3 De snakker om dig

Øvelse til skriftlig eksamen. Jeg skulle skrive en novelle hvor dette var starten:

Det er Julie og mig på en bænk i et hjørne af skolegården i pausen imellem matematik og dansk. Vi er i midten af februar, og det er pissekoldt. Jeg ryger. Julie kigger på sine fingre, fletter dem ind i hinanden, ud igen. Og så siger hun det.
"De snakker om dig. Om dig og Daniel."
Mit blod. Det stiger til hovedet. Eller holder det op med at løbe rundt, jeg er ikke sikker.
"Hvem gør?", kvækker jeg.
"Nogle af dem fra klassen. Blandt andet."
Jeg skodder. På en måde har jeg vel hele tiden vidst, at det ville komme, men alligevel var jeg nok ikke helt forberedt. Slet ikke.
"Mads kom hen til mig i går", siger hun, mens hun tegner et usynligt mønster på jorden med spidsen af sin sko. "Han spurgte om det passede."

1Likes
0Kommentarer
270Visninger
AA

1. 3 De snakker om dig

Jeg kan næsten ikke få vejret. Det her det skidt, det rigtig skidt, nej faktisk er det noget rigtig pis og lort.
   ”Hvad svarede du? ” spørger jeg nervøs. Hun hiver og trækker i sine ærmer, bider sig selv i læben.
   ”Julie! Hvad svarede du?!”
Min stemme knækker. Alle følelser hopper rundt i min krop, kæmper om at blive den jeg føler mest. Nervøs. Lettet. Bange. Fortvivlet. Målløs. Vred. Jeg stirrer på hende, gør mit bedste for ikke at gribe fat i hende, og ryste svaret ud af hendes rystende, spinkle krop. Hun kigger ned i jorden. Kører sine fødder rundt mod gruset.
   ”Jeg sagde at jeg ikke vidste noget. ”
Hun er ked af det. Ked af det over det ikke er hende og mig der er sammen. Jeg ville gerne trøste hende, men jeg ved ikke hvad jeg kan sige eller gøre, for slet ikke at tale om hvad jeg vil gøre ved mig selv. For fanden hvor bliver det her en lortedag! Nok et helt lorte år. Jeg hader ikke gymnasiet, men min linje er kendt som sladderlinjen og den lever op til sit navn. Jep, det bliver 100% et lorte år. Men det skal ikke gå ud over Julie.
   ”Okay. ” svarer jeg.
Hun kigger op fra jorden, forsøger at møde mine øjne.
   ”Tak for det Julie. ”
Jeg sender et skævt smil til hende, og hun smiler tilbage.
   ”Det var så lidt. ”
I det mindste har jeg stadig hende. Hun er en af de eneste der ved sandheden om mig… og Daniel. Eller i hvert fald den del jeg har fortalt hende. Årh fuck. Jeg nødt til at finde ham. For fanden jeg har ikke engang hans nummer. Julie er blevet stille, hendes fødder kører ikke længere rundt, og nu stirrer hun bare på mig, venter på hvad jeg nu vil gøre. Jeg sukker.
   ”Har du Daniels nummer? ” spørger jeg hende.
Bare det at sige hans navn bringer weekendens begivenheder tilbage. Hun nikker og finder sin mobil frem.
   ”29492016. ” Jeg taster nummeret ind som ny kontakt, og trykker videre til ny besked. Julie ligger sit hoved på min højre skulder og kigger med.
   ”Emil? ” spørger hun.
   ”Mmmhhhh? ”
   ”Hvad har du tænkt dig at gøre? ”
   ”Jeg ved det ikke. ”
Jeg kigger bare på den hvide skærm og tastaturet. Jeg vil gerne snakke med ham, men jeg nægter sgu at skrive Vi skal tale sammen, det noget pis man skriver når man er i et lorte forhold, og det er jeg i hvert fald ikke, og helt sikkert ikke med en dreng! Det har jeg stort set tænkt hele dagen, som om jeg ved hjælp af tankens kræft kunne ændre min lidt for vilde weekend.
Min tankestrøm bliver afbrudt af klokken. Tilbage til time med sladder pigerne, hvor hovedsamtalen i dag, handler om mig. Gymnasium er bare så skod.

 


Breeze. En ny besked. Fra Daniel. Selvfølgelig. Hvor har han mit nummer fra? Jeg åbner beskeden. Den er kort, jeg ved ikke hvorfor, men jeg føler et stik af skuffelse.
   ”Hey det mig Daniel, vil du mødes? Jeg venter ude på gangen <3 ”
Hjerte. Hjerte? HJERTE! Hvorfor skulle den med?! Jeg kan mærke jeg begynder at trække vejret hurtigere. Jeg må slappe af, det bare et tegn, han kunne have ramt ved siden af, måske skulle det bar være en smiley. Jeg svarer ikke, i stedet rækker jeg hånden op.
   ”Ja Emil? ”
Oh shit, hvad skal jeg egentlig sige, hey må jeg gå ud på gangen for at mødes med Daniel, den nye 2.g’eren som jeg sov hos, og som nu sender hjerter til mig?!?!
   ”Må jeg gå på toilettet? ”
Han nikker og vender sig igen mod tavlen. Jeg rejser mig og forlader lokalet. Inden jeg åbner døren kigger jeg rundt i lokalet, et par enkle elever følger med, men restens øjne er rettet mod mig, nogle mere diskrete end andre, men jeg ved, at hvad end jeg gør nu, vil alle vide det inden i morgen. Jeg lukker døren bag mig og går et par meter væk fra den. En hånd griber fat i min trøje bagfra. Jeg vender mig om, og ser ind i et par vrede, iskolde, blå øjne. Det Mads. Daniels bedste ven. Som også var med til festen. Lort!
   ”Emil fortæl mig lige hvilket rygte er sandt?!”
Hans stemme er høj, men han virker ikke vred, mere forvirret og nærmest skræmt, men det kan jeg hellere ikke dømme ham for, han må have hørt ufatteligt mange rygter, men jeg kan ikke fortælle ham sandheden, ikke nu, det må Daniel klare, det hans ven. Jeg kigger roligt på ham.
   ”Hvad snakker du om? ” spørg jeg ham. Jeg ved det vil gøre ham vred at jeg spiller dum, men lige nu vil jeg hellere slås end at skulle sige noget som helst om hvad jeg har eller ikke har lavet i min weekend.
   ”Lad være med at spille dum. Jeg har hørt rygterne, og Daniel har undgået at tale med mig siden søndags! ”
Daniel hvor fanden er du?! Så kan vi høre skridt. Spidse hæle der nærmer sig. De fleste af os kender den lyd, det den værste lærer på gymnasiet, ser hun mig og Mads skændes på gangen, er det eftersidning resten af ugen. Han sender mig et blik, der fortæller mig at det her ikke er færdigt, og så løber han. Jeg kan stadig høre hælene nærme sig, men jeg ved ikke hvor jeg skal løbe hen. Jeg kan ikke gå tilbage i klassen i den her tilstand, og jeg kan høre at hælene er i samme retning som toilettet. Fuck, fuck, fuck, fuck! Nogen tager fat om mit håndled og trækker mig ind i et lokale, som jeg var sikker på altid var låst.
   ”Gem dig herinde, skynd dig, inden hun kommer. ”
Jeg genkender den stemme, og det irriterer mig, hvor afslappet og anspændt jeg bliver af at høre den.

 

 

Jeg ved ikke hvor vi er, men det et lille lokale med lukkede gardiner og slukket lys. Det tager mig et par sekunder at vænne mig til mørket, så begynder jeg at kunne fornemme hvad der er. Vi er inde i et form for mødelokale, det ikke ret stort, der er kun fem stole og et bord. Og så er der os. Jeg kigger på ham. Daniel. Jeg skal lige til at spørge ham om hvad han har gang i, da vi hører klikkene der nærmer sig, og han sætter sin hånd for min mund, mens han presser mig op mod en af væggene.
   ”Ssshhh”
Jeg er så tæt på at slå ham. Hvad fanden har han gang i!? Der bliver stille ude på gangen, så kan vi høre at hun går væk. Daniel sukker, han trækker sin hånd væk fra min mund, men han flytter sig ikke. Det der irriterer mig mest ved situationen, er at det gør jeg hellere ikke.
   ”Hey. ” Hans stemme er afslappet, han lyder glad. Årh for fuck sake! Han er glad, den latterlige jubel idiot ved sikkert ikke engang hvad der er på alles læber for tiden!
   ”Hvad fanden har du gang i? ”
Det kan godt være han er ligeglad, men det er jeg helt sikkert ikke!
   ”Er du vred over vi blev afsløret? ” Han lyder ikke det mindste bekymret. Jeg derimod er lige ved at sprænges, jeg er ikke vred, jeg rasende. Det løgn. Jeg er ingen af delene. Jeg ved ikke hvad jeg føler, men lige her og nu er jeg ikke vred. Jeg sukker.
   ”Nej. ”
Jeg kigger ned i gulvet. Jeg tror, jeg vil blive ved med det, til jeg er færdig med gymnasiet. 500 dage går måske hurtigere på den måde. Han fniser. Ikke et pigefnis som er kært, men et drenget fnis, som om nogen har sagt noget sjovt og samtidig alvorligt.
   ”Det jeg glad for. ”
Okay nu jeg alvorlig. Glad for. Der er noget galt med den her dreng, han kan simpelthen ikke mene at han bliver glad, bare fordi jeg ikke er vred.
   ”Hvorfor? ”
Jeg bliver nødt til at spørge. Det kan være jeg har forestillet mig det, eller måske har jeg misforstået det hele, det kan være alkoholen fik mig til at tro noget ganske uskyldigt var rigtig slemt. Det kan også være Daniel bare er sådan en fyr der tager sig af andre. Han kigger på mig.
   ”Hvorfor hvad? ”
   ”Hvorfor lod du mig overnatte hos dig i lørdags? ” Jeg har så svært ved ikke at kigge på ham, og det at han er så tæt på mig gør bare det hele sværere.
   ”Kan du ikke huske det? ”
Jeg må ligne et spørgsmålstegn.
   ”Det kan være din hukommelse forsvandt med tømmermændene. ”
Jeg mener at kunne huske det meste, i hvert fald det faktum at jeg blev fuld, og vågnede op hjemme hos ham, i hans seng. Han kan ikke mene der var mere i det, end det! Kan han? Hans hånd griber fat i min hage, og trækker mit hoved op, så jeg er tvunget til at se ham i øjnene.
   ”Du kan slet ikke huske noget hva’? ”
Hvor vover han at være så kæk i det?! Flappede unge.
   ”Hold kæft. ” Shit min stemme er skinger. Han kigger på mig, han er for tæt på, alt for tæt på, fuck er døren overhovedet låst? Jeg skal til at vride mig væk fra ham, da hans ansigt pludselig nærmer sig.
   ”Okay, men lad mig hjælpe dig med at huske. ” Han stemme er alt for afslappet. Jeg skal til at bande og svovle af ham, men det sekund jeg åbner min mund trækker han mit ansigt hen mod hans. Jeg kan ikke nå at gøre noget, min mund er åben og hans nærmer sig min.
Jeg når kun at tænke en tanke.
Fuck… mit… liv… Så kysser han mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...