Dear Diary - Listen To My Fucked Up Life

En 15 årig pige på efterskole, skilsmisse barn, psykiske problemer... men en stærk facade.

1Likes
0Kommentarer
300Visninger
AA

1. First Day

 

"A bird can fly...

and be shot down...

But sometimes the shooter

Aren't shooting right"

 

 

Tirsdag d. 5/5-15

Min alarm ringede... 06:00... Jeg slog den fra med min tunge hånd. Den bliver tungere og tungere hver dag, men der er ingen som kan se det. Min hjerne leger en leg med mig, men jeg kan ikke selv lege med... Ved du hvordan det føles? Jeg ved det ikke, for jeg kan ikke sætte ord på det. Den ene dag er jeg så tæt på svaret og jeg kan klemme et smil frem. Men når jeg vågner igen har jeg mistet mine tanker og kæmper for at rejse mig op.

 

Der gik hurtigt 15 min. og min næste alarm ringede... 06:15... Jeg slog den igen fra, og hvilede mig endnu engang, eller rettere sagt, forberedte mig på endnu en dag i helvede. Ikke fordi at det her sted er dårligt, men fordi at det bare er så svært at holde humøret oppe. Det er umuligt. Sorry for de her deprimerende sætninger, men du ved... Det er lettere sådan her. Bare skrive til ingen. En som jeg ikke skal se i øjnene.

 

06:30... Min 3. alarm ringede, og jeg var så småt ved at have kræfter til at rejse mig op. Jeg har stadig en halv time igen, før jeg skal være klar. Så er der morgentur, men det deltager jeg ikke i. Du ved hvorfor. Ene af mine læger har forresten aftalt en tid ved et fysioterapeut imorgen... Håber at det hjælper på mit knæ, for de kroniske smerter gør ikke ligefrem min livsglæde større.

 

Klokken blev 06:45 og min sidste alarm ringede. Jeg skrev hurtigt en besked til min kæreste. Han er syg idag, men så har han noget at vågne op til. Jeg satte mig stille op i sengen, og kunne mærke en svimlende vind blæse gennem mit hoved. Det sker hver morgen, men det ændrer ikke at jeg får et chok, af den pludselige dunkende hovedpine som følger efter.

Mit tøj fra dagen før er lagt i en bunke og jeg tager det på igen. Eftersom de fleste bare har joggingtøj på, kan jeg vel gøre det samme. Jeg redte min seng og børstede mit hår. Det gik langsomt. Mine ben var som cement og mit hoved dunkede. Jeg pressede øjnene sammen i smerte, efter et voldsomt jag i hovedet.

Min roomie vågnede et par minutter i 7 (hun er altid langsom til at gøre sig klar, hun er bare dum nok til at vente med at vågne). Hun nåede lige at få tøj på, før vi kunne høre læren. Jeg åbnede vinduet og mærkede den kolde luft slå om mine varme kinder. Derefter trak gardinet for på min side - og som sædvanligt, tømte hun ikke skraldespanden eller træk hendes gardin for. Det kaldes at være doven. Sådan er det.

Eftersom ingen af os må gå morgentur, har vi 45 min. til at gå op og spise. Vi SKAL op i spisesalen, men idag var bare en af de dage hvor jeg simpelthen ikke kunne. Tanken om mad gav mig kvalme, så jeg tog chancen og blev væk. Min roomie går aldrig der op, for hun bruger altid næsten 3 kvarter på at ligge make-up... Jesus, jeg bruger næsten aldrig noget!

Klokken nærmer sig 07:45, så jeg børstede mine tænder. Igen idag var jeg den første til at blive færdig! Wow what a surprise... or NOT

 

Jeg gik til morgensamling, men kunne ikke rigtigt koncentrere mig. Mit hoved var fulgt af en million tanker, og jeg brugte tiden på at skubbe dem væk. Da det var slut havde jeg en time til at gøre klar til min afgangsprøve i færdighedsregning. Jeg gik til prøven, og fik et 10 tal. Utroligt.

Kl. 11:45 skulle jeg have time og ja, jeg lavede ikke rigtigt noget, sorry. 12:20 var der middagsmad, som sædvanligt, men jeg var ikke rigtigt sulten, så det blev til 1 lille rund kartoffel og 1 stykke kogt medister, med meget lidt brun sovs. Tiden føltes lang, mens alle de andre sad og spiste - nogle tallerken efter tallerken - af den ellers fine mad. Min mave snorrede sig sammen, som en slange om sit bytte.

Jeg havde en pause i 20-30 minutter før jeg skulle til time igen. Den gik med at få samlet mine tanker og skrive med min kæreste. Mine tanker er blevet mere tomme hen ad dagen. Som om jeg havde en kop fyldt med en masse nyttesløse flagrende tanker for et par timer siden, men nu har mørket drukket dem alle. Én efter én. Jeg kunne nærmest mærke hvordan min energi drev ud, og aldrig kom tilbage.

Efter skolen var jeg helt drevet for energi. Min kop var tom. Jeg kunne tydeligt se bunden, men koppen var for høj... jeg kunne ikke se toppen. Det lyse. Friheden. Kl. 5 skulle jeg gøre rent, og jeg fik slæbt mine ben der hen.

Det blev tid til at spise, men min appetit var på størrelse med den luftpartikel, som sammen med millioner af andre fyldte mine lunger, hver gang jeg prøvede at tage en dyp indånding, så det blev til lidt salat.

 

Jeg satte mig ned på værelset for at høre musik, og skrev med ham den søde. Mit humør blev løftet, da jeg fik en nyhed, som fik mit blod, fyldt med bobler, til at suse gennem mine årer, fra hjertet - til hjernen - til tærene. Ja hele kroppen.

Min kæreste og hans familie skal i Jesperhus Blomterpark i 4 dage i sommer ferien... OG JEG MÅ KOMME MED! Og jeg skal kun have lommepenge med! Jeg elsker ham og hans familie, men jeg ville bare ønske at jeg også havde penge til at tilbyde sådan noget. Men fuck jeg er glad lige nu. Så jeg smutter.

 

Fuck hvor var det en lorte dag... Indtil nyheden kom.

 

_____________________________________________________________________________________________

 

 

Undskyld at det her kapitel er ret kedelig, men så konkurrencen, og havde kun 1 time at skrive i pga. skole aktivitet :(

Håber at i vil følge med, for jeg lover at det bliver bedre :)

I er selvfølgelig velkommen til at læse mine tidligere værker her inde <3

XOXO

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...