hende

Det er en kort "novelle" om en fyr, der flyver til Grønland, for at måde hende.
Man hører om hans tanker og følelser til hende.

0Likes
0Kommentarer
183Visninger

1. Landing

Det er måske ikke så svært: at gå ud af flyet. Sige farvel til stewardessen. Gå ned ad en korridor, ud i ankomsthallen og så dig.

Men det svære er, hvad jeg skal gøre efter alt det. Efter jeg har set dig i ankomsthallen. Hvad jeg skal sige, gøre. Vi har jo ikke set hinanden i nogle måneder. Det er som om, at dette; at mødes med dig, er helt nyt for mig. Men det er det jo ikke. Og det ved du. Det er bare det, at hver gang vi skal ses, så bliver jeg så nervøs. Så nervøs, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv. Så mange stævne møder, og så sidder jeg her, som et lille barn, der for første gang, skal prøve dæmonen i tivoli.

Jeg mærker det, da piloten sætter an til landing. Alt i min krop kilder, selv hårene på mine arme står lodret op. Selv mit hjerte, det løber afsted, og jeg kan ikke få det til at slappe af. For det ved - ligesom jeg selv ved, at lige om lidt, så handler det hele om dig. Ligesom det altid plejer. Ligesom det gør nu. Hele denne tur, har været påvirket af tanken om dig. Og kun dig.

Det er utroligt, hvad du kan gøre ved mig. Og så kun efter nogle år. Du er ikke som andre. Du fik sænket barrieren i mig. Du fik mig til at åbne mig op. Jeg tror, du ved alt om mig. Mere end mine forældre gjorde. Du gør tingene lettere, men alligevel, så er alting så svært, når jeg skal se dig. 

Du er grunden til, at jeg sveder lige nu. At sveden pibler ned under mine arme. Du er grunden til, at mit hjerte næsten banker ud af mit bryst. Du er grunden til, at jeg trækker vejret.

Jeg ser Grønland komme tættere og tættere på. Jeg ser bjergene tårne sig op, og jeg er lige ved at tro, at vi vil ende med at flyve ind i et af dem. Så store er de. Jeg ser skyerne forsvinde under mig, og blå, hvide og grønne farver skærer igennem dynen af skyer. Jeg nyder udsigten. Og i et øjeblik, så glemmer jeg alt om dig. Lige nu, handler det ikke om dig. Nu handler det om udsigten. Hvordan farverne nærmere sig mig, og hvordan farverne bliver til objekter - Træer, sne, is, vand. Det er alt, hvad jeg havde forstillet mig. Det hele er som et eventyr.

Utroligt, efter alle de gange, vi har været sammen, så har jeg aldrig været hos dig. Det er måske også derfor, at det hele er lidt svære end normalt. At for første gang, så er jeg hos dig, og ikke omvendt. Du plejer at komme til København.

Jeg ser ingenting omkring mig, det eneste jeg ser, er Grønlands landskaber, der bliver større og større, så jeg kun kan se mindre af landet, jo tættere vi kommer på det. Det hele forsvinder ind. Men jeg ser ingenting i flyet. Jeg ser ikke stewardessen komme forbi, eller manden der sidder ved min side. Jeg ser ikke drengen, der sidder foran mig, der råber og skriger. Det eneste jeg ser, er

det landskab, der spejler sig i vinduet, og former sig til træer og huse. Jeg ser, isbjergene komme tættere og tættere på. Jeg ser dem, tårne sig op, der hvor flyet lige er kommet fra. Op over skyerne. Men der ikke nogle is stykker der falder af, og jeg stivner ikke, af et brag fra det. Der er helt stille. Ligesom rundt omkring mig. Som om, at i et minut, så er alle helt stille. Vi svæver alle i det her tomrum af nervøsitet. Nogen mere nervøse end andre.

Og efter det minut, forstummer stilheden, og barnet foran mig, begynder at skrige igen. Og jeg synes også, at jeg kan høre en snorke.

Jeg ved, at den stilhed, der var lige før, den kommer ikke tilbage igen. Det var det et minuts stilhed.

Folk plejer at sige, at når der er helt stille, så går der en engel igennem. Det vil jeg gerne tro på. Det er en så smuk tanke, at vi bliver overvåget, og at vi har så meget respekt for en, at vi alle kan være stille. Men jeg vælger at tro, at du er min engel. Jeg har så meget respekt for dig, at jeg er helt stille, hver gang du fortæller noget. Om det så er noget dumt, så er jeg helt stille og lytter. Lytter på din stemme, der kærtegner mine øre. Din stemme. Det er en stemme, jeg ikke kan få nok af. Jeg elsker, at bare lytte til dig. Og så er du så smuk. Ja, jeg vælger at tro på, at du er min engel, og alle andres engel. Men lige nu, når vi er landet, så er du kun min.

 

I det øjeblik, at vi lander, at hjulene på flyveren rammer jorden - og alle i flyet hopper en millimeter fra sæderne, der kan jeg mærke, at nu er det nu. Nu er det, at jeg skal ud til dig. Se dig, efter mange måneder. Se dit smil, skære igennem menneskemængden. Og dine øjne funkle så smukt. Se dem lede efter mig blandt mængden.

Jeg er den sidste i flyet, der rejser mig. Jeg har aldrig brudt mig om mange mennesker og små gange. Derfor venter jeg. Jeg venter til, at den sidste er ude. Og så rejser jeg mig. Jeg tager min håndtaske og forlader flyet, ligesom alle de mange andre passagerer gjorde.

Solen skærer mig lige i øjne, så jeg er nød til at klemme dem lidt i, bare for at kunne se, hvor jeg går hen. Jeg går ned af en korridor, med store vinduer, hvor solen lyser hele korridoren op. Der er ingen brug for lamper her. Så kraftig er solen.

Efter korridoren, kommer jeg til ankomsthallen. Jeg finder hurtigt min kuffert. Den kommer rullende på et rullebånd, som den eneste taske tilbage. Jeg får hurtigt fat i den.

Der er ikke så mange mennesker tilbage, så det er ikke svært at finde dine søgende øjne i menneskevrimlen. Og da du får øje på mig, der banker mit hjerte ud af mit bryst. Det gør så ondt. Alligevel kan jeg ikke lade være med at smile, det største smil jeg har, da du kommer løbene imod mig, og springer i mine arme. Og pludselig er alting let igen. Ingen bekymringer. Kun dig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...