2 Du kommer for sent

Skulle skrive en novelle, med en planlagt slutning. Dette var resultatet.

1Likes
1Kommentarer
594Visninger
AA

1. 2 Du kommer for sent

 

”J

"Jeg vil ikke have noget at gøre med dit lort!” Døren blev spækket hårdt i, så hårdt at der kom en mindre sprække. John stod stille et par sekunder, han skulle lige fatte hvad der var sket. Han kiggede ned på sit håndled, ville se hvad klokken var, men kom i tanke om, at hans ur stadig lå hjemme i det gamle sommerhus. Han gik væk fra døren, og traskede hjemad, indåndede den milde sommervind, mens han tænkte på de sidste par dage.

    Han var kommet ud af fængsel, efter 4 måneder med mad der altid var koldt eller tørt, og en lidt for snaksalig cellekammerat, var John blevet lukket ud. Der var ikke kommet nogle for at møde ham, han havde heller ikke forventet andet. Han købte en billet, og tog toget til hans bedsteforældres sommerhus i Vestsjælland. Han havde smadret vinduet i døren, og lukket sig selv ind i det støvede, og for længst efterladte hus.
    Han havde fundet ekstranøglerne til skuret, og hentet den gamle skovl, var gået ud i den kolde og blæsende regn, som passede perfekt til John’s liv, koldt og uden noget at holde fast i. Han havde gravet den gamle æske op, og gået ind igen. Alt havde været i den. Et par hundredesedler, hans mobil, hans ur og hans pistol. Kort efter var han gået i Netto, købt et par bajere, og daset om på den bedskidte, gamle og slidte sofa der lugtede af kaffe og støv, men John ænsede det ikke.

                                                        

    Dagen efter havde John blot nydt at gå en tur på stranden, føle sandet og de små sten mellem hans bare fødder, dufte til den kølige havstrøm, høre mågerne skrige og håbe ingen vidste hvor han var, men naturligvis ville de finde ham, John afskyede dem, men nægtede at tænke over det, bare en dag mere i fred tænkte han, men John var sjældent en heldig mand.
    Breeze! John var vågnet til lyden af en besked. Han orkede næsten ikke at tjekke den, men John havde lovet sig selv, at han ville få styr på sit liv, eller det der nu var tilbage, hans snaksalige cellekammerat havde ment det samme. John havde åbnet beskeden og læst:
    For fanden John! Er det sandt hvad jeg hører? Er du ude? For fanden mand, hvor er du? Hvad siger du til vi drikker os stive, og skaffer dig lidt på den dumme! Årh mand, har du hørt det med Leif!? Han er sammen med Heste-Marja, så fuck dem, ik’ bro? :) Carl.
   
John tænkte på Heste-Marja. En øgenavn man havde kaldt hende, siden den dag hun var faldet over en sten og landet på maven i en nylagt hestepære. Der var mange der havde øgenavne, som Grise-Olsen, han havde haft navnet så længe John kunne huske, at han ikke vidste hvorfor man egentlig kaldte ham det, men man kaldte ham det dog stadig. John tænkte. Heste-Marja og Leif var sammen. John knyttede hans hænder og kylede telefonen ind i væggen, den gav et højt dunk og landede på det beskidte gulv, men havde ikke fået så meget som en skramme.
    John havde taget sin slidte læderjakke på, puttet hænderne i lommerne, og mærket hans nøgler, mobil, pung og en pakke tyggegummi, han havde taget et stykke og smagte på den falske frugt konsistens, mens han havde lukket døren, med det smadrede vindue.
    Og nu sad John på en bænk, i en latterlig park, fyldt med glade mennesker, der var iført friske sommerfarver, og der duftede af mad der blev grillet. Han var gået hen til Marja, som havde råbt ham i hovedet, og sagt han skulle give dem pengene, som han skyldte dem, eller skride. Han vidste godt han skyldte dem penge, men alle lavede fejl, kunne de ikke lade ham slippe for gammel venskabsskyld? De havde jo nok af penge, med deres nye bil og hus, for ikke at tale om deres høje forbrug af mærkevare tøj, men Marja havde smækket døren i hovedet på ham, nægtet at snakke med ham, han skulle først give dem det han skyldte, med renter.
    John var skredet, som om han gad at have noget at gøre med deres bullshit. I hans vrede tankestrøm var han endt i en park, på en gammel, grøn bænk, og han var træt, rasende og bange på samme tid. John var især bange. Han kendte Leif og vidste han ville kræve hvad John skyldte, men alt det magtede John ikke, så han lænede sig tilbage, og kiggede op mod den blå himmel. Uden John lagde mærke til det, faldt han i søvn.

                                                       

    ”AV” John vågnede, en fugl fløj væk fra hans hånd. Han var faldet i søvn på bænken, blevet bidt af en latterlig fugl i hånden, og var blevet øm i nakken. Han tjekkede febrilsk sine lommer, følte det rå stof. Pis også, mobil og penge var væk. Han kiggede sig omkring, men der var ingen mennesker at se, solen var gået ned. John rejste sig, og mærkede hans mave knurre som et tordenvejr, han kiggede på sit håndled og kom atter i tanke om, at uret lå derhjemme, i det mindste fik tyvene ikke fat i det, tænkte John, og gik hjem, mens han følte nogen holdt øje med ham.
                                                        
                                                         
                                                                 
    Det var mørkt da John gik forbi gamle Grise-Olsens hus. På terrassen sad han, Grise-Olsen, og slappede af med hans gamle beagle, han hævede sin arm til John, og John vinkede tilbage. Grise-Olsen var nu en gammel og hyggelig mand, og John’s nabo, men de snakkede sjældent sammen, det blev aldrig mere end en vinken, det havde John det også fint med, og han gik videre.
    John havde lige slugt den sidste bid rugbrød, da han så to par forlygte komme kørende i mørket. Han hørte bilen bremse, og to døre der åbnede og smækkede, han gik hen mod kommoden og ledte efter pistolen, der lå i øverste skuffe. Han hørte en banken på døren og greb om pistolen. John vendte sig om og gik mod døren, mens han sænkede pistolen ned i jakkelommen, der hængte på dørreolen. Han åbnede døren.
    Der stod Leif, med en kæmpe fyr i bag ved, og John mærkede nervøsiteten.
” Jamen er det ikke Forræder-John?”
” Længe siden hva Leif, hører dig og Heste-Marja er kommet sammen, tillykke med det!”
John forsøgte at spille cool, men den store fyr i bag ved gjorde ham både nervøs og utryg, han vidste at chancen for at løbe eller lukke døren ville være nytteløse, så han stod halvt skjult bag døren, og ventede på hvad Leif ville gøre.
”Hold nu kæft John, og giv mig de penge du skylder mig!”
”Jeg skylder dig ikke en skid! Gå til politiet og få dine penge der!”
”Jeg har fået nok af dig John, så giv mig mine penge og vi lader som om intet er sket! Deal?”
”Jeg har ikke dine penge! For fanden jeg er lige kommet ud, tror du selv jeg har nogen?!”
Leif blev stille. John mærkede sveden pible frem, og så den store fyr komme hen mod ham. Leif gik til siden, så den store fyr kunne komme forbi ham, og tage fat i John’s krave.
”Hvad laver du!” Råbte John.
Den store fyr løftede John op som en kludedukke, og tog sig ikke af hans spark, eller bandeord.
”Syndt du ingen penge har John” Leif smilede uhyggeligt, det var en moders smil, John stirrede så meget på den fyr, der for længe siden havde været hans partner, han så aldrig den knytnæve der kom farende mod hans ansigt.
                                                           
                                                         
                                                           
    Det hele gik så hurtigt. Johns arme blev holdt bag hans ryg, og Leif bankede løs på ham. John mærkede blodet løbe ned fra hans næse, og ind i hans mund, det smagte af jern. John smagte også noget andet, noget saltet, og det gik op for ham, at det var tårer. John græd, ikke fordi han skulle dø, men fordi han skulle dø over noget så latterligt som penge, men John vidste det ikke selv, alt han vidste var at Leif ville banke ham ihjel. Det tænkte Leif også, han tæskede løs på John, og holdt kun øje med John, han tænkte ikke på at kigge sig bag ryggen, så Leif så ikke manden der kom stormede mod dem i mørket.
    Grise-Olsen kom løbende mod dem, han havde et gevær i hånden, og sigtede på Leif, hans beagle var langt foran ham, og løb gennem både Leifs og Johns ben, og bed fast i anklen på den mand der holdt fast i John. Manden udbrød et brøl og trak sin pistol, men Grise-Olsen var hurtigere, han løftede geværet, sigtede, og skød. Kuglen borede sig ind i den store mands skulder, og mens Leif og hans bodyguard var distraheret, løb John ind i huset, løftede jakken, greb fat i pistolen og skød. Den store mand faldt omkuld. Han blødte fra nakken af.
    Leif trak en pistol fra indersiden af hans lomme, drejede firs grader rundt, og skød Grise-Olsen i brystet. John nåede ikke engang at råbe til den gamle mand, som stirrede på hans brystkasse, som havde han ikke fattet, hvad der lige var sket. Grise-Olsen tog sig til hjertet, og lænede sig op af et piletræ der lå i nærheden. Hans Beagle kom løbende hen til ham. John stirrede, han mærkede blodet og tårene, men ænsede dem ikke. Uden at fortrække en mine løftede han pistolen og skød. Han ramte Leif i knæskallen, og Leif faldt ned på knæ. Han jamrede og banede, ledte febrilsk og desperat efter sin pistol, som han havde tabt i faldet. John skød hans hånd. Leif råbte nu op, og skreg til himlen, men der var ingen der kom, det var kun ham og John. John løftede pistolen, pressede den mod Leifs pande, og sagde langsomt og tydeligt:
”Fuck dig Leif”
Så skød han.
                                                             
                                                    (dette var den slutning jeg skulle arbejde med)
   
    John sad stille. Han kunne høre sit eget snøftende åndedræt over blæsten, der spillede en lille Melodi i Grise-Olsens gamle piletræ. Han holdt om pistolen, men lagde den så fra sig. Det var, som om den brændte. Han så en rød bil køre op ad markvejen. Den stoppede så pludseligt, at den skred ud og gled ned i grøften med forhjulene. En midaldrende kvinde sted ud og stod med hænderne for ansigtet og øjnene spillet op. Du kommer for sent, sagde John og lukkede øjnene, men han troede nu ikke, at hun hørte ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...