Two Pieces

Zoey og Riley Parks er pap-søstre, det vil sige Zoeys far blev gift med Rileys mor, Zoey er fars lille prinsesse og får hvad hun peger på, hvorimod Riley skulle hjælpe hendes mor med at tjene til føden, men da Rileys mor bliver gift med Zoeys far ændre deres liv sig. De kan ikke fordrage hinanden, men deres forældre gør alt hvad de kan for at de skal kunne lide hinanden. Zoey er kæreste til ingen anden end Niall Horan fra det berømte band One Direction, da Niall kommer hjem til deres hus med Louis Tomlinson ændre deres liv sig drastisk. Riley er meget imod det, men ligepludselig opstår et dobbelt liv mellem hende og Louis.
• historien er skrevet med Sille rr, som skriver Louis og rileys synsvinkel•

14Likes
18Kommentarer
4948Visninger
AA

5. Riley Parks - Sille Rr

Rileys point of view

Hvordan kunne det lade sig gøre? Hvordan lod jeg mig overtale til den "hyggelige filmaften med drengene"? Jeg ved det ikke, og jeg fortryder det af hele mit hjerte. Mor var fast besluttet på at jeg skulle med. "Endelig noget i to laver sammen som søstre," havde mor sagt, og strålet over hele ansigtet. Jeg var blevet sur, og havde råbt: "Vi er ikke søstre, og vi bliver det aldrig!" Jeg var ret temperamentsfuld når det kom til stykket.

Jeg fortrød mit råberrig med det samme, da jeg så mors triste ansigt, og jeg havde skyndt mig, svag som jeg nu engang var, at undskylde og lovede at tage med til filmaftenen. Jeg var så dum. Nu skal jeg bruge en hel aften sammen med nogle drenge, jeg kun kender ud fra overfladiske ugeblade. Trist. Jeg kunne have brugt aftenen på mine skitser, med dæmpet musik, sammen med min bedste ven, sovesofa, og æde alt for mange toast.

Men ja sådan var livet nu engang... Jeg sørgede for at min blog lå trygt i min taske, under min yndige lyserøde pyjamas. Jeg havde planer om at smugle den ud på drengenes toilet, og bruge aftenen med en blyant. Jeg smilede ved mig selv. Jeg skulle lige love for jeg ikke havde tænkt mig at se film sammen med de andre.

Jeg gik ned i entréen, hvor Zoey stod med en kæmpe stor sportstaske. "Vi skal kun være væk til i morgen, ikke i flere uger," bemærkede jeg, og gik ud ad døren. Jeg satte mig ud i  Zoeys skrigende røde Porsche, og satte mig ind på passagersædet.

Zoey tændte for radioen, og bakkede ud ad indkørselen. Vi kørte uden at sige et ord til hinanden, kun med Bruno Mars count on me til at udfylde stilheden. Uden helt at ligge mærke til det, begyndte jeg at synge med. I omkvædet opdagede jeg at Zoey også sang med. Jeg stoppede brat, og hun kiggede forskrækket op. Hun rakte ud, og slukkede radioen, og vi kørte videre i nu fuldstændig tavshed. Denne her tur kunne ikke blive mere akavet...

 

Vi nåede endelig til et kæmpe stort lejlighed kompleks. Vi steg tavse ud af bilen, og gik ind i komplekset. Her var gigantisk. En kæmpe stor lobby med rød løber, der fik det hele til at ligne et hotel. Jeg fulgte efter Zoey ind i elevatoren. Der var spejle over det hele, og i en af dem sværger at kunne man se ind under Zoeys mini skørt. Jeg så hurtigt den anden vej, da jeg ikke var særligt interesseret i at få det billede brændt fast til min nethinde.

Et lille pling meldte elevatorens ankomst, på Naills etage. Jeg sukkede og gik ud på gangen. Zoey var hurtigt foran mig, med sine tynde modelstænger. Jeg er ked af at indrømme det, men hun var gudesmuk, lige meget hvad irriterende og selvglad hun er. Det var lidt surt, at det udvendige ikke afspejler hvordan man er.

Zoey bankede en lille melodi på en dør, og lidt efter blev der åbnet. Indenfor mødte 4 energiske smil mig. Jeg genkendte kun 2 Naills og Louis'.

"Hej skat," sagde Zoey og kyssede grådigt Naill, og jeg himlede bare med øjnene. De var da bare for meget, jeg mener, man skulle tro de kunne beherske sig når der stod 4 andre mennesker omkring dem, og var ved at brække sig, jeg var i hvert fald, var det for meget at forlange?

"Jeg troede vi skulle se en rigtig film, og ikke at i var filmen," sagde jeg, og trippede utålmodigt. Badeværelset ventede jo. 

"Bare vent til du for en kæreste," sagde Zoey og kiggede eftertænksomt ud i luften. "Når nej, vent lige, det kommer jo aldrig til at ske," smilede Zoey sukker sødt. Drengene flækkede af grin, mens jeg bare skulede til isdronningen, og endnu en gang tænkte på hvor meget bedre denne dag ville være der hjemme i min seng, måske med et Skypeopkald til Marlene. Marlene var min bedste- og eneste rigtig veninde som var rejst til New Zealand hele sommerferien.

Endelig bevægede vi os ind i lejligheden, og jeg må indrømme jeg var overasket, selvom jeg selv boede et alt for luksuriøst sted selv, var det her sted vildt. Det var moderne indrettet, og her var kæmpestort. Jeg rystede på hoved. Hvis vores familie vi lagde os sammen med Naill, og kun købte hvad vi havde brug for, og boede i normale huse og lejligheder, tør jeg væde med vi kunne rede hele Afrika for hungersnød.

Jeg så rundt på sofaerne, og for at være helt ærlig, vidste jeg ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Der var massere af plads, men jeg havde ikke rigtig lyst til at sidde ved siden af nogle af dem. I stedet satte jeg på det bløde tæppe med min taske ved siden af mig. Hvis jeg skulle smugle bloggen op, gav det jo ingen mening at tasken var ude i gangen.

"Hvorfor sætter du dig på gulvet?" Spurgte Louis nysgerrigt, mens alles blikke rettede sig mod mig. Jeg ignorerede dem, og svarede Louis:

"Det er faktisk godt for ryggen at du ved det," sagde jeg bedrevidende, og kiggede ind i Louis' øjne. De var ganske flotte for at være ærlig. Det var grønblå med et gyldent skær, og jeg kom nok til at stirre lidt for længe ind i dem. Men hallo, jeg er faktisk en pige, og det er normalt at blive tiltrukket af en godt udseende dreng.

Vi var i gang med at se en eller anden dødssyg, overspillet kærlighedsfilm Zoey havde plaget om at se, og jeg var ved at falde i søvn. De andre så rimeligt optagede ud, så jeg besluttede mig for det var tid til at smugle bloggen op, og gå i dækning.

Jeg lynede, lydløst som en Ninja, min taske op, og fandt bloggen frem, som jeg gemte under min trøje. Jeg rejste mig op og rømmede mig: "Hvorhenne er der et toilet?"

"Jeg skal nok vise dig det." Louis lignede en der ikke tog imod indvendinger, så jeg trak bare på skuldrene og fulgte efter ham ud i en gang. Klodset som jeg nu engang var væltede jeg midt i det hele. Jeg rejste mig hurtigt op igen, uden at bemærke at bloggen var glædet ud fra min trøje i faldet.

Louis pegede på en dør. "Der er det."

Jeg smilede lidt til ham og gik så ind på toilettet og låste døren efter mig. Mine hænder fumlede efter bloggen, men den var der ikke. Jeg gispede. Jeg måtte have tabt den. Jeg var ude ad døren igen på mindre end 1 sekund, men det var allerede for sent. Louis stod og studerede et skitse, og jeg bed mig nervøst i løben.

"De er fantastiske!" Udbrød han overrasket, og vendte siderne en efter en. Jeg smilede stille over hans kompliment. Jeg var selv ret stolt af tegningerne, men jeg havde aldrig vist dem til andre, så jeg kendte kun min egen mening.

"Må jeg godt få den tilbage?" Spurgte jeg, og tog bloggen fra ham inden han kunne nå at svare.

"Hvem er ham manden du har tegnet?" Spurgte Louis nysgerrigt. Jeg vidste godt hvilken mand han snakkede om, for jeg havde ikke tegnet andre. Det var min far. Jeg havde flere gange prøvet at tegne ham ud fra billedet på mit skrivebord, men det blev ligesom bare ikke godt nok, fordi jeg ikke havde set ham, eller andre billeder end det ene.

"Min far," sagde jeg efter en lang pause. Jeg havde en afvisende undertone i stemmen, da jeg ikke ønskede at uddybe det for ham.

"Riley?"

"Jaer?"

"Jeg synes du er sød," Louis smilede genert, og jeg begyndte at pille ved armbåndet jeg engang fik af Marlene. Det gjorde jeg altid når jeg var nervøs. Jeg fik aldrig komplimenter, og nu havde jeg fået to på jeg ved ikke hvor kort tid, og nu vidste jeg virkelig ikke hvad jeg skulle gøre, og mine kinder var sikkert rosenrøde. Jeg tog mig dog sammen og fik svaret ham:

"Du er heller ikke så slem som jeg troede."

Det næste der skete, kan jeg ikke rigtig sætte ord på. Det var ligesom om der var en usynlig magnet der trak os sammen, og han plantede blidt sine læber mod mine. Jeg blev helt svimmel, som om nogen havde slået mig oven i hovedet med en skovl. En ringetone afbryd kysset, og jeg opdagede det var min efter 10 sekunders ringen. Jeg trak den hurtigt op af min baglomme, og så Marlenes navn med et hjerte bag, jeg havde sat, dengang jeg prøvede at følge moden med smileyer. Det stoppede jeg hurtigt med igen.

Jeg tog telefonen, og med et gik det op for mig hvad der var sket. Jeg havde lige kysset med Louis! Jeg havde ikke engang kendt ham i et døgn. Den svimlende følelse blev erstattet af overraskelse. Det lignede mig overhoved ikke.

"Hej baby, hvordan går det?" spurgte jeg Marlene om gennem røret. Baby var noget vi havde kaldt hinanden siden 7. klasse. Harry brasede ind i gangen, og betragtede mig og Louis med et frækt glimt i øjet. Jeg sendte ham mit bedste dræberblik, og lyttede til Marlenes endeløse pludren om sin ferie.

"2 sekunder baby," sagde jeg til Marlene, og sagde henvendt til Harry:

"Hvad vil du?"

"Vi har bestilt pizza, vegetar." Jeg blev lidt rørt. Zoey havde husket at sige jeg var vegetar, eller også var en af drengene det.

"Smut i bare, jeg skal lige snakke færdig," sagde jeg til drengene, og viftede med hånden. Jeg var lettet over jeg kunne virke så rolig, efter det der lige var sket. Harry gik ud med Louis i hælene, som vendte sig om, og sendte mig et undskyldende blik. Jeg rystede bare afvisende på hoved og tog igen min mobil op til øret. "Så er jeg her igen baby."

 

Jeg gik ud til de andre efter en 10 minutter, hvor jeg prøvede at sige farvel til Marlene. Jeg smilte til dem selvom det kun var Louis der kiggede op. Han var dog hurtig til at kigge ned i sin mad igen med røde kinder. Jeg satte mig på den eneste ledige stol, og så på min salatpizza. Jeg havde ingen appetit men jeg spiste alligevel et stykke. De andre snakkede livligt om alt mugligt, mens jeg holdt mig tavs. Det samme gjorde Louis, og jeg tror jeg var mindst lige så rød på kinderne som han var.

"Skal vi ikke tage nattøj på, og så lege sandhed eller konsekvens?" Spurgte Harry med et lumsk smil. Naill og Zoey sagde ja i kor, Liam rullede med øjnene af den barnlige idé men nikkede så, jeg trak på skuldrende og Louis nikkede kort.

Jeg smuttede ud på toilettet for at skifte til min yderst, yndige, lyserøde pyjamas, og betragtede mig i spejlet. Jeg har sagt, men nu siger jeg det igen: Den pyjamas klæder mig godt.

Jeg gik ud fra toilettet, og ud i stuen, hvor drengene heldigvis var færdige med at skifte. Det havde seriøst været akavet hvis de ikke var færdige. Drengene havde alle sammen joggingbukser, og Zoey en silke top og matchende shorts. og når jeg siger shorts. De var så korte at man kunne næsten tro det var et par trusser.

Jeg kiggede lidt rundt, Da jeg faldt over Louis mave. Uf... Lige nu ville jeg ønske jeg havde den superkraft at jeg var immun overfor lækre maver. Detsvære var jeg ikke overmenneskelig. Jeg satte mig ved siden af Louis og Liam i rundkredsen. Efter en kort diskussion om hvem der skulle starte, blev folk enige om at jeg var den heldige. Jeg var blank. Jeg havde aldrig været med til sådan en leg, da jeg mente det var noget overfladisk pis. Dog var der et spørgsmål der havde naget mig i lang tid.

"Sandhed eller konsekvens Zoey?" Spurgte jeg, og ventede spændt på svaret. Det havde bare at være sandhed.

"Sandhed," svarede Zoey selvsikkert, og et smil bredte sig på mine læber.

"Hvordan døde din mor?" Jeg så på hvordan den selvsikre isdronning, blev lidt usikkert, men hurtigt blev udtrykket blev hurtigt erstattet med et surt blik. Jeg smilede undskyldende til hende, da jeg godt vidste at det var hendes svage punkt, jeg var bare ikke sikkert på det var den måde hun opfattede det på.

"Ehm... Min mor døde af en sygdom," svarede Zoey selvsikkert, men hun holdt ikke øjenkontakten, hvilket hun gjorde når hun løj, ligesom jeg pillede ved mit armbånd. Jeg havde lagt mærke til det, alle de gange hun havde lovet sin, at der ikke ville ske noget mellem hende og Naill.

"Du lyver gør du ikke?" spørger jeg stille, udmærket godt klar over at jeg piller i et gammelt sår, men come on, der var 100 ting hun havde gjort mod mig, som var værre, så nu skulle jeg have hævn. Ingen mennesker er perfekte.

"Nej det er sandheden," svarede Zoey, men hun kiggede igen væk. Jeg var sikker på det ikke var sandt, men jeg lod det ligge. "Sandhed eller konsekvens Louis?" skiftede Zoey emne.

Louis sad i lang tid og tænkte over sit valg.

"Jeg henter chips imens Louis tænker. Vent til jeg er kommet tilbage," sagde Naill og slikkede sig om munden. Han rejste sig op, og forsvandt ud i køkkenet.

"Når Riley, hvem var det du snakkede i telefon med?" Spurgte Harry og smilede sit sædvanlige smil.

"Min Baby," sagde jeg og smilede ved tanken om Marlene det sludrechatol.

"Er det din kæreste?" spurgte Liam, og jeg rystede grinene på hovedet. Den havde jeg ikke lige set komme.

"Nej det er min veninde Marlene," sagde jeg fnisende. Ud af øjenkrogen så jeg Louis. Det lignede at han åndede lettet op. Jeg må have set syner.

Naill kom tilbage fra køkkenet med den største skål chips jeg i mit liv havde set. "Når Louis, bliver det til noget," spørger han.

"Konsekvens," svarede Louis.

Vi vendte alle sammen vores blikke mod Zoey, som bare sad og så ud i luften.

"Zoey, vågn op," sagde Naill og knipsede foran Zoeys ansigt.

"Hvad?" Spurgte Zoey forvirret.

"Konsekvens," vælger Louis.

Isdronning smilte så koldt til mig at jeg fik kuldegysninger op og ned af ryggen.

 

"Kys Riley!"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...