Two Pieces

Zoey og Riley Parks er pap-søstre, det vil sige Zoeys far blev gift med Rileys mor, Zoey er fars lille prinsesse og får hvad hun peger på, hvorimod Riley skulle hjælpe hendes mor med at tjene til føden, men da Rileys mor bliver gift med Zoeys far ændre deres liv sig. De kan ikke fordrage hinanden, men deres forældre gør alt hvad de kan for at de skal kunne lide hinanden. Zoey er kæreste til ingen anden end Niall Horan fra det berømte band One Direction, da Niall kommer hjem til deres hus med Louis Tomlinson ændre deres liv sig drastisk. Riley er meget imod det, men ligepludselig opstår et dobbelt liv mellem hende og Louis.
• historien er skrevet med Sille rr, som skriver Louis og rileys synsvinkel•

14Likes
18Kommentarer
4949Visninger
AA

6. Louis Tomlinson & Riley Parks- Sille Rr

Louis point of view

 

Jeg så lidt forskrækket på Riley. Hun så nervøs ud og pillede ved sit armbånd. Jeg bed mig selv i læben. Jeg havde aldrig mødt nogen som hende. Hun var smuk, sjov, uselvisk og jeg kunne blive ved. Det var nok derfor jeg kysset hende. Jeg havde virkelig dummet mig. Det var alt for tidligt, da vi kun havde kendt hinanden siden i går, og i går havde hun kaldt mig en klam fremmed. Det værste var nu skulle jeg kysse hende endnu en gang. Misforstå mig ikke. Jeg havde lyst til at kysse hende, men jeg ville give hende tid.

"Kom nu," sagde Zoey utålmodigt. Jeg kiggede kort over på hende, inden jeg igen kiggede usikkert på Riley. Hun sad bare med blikket fæstnet til sit armbånd, som hun pillede ved som gjaldt det det livet. Jeg tror det var noget hun gjorde når hun var nervøs. Det var kun lidt akavet det her...

"Når men så kys mig dog prettieboy," sagde Riley og rettede ryggen. Hun kiggede på mig med hoved let på skrå, og spidsede læberne overdrevet meget for sjov. Jeg grinede let af hende, inden jeg plantede et lille kys på hendes læber.

"Må vi se et rigtigt kys?" spurgte Zoey kækt, med et smil rundt om læberne. Riley rystede på hovedet.

"Du fortalte os ikke sandheden om din mor, så jeg har heller ikke tænkt mig at snave Louis," sagde Riley med et skuldertræk. "Jeg er træt, er der et sted jeg kan sove, eller skal jeg gå hejm?"

"Ehm... Du kan sove inden på gæste værelset, ved siden af toilettet," sagde Naill, og kiggede på Zoe. Jeg var ikke i tvivl om at Riley havde vækket hans mistanke omkring Zoes mor.

 

Da Riley var forsvundet ud i gangen med sin taske over skulderen sagde Zoe: "Det var da tidligt hun skred."

Jeg trak på skuldrene. Konflikten mellem de to søstre, eller halvsøstre eller pap søstre eller sådan noget, var fysisk umulig at gennemskue.

"Når men det er min tur," sagde jeg for at flytte samtalen over på et andet emne end Riley. "Sandhed eller konsekvens Liam?"

 

Rileys point of view

Jeg var flov. Ikke bare over det første kys med Louis, men også det andet, og bag efter havde jeg brugt Zoeys mor som redningskrans, for at jeg ikke selv skulle drukne i flere akavede situationer. Det var faktisk det jeg var mest flov over. Jeg kunne godt forstå hun hadede mig lige nu.

Jeg var slet ikke mig selv. Jeg var led, og jeg kyssede fremmede fyrer og jeg lå i en fremmed seng. Hvad skete der helt seriøst for mig? Jeg var jo lige ved at forvandle mig til en wannabe Zoey parks. Jeg rystede på hovedet af mig selv, og rejste mig op fra sengen. Tasken svingede jeg over skulderen, mens jeg glattede min pæne pink pyjamas.  

Ude i stuen sad de andre stadigvæk og legede sandhed eller konsekvens. Prøv og vent. Endnu en ting jeg kunne føje til listen over ting, som jeg gjorde der ikke lignede mig. "Jeg tager en taxi hjem," sagde jeg til de spørgende blikke. Jeg havde ikke tænkt mig at blive, jeg havde bare brug for at komme hjem, og være helt mig selv.

"Bliver du ikke og sover?" Spurgte Harry, men jeg rystede bare på hovedet, og tog mine sko og min jakke på. Jeg lagde ikke mærke til at nogen af drengene rejste sig, men pludselig stod de alle ved min side. Da jeg havde bundet mine snørerbånd, trak Liam mig ind i et kram, og derefter Harry. Jeg stod bare stiv som en pind, mens jeg mumlede farvel til dem.

Louis og Naill krammede mig også, og da hele denne her afskedsceremoni sluttede, var jeg ude af døren, med kurs mod elevatoren. Jeg gik ind i den, og de mange spejle gengav min lyserøde pyjamas.

Nede på gaden fik jeg fat i en taxi. Uden at tænke over det gav jeg chauførren min gamle adresse. Adressen til den lejlighed mor og jeg flyttede fra.

 

Jeg låste døren op, med nøglen jeg altid havde på mig. Der var ingen der havde købt lejligheden, for mor kunne ikke få sig selv til at sælge det. Det var ligesom om stedet mindede hende om, at det ikke var alle der var så heldige som hende.

Jeg trådte ind i den smalle gang, og sparkede mine sko af. Jeg kiggede rundt i gangen, hvor nogen af mine gamle skitser var hængt op. Malingen var krakkeleret, og gulvet beskidt. Jeg gik videre ind i stuen, og minder væltede over hinanden inden i mit hoved.

Jeg satte mig i genbrugs sofaen, som stod op ad den ene væg. Jeg huskede de mørke aftener, hvor mig og min mor sad i sofaen, med stearinlysene på sofabordet tændte. Jeg tegnede mine skitser, og hun sad, med sine læsebriller på næsetippen, og læste.

Vi lavede alting sammen mig og min mor. Hun var min bedste ven, bortset fra Marlene altså. Når det tordnede sad vi også i sofaen, og hun læste eventyr højt for mig, for at berolige mig. Jeg var bange for torden.

Jeg huskede også alle de triste eftermiddage efter skole, hvor jeg sad inden på mit værelse, og ventede på at mor ville komme hjem. Hun arbejdede 12 timer i døgnet på fabrikken, for at tjene penge nok til huslejen. Jeg var altid bange for at der ville ske hende noget. Hvis jeg mistede hende havde jeg intet tilbage. Ingen anden familie eller andet der kunne tage sig af mig.

Min mor var enebarn, og begge hendes forældre var døde, og min far var skredet, uden nogen ledetråd om hvorhen. Jeg hadede ham. Man kunne da ikke bare efterlade sin gravide kæreste alene. Det fik mig til at hade ham endnu mere.

Jeg huskede opkaldene sent om aftenen, og mor der græd, når hun vidste der ikke var penge nok til at passe på mig, og vi endnu en måned måtte klare os med billig pasta og stearinlys.

Jeg husker alle de gange jeg skulle trøste hende, og forsikre hende om det hele nok skulle gå, selvom alt så sort ud, og at jeg nok skulle klare mig.

En tårer trillede stille ned af min kind. Jeg kunne ikke klare minderne, som stadigvæk lå tungt på mine skulderblade. Jeg græd og græd, til jeg ikke havde flere tårer. Det var bare som om jeg havde en kæmpe klump af sorg, som ventede på at komme ud. Nogle gange havde jeg brug for at græde, og det endte altid med at blive i den gamle sofa.

 

Efter langtid, hvor jeg bare stirrede på den forfaldne stue, bankede det på døren. Jeg rynkede brynene. Der boede jo ingen her, så hvorfor ville nogen banke på? Og kl -jeg kiggede på mit ur- kvart over 3 om natten? Havde jeg virkelig været her i så lang tid?

Jeg rejste mig op fra sofaen, og gned mig i øjnene, inden jeg gik ud for at åbne. Bag døren stod Louis, og jeg kiggede undrende på ham.

"Hej Louis, hvad laver du her?" Spurgte jeg hæst efter at have grædt.

"Jeg ville sikre mig du var okay," sagde han og studerede mit ansigt. Hvis jeg så bare så halvt så smadret ud som jeg følte mig, ville han kunne se at jeg ikke var okay.

Efter lidt for lang tid hvor vi bare stod og kiggede på hinanden, sagde jeg: "Kom ind."

Louis trådte indenfor, og jeg ventede på at han fik sko og jakke af. Jeg viste ham ind i stuen, hvor han kiggede rundt.

"Hvad er det her for et sted?" Spurgte Louis.

"Det er mit hjem," sagde jeg med et skulder træk, hvorefter jeg satte mig i sofaen.

"Du bor da hos Zoe?"

"Ja, jeg bor der, men det er ikke mit hjem, ligesom Zoey ikke er min søster, selvom jeg skal leve som hendes søster, eller Parks mit navn, selvom det er det jeg hedder."

"Så det her er dit hjem, her er... hyggeligt. Hvad er dit navn så?"

"Riley stone, men folk jeg kan lide kalder mig Ray." Min mor kaldte mig Ray, og Marlene når hun glemte at kalde mig baby, og det var så også det.

"Ray, det kan jeg godt lide," smilede Louis med et smil. "Må jeg godt kalde dig det?"

Jeg holdte en dramatisk pause inden jeg sagde: "du er godkendt som en jeg kan lide." Så var der 3 personer der kaldte mig Ray. Jeg elskede det kælenavn. Det var bare dejligt kort og pænt at kigge på.

"Hey Ri... Ray, nu har vi kendt hinanden i over et døgn," grinede Louis.

"Ja det har vi vel, men nu er jeg træt, jeg går i seng," sagde jeg med et gab. Jeg var helt udmattet, efter den vilde rutsjebanetur i dag havde været.

"Jeg er også træt. Faktisk så træt at jeg ikke orker at tage hjem, så må jeg sove her?" Spurgte Louis om.

"Det må du da gerne, bare du kan overleve at sove i samme seng som mig. Her er nemlig kun en dobbeltseng her," sagde jeg, og undrede mig over at jeg lod ham sove her. Endnu en ting jeg føjer til listen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...