Bo og ko

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 maj 2015
  • Opdateret: 27 maj 2015
  • Status: Igang
En historie om en 43 årig kvinde ved navn Liise der arbejder sammen med hendes to kollegaer Bo og Ko. En historie om en kvinde der er ensom med en humoristisk indgangsvinkel

7Likes
21Kommentarer
2354Visninger

8. 8

-----8-----

Måske kunne det her gå, var den tanke Liise havde det næste stykke tid på arbejdet. Liise og optimisme gik ikke hånd i hånd. Man ville nok kalde Liise en pessimist med stort P. Men positiv starter også med p, så derfor prøvede Liise på det for en gang skyld. Hun krammede Bo og Ko hver morgen, selvom hun intet krammemenneske var. Hun nævnte ikke, at hun ikke kunne lide mælk i kaffen. Hun prøvede så meget på, at det skulle gå. Liise kunne ikke overskue, at de skulle tage denne her jobmulighed fra hende. Dette var nemlig det perfekte job for hende. For det første var det hendes første og eneste job. For det andet var lønnen rimelig og kunne sagtens betale hendes omkostninger. For det tredje arbejdede hun sammen med Nicolaj, som Liise var meget glad for. Det var perfekt. Dette skulle de ikke ødelægge.

Og det gik meget godt. Liise kunne lige overskue det hele. De var knap så opmærksomhedskrævende som i gamle dage. De vi stadig ligeså perfekte og populære. Men så længe man holdt sig gode venner med dem, var det til at holde ud.

Da Liise havde været der i knap to måneder, tænkte Liise at hun havde klaret det. Hun havde gået i snart to måneder og holdt Bo og Ko ud. Hvis hun kunne holde dem ud to måneder i træk, kunne hun sagtens holde dem ud resten af hendes arbejdstid. Det var hun sikker på. Det eneste Liise bare ikke havde opfattet, var at når noget går godt, så er der nok nogle, der skal sørge for, at det ikke er sådan længe. Sådan gik det også denne gang.

Liise trådte ind af døren D 2. Juli, hun havde forventet en helt normal arbejdsdag. Men det blev det ikke. I starten var alt som det plejede. Liise tog en kop kaffe, tjekkede hvad hun skulle sælge i dag og besvarede nogle e-mails. Alt var næsten, som det plejede. Men kun næsten. Stemningen virkede nemlig anderledes den dag. Den var munter, nærmest lykkelig. Ingen havde nævnt noget. Nicolaj smillede større end han plejede. Han så så godt ud. Liise var solgt. Så dejligt og enkelt et menneske, havde hun sjældent mødt.

Bo virkede også anderledes. Hun så endnu bedre ud end hun plejede. Hendes hår var naturligt krøllet. Brillerne havde hun smidt. Et stort smil var plantet i hendes ansigt. Liise øjne stoppede ved Bos hånd. En smuk guld ring sad og skinnede på hendes små sarte hænder. En matchende ring sad på Nicolajs finger.

Liise lagde hurtigt to og to sammen. Alle de gange der var blevet sendt blikke ved morgenmaden. Alle de fnis, der sagtnedes, hver gang hun kom ind. Det kram om morgenen mellem dem, der lige var en anelse for langt. Det hele gav pludselig mening. Liise vidste ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Da hun var barn, ville hun begynde at græde eller slå. Denne gang valgte hun kun den første. Liise tog toget hjem, de skulle ikke se hende sådan. Det var slut med at være flink og venlig. Folk forandrer sig ikke, det vidste hun nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...