Forever...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2015
  • Opdateret: 23 maj 2015
  • Status: Igang
Emma er en pige på 15 år. Hende og hendes storesøster på 18 bor sammen med deres mor i hus i byen Dublin.
Emma har det ikke godt psykisk da der er sket en masse ting i hendes fortid som hun desværre ikke slipper.
Ingen kender til hendes ene side.. Hun cutter og gør skade på sig selv.. Hun mener selv at det er forkert, men hun kan ikke stoppe da det er det der skal til for at hun tænker på noget andet og mere eller mindre er glad..

Senere hen møder Emma en dreng ved navn Casper, som måske ender med at blive hendes livs lys og hendes lyst til at leve?? Hvem ved hvad der kommer til at ske mellem dem?

Find ud af det hele i Forever...

1Likes
1Kommentarer
341Visninger
AA

2. Kapitel 2

*Mandag Morgen*

Jeg ligger i min seng og kigger bare op i loftet. Forestiller mig alt det jeg vil komme til at gennemgå idag i skolen.

En tårer løber ned af min kind. Det så hårdt. Men ingen ser det og ingen skal heller ikke komme til det..

Sådan vil jeg have det skal være.

Jeg tager mig sammen og rejser mig op. Gør mig klar og kan mærke det ubehagelig sus i maven idet jeg træder ud af hoveddøren.

Igen sker det! Igen er jeg så rædselsslagen for at komme i skole. Så bange for at være mig selv og så bange for at fremstå som hende der bare skal psykisk ned! Jeg er så splittet indeni og håber for alvor at der snart sker noget godt... Jeg kan mærke på mig selv at det snart går galt. Men det er svært for mig at være mig selv når der er andre i nærheden. Det er meget nemmere at bygge flere og flere facader op og bryde dem på det tidspunkt hvor man er alene. Eller for mig er det.

Klokken ringer ind og første time skal til at starte. Jeg træder ind af døren til klasseværelset og kan med det samme høre stemmerne i mit hoved: "Ej, hvor du kikset!" "Du høre jo ikke engang til her, hvorfor er du her så?" Osv... Men problemet er at ingen i klassen bevæger deres munde... Jeg føler mig indelukket i en boks uden nogen skrue ned knap for alt det høje overdøvende støj.. Timen er godt nok kun lige startet men jeg vil bare hjem!

Jeg vil nødig snakke om dagen efterfølgende.. Kan fortælle så meget som at stemmerne i mit hoved blev værre og værre og oveni var der forbløffende nok en grupper der valgte at sige noget til mig.. det lød ca. sådan her: "Hva fuck tror du at du har gang i? At være iblandt alle os andre som om du er ligesom os? Det kan du kraftedeme godt glemme alt om. Skrid hjem til der hvor du høre til. Hos alle de andre følsomme tudeprinsesser der har det i og åh så svært! Taber!!" Jeg var knust efter den lille episode. Var så tæt på at gå under og give dem hvad de ville have, men nej! Så let skal det heller ikke gå til.

Har fundet ud af efter alle disse år med ubehagelige skoledage og for den sags skyld også aktivitets arrangementer, at jeg faktisk i mit hoved virker meget mere, kold og ligeglad end jeg faktisk er. Jeg har på en eller anden måde to sider der fletter sig sammen. Selvom jeg er ked af det og er ved at græde, er jeg ligeglad fordi at de andre ikke skal have nydelsen af det! Men igen, det er jo bare mig...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...