Dansk essay - døden.

» Et essay om døden, hvor jeg inddrager personlige oplevelser og reflekterer over dødens natur. « Døden har altid en betydning for os alle sammen. Selvom du måske ikke tror det, så er der ting og sager der dør for dig månedligt. En blomst kan lade livet, kærligheden til en anden kan dø. Dit venskab kan dø lige så stille. | Skoleopgave til et 12-tal, essay.

5Likes
2Kommentarer
664Visninger

2. Døden.

”Død er betegnelsen for afslutningen på alle biologiske organismers liv. Død kan enten betegne en hændelse eller en tilstand. Mange forskellige faktorer kan resultere i en organismes død; jagt, sygdom, ødelagte livsbetingelser, alderdom, underernæring eller fysiske skader. De primære dødsårsager for mennesker i den vestlige verden er sygdomme i forbindelse med alderdom”
 Opslag fra Wikipedia

Tårerne triller ned af min mors kinder, sorgen hænger som en tung dyne ned over kirken i Sorø, hvor hele min familie er samlet. Det er første gang jeg er til begravelse, jeg forstår ikke hvorfor jeg ikke kan fremkalde de tårer, som jeg så gerne vil. Min mormor var virkelig en af de nærmeste jeg havde, jeg kan stadig huske da vi gik ture ved den lille sø og fodrede ænder med små brødstumper, som var tilovers. 

Men hvad er døden, hvad betyder den for os mennesker? 
Da jeg var yngre var jeg altid rigtig bange for døden, bange fordi jeg ikke vidste hvad der ville ske. Men sådan er det vel for alle mennesker i hele verden. Man tænker vel sine tanker om døden, ligesom man tænker om verdens undergang, eller hvordan det hele startede. De tre ting, vil altid stå i det uvisse. Selv den klogeste forsker kan ikke bevise hvornår jorden går under, eller om jorden startede med ”Big Bang” eller ”Adam og Eva”. Hvad startede det hele med? Det spørgsmål er det evigt ubesvarede spørgsmål. Specielt for mig. Vi ånder, vi overtolker, vi undres og glædes, vi søger, vi elsker, vi ved så meget og stadig er vi ude af stand til at forudsige, hvilket sekund der kunne blive vores sidste. Men er det også kun en del af livets charme? Vi ved, vi ikke lever evigt. For det gør vi ganske enkelt ikke. Der kommer et tidspunkt for alle, hvor det sidste sandkorn i timeglasset rinder ud, og hvor der ikke er nogen tilbage til at vende glasset igen. På en måde føler vi vel, at vi hele tiden har travlt, fordi tiden ikke går i stå, fordi vi selv stopper op, og vi ved samtidig, at vi burde sætte farten ned for at nyde udsigten. Vi finder alle et mål i livet, som synes værdigt at gå efter; en vej, som virker rigtig at følge, og samtidig beslutter vi os også for, hvilke andre veje vi udelukker, hvilke forhindringer vi vælger at løbe hurtigt forbi, hvilke steder vi stopper op og hvilke huller vi springer over.

Jeg har fået fortalt om dengang min morfar måtte stille træskoene. Jeg var lige blevet født og han lå på dødslejet. Min mor fortalte om sin far, som simpelthen nægtede at dø, han var slet ikke færdig med sit liv, han var ikke tilfreds. Tænk over de mennesker der spilder et helt liv på noget de i virkeligheden slet ikke har lyst til. Det må være helt forfærdeligt, for får man et liv igen? eller var det det?

Døden kan vel være mange ting? Døden kan være en ny begyndelse for de religiøse, som enten tror på at de opnår en tur til paradiset, altså himmelen, eller at de opnår Nirvana. Nogle tror på at så snart man lader livet, vågner man op i en ny krop, altså bliver genfødt. Jeg selv tror på at der er liv efter døden, at man måske lever på jorden og går usynligt rundt mellem menneskene og passer på sine nære. Jeg tror ikke decideret på paradiset, jeg tror at paradiset er på jorden. Hvert menneske ser på døden på forskellige måder. Men hvad sker der, når vi når vores mål? Var det så dét? Slutter livet sådan uden videre, eller er døden kun en anden sti, som vi alle er nødt til at følge? Jeg er ikke bange for at dø. Jeg er ikke bange for den dag mit hjerte holder op med at slå, men jeg frygter øjeblikket inden og øjeblikket efter. Jeg frygter den dag, jeg forsvinder, og hvor alt der bliver tilbage er et minde og en smule aske i en urne. Jeg frygter, hvad folk vil huske mig for. Jeg frygter, hvad de vil glemme. Men mest af alt frygter jeg, at jeg ved livets afslutning vil indse, at jeg slet ikke har levet mit liv, som jeg ville have gjort.

Søren Kierkegaard sagde engang, at "livet skal forstås baglæns, men bør leves forlæns".
Først syntes det for mig som en meget vis tanke, men når jeg tænker nærmere over det, så ville det ikke være en klog måde at gå igennem livet på. Den bedste måde at leve på er helt sikkert at leve livet forlæns, men når man har levet hele livet forlæns, og man pludselig dør, hvornår er der så tid til at forstå det hele baglæns. Nu tager jeg sikkert hans ord alt for bogstaveligt, for hvis man ser på sætningen igennem andre briller, så er det vel fornuftigt ikke at gøre sig for mange bekymringer undervejs, og i stedet tænke over det bagefter, når alle kort er lagt på bordet. Jeg synes alligevel, at det er en interessant tanke at overveje, for hvad er det overhovedet, der venter på os efter livet? - og bliver der alligevel tid til at tænke tingene igennem? Der er ingen, der ved det. Der er nogen, som tror, de har fundet svaret, men der er ingen, som med sikkerhed kan sige, hvor vi skal hen, eller som hvad eller hvem. Stadig tror jeg ikke på, at nogen mennesker frygter døden. Heller ikke selvom mange vil påstå det modsatte. Til gengæld tror jeg, at vi er bange for det ukendte. Vi er bange, fordi vi kun kan gætte på, hvad der kommer til at ske. I virkeligheden frygter vi vel alle øjeblikket inden vi dør og øjeblikket efter. Det er slet ikke, hvad der ligger midt imellem, som vi er bange for, men vi har givet døden skylden for vores frygt, fordi vi har behov for at finde en syndebuk, som vi kan hælde vores frygt ud over, fordi vi dybest set er bange, fordi vi ikke ved, hvad der kommer til at ske. Men i grunden er døden det eneste, vi ikke burde frygte.


Alt hvad vi ejer, alt hvad vi har, alt hvad vi er og alt hvad vi tager for givet er kun noget, vi har til låns. Selv livet vil en dag glide ud af vores hænder. Så i virkeligheden burde vi ikke være bange. Vi burde hellere finde en tryghed i døden, for lige meget hvad der sker, så er døden det eneste sikre; det eneste som vi altid kan regne med, vil ske. Men der findes i grunden flere definitioner på det vi kalder for død. Der er nogle der bliver konstateret hjernedød i en ulykke. Det vil sige at de i virkeligheden ikke lever fordi der er helt sort, de kan ikke se noget, ikke høre noget, hjernen er død og netop derfor kan man ikke bevæge sig på nogen måde. Kun hjertet banker. Der kan det være meget svært for familiemedlemmer eller nære venner at skulle slukke for sin kære vens hjerterytme, men er det egentlig ikke det bedste? Det er vel det bedste at sige farvel, når man alligevel ikke kan snakke eller få kontakt mere.


Selvom du måske ikke tror det, så er der ting og sager der dør for dig månedligt. En blomst kan lade livet, kærligheden til en anden kan dø. Dit venskab kan dø lige så stille. Selv har jeg været udsat for et døende venskab. Det var med min barndomsveninde. Vi havde altid været sammen, altid haft det hylende morsomt, men langsomt begyndte vi bare at vokse fra hinanden, det var som om vi ikke havde noget at snakke om mere, til dels fordi vi slet ikke sås nok. Der døde det venskab ligeså stille hen og den dag i dag, har jeg ikke snakket med hende i mange år. 
Noget andet der kan dø er tillid og tro. Tro kan forstås i flere sammenhænge. For eksempel kan en kristen miste troen til sin gud, til Jesus, til Maria eller hele bibelen. Ellers kan en person miste sin tro på at det der snart skal ske, kommer til at gå godt. Tilliden kan også dø. Det kan være at der er et par forældre som sætter al sin lid til deres teenagedatter. De stoler fuldt og fast på at hun opfører sig godt i byen og lader være med at køre med fremmede. Men i det øjeblik pigen tager den forkerte beslutning og hopper ind på bagsædet af en folkevogn, klipper hun selv snoren over. Den snor som hun så ganske enkelt kunne have ladet være og fulgt. Tilliden fra hendes forældre dør lige fra det øjeblik, og så er hun selv ude om at det kommer til at gå ud over hende i sidste ende.

Døden ses ofte personificeret som manden med leen - en skeletmand, gerne i kutte, og udstyret med en le. Han bliver dog nogle gange også afbilledet med et timeglas i sin hånd som et symbol på at tage tid på livet og vente på døden.”
Opslag fra wikipedia

Døden kan være godt, døden kan være ondt, det er alt sammen noget du selv bestemmer. Du vælger selv hvordan din opfattelse skal være. Der er ting der dør i dit liv hvert eneste dag. Der er mange måder at dø på, der er mange måder at se døden og dens følger på. Døden nærmer sig med tunge skridt, måske er den der allerede? Vi skal alle sammen dø en dag og intet kan stoppe den. Men du kan sørge for at du dør med et smil på læben og udlever dine drømme.

Der er begravelseskaffe i præstegården ved siden af kirken, den tunge stemning opløses stille af den søde kringle. Min mormor ligger trygt i jorden og er på vej ud på en ny rejse, en rejse som kun hun kender til. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...