Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2015
  • Opdateret: 4 maj 2015
  • Status: Igang
En grufuld skæbne bringer nyt liv.

3Likes
0Kommentarer
308Visninger

1. Kapitel Et

Det var en kølig aften. Det eneste, der lyste vejen op, var de gamle lygtepæle. Jeg kiggede mig instinktivt bag skulderen. Det føltes som om, jeg ikke var alene. Det kunne jo bare være, at mine sanser spillede mig et puds, så jeg fortsatte videre ned af vejen – dog havde jeg ørerne ude. Efter et par minutter var den sære lyd der igen. Jeg blev bekræftet i min frygt, da jeg så en skygge snige sig ind bag et hegn. Jeg begyndte at gå hurtigere med et hjerte, som bankede hårdt. Et ben foran det andet. Farten blev sat op, og nu løb jeg. Den kølige luft skar i mit ansigt, og de eneste lyde, jeg opfattede, var min hjertebanken, vejrtrækning og hurtige trin. Jeg snublede over en ujævn flise og forberedte mig mentalt på at slå hovedet ned i asfalten. Mine hænder tog fra, og jeg nøjedes med nogle rifter. Smerten blev afledt af en pludselig stilhed. Jeg kiggede frem, og mine øjne mødte tre maskeklædte mennesker. Et gisp listede sig over mine læber, og jeg kravlede ivrigt bagud. Jeg rejste mig op, men blev hurtigt grebet bagfra. Jeg skreg. Skreg så højt, at mine lunger blev tømt for luft. Et par fugle spredte sine vinger fra det nærmeste træ. Hvis jeg var dem, var jeg også flygtet. Jeg spjættede, sparkede, bed – ja, gjorde alt, hvad jeg kunne for at komme fri. Men en mod tre var dårlige odds, men det standsede mig ikke fra at redde mig selv. Jeg fik vredet mig fri, men kun for at blive taget af en anden. Lyden af gaffatape skar i mine ører, og det dækkede mine læber. Jeg fik en pose over hovedet og gik i panik. Hvad i alverden kunne jeg gøre? Jeg sparkede ud i luften og ramte tilsyneladende et ømt punkt, da jeg hørte et gisp og en hvisken, der mindede om ”kælling”. En knytnæve ramte min mave, og jeg sank sammen. Der blevet bundet gaffatape om mine ben og arme. Jeg blev løftet op og kunne høre lyden af tre sæt løbende fødder. ”Lig dog stille, kvinde!”, råbte en af dem. Farten blev sat ned. Førstemanden bandede. ”Latterlige mudder!” Jeg kunne høre lyden af vand skvulpe ind mod bredden. Var vi ved søen? Jeg blev bekræftet i min teori, da lyden af trin på en badebro overdøvede vandet. ”Nu?” Jeg var løbet tør for kræfter, og jeg følte bevidstheden forsvinde. ”Nu!” Jeg mærkede det iskolde vand ramme min krop. Vandet omsluttede mig, og jeg dalede ned mod bunden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...