21 Days - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2015
  • Opdateret: 5 jun. 2015
  • Status: Færdig
Tyve år. Tyve år, har Violet Moore, levet et forfærdeligt liv. Hun har gået rundt med tanken om at hun ikke er god nok, den tanke er samtidig blevet bekræftet af hendes klassekammerater. Om 21 dage, fylder Violet 21 år. Men minuttet før de 21 år, skal hendes sjæl svæve væk og hun skal trække vejret for sidste gang. Men hvad sker der, når hun en dag sidder på en Café efter skole og skriver i hendes dødsdagbog og hendes øjne møder et par skinnende grønne? Præcis de grønne øjne falder hun for. Hun glemmer ikke dem, men glemmer dog sin dødsdagbog. Ejeren af de grønne øjne, selveste Harry Styles, opdager det med det samme. Han leder efter hende og hun leder efter bogen. Vil de mødes ved et tilfælde? Værst af alt; Vil Harry se hvad der står i bogen og dele det med de andre drenge? Vil han hjælpe? Og falder han for hendes dybe og hemmelighedsfulde, brune øjne, ligesom hun faldt for hans grønne? Og vigtigst; er det alle historier, der ender lykkeligt?

173Likes
142Kommentarer
66018Visninger
AA

3. Day 2

Day 2


Violets synsvinkel.


Jeg kigger hen mod Caféens døre, da de endnu en gang går op. En dreng, starten af tyverene, ville jeg gætte, træder ind. Han kigger sig kort omkring, inden han går op mod kassen.


Endnu en lørdag, sidder jeg alene på en tilfældig café, selvom denne ikke er helt så tilfældig. Jeg er for det meste her, men en gang imellem kan jeg godt tage et smut forbi en anden. Som sagt, kalder jeg det et tilfælde.


Jeg kigger rundt på de andre og gær som jeg plejer; forestille mig, forskellige ting.


For eksempel kan jeg kigge på en ældre dame, der sidder mutters og alene og forestille mig at hendes mand var med i krig og døde. Siden da har hun lukket sig selv inde og undgået kontakt med andre.


Men det er selvfølgelig bare forestillinger.


Jeg får øje på en ung kvinde, omkring de tredive år. Hendes mørkebrune hår er skrabet op i en lille knold. Hendes kindben er tydelige, faktisk er hun utrolig tynd, og hendes hasselbrune øjne, er matte. Hun sidder alene og har en sort notesbog foran sig, slået op på en tom side, præcis som mig.


Jeg blinker et par gange og lige pludselig er hun væk. Jeg kigger mig forvirret omkring, men hun er ikke til at se nogle steder. Hvor blev hun af?


Jeg kigger grundigt, på alle og en hver i lokalet, men ingen ligner hende. Er jeg ved at blive skør? Ser jeg hallucinationer?


Lidt efter lidt, er det som et puslespil der langsomt bliver lagt inde i mit hoved og det går op for mig hvem kvinden er. Hun er mig. Hvis jeg ikke dør, inden jeg bliver enogtyve, ender jeg som hende, det vil jeg ikke. Jeg vil ikke ende alene, jeg vil ikke ende som hende der sidder alene på en café, jeg sidder i for vejen ofte nok på en café.


Jeg sukker tungt og kigger ned i notesbogen, men forskellige tanker flyver igennem mit hoved. Skal jeg skrive en besked til min mor og far, om hvorfor jeg gør dette og at de bare skal glemme mig? Skal jeg skrive en besked der ikke er ment til nogen, men som jeg bare skriver?


Lige meget hvor mange ideer til hvad jeg kan skrive, jeg får, er siden stadig tom og hel hvid. Linjerne danser for mine øjne og jeg kan mærke hvordan kvalmen stiger op.


Jeg rejser mig op og står stille i nogle sekunder, for at vække mine sovende ben. Jeg vakler hen mod døren, men da jeg har gået i noget der føles som en evighed, er jeg kun nået halvvejs. Jeg kigger rundt og ser alle de bekymrede blikke, mit blik møder, men jeg er ligeglad. De kan føle hvad de vil. De er jo ikke en skid bekymrede, for et nul som mig.


Jeg kigger rundt igen og denne gang møder mine øjne en andens. Mine øjne møder drengen i starten af tyverene der trådte ind for nogle minutter siden. Mine øjne møder et par skønne grønne øjne.


Jeg kigger ind i dem i lang, eller sådan føles det. Hvordan kan øjne være så smukke? Så livlige? Så fulde af glæde?
Jeg river mit blik væk fra ham og hans øjne og halvløber ud af døren. Da jeg kommer ud, snurrer verden rundt for mine øjne og lyden bliver blandet sammen, så jeg ikke kan hører hvad lydende præcist er.


Mine ben bærer mig hen over gaden, uden jeg mærker det. Folk stopper op og kigger bekymret på mig, men jeg undviger deres blikke. Hvis de kendte mig, ville de sikker aldrig sende mig sådanne blikke. De ville overhovedet ikke kigge på mig.


Jeg kigger til min venstre side og kigger ind i en gyde. Jeg drejer derind og sætter mig op af muren, med mit hoved i mine hænder. Min vejrtrækning er højlydt og mine lunger skriger efter luft, selvom der nærmest er oppustede.
Endnu et angstanfald, over min fremtid.


Gid de snart ville stoppe, jeg er trætte af dem og de er sikkert snart trætte af at hjemsøge mig så ofte. Jeg skal bare holde dem ud i tyve dage endnu, så må de finde en ny at hjemsøge. De kan ikke hjemsøge en, der er væk, borte, forsvundet.


Jeg kigger rundt efter min notesbog, så jeg kan fortælle den hvor lang tid, der er tilbage.


Men den er der ikke.


Jeg sætter mig op på knæ og trækker min sorte lædertaske frem, den jeg altid har rundt om min højre skulder. Jeg roder rundt ned i den, vender den på hovedet, lader tingene falde ud og trille henover de beskidte fliser. Jeg lader panisk, mit blik glide henover indholdet der er spredt ud over fliserne, men den er der ikke.


Jeg synker i sløvt tempo ned på numsen, mens tankerne over hvad der sker hvis nogle får fat i den, glider igennem mit hoved. Hvad hvis det er nogle fra skolen? Nogle der kender mig, så vil jeg for det første blive udstillet og for det andet få smidt endnu mere, jeg allerede ved, i hovedet. Men hvis det er en jeg ikke kender, vil personen højst sandsynligt opsøge mig, mine forældre vil få det at vide og de vil sikkert få mig indlagt på et sindssyge hospital, eller sende mig til en eller anden åndssvag psykolog hver anden dag. For at jeg få løst mine ’problemer’.


No way. Det er ikke noget jeg vil risikere. Den bog skal findes, og det kan ikke gå hurtigt nok.


Hvis du ikke havde tabt den, ville du ikke risikere noget. Du kan ikke blive dummere.


”Ti stille. ” hvisker jeg til mig selv og begynder at samle tingene op og putte dem i min taske. En efter en, så jeg er sikker på om den er der eller ej.


Da jeg er færdig og alle tingene er tilbage i min taske, har jeg stadig ingen sort notesbog. Kan jeg blive dummere?


Nej.


”Så hold dog mund. ” mumler jeg igen til mig selv.


Hvis der kom nogen forbi, ville de seriøst gå uden om mig i en stor bue og tænke kort over, om jeg har nogle psykiske problemer.


Jeg rejser mig op og svinger tasken om min skulder og giver mig til at gå. Jeg går samme vej, som jeg kom fra, og så må jeg vel bare håbe – mere end noget andet – at bogen er der endnu. Og jeg mener virkelig, håbe mere end noget andet.


Jeg slår dørene op og går hen til det bord jeg sad ved. Jeg kigger på selve bordets overflade, men den er der ikke. Jeg tænker den måske er faldet ned eller ligger omkring bordet, men da jeg kigger; ingenting.


Jeg sukker irriteret og kigger mig omkring, for at se om der er nogle der går rundt med den, læser i den, eller har lagt den et andet sted. Men igen er der ingen der har bogen og den ligger ingen stedet.


I ti minutter går jeg rundt, med blikket slået ned i jorden og kigger efter bogen. Da jeg har været det hele rundt, har jeg stadig ikke fundet bogen og jeg tvinger mig selv til at indse, at der er nogen der har bogen og jeg bliver nød til at tænke klogere for at finde bogen, før personen der har bogen finder mig.


Jeg kigger rundt og går hen til pigen bag disken. Hendes røde hår er sat op i høj hestehale og hun har prøvet at dække hendes fregner med Make Up, det er bare ikke gået helt så godt. Gud, hvor ville jeg gerne have fregner.


”Hej, jeg tænkte op du havde set en sort notesbog? ” spørger jeg hende og sender hende et lille smil. Hun tænker over det inden, hendes blik igen lander på mig.


”Kan du forklarer lidt nærmere? ” spørger hun og sender mig et stort smil. Som sikkert er falskt. Men hvad ved jeg?
Ingenting.


”Tidligere i dag, gik jeg ud herfra, men jeg glemte min sorte notesbog. Den lå på bordet der, ” forklarer jeg hende og peger på bordet jeg sad ved og det bord min notesbog lå på.


Bare fortæl mig at dette lyder underligt, men den notesbog er bogstavelig talt mit liv.


”Jeg tror jeg så en ung mand, omkring de tyve år, gå ud med en sort notesbog tidligere i dag, men jeg er ikke sikker.” siger hun og kniber sine øjne let sammen, som om hun prøver at huske det lidt bedre. Men efter hendes ansigtsudtryk at dømme efter, går det ikke helt så godt.


Jeg nikker nedtrykt og mumler et tak. Jeg vender mig om og giver mig til at gå. Det er ikke nok at vide at det var en ung mand i de tyve år, der tog den. Det er for lidt at vide om det, hvis jeg skal finde den.


Men mit mål er at finde den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...