Historien om pigen der blev usynlig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 maj 2015
  • Opdateret: 6 maj 2015
  • Status: Færdig
Et helt almindelig eventyr.

4Likes
2Kommentarer
391Visninger
AA

1. Historien om pigen der blev usynlig

~~Der var engang en fattig bonde. Bonden havde tre døtre. Den ældste datter var klog. Den mellemste datter var dygtig. Men den yngste datter var ikke megen værd. Hun havde et hjerte af guld og var god, som dagen er lang. Men det satte hverken faderen eller søstrene pris på. Den yngste søster sagde ikke så meget. Derfor blev hun kaldt Stillesøs.
Hver dag når de ældre søstre og faderen arbejdede, sad Stillesøs nede ved søen og sang. Hun havde den yndigste sangstemme. Hun sang de sørgeligste sange, som hun selv fandt på. Når solen begyndte at gå ned, så hun på sit spejlbillede i søen og smilede. Ikke fordi hun var glad, men fordi hun var den eneste, der ville smile til hende. Derefter gik hun hjem. Der hjemme spredtes en herlig duft af mad. Den midterste søster var også dygtig til at lave mad. De satte sig alle sammen ved middagsbordet. Først stilhed. Men derefter kom klagerne fra søstrene. Om at hun var uduelig og ikke var til andet end besvær. Men Stillesøs svarede ikke imod. Hun var vant til det.
Denne forårsdag i maj, hvor kirsebærtræerne blomstrede, og fuglene sang, begyndte ikke anderledes. Stillesøs sad som sædvanligt ude ved søen og sang. Ved solnedgang gik hun hjem. Men da hun kom hjem, var faderen og hendes to ældre søskende næsten færdig med at spise. De var begyndt at spise uden hende. Dette var aldrig sket før. Hun følte sig ikke velkommen mere. Hun løb op på sit værelse og græd. 
Dagen efter vågnede Stillesøs, men der var ingen i huset. Faderen og søstrene plejede altid og blive og sige farvel til Stillesøs. Men ikke denne gang. De var taget afsted uden at sige farvel til hende. Stillesøs tog over til søen og sang. Men da hun spejlede sig i søen, var der noget galt. Hendes spejlbillede var svagere end normalt. Hun kiggede ned på sine hænder. Men noget undrede hende. Hun kunne svagt ane græsset igennem sine hænder. Hun var ved at blive usynlig. Så begyndte Stillesøs at græde. Hun græd og græd. Hun græd så meget, at søen blev større. Pludselig hørte Stillesøs en lille stemme: ”Hvis du bliver ved på den måde, oversvømmer du det hele”. Det var et lille egern. Stillesøs undskyldte, og Egernet bad hende om at synge. Det gjorde hun så, og Egernet sad og hørte på hendes smukke sang resten af dagen. Da Stillesøs kom hjem, var søstrene og faderen igen begyndt at spise uden hende. Hun gik op på sit værelse og græd. 
Næste dag tog Stillesøs igen hen til søen og sang. Men da hun spejlede sig i søen, var der igen noget galt. Hendes spejlbillede var allerede meget svagere end dagen før. Hun kiggede igen ned på sine hænder. Denne gang kunne hun kun svagt ane sine hænder. Hun så græsset bag sine hænder meget tydeligere end hænderne. Hun var tæt på at være helt usynlig. Stillesøs begyndte igen at græde. Hun græd og græd. Hun græd så meget, at søen blev endnu større end dagen før. Pludselig hørte Stillesøs en velkendt stemme: ”Hvis du bliver ved på den måde, oversvømmer du det hele”. Det var Egernet fra dagen før. Stillesøs undskyldte igen, og Egernet bad hende om at synge ligeså smukt som dagen før. Det gjorde hun så. Egernet sad og hørte på hendes smukke sang resten af dagen. Ved solnedgang gik Stillesøs hjem og uden at sige et ord, gik hun i seng.
På tredje dagen gik hun igen ned til søen. Hun havde nu i tre dage ikke talt med sin fader eller sine søstre. Hun kiggede ned i søen. Men noget var helt galt. For vandet var spejlblankt, og hun kunne ikke se sig selv i vandet. Hun kiggede ned på sine hænder. Men denne gang så hun intet. Hendes hænder var helt væk og ligeså resten af hendes krop. Hun var usynlig. Stillesøs begyndte igen at græde. Hun græd og græd. Og hele området rundt om søen blev oversvømmet. Stillesøs sad nu på en sten midt ude i vandet. Stillesøs hørte en velkendt stemme. ”Du har oversvømmet det hele”. Det var Egernet. Den sad på den samme sten, som Stillesøs gjorde. Stillesøs undskyldte, og egernet bad hende synge. Det gjorde Stillesøs så.
Imens var Prinsen af landet ude at ride på sin hvide hest. Han kom forbi søen, hvor Stillesøs sad på sin sten og sang. Prinsen red den samme rute hver dag og blev forundret, da søen var blevet meget større. Han steg af hesten og gik helt hen til bredden af søen. Der hørte han Stillesøs’ sang. Han blev som fortryllet. Han havde aldrig hørt så smuk en stemme før. Men han kunne ikke få øje på, hvem der sang så smukt. Sangen kom ude fra en sten midt på søen. På stenen sad et egern. Men det kunne jo ikke være den, der sang. Prinsen sad resten af dagen og hørte på sangen. Først da mørket faldt på, red han hjem. Stillesøs sad stadig på stenen. Da hun var helt sikker på, at Prinsen var væk, svømmede hun, med Egernet på skulderen, hen til land. Derefter gik hun hjem. Egernet sad stadig på hendes skulder. For hun havde jo oversvømmet dens hjem.
Prinsen lå søvnløs den nat. Han kunne ikke glemme den smukke sangstemme, han havde hørt ved søen. Da han vågnede dagen efter, sendte han sine tre bedste mænd ud. De skulle få alle landets unge kvinder til at komme op på slottet og synge. Så Prinsen kunne finde hende med den smukke sangstemme. Hun skulle blive hans kone.
Hjemme hos Stillesøs havde de også fået beskeden fra Prinsen. De to ældste søskende var ellevilde. De var overbevist om, at de havde landets bedste sangstemmer. Og de ville meget gerne giftes med Prinsen. Stillesøs hørte søstrene snakke om det og var straks klar over, at det var hende, Prinsen havde hørt synge. Men det var håbløst. Ingen kunne jo se hende. Hun var stadig usynlig. Men hun bestemte sig alligevel for at drage op mod slottet. På skulderen sad Egernet.
Da Stillesøs kom til slottet, var der allerede en lang kø af alle landets unge kvinder. Smukke kvinder i fint tøj og sat hår stod på række. Stillesøs var næsten taknemmelig for, at hun var usynlig. Med sit slidte tøj og uredte hår kunne hun ikke hamle op med de kvinder. Stillesøs stillede sig i køen og ventede. Køen blev kortere og kortere, og inden længe stod hun lige foran den store port. ”Næste”. Blev der råbt inde fra slottet. Porten åbnede, og Stillesøs trådte ind. Inde i slottet sad Prinsen og to af hans mænd. Portene lukkede bag Stillesøs. Men hverken Prinsen eller de to mænd kunne se Stillesøs. Kun Egernet kunne de se.
Prinsen kunne straks genkende Egernet. Stillesøs begyndte at synge. Og der blev helt stille i rummet. Det var stemmen, Prinsen havde ledt efter. Så smuk og ren. De var målløse. Stillesøs sang og sang, og da hun var færdig sad både Prinsen og de to mænd med åben mund. Aldrig havde de hørt så smuk en stemme. Prinsens to mænd forstod ikke, hvor sangstemmen kom fra. Men det vidste Prinsen. Prinsen var nemlig ikke ligeglad med Stillesøs. Han var nemlig interesseret i Stillesøs. Derfor kunne Prinsen svagt ane Stillesøs. Prinsen stillede sig op og gik over og kyssede Stillesøs. Al den kærlighed gjorde, at Stillesøs blev synlig igen. Og Prinsen blev ikke skuffet. Stillesøs var ligeså smuk som hendes stemme. Dagen efter var der stort bryllup på slottet, hvor Stillesøs og Prinsen blev gift. De fik bygget et nyt slot ved siden af søen, hvor de boede sammen med Egernet. Og de levede lykkeligt til deres dagens ende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...