Glemmedag

Der er dage, hvor jeg glemmer. Måske er jeg ikke skabt til det her;;

10Likes
10Kommentarer
331Visninger

1. Glemmedag


Hver dag når jeg ser et andet menneske, bliver jeg selv en anden. Jeg ændrer hverken form, hudfarve, hårlængde eller interesser, men jeg bliver alligevel en smule anderledes. Først er det smilet. Jeg er glad, når jeg er alene, ofte i hvert fald, men ikke på den smilende måde. Når man er sammen med mennesker er man nødt til at vise ting helt fysisk, har jeg lært. Det kan være noget med at lave armbevægelser og smile, måske nynne eller rette på sit hår, nogle gange er man også nødt til at tale. Tit klarer jeg det godt, jeg har venner. De kan godt lide mig, jeg kan også godt lide dem, i hvert fald nu da jeg absolut skal finde nogen at være sammen med. Det har man brug for, nogen at læne sig op ad og tage i hånden, hvis man er nervøs eller utryg. Jeg har lært deres navne, og hvis jeg lukker mine øjne, kan jeg sige en sætning inde i  hovedet med deres stemmer.

Men der er dage, hvor jeg glemmer. Det starter med at følelse af, at dagen er tom. Jeg vågner med et slør over hovedet, og uanset hvor meget jeg prøver, kan jeg aldrig fjerne sløret. Det er endda vandtæt, men jeg tør ikke tage mit hoved under vand på en tom dag, så det kan være lige meget. På vej til skole føles det meget normalt. Og det gør det også, når jeg træder ind ad døren og ser alle ansigterne. Men jeg transformerer ikke. Mine mundvige glider ikke op, og jeg kan ikke genkende mine venner. Jeg bliver ved med at være mig. Stemmer i lokalet spørger mig: hvad har du lavet i weekenden? Må jeg låne din kuglepen? Jeg vil svare, men jeg kan ikke huske hvad deres ord betyder, så jeg siger bare jaja. Det næste der sker er, at jeg ikke forstår deres grin. Hvad betyder det? Jeg kan genkalde følelsen, smerten i maven når man har grinet virkelig ægte i lang tid, men jeg kan ikke finde mening i den. Jeg vil ikke udsættes for nogen smerte. Så græder jeg og løber. Sløret er en skærm, den dugges til, og jeg kan ikke tørre duggen af. Der kan dernæst godt gå mange dage, hvor jeg har en skærm foran mit ansigt. Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvad præcist det er, der smadrer den. Det er ikke rokken frem og tilbage, det er ikke knytnæve mod væggen eller nål i hånd. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde finder ud af, hvordan præcis den smadres, men det sker altid. Det står på min væg, og jeg planlægger at få det tatoveret. Det sker. Altid. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...