"I did it my way"

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2015
  • Opdateret: 5 maj 2016
  • Status: Igang
Min virtuelle dagbog, om min kamp tilbage til hverdagen og tilværelsen.

Jeg har længe lidt af angst og depressionstræk. For nylig fik jeg en diagnose: aspergers. Det betyder, at jeg nu har et år til lære at tilpasse mig min diagnose, så jeg får det bedre og kommer tilbage til verden. Samtidig skal jeg lære at blive 18, bryde ud af min mors beskyttende vinger, og være helt almindelig ung.

0Likes
0Kommentarer
877Visninger
AA

3. Juli 2015

1. juli

Kære dagbog. 

De kommende begivenheder skræmmer mig, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg fylder 18, Frederikke rejser, 3.g (på deltid). Jeg ved ikke hvad der kommer til at ske, og det ukendte skræmmer mig som bekendt. Det er natten før min fødselsdag. Vi er ved at få de sidste detaljer om i morgen på plads. Min mor, vores familie og venner, kommunen, alle sammen siger de, at det at fylde 18 er en stor ting. Mange pligter, meget ansvar, mere frihed. Jeg ved ikke, om jeg er klar til det. Til det skridt.

Lige nu er jeg bare mest træt. Det har været en lang dag, og det bliver en endnu længere dag i morgen. Jeg burde sove, men min serie trækker. Kender du det, når du ved du er træt og burde sove, men alligevel ikke helt føler du har ro. Derfor overvejer du at se noget, der kan give dig ro, men du ved, at hvis du starter så bliver det alt for sent. Det er lidt sådan jeg har det nu.

Adiós!

 

2. juli

Kære dagbog.

Jeg skriver det her et par dage efter datoen. Mange ting har sat mig lidt bagud.

2.7. var min fødselsdag. Jeg blev 18. Jeg har frygtet dagen i månedsvis. Jeg sov dårligt natten op til, og måtte stå op og gå i bad tage tøj på etc., kun for at lægge mig i sengen igen og blive vækket af mine forældre med sang. De forstod ikke, at jeg skulle ud af døren efter morgenmaden. Jeg gik i biografen med min kusine. Det var faktisk super hyggeligt. Filmen var god, og bagefter havde vi masser af tid, så vi gik en tur nedad (hele!) Strøget. Ved Kongens Nytorv fik vi en is, og sad på trappestenen til det Kongelige Teater og spiste den i solen. Det var helt perfekt, og den absolut bedste måde at fejre fødselsdag på, for mit lille teaterhjerte.

Da jeg kom hjem igen, ca. kvart over 4, havde jeg lige en halv time at slappe af i, inden mine gæster kom. 3 par bedsteforældre. onkel og kæreste samt 2 nærmeste veninder udenfor kategori. Det var umådelig hyggeligt og nede på jorden. Vi sad ude i haven, hvor Papi havde grillet og mor havde lavet de lækreste salater. Til dessert fik vi jordbær fra Morfars have og KAGEMAND! og Asti. Normalt drikker jeg ikke, men lige netop den vin kan jeg godt lide, så ved meget særlige begivenheder, kan mine forældre godt lide at give mig et glas.

Noget af det bedste var nok, da jeg senere på aften satte mig ud i haven ved bålet med mit glas vin, mine veninder og iPad'en, for at besvare hilsener på Facebook. Vejret var perfekt (hele dagen), og lige dér følte jeg bare alle byrder af mine skuldre, jeg havde det godt.

Men selvom det var en fantastisk dag, og langt bedre end jeg nogen sinde havde turde håbe på, var den også hård, og jeg var udmattet.

Adiós!

 

3. juli

Kære dagbog.

Gammelonkels (mormors søsters mand, mors onkel) fødselsdag. Tidligt om morgenen kørte vi mod Sønderjylland, hvor den skulle fejres på en restaurant med frokost for 60 mennesker. Et eller andet sted, dybt forfærdeligt. Jeg var stadig stærkt afkræftet efter min fødselsdag, og 60 gamle fremmede mennesker er ikke det mest behaglige i et lukket rum i 35 graders varme, og masser af støj.

Efter festen på restauranten tog vi hjem til deres baghave, 15 mennesker, dvs. familie og naboer. Hvis du ikke vidste det dagbog, har man MANGE nære naboer i Søgaard i Sønderjylland. Jeg fik endelig overtalt min mor til at køre hjem klokken 11 om aftenen, dvs. vi var hjemme kl. 2 om natten. Det gode er, at vi stoppede på Fyn og jeg fik te.

Adiós!

 

4. juli

Kære dagbog.

Komplet udmattelse efter fødselsdagene. Jeg lå bare og lå, til min serie. 

Jeg kom til at tænke meget på sommeren næste år, når min klasse dimitterer, og jeg ikke gør. Jeg tænker enorm meget på Gry.

Jeg føler mig rigtig dårlig, er ved at blive syg, har mistet modet.

Adiós!

 

5. juli

Kære dagbog.

Jeg er i dag så småt begyndt at tage lidt fat igen, men jeg kan mærke, at jeg skal passe på. Jeg har ikke ret mange kræfter at bruge af, og jeg må blive liggende i sengen nogle uger endnu, for at samle kræfter til fuldt niveau.

Vi kørte Frederikke til lufthavnen i dag. Hun rejser til Island, for at arbejde det næste halve år på en gård deroppe. Jeg kommer til at savne hende. Meget.

Guldfisk kom på uanmeldt besøg. Han skrev pludselig en SMS, at han stod foran min hoveddør. Selvfølgelig løb jeg op til ham. Mens vi stod og snakkede på fortovet (som vi altid gør), kom Lauritz og hans kæreste stavrende op ad gaden. De kom også på uanmeldt besøg, så jeg pludselig stod på fortovet og var vært for en fest jeg ikke anede jeg holdt. Men det var utrolig hyggeligt. De er bare sådan nogle mennesker, som gør mig meget glad. Lauritz og hans kæreste kom for at ønske mig tillykke face to face og give mig en fødselsdagsgave. Det var super hyggeligt. Efter Guldfisk var kørt (han var på vej i parken), inviterede jeg dem ind på en kop te. Det er sådan noget socialt samvær jeg har drømt om i årevis, og pludselig står jeg midt i den. Det gør mig glad.

Jeg er stadig meget drænet, og begyndende sygdom begynder at melde sig. Men det er sådan nogle som dem, der giver mig en smule mod på livet tilbage. Jeg tror ikke engang jeg behøver en 3 gode ting-liste i dag.

Adiós!

P.S.: Jeg savner Gry. <3

 

6. juli

Kære dagbog.

Mandag. I dag var jeg ude og bytte de fødselsdagsgaver, der var dubletter. Jeg er selv re tilfreds med resultatet.

3 gode ting ved i dag:

1) Jeg fik den kønneste sommerkjole for min ene buksedragt.

2) Jeg har bestilt en masse varer, jeg kan ikke vente til de kommer.

3) Jeg havde en ret hyggelig tur i Føtex med mor, hvor vi købte småt ind hvad vi havde lyst til og (næsten) manglede. Selvom de mange penge giver et stæng af dårlig samvittighed, var turen meget hyggelig, og mor var meget afslappet med det. I virkeligheden var det ikke så slemt igen.

Adiós!

 

7. juli

Kære dagbog.

I dag kom pakken! Jeg har ventet på den i dagevis. Jeg fik en bog om neglekunst i fødselsdagsgave, hvilket er noget jeg (på amatørniveau) går meget op i. Bogen er fantastisk, og giver et godt overblik over det udstyr der skal til for at lave bedre neglekunst. Så det udstyr har jeg bestilt for nogle af mine fødselsdagspenge. Det kom hjem i dag, så jeg har leget så meget jeg kunne mellem lægebesøg og teoritime. Det er SKØNT!

Her til aften var jeg til fest i Holbæk hos en af mine venner ovenfra. Det var faktisk utrolig hyggeligt. En meget skøn aften, med dejlige venner. Det meste musik var det sædvanlige moderne pop (jeg er ikke fan), men en sjælden gang i mellem fik jeg og min veninde sneget noget ordentligt på, hvis ikke hele selskabet stod ude på gulvet og dansede macarena! Vi gik også en lang tur ned til fjorden og tilbage igen. Klokken halv 4 ringede jeg (efter aftale) efter min morfar, og han kørte mig hjem til dem, de bor nemlig også i Holbæk. Her skal jeg nu overnatte, og spendere hele dagen i morgen.

Adiós!

 

8. juli

Kære dagbog.

I dag har været en lang dag, men en okay dag.

Jeg hyggede rigtig meget hos mormor og morfar. Vi fik jordbær fra haven, og hørte Andrew Lloyd Webber det meste af eftermiddagen. Både mormor og jeg elsker ham, og morfar så Tour de France, så alle var glade. 

Klokken halv 6 kom mine forældre og lillebror og hentede mig, hvorefter vi kørte ud til nogle venner i Kundby. Vi har ikke set dem længe, så her var vi resten af aftenen. Jeg vil gerne fortælle dig mere om i dag, og min aften i Kundby, men klokken er lidt over 2 og jeg er simpelthen for træt. Desuden skal jeg tidligt op i morgen.

3 gode ting ved i dag:

1) Mormors havregrød.

2) Nogle rigtig gode snakke her til aften.

3) Masser af negle- og krimi-nørderi.

Adiós!

 

9. juli

Kære dagbog.

Jeg er i gang med at omstrukturere mine kapitler, derfor ser her lidt mærkeligt ud, jeg ved det godt. Men det tager lang tid, fordi det er forholdsvis krævende, og jeg er meget træt i øjeblikket. Det meste af tiden.

Når jeg ikke er træt, læser jeg. Nogle gange også selvom jeg er træt. Jeg prøver at tvinge migselv til at begynde at læse igen. Som lille var jeg super god til det, men de senere år har jeg total mistet evnen til at sætte mig ind i en bog. Det er meget trist, for hele min familie og dens omgangskreds går meget op i frilæsning som noget af det bedste. Jeg forsøger.

Jeg var med min tantes børnehave på tur i formiddags. Det var super hyggeligt, jeg falder lynhurtigt for de små unger. Men det er også trættende og jeg har kørt fuldt program lige siden. Direkte derefter var jeg hos min kusine, og fik nøgle og guide til hendes lejlighed, hvilken jeg skal passe om 14 dage når jeg kommer hjem fra ferie (der tager hun afsted). Og så hjem til familieaften, jeg har jo næsten ikke set min familie i 3 dage. Jeg fik også lavet mine negle færdige, jeg er meget glad for dem.

Nu kan jeg ikke mere, godnat kære dagbog.

Adiós!

 

10. juli

Kære dagbog.

I dag har jeg det ikke godt. Vi skal rejse i morgen, og jeg føler mig ordløs og stresset.

Adiós!

 

11. juli

Kære dagbog.

Første dag på sommerlejren. Det er meget mærkeligt at være tilbage. Her er ikke så mange af mine venner i år, i hvert fald ikke dem jeg plejer at snakke mest med. Men det skal nok gå alligevel. Hele aftenen har jeg i dag fået til at gå med at snakke med en veninde. Super dejligt og hyggeligt. Jeg er lidt spændt på resten af lejren, for jeg kan godt mærke, at jeg ikke har de samme kræfter og engagement som jeg plejer. Jeg håber mine venner får mig helskindet igennem. Nu er det sent, og jeg skal tidligt op i morgen til en forelæsning om differentialregning. 

Godnat.

Adiós!

3 gode ting ved i dag:

1) Jeg har fået snakket med nogle mennesker jeg ikke har set længe.

2) Hytten er dejlig stor, ift. det er en campingplads.

3) Jeg havde god øjenkontakt med én i løbet af infomødet.

 

12. juli

Kære dagbog.

Manøvrebanedag. Nervepirrende. 

Jeg var til et foredrag om differential- og integralregning, det var rigtig godt. Jeg føler, jeg har lært en masse.

Der var stand-up her til aften i Laden. Bagefter sad vi og spillede Love Letter. Meget hyggeligt, jeg får snakket med nogle jeg ellers ikke plejer.

Adiós!

 

13. juli

Kære dagbog.

Vi spiller en del præsident og røvhul. Det er meget hyggeligt. 

Her til aften var der poolparty. Jeg går ikke i vandet, for jeg bryder mig ikke om at vise min krop, især ikke i badetøj. Der er én her på lejren, som jeg fik en rigtig god kontakt med sidste år, men det er begrænset hvor meget vi får snakket. Lad os kalde ham Hugo. Jeg har set ham her i år. Vi smiler og vinker, men det bliver aldrig rigtig til mere, for den ene skal altid et eller andet. Han var også med til poolparty i dag. Han gik tidligt fordi han skulle til et arrangement, men han sagde han ville kigge forbi teenagernes fællesområde bagefter, ved ca. 23-tiden. Jeg fik lokket de andre til, at vi satte os derned efter poolpartyet, selv uden de vidste at jeg i virkeligheden ventede på Hugo. Men han kom ikke. Klokken halv et gav jeg op på at vente, og gik hjem. Nu vil jeg i seng, jeg er for træt til at gennemlæse for korrektur og kommafejl. Godnat.

Adiós!

 

14. juli

Kære dagbog.

Det er som om, at lige meget hvor jeg er og hvad jeg laver på lejren, er han altid et eller andet sted i mine tanker. Måske ikke altid forrest, men alligevel aldrig helt væk. Måske er jeg helt væk?

Jeg afholdt min workshop i dag. Det gik rigtig godt, og jeg havde mange skønne mennesker at arbejde med. Jeg elsker at gøre det, og jeg kommer så utrolig nemt til at holde af de mennesker der er med som deltagere. Dagens workshop gjorde mig meget glad, med en fornemmelse af succes og vellykkethed. Men også træthed. Selvom jeg elsker at undervise og formidle, tager 4 timer foran 18 mennesker alligevel nogle krafter. Nu vil jeg forsøge at finde noget Linie 3 at falde i søvn til, på trods af lejrens begrænsede net.

Adiós!

 

15. juli

Kære dagbog.

Dagene flyder sammen. I dag sov jeg længe, var først nede ved fællesområdet ved en 15-tiden. Vi har mest af alt spillet. Fra eftermiddag til aften var vi en gruppe der spillede i café-teltet, og fra efter aftensmaden og til midnat sad vi tre piger og spillede i en hytte. Da min veninde, som bor i hytten, gik i seng, gik vi to andre ned til fællesområdet, hvor vi spillede med gruppen fra tidligere på dagen. De fleste dage ligner dette mønster, måske afbrudt af en planlagt aktivitet. I dag havde jeg ingen, og det var egentlig meningen at jeg skulle skrive invitationer til min fødselsdagsfest i september. Men nu er klokken halv 4 om natten, så det må jeg nå på et andet tidspunkt. Ved ikke hvornår, men det vil jeg prøve ikke at lade mig stresse nu. Nu går set lige så godt, og ham jeg omtalte i går har næsten sneget sig ud af mit baghoved de sidste par timer. Det vil jeg udnytte, og prøve at sove.

Godnat.

3 gode ting ved i dag:

1) Sov længe.

2) Min hytte-boende veninde, jeg holder så umådelig meget af hende.

3) Én af mine elever fra workshoppen igår  joinede vores spil.

Adiós!

 

16. juli

Kære dagbog.

I dag har været en mærkelig dag. Jeg startede med et skænderi i morges med min mor, omkring fejringen af min fødselsdag for mine skolevenner i september. Det bombede mig fuldstændig, og har påvirket mig resten af dagen. Heldigvis kom to af mine meget nære venner på besøg på lejren. Uden at vide det, hjalp de enormt meget. De spiste med til aftensmad, hvilket jeg er glad for. Energien i hytten er meget mærkelig, og jeg har ikke lyst til at være her alene med min familie.

Det lykkedes mig endelig at få lavet en aftale med Hugo, om at vi skulle mødes ved fællesområdet efter maden. Vi endte med at være rigtig mange, og delte os faktisk op i to spilgrupper. Jeg kom ikke sammen med min sædvanlige gruppe, og heller ikke med mine to nære besøgsvenner, men til gengæld kom jeg i gruppe med Hugo, hans bror og nogle andre. Vi spillede Cosmic Encounter. Det er egentlig meget hyggeligt, men der opstod en konflikt på fællesområdet som stressede mig helt ude af den. I forvejen gik det ikke særlig godt for mig, jeg kunne (og kan stadig) mærke konsekvenserne/resterne af skænderiet, som faldt lige midt i en slidende uge, dvs. alle barriere var nede.

Mens vi spillede sad jeg ved siden af Hugo. Ham der sad på min anden side spottede faktisk stressen, og hvordan det rodede i mit hoved. Vi havde flere interessante samtaler, både før under og efter konflikten. Jeg har ikke rigtig snakket med ham før, men der er helt klart potentiale for at videreudvikle venskab hvis vi gør noget ved det.

Jeg er meget træt, og kan godt mærke hvordan sådan en lejr på 1000 mennesker, hvor man konstant er omkring mennesker og venner opslider mig, mine barriere og filtre. Der er snart ikke ret meget tilbage af mig, end en lille blød skrøbelig varm klump.

Adiós!

 

17. juli

Kære dagbog

I dag har været en meget lang dag. Især aften. Min mors veninde og min ven (mor og søn), som vi har kendt i mange år, var og spiste aftensmad hos os. Derefter gik han og jeg til teenagers-farvelfest i en lade, ca. 2 km fra fællesområdet. Det var faktisk meget hyggeligt, jeg fik snakket både en gammel ven jeg ikke har set i hundrede år, og en ny ven jeg kun har kendt en uge. Begge nød jeg meget.

Jeg forlod festen lidt tidligere, da Beth skrev til mig, at hun savnede mig, og manglede mig på fællesområdet. På vej tilbage mødte jeg Hugo og hans bror på P-pladsen. De var ved at sige farvel, deres forældre havde besluttet at køre hjem natten før, i stedet for lørdag formiddag (som alle andre). Det var meget underligt allerede at skulle sige farvel, jeg var slet ikke indstillet på afsked so soon. Bedst som vi står der og prøver at trække tiden ud, kom mine 2 nære besøgende venner (jeg fortalte dig om i går) stavrende ned ad P-pladsen med alle deres ting. Også de tog afsted tidligere end planlagt. Jeg havde det virkelig ikke godt med at sige farvel til så mange så uventet og tidligt.

Det positive er, at ham der gennemskuede mig i går under spillet med Hugo og co. (lad os kalde ham Anders) også stod og tog afsked med Hugo og hans bror. Da de alle var kørt fulgtes vi - ad en omvej for hyggens og snakkens skyld, tilbage op til fællesområdet. Han er så befriende at snakke med, der er et eller andet ved ham, som bare får mig til at føle mig tryg. Vi havde snakket i 10 min., og så havde han fået hele historien om stress og aspi og alt. Kun Beth ved så meget, og hende har jeg kendt i 6 år. Det og han var fantastisk. Helt utroligt, og vi aftalte ret hurtigt at blive ved med at holde kontakten.

Da vi nåede fællesområdet var vi lidt selvsagt nødt til at bryde op, for der sad Beth og ventede på mig, og nogle andre og ventede på ham. Jeg snakkede længe med Beth, især foran hendes hytte efter jeg havde fulgt hende hjem. Vi snakkede meget om, hvad det vil sige at have det hårdt, at bukke under, stress, styrke, støtte udefra, støtte indefra, etc. Hun har selv ret alvorlig stress, så der udveksler vi erfaringer, anekdoter osv. Vi snakkede også om spiseskeer, det var ret skræmmende. Jeg ved hvad du tænker nu, dagbog. Forklaring: Beth har lært en øvelse, hvor man får 12 skeer som repræsenterer ens energi i løbet af en dag. Du har 12 skeer pr. døgn. Så spørger øvelseslederen (her Beth): Hvad er det første du bruger energi på, på en helt normal hverdag/skoledag? *svar* Hvor mange skeer bruger du på det? *svar* Hvad er det næste du bruger energi på? *svar* Hvor mange skeer bruger du på det? -Du skal ikke tænke på hvor mange skeer du har tilbage, bare tænk over hvor mange skeer du bruger på det. *svar* etc. Det viste sig, at på en helt almindelig dag, med okay morgentrafik brugte jeg 13 skeer før kl. 10. Det er rigtig skidt. Men det er faktisk en meget god øvelse til at anerkende, at man har det dårligt. Den viser min situation meget godt, synes jeg i hvert fald selv.

Da vi havde snakket i halvanden-to timer, gik hun ind i seng, efter at være blevet punket af hendes bror. Oven på den samtale, følte jeg ikke rigtig for at følge hendes eksempel. Vi havde rodet op i mange svære følelser, så jeg følte et behov for at lave/tænke på noget andet inden jeg selv kunne sove. Derfor gik jeg tilbage op til fællesområdet, hvor der sad nogle forskellige grupper og spillede. I den ene af dem, den der spillede Game of Life (fantastisk spil!), sad ham jeg havde snakket meget med til festen, min nye ven. Jeg slog mig til dem, og vi spillede. Det var hyggeligt, selvom vi alle var lidt trætte i det. På det her tidspunkt var klokken halv to-to, så vi havde været længe i gang.

Da vi havde spillet færdig, og skulle til at rydde op, skete noget meget ubehageligt. Selvom det er flere timer siden nu, sidder det stadig for meget i mig. Jeg prøver i morgen. Nu vil jeg gerne slå det hele ud af hovedet, og prøve at sove bare lidt de få timer jeg har tilbage inden jeg skal op i morgen.

Adiós!

 

18. juli

Kære dagbog

Rejsedag. Jeg er træt og ked af det, både oven på i nat, og på de mange afskeder jeg har måttet tage i dag. Enden på lejren, og jeg kunne knap nok finde en brøkdel af dem jeg gerne ville sige ordentligt farvel til. Jeg er meget træt, og har sovet en del i dag. Nu er vi på et hotel nede i Tyskland, hvor vi overnatter inden vi kører det sidste stræk til det sommerhus vi har lejet i morgen. Her er italiensk bryllup, og de larmer absurd meget.

Godnat

Adiós!

 

19. juli

Kære dagbog.

I dag ankom vi til vores sommerhus. Eller, det der er blevet vores sommerhus. Vi havde nogle problemer. Den familie vi er på ferie med, nåede herned nogle timer før os. de opdagede, at det hus vi havde lejet slet ikke var, hvad det gav sig ud for at være på nettet. Heldigvis fik min Gudmor ordnet det. Så nu har vi to sommerhuse, et til hver familie. Det er fede huse, og det gør mig ikke noget at sove opdelt familievis. Tværtimod. Vores hus er meget fint dekoreret - her er blomster overalt! Det hjælper mig til at føle mig mere tilpas her. Selvom jeg stadig er meget medtaget af det sidste halve år, og især den sidste uge. Jeg er meget træt, og jeg sover stadig meget mere end jeg plejer.

Her til aften kom min Gudmor med en overraskelse. Hendes datter, min ældste barndomsveninde Mie, og jeg elsker begge at tegne. Derfor havde hun købt os hver en malebog af en anden verden. Den er super fantastisk, fyldt med blomster og detaljer i alle former, størrelser og mønstre. Jeg elsker den.

Da vi så sad samlet, alle undtagen de ”små” drenge, og hyggede med rødvin, chokolade og malebøger, kom det på tale. Det der skete den anden aften. Jeg blev så oprevet af at fortælle det, at jeg næsten ikke kunne. Men min Gudmor hjalp mig igennem det, bland andet ved at lave 4 kasser til mig, som jeg skulle nedbryde min angst i. Men for at fortælle dig mine kasser, må jeg hellere fortælle dig selve episoden først:

Som du ved, gik jeg tilbage til fællesteltet og spillede, efter at have snakket med Beth. Jeg hyggede mig. Da vi var færdige med at spille og begyndte at rydde op, hørte vi råb udenfor. Et ubehageligt, truende råb. En ung fyr, ca. på min egen alder, kom ind i teltet. Han havde en glasflaske i baglommen og var tydeligvis påvirket af enten alkohol eller stoffer. Han spurgte om vi kendte dem der boede i hytten udenfor teltet. Alle hytterne på pladsen var lejede til GC’ere, men vi vidste ikke hvem der specifikt boede i pågældende hytte. Han blev ved med at spørge os, og berette om hvordan beboeren havde stirret mærkeligt på ham gennem vinduet. Vi afviste sagens alvor, til hans utilfredshed. Han blev ved med at stille spørgsmål, også om vi havde set hans venner, eller dem der havde truet ham på stranden. Detaljerne er lidt uklare for mig, ang. Hvad han præcist sagde. Men han lagde ikke skjul på hans udpensling af, hvad han ville gøre ved dem, når han fandt dem.

Han var meget aggressiv og, grundet sin påvirkede tilstand, utilregnelig. Jeg gik i angstanfald, men gjorde alt hvad jeg kunne for at skjule det for ham. Efter 5-7 minutter gav han mine til at gå, da én af pigerne i teltet siger ”okay”. Dette tager han som en fornærmelse, og går til personligt og verbalt angreb på pigen. Nogle af drengene prøver at forsvare hende og tale ham til ro, men det lykkedes ikke rigtig. I 10 minutter snakker han om, hvordan han ville have smadret hende, hvis ikke hun havde været en pige. For man slår ikke på piger. Da han er færdig, og pigen er meget skræmt, undskylder han utroværdigt og er faktisk næsten ude af døren (jeg begynder et lettet åndedrag), da 5 unge fra vores gruppe træder ind ad døren i samme nu, og forstyrrer ham. Han vender om, og bliver i teltet. Nu bliver det drengene for meget, og de begynder at gå i direkte dialog med dem. Han truer dem, og den ene holder han sin knuste flaske over hovedet på. Jeg er på det her tidspunkt utrolig bange, og vil bare gerne væk så hurtigt som muligt, men vil ikke tiltrække mig hans opmærksomhed.

Anders især konfronterer den unge mand, og det udvikler sig. Ingen af dem kommer til skade, men jeg er ikke længere kun bange på mine egen vegne, også på hans. Jeg kigger bedende på ham, prøver at kommunikere til ham, at han skal lade være, men lige meget hjælper det. Anders vil have ham væk fra teltet og os andre. Efter yderligere 20 minutter går fyren endelig, og jeg ser mit smut til at gå hjem. Men efter han har snakket så meget om sine venner på campingpladsen, tør jeg ikke gå alene. For en gangs skyld har jeg ingen betænkeligheder ved at bede andre om hjælp, hvilket ellers er en udfordring. Anders indvilliger straks i, at følge mig tilbage til min hytte. På teltpladsen foran står fyren og roder i en skraldespand, og jeg beder til alle mine ikkeeksisterende guder, at han ikke bider mærke i os. Vi når forbi ham.

Endnu engang viser Anders sig, at være fantastisk. Som vi går, snakker vi helt naturligt sammen. Både om det der er sket, og om alt muligt andet i den helt rigtige balance. Han får mig endda til at grine, men uden at underkaste det der er sket. Vi siger godnat, og da jeg kommer hjem er klokken 4/halv 5. Jeg vækker mine forældre, og de trøstede mig efter bedste evne.

Siden er min tryghed fuldstændig sammenbrudt. Jeg kan ikke holde ud, hvis døren ikke er låst, og jeg føler mig ofte fanget.

Jeg har fået brudt min angst omkring episoden ned til følgende 4 fokuspunkter: andres reaktioner, fysiske følelser/angst, utilregnelighed, manglende flugtvej.

Det er anden gang i GC-regi jeg er ude for det her.

Ikke mere nu,

Adiós!

 

20. juli

Kære dagbog.

I dag sov jeg længe. Jeg prøver at slappe fuldstændig af så i dag har jeg prøvet at koncentrere mig om min nye malebog og læsning.

Her til aften sad vi igen om sofabordet. Hvor snakken i går faldt på min tryghedsbrist og angst, faldt den i dag på, hvordan jeg egentlig har det og har haft det. Min Gudmor og hendes familie har åbenbart ikke vidst helt så meget om det, selvom de er den del af familien vi snakker mest med om det. Det var en meget hård snak, så jeg er helt udmattet.

Godnat, og Adiós!

 

21. juli

Kære dagbog.

Her i sommerhuset er det som om, dagene flyder sammen. De bliver til en stor klat, adskillelsen er ligegyldig. Hvilket gør dagene ligegyldige. For at få tiden til at gå, ser jeg serier. Mest NCIS, det har vi med på DVD. Jeg ser op mod en disc om dagen, altså 4 afsnit af 45 minutter. Det er meget, men det er også vildt afslappende.

Her til aften spillede vi Ego. Det var vildt, for der er ikke rigtig nogen der har villet spille det med mig siden jeg fik det til jul. Men min familie var helt vilde med det. Jeg tror måske de vil spille det igen en anden dag.

Adiós!

 

22. juli

Kære dagbog.

I dag kom vi faktisk ud af huset. Dem vi rejser med er ret vilde med slotte, og det er jeg også. Det område vi bor i har eftersigende nogle slotte så det er jo perfekt. Eller, det troede vi. Vi kørte ud for at se på et slot i dag, men det var godt nok skuffende. Det var mest af alt et bindingsværkshus med cafeteria og et tårn på siden. Det eneste positive var den lille smule jord de hade omhegnet og kaldt rosenhave. Den var faktisk ret fin, selvom de tog 7 minutter at gå gennem den hele halvanden gang.

Her i sommerhuset spiller vi nogle af de spil jeg også spiller med drengene. Det er lidt underligt, for jeg har ikke rigtig spillet dem med andre før. Det får mig til at savne dem, meget. Men jeg glæder mig storartet til jeg skal se dem om halvanden uge til housewarming. Jeg kan ikke vente!

Som en lille trøst har jeg lavet negle i dag. Men kun ganske lidt. Det føles lidt som om, jeg ikke rigtig kan få føling for noget hernede, ikke engang negle, som ellers er lidt en passion for mig.

Adiós!

 

23. juli

Kære dagbog.

I dag tog pigerne på shoppetur ind til en lille hyggelig butiksby i nærheden. Det var faktisk ret hyggeligt. Miraklet skete, jeg fik sko! Tilmed i første butik. Jeg har store, lange og smalle fødder, og det er utrolig svært at finde pæne sko i min størrelse. Men i dag fandt jeg dem, tilmed med anti-chok og farver. Det lidt vilde var, at jeg bagefter gik ind i en Matas-ish butik og købte matchende neglelak. Jeg tror aldrig jeg har gjort noget så piget! Det plejer ellers at være Mikkel der gør den slags, aldrig mig. Jeg havde det lidt som om, jeg havde bedraget nogen. Men Mikkel grinte bare ad mig, og sagde han var stolt over at have oplært mig lidt i det almene feminine. Det er ellers hans del til daglig.

Jeg købte også en housewarminggave til drenge. Jeg har købt en stof/plastic-lavendel i en krukke. På den måde har de altid lidt blomstret i deres hjem, og de kan ikke slå den ihjel ved at glemme at vande den - jeg ved godt de ikke er de mest blomstrede mennesker i verden. Men jeg savner mine drenge. Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle få venner som dem. Rolige dejlige smilende gode venner, der kun vil det bedste og hygge. Passer på i det skjulte, ja, men alt er så afslappet. Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle få sådan nogle venner. Sådan nogle gode venner.

Adiós!

 

24. juli

Kære dagbog.

I dag har været en mindre god dag. Jeg sover ikke rigtig godt om natten heller. Jeg frygter lidt i morgen.

Adiós!

 

25. juli

Kære dagbog.

I dag har været den helt store rejsedag. 13 timer tog det, at køre hjem fra sommerhuset i Tyskland. Rejsen har både været længere og hårdere end forventet. Klokken er 2 om natten, vi er to timer senere hjemme end beregnet, og jeg skal op og køre i morgen. Gudfader bevares!

Adiós!

 

26. juli

Kære dagbog.

Jeg nåede at være hjemme i 14 timer, før jeg tog afsted igen. På de 14 timer sov jeg de 7, pakkede om, sorterede vasketøj, spiste 2 måltider, havde 1½ stressanfald og havde min første køretime på rigtig vej blandt almen trafik. En køretime af halvanden time. Det var helt vildt. Jeg var meget nervøs, men min lærer sagde, at det gik godt. Da jeg sad i det, føltes det ikke så underligt som jeg frygtede - kun når jeg tænkte over det, og som regel tænker jeg jo mest på trafikken og kørslen. Jeg er meget glad for, at mine angstpiller nåede at slå ind, inden min kørelærer kom. Det tror jeg hjalp, om end ikke andet så placebo.

Det virker næsten som en evighed siden nu. Nu sidder jeg i min kusines lejlighed. Her skal jeg være alene den næste uge. Hun har givet mig den her mulighed, dels så jeg kan prøve at flytte hjemmefra, og dels så jeg kan komme væk fra mine forældre - nok mest min mor. Vores forhold er ikke altid en dans på candyfloss, og det er min kusine opmærksom på og hjælper mig lidt med en gang i mellem. Så nu er jeg her. Alene. Med dig. De første timer efter min mor kørte var lidt hårde. Jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op, og jeg havde ondt i maven. Det går lidt bedre nu, jeg tror jeg er landet lidt mere, også i mig selv. Nu tror jeg at jeg så småt vil se at hoppe i seng, jeg skal ud og købe ind til hele ugen i morgen.

Adiós!

 

27. juli

Kære dagbog.

Første dag helt helt alene. Jeg har ikke snakket fysisk med nogen, overhovedet. Jeg var i Kvickly for første gang, fik næsten alt. Jeg er overrasket over, hvor godt det gik. Jeg har vasket min første maskine tøj by my self - gik også godt. Det virker for mig. Måske lige bortset fra det faktum, at når jeg går tør for energi er det noget skidt. Det tog mig halvanden time at samle styrke til at lave mad i dag. Er du klar over, hvor sulten man kan nå og blive mellem 19:30 og 21:00? Og ligegyldig den sult kan føles når ens hoved ikke magter mere? Men jeg kom gennem det, og har fået alle 3 måltider i dag. Hvilket er ret stort, i forhold til hvordan mit hoved har haft det med mad de sidste 2 måneder. I’m actually kind of proud of myself.

Jeg har været lidt i følelsernes vold, her til aften. For første gang har jeg grædt til en serie. Selvom jeg er over-empatisk og altid har ondt af alt og alle, hvilket sjældent er en positiv egenskab, græder jeg aldrig til film, bøger, serier, musik etc. Ikke engang Pan Labyrint, selvom dens dårlige energi sad i mig i dagevis efter. Men i dag skete det. Og til den samme og eneste serie, der næsten har givet mig til tårer i øjnene før, trillede hele 3 ned ad mine kinder. Episoden handlede om school shootings, og skildrede den angst og utryghed der fulgte for dem der oplevede det. Det vækkede et eller andet i mig, og jeg er bange for, om jeg har fået behandlet episoden for halvanden uge siden, eller om den stadig sidder i mig. Til daglig mærker jeg den ikke så meget mere, men det betyder jo ikke, at den er væk og ikke kan aktiveres. Gudskelov er der 3 låse på døren.

Men utrygheden har ramt mig.

Nogle gange føles det som om, jeg samler på den slags oplevelser. Utryghed er jeg vant til, fremmede mennesker på gaden der snakker til mig skræmmer mig. Hvis de så endda virker påvirkede (som hjemløse i toget, på Nørreport st. el. lign - de er overalt), er jeg helt ødelagt og kan slet ikke være i nærheden af dem. Men det sidder ikke så længe i mig, det er jo ”bare” dagligdag. Udover det, har jeg 3 meget stærke oplevelser, der har brændt sig i mig og den jeg er. Jeg er ikke engang sikker på jeg har fået bearbejdet dem, men jeg er sikker på, at de repræsenterer de gange jeg har været mest angst i hele mit liv. Den sidste for halvanden uge siden. De gør ondt, og de giver ar. Dem har jeg ellers rigeligt af.

Episoden handlede også om det, at nå at sige det du gerne vil, før det er for sent. Også det fik startet en større tankestrøm med dertilhørende følelser. Jeg kom til at tænke på min klasse. Hvordan vi skal skilles på en mærkelig måde, hvordan de har ændret mit liv og nogle af mine værste ængstelser, og hvor højt jeg elsker dem. Jeg drømmer om at fortælle dem det hele, men jeg ved ikke hvordan, hvornår eller om jeg tør. Jeg pønser på at manipulere skolebandet, således at sangen vi spiller til næste års dimission kan forstås som værende fra mig til dem, såfremt jeg får æren som lead-vocal. Jeg har allerede en kandidat til en sang i tankerne.

Klokken er mange, og jeg har erfaret, at jeg ikke er god til tid når jeg er alene. Nu vil jeg sætte computer og disc-drev inde i soveværelset, så jeg kan falde i søvn til en Linie 3-dvd, som forhåbentlig får mig til at glemme utrygheden, bare mens jeg prøver at falde i søvn.

Adiós!

 

28. juli

Kære dagbog.

Jeg er ved at falde til i lejligheden. Jeg mærker nogle gange bølger af ukendt overskud. Tag nu i morges. Jeg var så frisk, at jeg tænkte en løbetur måtte være på sin plads. Jeg var noget 50 meter op ad vejen, da jeg kom i tanke om mit dårlige knæ (som jeg har døjet med i 3 år!). Jeg har ikke kunnet løbe i 3 år, jeg ved ikke hvordan jeg kunne have glemt det i et splitsekunds friskhed. Men jeg fik en glimrende gåtur ud af det i stedet. J

Jeg tog ind til min teoritime i dag, selvom det er 45 minutter med tog. Men det var fint nok. Da jeg kom hjem skulle jeg lave mad til mødet i morgen. Så jeg stegte frikadeller og bagte brød til klokken halv ét om natten! Min tidsfornemmelse er vist røget noget så voldsomt her i lejligheden.

Jeg har det godt, her. Jeg har overskud til at tage mig af mig selv. Men jeg frygter, om det vil vare ved…?

Adiós!

 

29. juli

Kære dagbog.

I dag har været en meget lang dag. Vi var til skrivemøde i Karise for at arbejde på den musical vi skal opføre i januar-februar ’16. Det var super fedt at se Mikkel igen, jeg har virkelig savnet ham og Gry, så det var rigtig godt at se ham og snakke med ham. Vi har så meget at snakke om! Og endnu mere på vejen tilbage… Vi syntes begge to, Jim opførte sig ret mistænkeligt flere gange, og på vejen hjem bekræftede Mads at Jim havde hemmeligt optaget mig med hans telefon. Det er virkelig creepy, og Jim holder bare ikke op med at følge efter os.

Hjemturen i toget hjalp ikke. Der kom 3 mænd og satte sig rundt om mig, så jeg ikke kunne komme væk. De virkede ret påvirkede. I sig selv, var det egentlig ikke så slemt, men det rev op i fredag nat på lejren. Jeg fik det virkelig af helvedes til, og blev utrolig utryg og dårlig. Jeg endte med at ringe til mine forældre, og min far kørte hele vejen herud og sad og holdt om mig i nogle timer, lagde mig i seng, og kørte hjem igen. Jeg skal bare lige børste tænder, så er jeg putteklar.

Adiós!

 

30. juli

Kære dagbog.

Køretime i dag, skræmmende. Besøg hos familien af bedsteforældre, hygge. Nu er jeg træt, og glæder mig bare til at se mine drenge i morgen. 

Jeg har fået en idé. Da jeg mødte Anders sad han og ordnede hans terninger (til Magic så vidt jeg forstod), og klagede over deres farvekombination, for den hæmmede tydeligheden af hvad han slog. Derfor har jeg tænkt at købe et nyt mere synligt sæt, sende det til ham med posten som en tak for hjælpen, og tak fordi han så mig og min stress. Han var virkelig gjort et indtryk på mig.

Godnat, adiós!

 

31. juli

Kære dagbog.

Endelig kom dagen, hvor jeg skulle se mine drenge igen. Det var så super hyggeligt, det har virkelig været en fornøjelse. Både at se gamle venner, drengene, nyere bekendtskaber, samt møde helt nye mennesker. Der var det hele, og det var skønt. Deres lejlighed er faktisk også meget fin, pæn stor og med både bad, toilet og opvaskemaskine. Hyggeligt sted, selvom det var lidt svært at finde..

Omkring kl. 22 gik vi en tur ned i Fællesparken, som ligger lige ved siden af. Det var super hyggeligt. Den bedste del af aftenen var de to timer vi tonsede rundt på en legeplads som 8-årige. Vi legede svup, tag-fat, jorden er giftig, gyngede, lå på maven af hinanden i en stor bunke, og mange andre sjove glemte lege. Det er længe siden jeg har grint og hygget mig så meget og så bekymringsfrit. Selv på cykelturen hjem kl. halv to om natten var jeg ikke synderligt utryg, hvilket jeg ellers har været/er ved at færdes alene i mørke. Det er egentlig også første gang jeg er ude om aften/natten siden den fredag nat.

Men legepladsen var en fest, og vi havde den hyggeligste aften jeg kan huske jeg nogensinde har haft. I don’t ever want it to go away or be forgotten.

Og på det minde og de tanker/følelser tror jeg, at jeg så småt ved se at putte i seng. Jeg glæder mig dog meget til i morgen, hvor jeg ikke skal noget andet end at sove til jeg vågner.

Adiós!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...