhed fyldte hende, bare at tænke på Lucys ansigt.

Hun havde kun engang snakket med Lucy, men den samtale havde sendt hende mod konen.

Til en gallakoncert for kongehuset, efter hendes optræden havde Lucy stået bag scenen. Egentlig ville hun bare have skyndt sig forbi Lucy, men hendes smil stoppede hende.

  ”Hvad smiler du sådan af?”

Havde hun spurgt. Hvorefter Lucys smil var blevet bredere.

  ”Det var en ret dårlig optræden i aften. Måske du snart burde anerkende, du er for gammel til den her scene.”

Hun huskede, hvordan varme havde strømmet til hendes kinder.

  ”Undskyld mig?”

Var det eneste, hun havde kunnet få frem.

  ”Vi ved alligevel begge, at folk er kommet for at se mig i aften. Der er ikke plads til os begge, og siden alderen har sat sine spor på dig,  er det mig, der bliver.”

Hun var målløs. Der var kun nogle års aldersforskel på de to piger, hvordan kunne hun snakke sådan til hende?

  ”Ingen gider klo på en gammel kone som dig.”

Var de sidste ord Lucy havde sagt, inden hun havde vendt sig og gået ud på scenen, hvor publikum bød hende velkommen med en højlydt klappesalve.

Mindet om samtalen gjorde stadig ondt, men ikke nær så meget som mødet med konen.

Mørket i det lille rum, gjorde det umuligt at få mindet om konens ansigt ud af hendes hoved.

Konen boede i Londons mørkeste og mest beskidte gade i en faldefærdig lejlighed. Der boede kun hende i hele bygningen, og formentlig også i bygningerne omkring.

Konen manglede det ene øje, og det meste af hendes hår. Hendes hud var rynken og beskidt, og der var en frygtelig lugt i lejligheden.

Hun havde ikke fortalt, hvad hun var kommet efter, før konen havde budt hende en plads nær pejsen, der havde nogle sløve flammer tilbage.

  ”Du søger evig ungdom?”

Havde konen klonkluderet og lænet sig tilbage i sin stol, med hvad hun var sikker på havde været et grin. Måske havde konen mange unge piger randende og søgte evigungdom, så det var et heldig gæt, at hun også søgte det.

  ”Jeg kan sagtens hjælpe dig med det.”

  ”Hvad får du ud af det?”

Havde hun forsøgt at spørge med en så kølig stemme som muligt.

Konen havde forsøgt at holde et smil tilbage, mens hun svarede;

  ”Siden du kan leve for evigt, får du ikke brug for at komme i himlen.”

  ”Vil du have min sjæl?”

Havde hun gispet.

  ”Det er ikke din sjæl. Du vil bare ikke have muligheden for at gå i himlen mere.” 

  ”Men jeg kan stadig dø?”

  ”Hvorfor skulle nogle dræbe et så kønt ansigt som dig?”

Konen havde haft et utålmodigt udtryk.

  ”Du kommer til at være evig ung, og medmindre du knuser en mands hjerte så meget, så han river dit ud, vil du leve for evigt. Du giver mig noget, du alligevel aldrig for brug for.”

Hun havde haft en klump i halsen, hun ikke kunne synke. Mest af alt havde hun lyst til at løbe ud af døren, men alligevel blev hun siddende.

Hun tog en dyb indånding. Minderne derefter var rodet, og egentlig havde hun ikke lyst til at huske, hvad der skete. Alt hun vidste, var hun nok var død. Om hun var kommet til live igen, som lovet, var hun ikke helt sikker på.

Hvis hun ikke kunne kommet i himlen, kunne hun så heller ikke komme i helvede? Hvis det her var helvede, var det ikke vitterligt imponerende. Alle de skrækhistorier hun var blevet fortalt, og så var helvede bare mørke. Fanget med ens tanker og minder kunne måske være helvede for nogle, men lige nu ville det nok mest være kedsomhed og forvirring, der ville være et problem.

Noget var på vej. Hvordan hun vidste det, var hun ikke sikker på, men det var som om, hun svagt kunne høre fodtrin over hende. De blev højere i takt med, de kom tættere på. Fodtrinene stoppede lige over hende.

  ”Hjælp! Er der nogen?”

Råbte hun, og håbede så inderligt på et svar.

Ingen svarede, men en underlyd startede. Gravede nogen? Lyden blev højere og højere til den var næsten lige over hendes hoved. Lyden af metal mod træ lød i et stykke tid. Stille og utålmodig lå hun. Et spinkelt håb at nogen var kommet efter hende. Et håb om at se sollys igen.

Der blev stille. Der var stille i noget tid. Der var stille for lang tid. Måske havde hun fået sit håb op for ingenting. Det var måske en del af helvede, at tro man ville blive reddet for så at blive snydt. Måske skulle hun ligge i timer, uger, før et nyt trick ville komme forbi.

En brutal lyd lød centimeter over hendes hoved, og i panik lukkede hun øjnene hårdt i.

Nogen rømmede sig, og hun åbnede øjnene forsigtigt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...