Velkommen til mit fucked up liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 maj 2015
  • Opdateret: 30 apr. 2016
  • Status: Igang
Jeg hedder Laura Thomassen. Jeg kommer fra Tølløse. Velkommen til mit fucked up liv.

23Likes
27Kommentarer
1613Visninger

3. 2

Vi starter med min 15-års fødselsdag. Jeg har fødselsdag d. 10. August, det vil sige jeg havde fødselsdag på næsten samme tidspunkt som starten af 9’ene klasse. Jeg var derfor - og har egentlig altid været - blandt nogen af klassens yngste, kun overgået af Mikkel, der fyldte år d. 3. September. Jeg havde mange gode veninder, og min bedste veninde, Michelle Brøgger, var over et halvt år ældre end mig, og vi havde været veninder siden 0’te klasse. Eller børnehaveklassen. Eller hvad fuck det nu kaldes.

   I hvert fald, så fyldte jeg femten den 10’ene August 2014. Og hvor de fleste andre piger (og drenge) får gode gaver på deres 15-års, var min første fødselsdagsgave nyheden om, at mine forældre skulle skilles. Egentlig havde jeg set den komme på lang afstand, lige siden far blev fyret fra sit arbejde som folkeskolelærer (ja, jeg kommer fra en familie af lærere) året forinden, og derefter blev uhyggeligt deprimeret, og begyndte at trøste sig i de flasker Tuborg-øl, han havde lidt for mange af. Men at de skulle fortælle mig det på min fødselsdag - min fødselsdag, den dag hvor det ellers er meningen at man skal være glad og spise kage og have det sjovt, i stedet for at låse sig ude på skolens toilet under en dansktime og bryde grædende sammen - det forstod jeg ikke, og det forstår jeg stadigvæk ikke, og det kommer jeg nok heller aldrig til at forstå.

   Jeg vågnede på den måde, man altid, i min familie, bliver vækket på sine fødselsdage. Ved at min mor og min lillebror stod og sang i den anden ende af mit værelse, viftende med det obligatoriske dannebrogsflag. Min lillebror stod egentlig mest bare og viftede flaget - han var en lille dreng på tolv, nu tretten, der bestemt ikke kunne lide at synge, og det bebrejder jeg ham sådan set heller ikke - gennem luften, og den eneste stemme, der sang for mig, var mors. Mor er en af den slags personer, der har den her klare, gennemtrængende sangstemme - Lidt ligesom de der overentusiastiske pædagoger, man havde i børnehaven og i de yngre klasser i folkeskolen. I ved, dem der er lidt for glade for at synge og har lidt for stor tiltro til deres egen sangstemme, og jeg ved godt at det er en tradition i min familie - i min familie bliver man altid vækket med fødselsdagssang på sin fødselsdag -, men lige den særlige fødselsdag havde jeg bare ikke lyst til at blive vækket på den måde, hverken af mors skingre sangstemme eller af blafrende dannebrogsflag på mit værelse. Jeg kan huske, at det virkelig inderligt deprimerede mig - ikke bare irriterede mig, men deprimerede mig - og præcis hvorfor det deprimerede mig, ved jeg ikke helt. Det var måske bare en af de der dage, som jeg tror alle på min alder har - De der dage, hvor man vågner op og hele livet bare virker uoverskueligt og forvirrende og hvor man bare ikke ved, hvad fanden meningen med det hele er, og bare har lyst til at sætte deprimerende emo-musik på og farve sit hår sort og dække sine øjne med kulfarvet eyeliner, og snerre af alt og alle der så meget som vover at tilkendegøre deres eksistens. I kender den slags dage, det er jeg sikker på.

  Skilsmissen kom ikke bare ud af det blå, det må I virkelig ikke tro. Det var ikke bare sådan at min mor sagde til min far: ”Du er deprimeret, du drikker, det gider jeg ikke finde mig i, nu kan du godt tage at pakke sammen og daffe af,” for det gjorde hun ikke. Hun opfordrede at hjælpe ham, virkelig og inderligt hjælpe ham. Far blev bare … ligeglad. Han blev ligeglad med mor og ligeglad med mig og ligeglad med min lillebror, og jeg kan huske at der var gange hvor han bare sad i vores sofa og snakkede om, at livet var meningsløst og at det er overvurderet at blive voksen, at livet aldrig bliver bedre, men altid kun dårligere, og at der ikke var nogen grund til at se det gode i at blive fyret, for der var ikke noget godt i det og hvad nyttede det og derfor: alkohol. Det handlede måske, i sidste ende, ligeså meget om, at min far ikke rigtig gad at finde hjælp, men bare ønskede at drikke sig væk i alkohol. Jeg tror bare far endte med at være fucking ligeglad med ægteskabet, og derefter med mig og min lillebror, og det tror jeg også godt man har kunnet mærke på ham. Hans ligegyldighed over at gøre det bedre, og hans ligegyldighed overfor os, hans egen familie, som min mor ikke kunne fjerne, hvor meget hun end prøvede - jeg tror endda han blev ligeglad med at han overhovedet havde hende i sit liv -, var nok hvad der førte til alt dette. Så det var ikke så meget at skilsmissen kom bag på mig, for det gjorde den egentlig ikke. Det var mere at de fucking papirer skulle ligge på det fucking spisebord på min fucking fødselsdag, bare ligge smidt der på en måde så man ikke kunne undgå at lægge mærke til dem, og at mor og far ikke ville vente bare lige én dag, bare lige to dage, mere med at fortælle det til mig. Næ nej. Ikke noget med at vente. Jeg skulle vide det, og det skulle jeg på min fødselsdag, og det første, jeg så, da jeg trådte ned til spisebordet, var skilsmissepapirerne.

   Og jeg vidste udmærket godt, hvad det var for nogle papirer, men alligevel spurgte jeg dumt: Det tror jeg mange ville gøre i sådan en situation, af ren og skær refleks, i håbet om at det måske alligevel ikke er det, som man ellers er ret så sikker på, at det er. Eller hvad fanden.  

   ”Hvad er det for noget?”

   Jeg er ikke sikker på, hvordan min stemme lød, men glad tror jeg nu ikke, at den var. Jeg ved bare, at jeg stod der og kiggede på papirerne, der nærmest bare var klasket skødesløst ned på bordet, lige ved siden af det dannebrogsflag, der var blevet stillet op foran min stol som fejring af min 15-års fødselsdag, og jeg ved, at jeg ikke ønskede at være i huset længere, men bare forsvinde, langt væk, forsvinde og skrige og græde og måske skrige lidt mere. Min mor, som stod i køkkenet - køkkenåbningen ligger sådan lidt til venstre for spisebordet, omgivet af en slags halvmur -, kiggede bare over på mig, og jeg havde ikke lagt mærke til det da hun stod og sang på værelset (kunne man bebrejde mig? Jeg mener, altså, jeg var jo lige vågnet), men da hun kiggede over på mig, kunne jeg se, at hun havde røde cirkler langs øjnene, og jeg vidste, at de røde cirkler var kommet fordi hun havde grædt, og jeg vidste, at virkeligheden ikke var et sted, jeg havde lyst til at befinde mig i et sekund længere hverken dén morgen, eller dén dag, og at min fødselsdag egentlig bare kunne pakke sammen og skride tilbage til helvedet, og at den der meningsløse, modløse følelse af at være deprimeret, uden at vide hvorfor man egentlig er det, ikke ville blive bedre, men nu kun ville blive værre.

   ”Din far og jeg … !”

   Og mor blev stille, og hendes stemme blev tung og grædefærdig, og jeg havde bare lyst til at skrige ud til den forpulede verden, der altid er så forpulet fucking uretfærdig, men det gjorde jeg ikke. Jeg skreg ikke. Jeg stod bare og kiggede, mod mor, og jeg ved ikke engang, om jeg overhovedet kunne fornemme noget, men det kunne jeg nok. Du ved, det der når man er ked af det … nogen gange er følelsen af at være ked af det så lammende og så drænende, at man faktisk ikke kan føle noget i et stykke tid, andet end en tomhed i maven, der, ligesom, knuger, og et eller andet spinkelt, fortvivlet håb om, at det, man lige nu oplever, ikke er andet end en drøm, og kun en drøm, selvom man måske godt ved, at det ikke er. Man kan simpelthen blive så ked af det, at man slet ikke er ked af det længere, ligesom at noget kan gøre så ondt at det slet ikke gør ondt. Det er måske et eller andet sted, en meget god egenskab at have. Og det er måske også det, der virkelig skete med mig den morgen, og jeg kan faktisk ikke huske så meget. Jeg kan bare huske skilsmissepapirerne, og hvordan jeg kunne mærke det, og samtidig overhovedet ikke mærke det, og at jeg særligt virkelig overhovedet ikke ville tro på, at det her rent faktisk skete i virkeligheden, og at den familie, jeg var vokset op i og havde levet i de sidste 15 år, nu ikke længere ville være den familie, jeg var vant til - At jeg ikke længere ville være sammen med en mor og en far, og at det, jeg var så vant til og det, jeg følte mig så tryg i, det, som kunne gøre mig gladere, nu var blevet revet i stykker af en samling juridiske kommunepapirer som lå og hånede mig på spisebordet bag danmarksflaget. Jeg kan huske at jeg nægtede at tro på det, og måske lykkedes det mig rent faktisk at fornægte det. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at den morgen måske var den værste morgen, jeg nogensinde havde oplevet. At den dag, og alle de følgende dage og følgende uger, var nogen af de værste i mit liv.

   Så er det selvfølgelig at man kan tænke over, om jeg så har haft det for godt. Hvis det at mine forældre går fra hinanden og min familie pludselig og ganske hjælpeløst bare bliver revet totalt fra hinanden, er det værste, jeg har oplevet, har jeg måske haft et ret godt liv, og nogen ville måske mene et for godt liv. Og det ved jeg ikke. Det havde jeg måske. Men som jeg også har nævnt, så havde jeg kun gode minder fra Elverdamsskolen - og sådan set også fra Tølløse in general - indtil omkring 9’ene klasse (eller måske mere starten af 8’ene klasse: Det var der, far begyndte at drikke og nok også der, hvor meningen med verden omkring mig ligeså stille begyndte at blive sløret og udtværet, men jeg ved det altså virkelig ikke). Indtil omkring min 15-års fødselsdag. Indtil al mening med hverdagen blev flået fra mig.

   Jeg var så ked af det, at jeg måske endda gik i chok, og det er nok også derfor, jeg ikke rigtig kan huske, hvad fanden der egentlig skete den morgen og hvad min mor ellers sagde, eller om hun overhovedet sagde noget og om hvor fanden far egentlig var henne. Jeg kan slet ikke huske noget, før efter jeg kom i skole, og Michelle ønskede mig tillykke, og mine veninder - og mine venner - gjorde det samme. Jeg kan huske den dansktime, som dagen startede ud med. Jeg kan huske den mekaniske gennemgang af sagprosa, der fik mig til at tænke på, at min far havde arbejdet som dansklærer for 8’ene-klassere på en folkeskole i Roskilde, og at han altid havde været god til at lære mig alt om korrekte sætningsopbygninger og de grammatiske korrekturregler og så videre. Jeg kan huske, at det fik mig til at tænke på, at far var blevet fyret, og at hans fyring gjorde ham deprimeret, og at ægteskabet smuldrede, fordi han åbenbart elskede alkohol højere, end han så ud til at elske os, og jeg kan særligt huske den der lille 4-årige dreng, som vores dansklærer havde taget med på arbejde, fordi han skulle til ørelægen klokken 12. Og jeg kan huske, at drengen virkede til at beundre os. Selvom vi slet ikke var voksne, men for en lille dreng på 4 er folkeskoleelever på femten år, ikke bare store børn, men nærmest voksne i sig selv. Og jeg tænkte på, hvor uskyldige og dejlige små børn er. Og jeg tror måske, at det var dér, det blev for meget, og jeg tror at det var der, jeg gik ud på badeværelset og brød sammen. Og jeg kan huske, at det var Michelle, der trøstede mig igennem dagen, selvom jeg ikke var i stand til at fortælle hende, hvad det var, der gjorde mig så ked af det, for bare tanken om skilsmissebrevene og tanken om de røde cirkler under mors øjne, fik mig til at græde igen, og jeg kunne ikke holde op, og det ydmygede mig og jeg hadede det, og det er en dag, jeg bare ønsker at glemme, men min hjerne nægter at glemme den.

   Måske nægter min hjerne at glemme den dag, fordi det nok var den dag jeg lærte, hvad forskellen på en ’ven’ og så en ven, var. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...