Velkommen til mit fucked up liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 maj 2015
  • Opdateret: 30 apr. 2016
  • Status: Igang
Jeg hedder Laura Thomassen. Jeg kommer fra Tølløse. Velkommen til mit fucked up liv.

23Likes
27Kommentarer
1614Visninger

5. 4

Jeg fik blindtarmsbetændelse som 12-årig. Jeg tror det var i november måned, selvom jeg ikke husker det med sikkerhed. Jeg ved så meget at det skete en weekend, en lørdag, og at det skete dagen efter vi havde været i Holbæk og spise på restaurant. Det var en lille, hyggelig havnekro, der havde udsigt til bugten: Jeg fik noget der hed ’Stjerneskud’, som er et stykke brød med friturestegte fiskefileter og overdækket med rejer og citron og små, sorte fiskeæg - der ligner kaviar, men egentlig ikke er det - og salatblade, og som prikken over i’et, flere rejer. Og så noget dressing. Se, det er måske et sted, hvor jeg og Michelle overhovedet ikke har noget til fælles: Jeg elsker fisk, men Michelle hader dem. Altså, hun kan godt lide levende fisk - hendes forældre har et akvarium med farvestrålende gubbyer hjemme i deres stue -, men det er smagen af fisk, hun ikke bryder sig om. Jeg tror godt I ved, hvad det er, jeg mener.

   Men altså, vi var i Holbæk og spise på den her restaurant hvor jeg fik det her stjerneskud, og derfor troede vi alle - inklusive mig selv -, at de ædende, ulidelige mavesmerter, som jeg vågnede op med om lørdagen, var et resultat af madforgiftning. Jeg var den eneste i husholdningen, som havde fået stjerneskud, så derfor var teorien om madforgiftning heller ikke ligefrem usandsynlig. Til at starte med var det ikke sådan, at min mave gjorde ondt til det punkt, at man begyndte at mistænke noget alvorligt, og jeg hørte fra min anæstesi-læge, lige inden jeg blev lagt i narkose og fik fjernet den betændte tarmstump, at det faktisk er meget normalt, at blindtarmsbetændelse kan efterligne en slem maveinfluenza eller endda en madforgiftning, i hvert fald i starten, og at det også er derfor, at mange med blindtarmsbetændelse ender med en akut indlæggelse, når smerterne allerede er blevet uudholdelige, og betændelsen allerede er blevet livsfarlig. Og til at starte med var det heller ikke sådan, at jeg ikke kunne rejse mig fra sengen for at gå på toilettet - jeg brækkede mig hvert tiende minut den morgen -, for det kunne jeg. Jeg kunne gå på toilettet og jeg kunne ligge og sove. Men efterhånden som dagen skred frem, var det som om, at smerten flyttede sig ovre i højre side, og at noget gik til angreb på min mave, og jeg kan huske, at det værste ved smerten var, at jeg ikke engang kunne finde ud af, præcis hvor den kom fra. Den var over det hele, og den skar, og jeg havde det som om, at mine indvolde blev flået ud gennem mit underliv. Jeg har siden dengang prøvet at have menstruationssmerter, nogen meget slemme, endda, men jeg kan allerede nu sige, at den smerte i maven, som blindtarmsbetændelsen gav mig, var værre end selv den værste menstruationssmerte, som jeg kan huske, at jeg har haft. Den var konstant, og den blev hele tiden stærkere og kraftigere, og den blev til sidst så slem, at jeg, i bogstaveligste forstand, ikke kunne andet end at ligge sammenkrøllet i min seng. Når jeg kastede op, havde jeg det som om, at jeg skulle besvime. Og så fik jeg feber. Og jeg begyndte at fryse og ryste og, ifølge mine forældre, at blive rigtig, rigtig bleg.

   Jeg ved ikke, om det var fordi mine opkastninger var blevet så voldsomme, at det bogstavelig talt sprøjtede ud af munden på mig, eller om det var fordi jeg overhovedet ikke kunne røre mig af bare smerte - jeg kan huske, at jeg virkelig inderligt havde lyst til at skrige, men det kunne jeg ikke: Jeg kunne knap nok gøre andet end at hviske -, eller om det var fordi jeg fik kulderystelser og var blevet alt for bleg at se på, at min mor besluttede sig for at ringe efter vagtlægen. Det har sikkert været en kombination af alle tre ting. Jeg ved bare, at vagtlægen blev tilkaldt, og at jeg blev bedt om at lægge mig udstrakt - og det var nok dér, hvor jeg tror, at jeg skreg, altså sådan virkelig skreg, for den smerte, der skar igennem min mave ved bare de mindste bevægelser, kunne ikke lettes på andre måder end ved at skrige - på ryggen, så han kunne trykke mig på maven.

   ”Okay, nu trykker jeg dig på maven, Laura, og så må du sige, hvor det gør ondt.” Og han trykkede ikke hårdt. Rent faktisk lagde han blot sin finger blidt ned mod min mave, startende i højre side, men det var som om, at bare den mindste berøring mod min maveregion, fik mine tarme til at vride sig sammen til en djævelsk smerte. Jeg behøvede ikke at fortælle ham, hvor det gjorde meget ondt, og hvor det ikke rigtig gjorde ondt. Det kunne han se på min reaktion. Og jeg kan huske, at han kiggede, meget alvorligt, på både mor og far, og ligeså alvorligt sagde: ”Jeg tror hun har blindtarmsbetændelse. I skal have fat i en ambulance, og det skal være lige nu.” Og jeg kan huske ambulancekørslen, der fragtede mig fra Tølløse til Roskilde Universitetshospital. Jeg kan huske alt udstyret omkring mig, slanger og underlige bokse med sygehusagtige ting, jeg kan huske, at ambulancen automatisk fik mig til at rokke fra side til side, når den suste henover den Sjællandske landevej, og jeg kan særligt huske smerten, der skød op i mig, hver gang min udstrakte krop blev rokket af bare den mindste, lille bevægelse fra ambulancens hurtige kørsel.

   De fragtede mig hurtigt ind i akutafdelingen, og jeg kan huske, at der kom en overlæge ind til mig, og kiggede på mig i to sekunder - længere tid var der ikke tale om, det er jeg sikker på, det gik mega hurtigt - før han henvendte sig til sygeplejerskerne, og sagde ét ord, ét eneste ord, man umuligt kan misforstå betydningen af og den alvor, han sagde det med, sender stadig kuldegysningerne ned ad ryggen på mig. ”Operation!”

   Resten kan jeg egentlig ikke huske. Jo, ham der narkoselægen sagde nogle beroligende ting til mig, og jeg kan huske den der ting, han sagde om blindtarmsbetændelse, og det med, at det sådan set ikke var selve tarmen, der var betændt, men i stedet det der lille, ubrugelige vedhæng der ligesom bare hænger og slasker for enden af tarmen, og at man egentlig ikke rigtig ved, hvorfor at den egentlig bliver betændt, at det er bakterielt, men at det på samme tid er kroppens egne bakterier, og at det måske er kroppen, der prøver at afstøde tarmstumpen fordi den er ubrugelig. Eller sådan noget. Det er egentlig lidt sløret, og måske er det noget, jeg bare har drømt. Jeg ved - det fik jeg at vide bagefter -, at min blindtarm (eller mit vedhæng, hvis vi skal være sådan helt korrekte, da det jo egentlig er det, det er, selvom jeg synes at vedhæng lyder fucking ulækkert, så det har jeg sådan set ikke lyst til at kalde det) bogstavelig talt var på bristepunktet, da de fjernede den, og at, hvis vi havde ventet måske kun minutter mere, ville den være sprunget og så ville det først blive rigtig farligt. Min mor overnattede sammen med mig. Far var hjemme ved min lillebror og passe ham. Mindet om det forhold, mor og far havde på det tidspunkt, gør ondt i hjertet. Det var dengang det var mor og far, og vores familie var en familie. Mor og far. Og lillebror.

   Michelle viste mig, hvor værdifuld en veninde, hun var, dagen efter min operation. Jeg var blevet forflyttet fra operationsstuen til et sengeafsnit i børneafdelingen - jeg blev kørt, for sammensyningerne i min maves operationssår kunne gå op hvis jeg bevægede mig for meget, og derfor skulle jeg også have ledsaget adgang til toilettet -, hvor væggene var mere farverige og mere livlige, som om de prøvede at skjule det faktum, at det var et hospital, man opholdte sig i. Der skulle jeg så være yderligere indlagt til observation i et døgns tid. Jeg kan huske, at værelset, jeg lå i, havde et fjernsyn, og jeg kan huske den skrigorange farve, som væggene var bemalet med, og jeg kan huske, at der var mulighed for at se film, selvom jeg nok var for træt til det, så jeg lod bare fjernsynet køre, og brugte ellers det meste af tiden på at sove. Mor var hos mig hele tiden, og det er jeg virkelig taknemmelig for, at hun var, for selvom jeg havde fået fjernet min blindtarm og selvom sygeplejersker og læger forsikrede mig om, at blindtarmen var blevet fjernet før at der ville opstå komplikationer, var jeg stadigvæk bange. Men det er måske meget normalt, når man er indlagt. Det ved jeg ikke.

   Michelle kom om eftermiddagen. Der var jeg lige vågnet. Eller, jeg var vågnet op fra narkosen samme aften, og havde tilbragt natten bedøvet på smertestillende - den medicin gør seriøst din hjerne til en tåge: Det er som om dine tanker bliver ædt og virkeligheden bliver fjern og underligt kunstig -, men min krop havde brug for at sove, så det var det, jeg havde brugt det meste af dagen på, og jeg havde ikke fået så meget at spise, for jeg var ikke sulten og min mave gjorde stadig ondt. Michelle var blevet kørt til hospitalet af sine forældre. Det var egentlig ikke fordi vi lavede så meget andet end at snakke sammen - jeg var for træt til at orke mere -, men hun var god til at få mig til at glemme den der tunge, søde lugt, der hele tiden hang i luften eller de der alt for orange vægge, der mindede mig om, at det nu engang var et hospital, jeg lå på, eller den der svage, vedvarende smerte, jeg følte i min maveregion efter operationen, og det var det vigtigste. Vi hørte musik og så nogle videoer på hendes telefon. Jeg blev udskrevet fra sygehuset om mandagen, og brugte nogle dage derhjemme, og tog antibiotika, der hele tiden gjorde mig oppustet og gav mig kvalme, og Michelle besøgte mig igen om tirsdagen, og jeg kan huske, hvor meget hun glædede sig til at jeg kom i skole igen og hvor glad hun var for, at alt var gået som det var gået, at de fik fjernet den blindtarm og at jeg nu var rask. Godt nok har jeg stadigvæk et ar efter det. En bleg, lys streg i den nederste, højre sektion af min mave, men man ser den mest om sommeren, når jeg bliver solbrændt (jeg er måske en af dem i min klasse, der bliver absolut mest brun, og det giver en meget sjov kontrast til mine meget blå øjne: Jeg har det efter mor og mormor, og hvis det er en særlig solrig sommer, som for eksempel den sommer, der var for et år siden, så er det lige før jeg ligner en, der slet ikke kommer fra Danmark), og i stedet for at tænke på, at det er et ar efter en betændt blindtarm, der gav mig store smerter, ser jeg det i stedet som mindet om dengang Michelle besøgte mig på hospitalet, og hvor vi så sjove videoer på YouTube - og lyttede til ’Puff Den Magiske Drage’, som både var, og nok på mange måder stadig er, vores sang - og Michelle, der spøgende sagde til mig, at nu hvor blindtarmen var blevet fjernet, så var der vist ikke nogen fare for, at jeg nogensinde behøvede at bruge briller, og hvordan jeg måtte anstrenge mig for ikke at grine af hendes humor, som kun jeg synes er sjov, og jeg måtte anstrenge mig for ikke at grine, fordi latter gjorde ondt i maven og fik det sammensyede sår til at dunke. I stedet for at se det som et minde om et hospitalsværelse med skrigorange vægge og smerter, der gav mig lyst til at skrige, og en operationslæge, der kiggede imod mig med alvorlige øjne, for derefter at vende sig om til sygeplejersker og ligeså alvorligt sige: ”Operation!”, ser jeg det som mindet om, at min bedste veninde virkelig er min bedste veninde.

   Se, nogen gange er man nødt til at se det gode i alle situationer, blindtarmsbetændelse inkluderet, også selvom det blev svært i 9’ene klasse. Rigtig svært. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...