Dæmon på deltid

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2015
  • Opdateret: 4 maj 2015
  • Status: Igang
Xandiair's liv ændres drastisk da han beslutter sig for at tage del i den evige krig. Han ender med at blive sendt over til en underlig verden, helt anderledes end den med dæmoner og troldmænd han kom fra. hvordan er det at skulle passe ind i denne underlige verden med biler og bøller? kommer han mon nogensinde tilbage igen?

0Likes
0Kommentarer
227Visninger
AA

1. En verden for lidt

 

~~Historien startede i en tid, der ikke kan beskrives med ord. Den foregik i en verden af dæmoner og troldmænd, konstant i krig med hindanden. Dog var der en midlertidig våbenhvile, der gjorde organisering på de forskellige sider mulig.
Troldmændene, ledt af en gruppe troldmænd kaldet `de blivende´, holdt til på sydsiden af kloden. Nordsiden, var derimod bosat af dæmonerne. Dæmonerne havde haft det svært i den senere tid, troldmændene havde overtaget i den uendelige krig, og var kun få angreb fra sejr - og dermed verdensstyre. Der var stor urolighed på det mægtige dæmonpalads, hvor den royale familie holdt til, da det var det sikreste sted. Våbenhvilen ville ikke vare længe, det vidste man allerede, og den mægtige dæmonkonge sad urolig på sin frygtindgydende trone.
”vi er nødt til at gøre noget! ” råbte han vredt og rejste sig pludseligt fra sin trone. Hans hale piskede frem og tilbage under de sorte vinger. Det gav et sæt i et par vagter der tilfældigvis stod nær.
Hans kone, dronningen, trippede frem og tilbage, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre med sig selv. Kronen på hendes hoved sad skævt imellem hornene.
Kongen trampede frem og tilbage foran krigsgeneralen, der så ud, som om han kunne besvime når som helst.
” m-m-men vi kan intet stille op, herre. Vi er klemt tilbage, og selv vores stærkeste krigere er faldet for deres fødder ” fremstammede generalen med halen imellem benene og hatten i hænderne.
” AARGHH! ” brølede kongen, og generalen krøb helt sammen. Dronningen rettede blikket mod døren, som pludselig gik op med en knarken. I døren stod en ung dæmon, kridhvid hud med dybrøde øjne og kulsorte horn midt i det kulsorte hår.
” lad mig drage afsted, fader ” kongen rettede nu også opmærksomheden mod døren. Han havde ellers haft travlt med at hive hornene af sig selv i raseri.
Prinsen trådte ind i tronsalen med afmålte skridt. Hans hale svingede roligt i takt med hans skridt, som han bevægede sig hen til sin fader.
” jeg har længe længtes efter at bidrage i krigen, og lige nu ser det ud til at jeg kan være en hjælp. Desuden- ” han strakte sine midnatssorte vinger ud ” er det længe siden jeg har haft det sjovt ”.
” sjovt? ... SJOVT? SYNTES DU, PÅ NOGEN MÅDE AT DET ER SJOVT AT VI ER VED AT TABE DENNE KRIG? VIL DU GERNE FORDØMMES TIL UNDERVERDENEN IGEN? ” nærmest skreg kongen. Krigsgeneralen så sit snit til at stikke af, da kongen fór hen til sin søn. Sønnen fortrak ikke en mine.
” HVA´? ER DET SJOVT? ” kongen stod nu helt oppe i sønnens ansigt. Røgen stod ud af hans næsebor, og hans ansigt var rødere end skærsilden.
Sønnen rømmede sig lidt.
” nej, fader, men med mine kræfter er jeg ret sikker på, at dine bekymringer er forgæves. Jeg har hørt meget om disse troldmænd, og jeg længes efter at prøve kræfter med en eller flere af dem. Så jeg beder blot om din tilladelse til at tage af sted ” kongen så ud til at slappe lidt mere af. Han prøvede at få sit åndedræt under kontrol, før han svarede:
” så vel, du har min tilladelse. Men det er på eget ansvar at du tager afsted, Xandiair ”.
Prinsen, eller Xandiair, smilede selvtilfredst. Han troede ikke på, at nogen kunne gøre ham fortræd. Han havde siden sin barndom vist enormt talent for magi og transformering, og han havde altid været den bedste til alt hvad han rørte ved.
Dronningen trippede forsigtigt hen til kongen.
” er det nu en god idé? Jeg mener, er det virkelig nødvendigt? ” hun så bekymret ud, og kronen hældede faretruende til siden. Kongen så ud til at overveje hendes ord lidt, men sagde så:
” for at være helt ærlig, hvis nogen skulle have en chance for at slå dem ville det være ham, det må du ikke undererkende. Dog har du også ret, det er for farligt at sende ham til orkanens øje ” orkanens øje var navnet for krigens knudepunkt. Det var det mest kritiske sted for dæmonerne i krigen, og også der hvor de havde mistet flest soldater.
” du har hermed tilladelse til at tage af sted, med en udvalgt gruppe soldater til vest-siden af Salouø. Du må ikke tage af sted til orkanens øje! ” det sidste lagde han tryk på. Dronningen så ud til at slappe lidt mere af. Xandiair smilede selvtilfreds og slog et slag med vingerne, så lange sorte fjer stod ud til alle sider. Han kunne næsten ikke vente med at komme i gang…

Sådan blev det så. Lige før afgangen mod Salouø, kom dronningen hen til Xandiair. Hun så bekymret ud, uden grund tænkte han. Hendes krone sad stadigvæk skævt, men han sagde ikke noget. Hun havde en lille pose og en flaske knuget sammen i hånden.
” kæreste, hvis nu det ikke går så vel, vil jeg have at du har disse remedier på dig. De vil hjælpe dig og give dig en flugtvej hvis nødvendigt ” hun holdt tingene frem imod ham og forventede at han tog dem. Han vidste godt hvad det var. Den lille flaske var en kamoflage, der ville få ham til at ligne den art han stod overfor. Den var meget nyttig når man var på flugt. Den lille pose var en hurtig udvej, en trans dimensional port til et tilfældigt sted i universet. Den blev dog kun brugt i nødstilfælde, da man ikke havde fundet ud af at returnerer til sit oprindelsespunkt.
” jeg tror næppe jeg får brug for dem ” sagde han og skulle til at vende sig om. Men noget i hans mors blik, fik ham til at tage tingene. Han vendte sig dramatisk om, og marcherede afsted mod slottets port. Han havde en lille gruppe af de bedste soldater der var tilbage med sig, da hans mor havde ment, at det var nødvendigt at tage alle sikkerhedsforanstaltninger. Han sukkede dybt. Hvorfor ville de ikke tro på ham? Hans far havde aldrig troet på, at han kunne gøre noget rigtigt. Hans mor var bare alt for bekymret, og det var hun fordi hun heller ikke troede på ham.
Gruppen nærmede sig hastigt porten, og han gjorde klar til at sætte af. Tingene, hans mor havde givet ham, lå i en lille poseformet taske der sad fast i hans skulderrem ved hans økse.
” kom så! ” råbte han, og var den første til at tage et par skridt og lette. Hans vinger brusede, og jorden under ham blev mindre. Hans mor stod nede ved porten og vinkede. Soldaterne fulgte hurtigt efter, og turen begyndte.
Han skulle nok vise mor og far at han kunne noget. Han skulle vise dem, at han var stærk. Han satte farten lidt op, dog ikke meget, da soldaterne ellers ikke ville kunne følge med ham. En af de største soldater, Kraldor, som også var en af hans bedste venner fløj op på siden af ham. Hans horn var betydeligt mindre og mere snoede, hans hale var kort og hans vinger grå. Hans krøllede hår var strøget væk fra ansigtet og samlet i en hestehale.
” er det nu en god idé Xandiair? Jeg ved godt at du er stærk, men du har ikke set troldmændene. De besidder en anden form for magt, en du aldrig har set! ” Xandiair vendte hovedet i et ryk. Hans øjne lyste i et besynderligt skær. Kraldor skuttede sig, og trak sig tilbage igen.
Intet, og ingen skulle stå i vejen for hans sejr. Men den lille ø var ikke nok. Han ville vise sin far for alvor, at han kunne andet, end at sidde og pynte på tronen.
De fløj henover marker, åer, små huse og skove. Slottet var placeret langt oppe nordpå, så langt væk fra syden som muligt. Efterhånden som de fløj, ændrede landskabet sig. Der var ikke ligeså mange skove, markerne lå golde eller afbrændte, husene var i ruiner. Det var meningen at de skulle dreje af ned mod øen ved et bjerg, men Xandiair fortsatte ligeud. Ned mod orkanens øje.
” hvad sker der? Hvorfor flyver vi denne vej? ” lød en stemme bag i flokken.
” ja det kunne jeg også godt tænke mig at få at vide! ” en utilfreds mumlen begyndte at brede sig.
Fint, tænkte han. Det må de selv om. Jeg kan også sagtens klare det her alene. Pft! Troldmænd og troldkvinder, dem klare jeg selv. Han fnøs kraftigt og satte farten gevaldigt op.
De andre kunne ikke følge med ham, uanset hvor hårdt de prøvede, for da han var af kongelig afstamning var han født hurtigere, og stærkere end nogen anden dæmon i flokken. Der gik ikke lang tid, før han var ved orkanens øje. Alene. Våbenhvilen var afbrudt i de timer han havde brugt på at flyve derhen, så farverige stråler stod ud til alle sider. Han kunne se det hele. Troldmændenes hær var enorm. Den fyldte det meste af, hvad hans øje kunne skue. Dæmonerne var trængt op i en krog, desperate efter en flugtvej. Der lå lig over det hele. Mest dæmoner, men også troldmænd og et par enkelte troldkvinder. Der var ikke så mange troldkvinder i hæren, det vidste han. Man havde næsten heller ingen i den dæmoniske hær, da det var uædelt at lade sin hustru komme i krig.
Troldmændene kom hele tiden tættere på, og dæmonerne havde vist for længst givet op i ånden.
Han dalede langsomt ned mod jorden, hen imod nogle dæmonsoldater der stod og trykkede sig sammen. Han landede forsigtigt på benene, og gik hen imod dem.
Da de først fik øje på ham, rettede de alle deres våben imod ham, med paniske øjne der udstrålede en dyb frygt.
” bare rolig, jeg er hjælp. Jeg vil ikke skade jer ” han løftede armene over hovedet. De så mistroisk på ham, og begyndte at snakke sammen. Strålerne susede forbi, og det bragede som tordenvejr, hver gang en stråle ramte sit mål. Han begyndte at blive utålmodig.
” jeg er jeres prins, respekter mig dog! ” det sidste lød lidt småbarnsagtigt, men det fik deres opmærksomhed. Han gik helt hen til dem. De sænkede langsomt deres våben, da de så, at det i det mindste var en dæmon, der stod over for dem. De så ikke ud til at tro på, at han var prinsen, men de tog gerne imod hjælp.
” du må være skør eftersom du kom her frivilligt ” sagde en lidt lille dæmon med et kraftigt overskæg og tykke horn.
” Jeg er her for at udfylde min pligt. Jeg har noget, jeg skal bevise ” han undlod at snakke mere om familien, da de tydeligvis ikke troede ham.
” måske skulle du hellere tage hjem, mens du kan ” brummede en meget bredskuldret dæmon der manglede en vinge. Han så på Xandiair med alvorlige øjne.
” dette er ingen legeplads, ved du nok ” Xandiair blev helt rød i hovedet, men undlod at snakke videre, for i samme øjeblik eksploderede jorden under dem. Der gik mindre end et splitsekund før det næste brag kom. Han lå fladt på maven, da endnu en eksplosion sendte ham en halv meter hen ad jorden. Han vendte hovedet i et kraftigt ryk med vidt opspilede øjne, og fik øje på en troldmand lidt længere henne. Han skulle til at kaste endnu en besværgelse, der ville gøre det af med en af soldaterne. Han var oppe på benene på mindre end tre sekunder. Han tog tre lange skridt og lettede fra jorden, med kurs mod troldmanden. Vreden strålede ud af hans øjne, aldrig havde han været så nedværdiget, slået til jorden af en troldmand. Troldmanden stod helt stiv i et øjeblik, før han hastigt prøvede at færdiggøre besværgelsen.
Xandiair strøg igennem luften. Hans hænder var trukket tilbage, og var ved at forme en ildkugle. Hans sorte hår flagrede vildt, da han strakte armene forud og sendte kuglen afsted med så stor kraft, at han selv røg bagud syv meter. Da han genvandt balancen i luften, var billedet af den rædselslagene troldmand blitzet fast på hans nethinde. Han begyndte at le.
Åh var var det dejligt, al denne rædsel, at vinde. Hvis dét var en troldmand, kunne han nok vinde uden problemer, tænkte han stolt. Hans far havde vist taget fejl. Han var klart i stand til dette.
Han strøg igennem luften, henover faldne krigere fra begge sider, henover levende der støttede sig til de få rester der var tilbage.
” tid til at gøre noget ” mumlede han til sig selv med et smil. Han strøg hen imod troldmandshæren. Affyrede hundredevis af ildkugler, og fældede tilsvarende masser af troldmænd. Han følte sig mægtig, som han hang i luften og slog dem ned. Et par dæmonsoldater havde samlet sig omkring ham, parate til at føle et pust af sejr. Det stod på i en halv time eller så, men så skete der noget.
Xandiair syntes, at han kunne skimte noget. Der skete en ændring i hærens opstilling. Det var, som om, de spredte sig i midten. Han fløj højere op, for at få et overblik. Pludselig stoppede de alle med at skyde. Nu var han nysgerrig. Han satte en hånd for panden, for bedre at kunne se, hvad det var i modlyset. Det var en lille gruppe kutteklædte skikkelser. De rykkede frem imellem rækkerne, som spredte sig med ærefrygt.
” HA! Skulle en lille gruppe troldmænd stoppe mig? Hvad er der så særligt omkring dem? ”
Han fnøs fornærmet, og begyndte at forme et angreb. Han ventede til sidste øjeblik, før han affyrede med sådan en kraft, at hele forreste række af troldmænd faldt bagover. Ildkuglen nåede dog aldrig sit mål. Lige så snart den var inde for fem meters afstand blev den opløst. Han prøvede igen, denne gang, om muligt, endnu kraftigere. Samme resultat. Xandiair begyndte at blive hidsig. Dette var ikke meningen. Den lille kutteklædte gruppe var nu fremme ved forreste geled.
” dette kræver vist lidt mere ” sagde han selvsikkert, og begyndte at løsne sin økse.
Nede på jorden havde gruppen formet en cirkel. De rakte hænderne op mod himlen, og rykkede tættere sammen. En underlig gnist tændtes over deres hænder, og voksede med foruroligende hast.
” hvad laver de? ” spurgte en dæmon i flokken bag Xandiair, som var begyndt at forme et nyt angreb. Han hævede øksen over sit hoved, og mumlede lange rækker af gamle ord fra et andet sprog. Himlen begyndte at blive mørk, skyerne begyndte at dreje rundt over ham, og lyn slog ned i øksen. Dette angreb havde han fundet i en gammel bog om mytologi fra en anden verden. Han havde altid være fascineret af den gud der var beskrevet.
Et tordenskrald splittede tavsheden, og han vidste at angrebet var klar.
Nede på jorden var kuglen vokset enormt. Den begyndte at flade ud…
” AAAAARRRGGGGHHH!!!!!! ” Xandiair styrtede mod jorden med lynene gnistrene omkring sig. Han havde set hvad de havde gang i, men tænkte ikke videre over konsekvenserne. Han hamrede ned i den hvide klat med 666 km/t. troldmændene begyndte alle at messe. De gentog de samme to ord, igen og igen.
” vig bort ” lød det enstydigt over hele slagmarken.
” vig bort… vig bort… vig bort… ” Xandiair mærkede at han blev trukket baglæns. Han prøvede at kæmpe sig fremad, men han blev ved med at glide bagud, opad.
Pludselig blev han kastet afsted med samme kraft han var kommet. Han røg afsted op over skyerne, med lynene rundt om sig. Så skete der endnu en besynderlig ting; lynene vendte sig imod ham og gennemstegte ham med tusinder af volt.  Han mærkede kødet stege, håret rejse sig og knogler splintres.
Hvordan kan det ske? Blev han ved med at gentage i sit hoved. Hvordan? Hvordan? Han drejede hovedet med en kraftanstrengelse og så en kutteklædt skikkelse komme imod ham. Han måtte flygte. Ellers ville han dø, det var sikkert, tænkte han. Han fumlede med den lille taske, alt imens verden syntes at sortne for hans øjne. Hans fingre søgte febrilsk efter den lille genstand, der kunne redde hans liv. Han mærkede fingrene lukke sig om den lille pose. Han åndede lettet op, og tog den op ad tasken. Han holdt den med rystende fingre op foran sit ansigt og løsnede remmen.
Det sidste han så, var skikkelsen af den langhåret troldman lige foran ham. Så mærkede han et sug. Posen havde lukket en portal op, som sugede ham ind. Han så ikke helt hvad der skete, men han holdt krampagtigt fast i sin taske før han forsvandt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...