21 Days - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2015
  • Opdateret: 5 jun. 2015
  • Status: Færdig
Tyve år. Tyve år, har Violet Moore, levet et forfærdeligt liv. Hun har gået rundt med tanken om at hun ikke er god nok, den tanke er samtidig blevet bekræftet af hendes klassekammerater. Om 21 dage, fylder Violet 21 år. Men minuttet før de 21 år, skal hendes sjæl svæve væk og hun skal trække vejret for sidste gang. Men hvad sker der, når hun en dag sidder på en Café efter skole og skriver i hendes dødsdagbog og hendes øjne møder et par skinnende grønne? Præcis de grønne øjne falder hun for. Hun glemmer ikke dem, men glemmer dog sin dødsdagbog. Ejeren af de grønne øjne, selveste Harry Styles, opdager det med det samme. Han leder efter hende og hun leder efter bogen. Vil de mødes ved et tilfælde? Værst af alt; Vil Harry se hvad der står i bogen og dele det med de andre drenge? Vil han hjælpe? Og falder han for hendes dybe og hemmelighedsfulde, brune øjne, ligesom hun faldt for hans grønne? Og vigtigst; er det alle historier, der ender lykkeligt?

173Likes
142Kommentarer
66009Visninger
AA

22. Day 21

Day 21


Violets synsvinkel.


Jeg træder ind i klasselokalet og kigger rundt. Mason går forbi mig og skubber mig, hårdt til siden, så jeg vakler tre skridt til venstre. Jeg strammer grebet om min taske og går hen til min plads og sætter mig.


Min mobil tager jeg hurtigt op i min hånd og begynder at skrive en besked. For jeg har besluttet mig; Jeg vil ikke dø, ikke nu, ikke i dag. Han fik mig overtalt.


Til: Harry
Fra: Violet


Jeg gør det ikke.


Jeg sender den, lige i tids nok til klokken ringer. Jeg lægger mobilen væk og smiler tilfredst for mig selv. Det er som om en tung sten har lettet sig fra min mave, eller endnu bedre; Den er blevet knust og vender aldrig tilbage.


”Hvilken måde foretrækker du at dø på? ” spørger Olivia. ”Bitch. ” tilføjer hun.


Mit blik vender jeg op mod tavlen. Mrs. Johnson kommer gående ind af døren, og som sædvanligt; Slæber hun på virkelig mange ting.


Hun begynder at snakke og snakke, og som sædvanligt, kobler jeg af fra de første to ord. Hvordan er det muligt at kunne snakke så lang tid, om ingenting? Hun når endelig til pointen og nævner noget med grupper.


Jeg sukker irriteret, men lydløst, og kigger ned i bordet. Jeg hader gruppearbejde. Jeg kommer altid i gruppe med dem, der får mig til at lave opgaverne, imens de render rundt og laver ballade. Og når mrs. Johnson finder ud af det, siger de at det var mig der lavede ballade, imens de stille og roligt sad og lavede opgaver.


”Den sidste gruppe, der skal være herinde er, Olivia, Linea, Mason og Violet. ” siger hun højt, fordi alle er begyndt at snakke om, hvem der laver hvad i deres grupper.


Måbende kigger jeg op på hende. Det mener hun ikke. Skal jeg være i gruppe med dem? De hader mig og prøver at finde måder jeg kan dø på. Ikke lige det bedste samarbejde i gruppen, hvis man spørger mig. Men nu er der heller ingen der spørger mig, det er jeg alt for ubetydelig til.


Lidt efter lidt, går flere og flere, inklusiv mrs. Johnson, og til sidst er det kun os fire – der er i gruppen – der er i lokalet. En kort tavshed breder sig, indtil Olivia rømmer sig og al opmærksomheden, bliver vendt mod hende.


”Hvad med at drukne? ” spørger hun, lægger hovedet på skrå og blinker med hendes store øjne.


”Lad os lade være med at snakke om at drukne. Der er noget jeg gerne vil sige til hende. ” siger Linea skingert og smiler lusket.


Sukkende – lydløst – tager jeg mit kladdehæfte og penalhus op og lægger det på bordet. Derefter sætter jeg mig på stolen og kigger på Linea, som sikkert bare venter på at jeg skal vende min koncentration mod hende. Selvom det ikke lige er det jeg foretrækker.


”Tillykke med fødselsdagen, so. Glæder mig til at du dør. ” hun kigger koldt på mig og jeg kigger uforstående på hende og prøver så godt jeg kan ikke at flippe ud over det hun lige har sagt.


For det første; Hvad har jeg gjort hende?
Og jeg er så tæt på at flippe ud. Jeg har aldrig gjort hende noget – bortset fra da jeg sagde to små sætninger til hende efter hun fik mig i fedtefadet – og så skal hun komme med sådan en ondsindet kommentar?


”Lige over. ” mumler jeg og kigger ikke på hende.


”Jeg skal lige hente noget, er tilbage om lidt. ” Olivia griner højt, selvom hun ikke sagde noget sjovt. Jeg himler med øjnene og krydser fingre, for at ingen af dem så det.


De vil betegne det som ’alt for flabet’, godt nok er det flabet, men de overdramatisere. Da Olivia går forbi mit bord, lader hun hånden glide hen over overfladen og skubber til mit kladdehæfte og mit penalhus, så det ryger på gulvet.
Hun fjerner hurtigt hånden og stopper op. Jeg rejser mig op og sætter mig på hug, på gulvet og samler penalhuset og kladdehæftet op.


”Det må du virkelig undskylde. ” mumler hun og lyder oprigtig, men da jeg kigger op, smiler hun falskt til mig.
Jeg ryster på hovedet, rejser mig op og lægger tingene på bordet.


Olivia går ud af lokalet og smækker døren efter sig og en tavshed breder sig, igen. Jeg kigger i smug på Mason og Linea og ser de stirrer skiftevis på mig og på hinanden. Pludselig nikker de til hinanden og gør mig i tvivl. Hvad laver de?


Mason går hen mod mig, som sidder på min stol. Han tager fat i min trøje og hiver mig op. Han knytter hånden og fyrer den mod min kind. Den rammer mig og jeg træder to skridt tilbage. Tårerne samler sig i øjenkrogene. Jeg vender mig om og tager mig til kinden, prøver at holde tårerne inde. Kinden er varm og dunker. En tårer glider ned over min kind, efterfulgt af endnu en og endnu en efter den.


”Fuck dig. ” mumler jeg.


”Hvad sagde du? ” spørger han truende, som om han ikke hørte mig. Selvfølgelig hørte han mig.


”Fuck dig. ” hvæser jeg. ”Fuck dig, fuck jer alle sammen. Det eneste i har gjort er at ødelægge mit liv. Jeg hader jer alle sammen. ” skriger jeg og tårerne løber ned over mine kinder, som var det et maraton.


Man kan hører Mason trampe hen til mig, han lægger en hånd på min skulder, strammer den og vender mig hårdt om. Han slår mig to gange i ansigtet med en knyttet hånd; Jeg gør ingenting. Alle ved jeg er svag, jeg kan intet gøre. Han river mig i håret og spytter på mig.


”Der er mange ting man kan kalde dig, men jeg foretrækker kælling, sæk og so. De passer perfekt. ” siger han koldt og sparker mig over skinnebenet.


Han giver slip på mig og jeg styrter hen og tager min taske og er ude af klasselokalet. Jeg styrter ud af indgangen og væk fra skolens grund. Jeg ved ikke hvor jeg vil hen, jeg vil bare væk fra dem. Måske parken?


En besked tikker ind og jeg tager min telefon op og læser den flere gange imens jeg går. Jeg smiler og standser op.


Til: Violet
Fra: Harry


Gør du? Tusind tak! Du har virkelig gjort mig glad, aldrig tænk på det igen! Men der er en ting, jeg er nød til at få sagt og jeg kan ikke vente. Ultra-Violet, jeg…


Mobilen bliver slynget ud af min hånd, inden jeg når at få det sidste med. En smerte breder sig i min højre side og jeg bliver slynget ud i luften. Jeg lander på asfalten og glider et par meter hen ad jorden.


Jeg gisper og prøver at få luft, men kan ikke. Det svimler for mine øjne og en kvalme stiger op gennem min hals. Jeg kan ikke mærke mit ben eller min arm og mit hoved har den sygeste smerte.


Sorte pletter danner sig for mine øjne og jeg glipper let med den. Noget varmt løber ned over min pande og videre ned over min kind. Jeg tager hånden op for at mærke og mærker en svidende fornemmelse. Jeg tager min hånd væk og kigger på den; Den er fyldt med blod, den er helt rød.


Det skal ikke være nu. Det må ikke være nu. Jeg skal også have sagt det til ham, jeg skal. Jeg havde lovet ham, nu tror han det forkerte.


Jeg kigger sløvt rundt og får øje på min mobil. Helt smadret, ødelagt.


En voldsom smerte rammer mig i siden og tårer begynder at løbe ned over mine kinder og danne sig med blodet. Det sidste jeg hører inden de sorte pletter bliver fuldendt, er sirener.


-.-.-.-


Dør hun? Eller gør hun ikke?


Skriv i kommentaren, hvad i tror skete og om i tror hun dør…


Meeen… så er der kun epilogen tilbage og jeg regner stærkt på at den kommer i morgen.

(Bare så i ved det, så betyder "..." i sms'en at hun ikke når at læse det sidste, fordi den jo ryger ud af hendes hånd).


-Isabella
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...