365 Days to Enjoy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 maj 2015
  • Opdateret: 9 feb. 2016
  • Status: Igang
Nogle siger, jeg er tosset. Andre siger, jeg har en forskruet tankegang. I bund og grund er der mange ord der kan beskrive mig. Men hvis jeg selv skulle sætte ord på det, ville det nok lyde cirka sådan:
Jeg er en forskruet 15-årig pige. Mine tanker flyver rundt omkring mig, som små fluer, dagen lang. Nogle gange er jeg heldig at fange dem, andre gange flyver de bare forbi.
Dette her der din chance for at se forbi mine mange facader. Jeg er en pige med mange ansigter, og du får nu muligheden for at se bag dem. Så må du jo vælge det ord, som du synes, beskriver mig bedst. Tosset, forskruet eller bare mærkelig...?
Bigdrag til Dagbogskonkurrencen

5Likes
7Kommentarer
9900Visninger
AA

10. 19. + 20. maj 2015

19. maj

Som afsked til vores fantastisk lærer, der går op barsel i morgen, havde min klasse planlagt en babyshower for hende i går. Vi havde pyntet hele klassen med lyserøde balloner, lys og banerer. Vi havde købt en stor kage og dækket flot bord. Da timerne så kom, hvor vi skulle have hende, gemte vi os alle sammen bag det opdækkede bord. I det sekund hun trådte ind af døren, sprang vi alle sammen frem og råbte: "SUPRISE!" Hun blev så overrasket, at hun græd.Tårerne trillede ned af kinderne på hende, mens vi alle fik et kæmpe knus. Det var super hyggeligt. Vi havd endda købt gaver til både hende, og hendes kommende lille prinsesse.

 

Udover det, var det også i går, jeg skulle til lægen og have taget en masse prøver. Jeg skulle både have taget blodprøver, pusteprøver og en hjerte-fungtions-undersøgelse. Læger har aldrig og vil aldrig blive nogen jeg bryder mig specielt meget om. Faktisk så hader jeg dem. Bare tanken om dem, og deres elskede nåle, er nok til at gøre mig nervøs. 

 

 

 

20. maj

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige om i dag. Der er nok at fortælle, men jeg kan ikke finde ordene, der bedst udtrykker, den indebrændte forvirrende vrede jeg føler. Det er som om jeg bliver mere og mere opslugt af noget mørkt. Som om jeg står på kanten af en kløft med tæerne stikkende ud over. Jeg kan ikke andet end at tænke for tide. Tænke på alt der er galt med mit liv. Med mig. Hver sekund af hvert minut, hver dag, har jeg lyst til at krølle mig sammen i et hjørne og græde mine øjne ud. Bare græde til det ikke gør ondt mere. Uden nogen specifik grund, andet end "alt". 

 

Jeg er på kanten af et sammenbrud, men ingen forstår det. Uanset hvor mange jeg rækker ud til, for at få hjælp, er der ingen der rækker tilbage til mig. De vil alligevel aldrig forstå den følelse jeg sidder tilbage med. Den følelse der æder sig igennem alt. Tanker, hjertet, alt. 

 

Jeg var ved lægen i dag, for at få svar på prøverne fra i går. Det viste sig at alle prøverne var normale. ALLE. Min læge kiggede bare på mig og sagde: "Jah.. du må vel bare spise nogle panodiler, og så må det jo bare gøre lidt ondt." Jeg sværger, hvis det ikke var fordi min mor sad der, havde jeg skældt hende så meget ud. Tror hun ikke, at panodiler var det første jeg prøvede?! Bevidstheden om, at ikke engang ens læge tror på en længere, er forfærdelig. Den efterlader en følelse af tomhed. En følelse af ensomhed. Jeg havde lige accepteret, at mine klassekammerater ikke tror mig. Men at min læge ikke gør, er noget helt andet. Hun kiggede på mig, som om jeg var et lille barn der havde fået en rift i sin lillefinger. Som om det bare var noget jeg fandt på. 

 

Hvis det så skulle være noget jeg fandt på, så spørger jeg bare: Hvorfor skulle jeg finde på sådan noget? Jeg elsker sport, men har ikke spillet i over et halv år nu. Det giver jo ikke nogen mening, vel? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...