En Rose Ville Dufte Lige Sødt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2015
  • Opdateret: 7 maj 2015
  • Status: Igang
Liam di Moore ankommer til den lille by, Wrinfield, med sin søster, mor og stedfar, og indtil videre virker alt til at gå galt for ham. Hans far døde i en ulykke år tidligere, hans stedfar er en fanatisk kristen, som ser Liam som et djævlebarn, og hans eneste ven er en selvmorderisk pige, som han ikke længere kan være sammen med. Alt er vendt på hovedet. I hvert fald indtil han møder Eddie og Kathrine, som straks tager ham til sig og viser ham hvordan, tingene bliver gjort i den lille forstad. Samtidig møder han også Casey, mystiske Casey, som ingen helt fatter, og han tager det som sin opgave at finde ud af hende. Til gengæld lærer hun ham om livet og værdiheder, og Liam indser, at familie ikke nødvendigvis er bundet af blod.

3Likes
1Kommentarer
263Visninger

1. Kapitel Et

Liam di Moore ankom til byen Wrinfield på en lørdag med sin mor, Lilian, sin søster, Clara, og sin stedfar, James. Det var egentlig planlagt at skulle være om søndagen, men det ville James ikke høre tale om. At arbejde på en søndag virkede som en skandale, så han sagde meget bestemt, at de måtte gøre det om lørdagen.

 “Liam.” Clara rev i hans ærme. Han vendte blikket mod hende og rev den ene af sine høretelefoner ud.

 “Hvad?” spurgte han.

 Hun pegede på noget på sædet. Han så ned og opdagede det Barbie blad, han sad på. Han flyttede sig, så hun kunne tage det, og rettede så igen opmærksomheden mod landskabet, de susede forbi.

 ‘... shadow’s the only thing that walks beside me. My shallow heart’s the only thing that’s beati...’

 “Ej, se Liam,” sagde hans mor. “Der er heste derude.”

 Liam rullede med øjnene. “Nej hvor dejligt,” sagde han sarkastisk. “Sådan én har jeg aldrig set før.”

 “Liam,” sukkede hun. “Kunne du være lidt mere entusiastisk?”

 “Hårdt arbejde har aldrig været min stil.”

 “Liam,” sagde James truende. “Dovenskab er en dødssynd, det var vi jo igennem sidste uge.”

 “Undskyld mig, så,” sagde Liam trættende. “Jeg elsker hårdt arbejde, yay.”

 “Hør, jeg ved godt, det var hårdt at flytte fra dine venner, me…” startede Lilian.

 “Hvilke venner?” mumlede han mod sin håndflade.

 “Jenna og… og…”

 “Det er også rigtigt,” sagde han og stirrede olmt på hende. “Jenna har uheldigvis bare ikke andre venner end mig, og hun sagde selv, jeg holdt hende i live. Så nu hvor hun ikke har mig længere, så bliver det næste væddemål på skolen sikkert, hvornår hun slår sig selv ihjel…”

 Bilen stoppede med et hvin, og han fik kun lige afsluttet sætningen. James trådte ud af bilen, åbnede hans dør og hev ham ud. Han skubbede ham op ad den og gav ham en lussing. Og en til. Og en til. Indtil hans kind blødte en anelse. Han gav slip, og Liam skulede mod ham, da de begge satte sig ind igen.

---

 

Da de kørte ind i byen, hævede Liam et øjenbryn. Det lignede mest af alt en gammel landsby med stenhuse og fint trimmede hække. Alle havde et smil på læberne, og deres trak, deres bevægelser virkede vanedannende, som om de gjorde præcis det samme hver dag.

 “Er det ikke en dejlig by?” spurgte Lilian og klappede hænderne sammen.

 “Moah, hvorfor ser de sådan ud?” Clara sank lidt ned i sædet.

 “Clara!” James rettede sig lidt i sædet. “Alle mennesker er Guds børn. Vil du tale grimt om Guds Børn? Det kommer med en straf.”

 Lilian sukkede, Clara rystede på hovedet.

---

 

De ankom til deres ny hjem; et lille stenhus med to etager, skorsten, hvid stakit rundt om forhaven og en lille sti op til fordøren.

 “Ej, hvor hyggeligt.” Lilian smilede stort og trådte ud af bilen, der var parkeret i indkørslen. Clara tog hende i hånden, lige så snart hun kom ud. Liam rullede med øjnene og åbnede bildøren.

 De gik igennem havelågen i ligusterhækken. Her var der også en sti, der kolliderede med den anden. James hev en nøgle op ad lommen og låste døren op.

 I det samme løb en lille, hvid Labrador ud. Clara gispede med et kæmpe smil. Hun satte sig ned på hug, og hunden kom hen til hende. Den snusede til hendes hånd og lod hende ae den.

 “Er den til mig?” spurgte hun.

 “Den er til deling,” smilede Lilian og så strengt på sin mand. James nikkede efter en tøven.

 “Hvad skal den hedde?” spurgte Liam og satte sig ved siden af hende.

 “Er det en pige?” spurgte hun.

 “Nej,” svarede James.

 “Jamen så skal han hedde… Kiwi.” Hun grinede højt.

 “Hvorfor Kiwi?” spurgte Lilian.

 “Fordi… fordi…” Det kunne Clara ikke svare på, så hun løb ud på græsset.

 Ude på vejen ankom flyttebilerne.

---

 

Liam undersøgte alle rummene nedenunder. Så gik han ovenpå. Heller ikke her var der det store udvalg af værelser. Enten var de for store eller for små. Så til sidst valgte han værelset længst til venstre med vindue ud mod vejen.

 Der kom en madras op, en sækkestol og et lille klapbord med en lampe og et vækkeur. Han gik ned i hvad, der ville blive en stue, hvor der stod en grå hjørnesofa og et lille spisebord. På bordet lå en plantegning over huset, og James og Lilian var ved at bestemme de forskellige rum, tapet og gulv. Clara sad på gulvet med Kiwi. De legede med et reb, og hun lo fornøjet.

 “Så jeg tænkte, vi kunne have en babyblå farve på badeværelset hernede,” sagde Lilian. “Nogle vægfliser i brusebadet. Og også fliser til gulvet. Liam! Hvilken farve skal dit værelse have?”

 Liam trak på skuldrene og satte ved siden af sin søster. “Limegrøn?” foreslog han.

 Lilian noterede det. “Træplader eller gulvtæppe?”

 “Træplader,” sagde han.

 “Og Clara?”

 “Lyserød,” grinede hun og lagde sig på ryggen. “Kan jeg få et lyserødt gulvtæppe?”

 Lilian smilede. “Ja, selvfølgelig,” svarede hun.

---

 

Herre! velsign os og disse gaver, som vi skal modtage af din milde godhed. Ved Kristus, vor Herre. Amen,” sagde James. Han gav slip på Claras og Lilians hænder. Selv strøg hun tomlen over sin søns hånd med et lille smil.

 “Amen,” mumlede Liam og tog sit bestik.

 Clara fumlede lidt med kødet og holdt omvendt på sin gaffel.

 “Clara, søde,” sagde James. “Skal jeg ikke hjælpe dig med det?”

 “Det plejede far også at gøre,” sagde hun fornøjet.

 James stirrede vredt på Lilian. Han vendte så blikket mod tallerkenen, skar kødet i små stykker og henvendte sig så til at kone igen. Han gjorde et hovedkast mod fransk dørene, der ledte ind i stuen. Hun rejste sig og fulgte med.

 Man kunne kun svagt høre nogle ordene. Nævnte ham… jeg kunne… du skulle… jeg er hendes far nu!

 Liam fnøs.

 Lilian og James kom tilbage fra stuen. De satte sig ned som om intet var hændt, men akavetheden var tung i luften.

---

 

Liam vendte sig om på siden. Sengen var langt fra behagelig, og månelyset var ualmindeligt skarpt. Som om det drillede ham, hånede ham.

 Det var ikke første gang, James havde hevet hans mor ud af rummet. Det var ikke første gang, da havde haft et usædvanligt dumt skænderi. Nogle gange undrede Liam sig over, om han simpelthen bare gerne ville skændes med nogen. Hvad enten det var med ord eller med tæsk. Og dem havde Liam efterhånden fået mange af.

 Men Lilian ville ikke forlade ham, nej, nej. Hun var helt sikker på, hun elskede ham dybt, selvom det til tider var nærmest umuligt at se. Efter hendes første mands død, lukkede hun fuldkommen i. Hun lavede ikke mad i flere uger, og Liam måtte tage sig af Clara, mor og ham selv.

 Så mødte hun James i en frikirke. Han hjalp hende åbenbart. Og de blev ih og åh så forelskede, og til sidst blev de gift.

 Liam sukkede og lagde sig på maven. Han vendte ansigtet væk fra vinduet og fandt den mest behagelige stilling, han kunne. I morgen var første skoledag. Det skulle nok blive sjovt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...