21 Days - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2015
  • Opdateret: 5 jun. 2015
  • Status: Færdig
Tyve år. Tyve år, har Violet Moore, levet et forfærdeligt liv. Hun har gået rundt med tanken om at hun ikke er god nok, den tanke er samtidig blevet bekræftet af hendes klassekammerater. Om 21 dage, fylder Violet 21 år. Men minuttet før de 21 år, skal hendes sjæl svæve væk og hun skal trække vejret for sidste gang. Men hvad sker der, når hun en dag sidder på en Café efter skole og skriver i hendes dødsdagbog og hendes øjne møder et par skinnende grønne? Præcis de grønne øjne falder hun for. Hun glemmer ikke dem, men glemmer dog sin dødsdagbog. Ejeren af de grønne øjne, selveste Harry Styles, opdager det med det samme. Han leder efter hende og hun leder efter bogen. Vil de mødes ved et tilfælde? Værst af alt; Vil Harry se hvad der står i bogen og dele det med de andre drenge? Vil han hjælpe? Og falder han for hendes dybe og hemmelighedsfulde, brune øjne, ligesom hun faldt for hans grønne? Og vigtigst; er det alle historier, der ender lykkeligt?

173Likes
142Kommentarer
66160Visninger
AA

5. Day 4

Day 4


Violets synsvinkel.


Jeg kigger i spejlet. I baggrunden er der diverse toiletbåse alle i en slidt, lysegrøn farve. Derefter lander mit blik på mig. Mit brune hår, hænger i en filtret klump ned over min ryg. De sorte rander under mine øjne fremhæver det mit matte blik.


Jeg sukker og forsøger at rede mit hår ud med fingrene, men det går lige så dårligt, som det lyder. Hvem kan overhovedet rede hår med ens fingre? Er det ikke lidt ligesom det der med at slikke sig selv på albuen?


Klokken ringer. Jeg går ud fra pigetoilettet og maser mig forbi alle eleverne der står på gangen og ser ikke ud til at have lyst til at henvende sig i deres klasselokale. Ikke fordi jeg går op i skolen, jeg har jo ikke noget at bruge den til når jeg er væk, men hvis jeg ikke dukker op i timerne skriver de hjem og så vil mine forældre blive bekymrede.


Jeg ankommer til min destination; klasselokalet.


Jeg finder min plads og dumper ned på den. Mit blik retter sig op mod katederet, hvor mrs. Johnson egentligt burde stå, men det ser ud til at være en af de dage hvor hun lige skal drikke sin kaffe færdigt på lærerværelset.


”Hej Violette. ” lyder en lys stemme skråt bag mig. Jeg vender mig om og kigger på personen, hvis navn er Olivia.


”Hej Olivia, faktisk har jeg ikke engang lyst til at rette den fejl du lige har lavet, så den ignorer jeg bare. ” siger jeg og klistre et lige så falskt og sukkersødt smil op i mit ansigtet, som hun har klistret op.


Kender i den følelse, når man har lyst til at skubbe en person ud af vinduet så de kan ligge nede i en tornebusk og skrige? Det gør jeg og det er præcis den følelse der beskriver mig bedre end noget andet, i hele verden, lige nu.


”Du ved godt jeg aldrig laver fejl. ” siger hun og sætter sig elegant ned på sin stol.


Kan jeg tilføje endnu en detalje at hun har gået til ballet siden hun var fem og er først stoppet for et halvt år siden? Men det har hun, derfor gør hun næsten alt med elegance.


”Ked af at skuffe dig, men det gør alle. ” mumler jeg og kigger væk fra hende. Hun er så fandens irriterende.


Nu vil jeg gerne røbe endnu en ting om Olivia, som også omhandler mig. Vi gik i folkeskole sammen og hele hendes ide med at ødelægge mit liv, startede i første klasse hvor jeg kom i skole med den samme taske som hende. Det er det der startede det hele, en taske med en pony på.


I anden klasse sad jeg lige bag hende. Jeg kan huske engang hvor jeg faktisk tog dette op i mine overvejelser; tage min røde børnesaks, læne mig frem og klippe halvdelen af hendes fine franske fletning af.


Ærgerligt at jeg kun overvejede det. Jeg burde have ladet det ske.


”Skal man gange gennemsnittet med ti? ” spørger hun. Jeg vender mig forvirret om mod hende. Hvad i alverden mener hun med det? Kunne hun bare uddybe det lidt mere?


”Selvfølgelig forstod du det ikke. Skal man gange gennemsnittet med ti, før man kan se hvor mange fejl du begår? ” spørger hun, lægger hovedet en anelse på skrå og blinker et par gange, uden hendes øjenvipper efterlader det mindste spor af mascara efter sig.


Kan hun ikke stoppe med at gøre alt perfekt? Ja, jeg er jaloux, men det er der godt nok også en god grund til.


”Hvor har jeg savnet dig i weekenden. ” smiler jeg falskt og kniber let øjnene sammen.

Jeg vender igen blikket op mod katederet og ud af øjenkrogen kan jeg ane mrs. Johnson kommer ind af døren, med tunge bøger under armen.


Hun slæber bøgerne, sin taske, en ny kop kaffe og hende selv helt hen til katederet. Hun smider bøgerne på katederet, tasken på gulvet ved siden af et af bordbenene, kaffen ved siden af bøgerne og smider sig selv ned i kontorstolen.


Hun trækker – uden et ord – protokollen hen til sig og slår ganske vidst op under marts måned. At råbe navne op, var det ikke kun noget man gjorde i folkeskolen? Mrs. Johnson er også den eneste lærer på hele skolen der gør det.


”Mason Moorcroft? ” siger hun højt. Jeg kigger hen på Masons plads, men ganske rigtigt sidder han der ikke.


”Sjette gang i træk du ikke dukker op til min undervisning. ” mumler hun for sig selv, selvom jeg er ret sikker på at alle hører det.


”Violet Moore? ” siger hun højt og kigger på mig.


”Her. ” mumler jeg højt nok til hun kan hører det, selvom hun ikke hører særlig godt.


Jeg sætter en hånd op for min mund. Jeg er sikker på at vi alle kender det at det lyder virkelig underligt når man siger det højt, men inde i ens hoved lyder det fint.


”Hvem savner ikke mig? ” mumler Olivia og jeg kan nemt hører at det er et retorisk spørgsmål. Sagt på en anden måde; et spørgsmål man ikke skal svarer på.


Men man kan nemt sige at Olivia selvtillid er i top, i forhold til andres der er helt i bund. Hun bruger altid sin selvtillid til flabede kommentarer, det kan godt blive ret trættende i længden, især hvis det er en selv det går ud over.


”Olivia, jeg siger det her seriøst. Har du nogensinde hørt om ironi? ” spørger jeg og kigger seriøst på hende. Man kan ikke andet end at blive bekymret, hvis hun ikke har hørt, eller ved, hvad noget så simpelt som ironi er. Ikke fordi jeg bekymre mig for hende, men det ville altså være ret bekymrende.


”Ja, men det er ikke noget jeg går op i. ” mumler hun og studere sine negle.


Hvorfor har piger en vane med at gøre det? Jeg gør det også selv, men det er lidt underligt, hvorfor gør drenge det ikke også?


”Hvorfor spørger du egentlig? ” spørger hun og kigger fra sine negle hen på mig.


Waow, fremskridt, må jeg sige.


”Fordi det ville være bekymrende hvis du ikke vidste hvad det var, eftersom din hverdag er fyldt med det. ” siger jeg og smiler til hende. Selvfølgelig ikke et oprigtigt smil.


”Bitch. ” mumler hun, men jeg prøver så godt jeg kan, at ignorere det.


Hun skal ikke ødelægge min dag, ved at kalde mig et enkelt ord. Hun fortjener ikke at jeg flipper ud over det enkelte ord. Det er bare et ord, som ikke burde findes i nogens – overhovedet – ordforråd.


”Okay. ” mumler jeg og kigger op mod tavlen, hvor mrs. Johnson er i gang med at skrive noget. Jeg kigger hen på Olivia igen og ser hendes blik.


Det skriger næsten du-skal-bare-ikke-reagere-sådan-på-MINE-ord.


Det er lidt komisk, hvordan et enkelt blik, to øjne, kan nærmest stave det for mig. Skærer det ud i pap for mig. (Og hvis nu man går op i sundhed) Skærer det ud i æbler for mig.


Det kan godt være det provokere hende, at jeg bare svarer et enkelt, afsluttende ord, igen uden at flippe ud. Men hun kan ikke altid forvente at man lige flipper ud på hende og lave en scene de fleste taler om i flere dage. En scene hvor hun lige kan komme med sin version af det hele og blive endnu mere populær.


Og jeg forstår stadig ikke konceptet med at være ’populær’.


Jeg ignorere hende og hendes blik og kigger op på tavlen, for at verdens kedeligste ord lyser mig ind i ansigtet.


Analyse.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...