21 Days - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2015
  • Opdateret: 5 jun. 2015
  • Status: Færdig
Tyve år. Tyve år, har Violet Moore, levet et forfærdeligt liv. Hun har gået rundt med tanken om at hun ikke er god nok, den tanke er samtidig blevet bekræftet af hendes klassekammerater. Om 21 dage, fylder Violet 21 år. Men minuttet før de 21 år, skal hendes sjæl svæve væk og hun skal trække vejret for sidste gang. Men hvad sker der, når hun en dag sidder på en Café efter skole og skriver i hendes dødsdagbog og hendes øjne møder et par skinnende grønne? Præcis de grønne øjne falder hun for. Hun glemmer ikke dem, men glemmer dog sin dødsdagbog. Ejeren af de grønne øjne, selveste Harry Styles, opdager det med det samme. Han leder efter hende og hun leder efter bogen. Vil de mødes ved et tilfælde? Værst af alt; Vil Harry se hvad der står i bogen og dele det med de andre drenge? Vil han hjælpe? Og falder han for hendes dybe og hemmelighedsfulde, brune øjne, ligesom hun faldt for hans grønne? Og vigtigst; er det alle historier, der ender lykkeligt?

173Likes
142Kommentarer
66015Visninger
AA

20. Day 19

Day 19


Violets synsvinkel.


Den halve dag med Harry i går var overraskende sjov. Vi tog hjem til ham, så nogle film og bestilte pizza til aftensmad. Er det sådan det føles at have venner? Men selvfølgelig – i mit tilfælde – kommer der altid noget dårligt efter det gode.


Skoledagen efter – det vil sige i dag – i går var dobbelt så slem, som den plejer at være. Enten har jeg altid lukket det ude, eller også er det lige begyndt, men de er blevet virkelig slemme. Jeg får ballade på grund af dem, de spytter og kalder mig grimme ting (Jeg har fået et ret stort blåt mærke på min ryg, fordi Mason synes jeg stod i vejen, så han skubbede mig ind i en mur).


Men lige nu, er jeg på vej hjem til Harry og Louis, de andre drenge er der også. Harry har spurgt om jeg vil med ud at spise på en restaurant i morgen og jeg må selv bestemme.


Og selvfølgelig vælger jeg Nandos, det er bare det bedste. Bedre end McDonalds.


Efter jeg har gået i lidt tid, ankommer jeg endelig til deres lejlighed. Jeg går op på deres etage og finder deres dør. Jeg banker på.


Der går lidt tid, før døren går op, det er Liam der har åbnet den.


”Er du okay? ” spørger han og gør plads til at jeg kan komme ind.


Jeg stivner og går ikke ind. Har Harry fortalt noget, eller har de fundet ud af det? Jeg har da min bog her? Harry har ikke kopiret nogle af siderne vel? Hvordan ved de det?


”Hvad mener du? ” spørger jeg og holder min stemme så meget underkontrol, jeg overhovedet kan.


”Du er lidt bleg. ” forklarer Liam.


Min krop bliver afslappet og jeg ånder, lydløst og lettet, op. De ved ingenting. God, thanks. Jeg trækker på skuldrende og går ind i deres entre. Jeg tager skoene af og stiller dem på skostativet og tager derefter min jakke af og hænger den på knagen.


Sammen med Liam går jeg ind i stuen, hvor de andre er.


”Hej piger og drenge. ” jeg smiler stort, men dog falskt og håber de ikke opdager det. Det er lidt svært at få et stort smil frem. Der er to dage tilbage og jeg glæder mig kun lidt.


Jeg skal jo også sige farvel til drengene, det var en dårlig ide fra starten af, men de har hjulpet mig igennem det meste, uden at vide det. Men jeg skal og vil, jeg bliver nød til det, jeg kan ikke klarer skolen, familien eller dagen længere. Det er for meget.


”Piger? ” spørger Niall undrende.


”Hun mener sikkert dig og Louis. ” fniser Harry. Jeg kigger på ham med et skævt smil, som jeg prøver at skjule.


Hvor tit får man lige lov, til at hører en dreng fnise? Jeg hører det næsten aldrig, men det er klart, de drenge jeg har været i nærheden af, har enten gået forbi mig og ladet som om jeg ikke eksisteret, eller råbt af mig og kaldt mig grimme ting.


Så det giver lidt sig selv, men det skal jeg ikke tænke på. Dette er sidste gang jeg ser drengene, minus Harry, nogensinde igen, så jeg skal nyde det. Jeg får helt ondt i maven, det er sidste gang, jeg skal se dem.


Tilføj også kvalme til ondt i maven.


”Harry! ” råber Louis truende.


Jeg griner lavt, da de begynder at slås som små drenge. De ruller rundt på gulvet og råber kælenavne efter hinanden, som sikkert irritere dem. Men de har jo også deres værdighed de skal sørge for.


Liam har sat sig hen i sofaen og jeg følger hans eksempel. Jeg sætter mig ned og stirre ned i gulvet. Uden rigtigt at vide hvad jeg skal tænke på, så jeg tænker på det der falder mig ind.


Som farven grå. Ingen ved om den er beskidt eller ren (Ond eller god). Den kan både overvinde og blive overvundet. Den er mange ting. Men den kan kun være en ting af gange, så man skal vælge og det er svært. For hvordan kan man vælge hvem man er? Det kan grå jo heller ikke.


Man er den man er, det kan ikke ændres. Man kan spille en anden med en facade og man kan overbevise sig selv. Men man kan ikke blive, en anden, fordi man prøver så hårdt man kan.


”Violet? ”


Sort og hvid er langt nemmere, bortset fra, der er det ikke ond eller god, der er det gennemskuelig, eller ugennemskuelig. Men de er lettere at være. Så ved man hvem man er og man skal ikke vælge, selvom det jo er umuligt.


”Violet? ”


Problemet opstår for det meste nu, for nogle, inklusiv mig; Hvilken af disse tre farver er jeg? Der skal man vælge og det kan man jo ikke. Så hvilke af de farver er man. Man kan matche med personligheden, men det kan jeg ikke. Jeg kan være gennemskuelig og ugennemskuelig. Jeg kan være enkel, men også svær.


”Violet, er du der? ” spørger Liam.


Jeg ryster lidt på hovedet og kigger på ham, jeg føler jeg lige er vågnet, men det er jeg jo på en måde også. Jeg er vågnet fra mine tanker.


”Undskyld, faldt lige lidt hen i mine tanker. ” mumler jeg.


”Du skal ikke undskylde. Men nu skal i hører noget sjovt, Violet ved det allerede. ” Louis griner allerede og han er ikke engang startet, med at fortælle det. ”Forleden dag, fik Violet en besked. Og det lød som en fuld elefant som skulle føde en kamel. ” griner han og de andre drenge griner med.


Jeg smiler lidt.


”En eller anden, send lige en besked til hende. ” smiler Louis.


Harry hiver sin mobil frem og skriver lidt og kort efter siger min mobil den høje skærende lyd. Jeg hiver den hurtigt op og låser den op, så lyden stopper. Men deres latter stopper ikke, det er sjovt, men jeg kan ikke rigtigt få mig selv til at grine.


Til: Violet
Fra: Harry


Er du okay? Er det fordi der er to dage tilbage?


Skærmen bliver sort og det går op for mig, at der ikke er mere strøm. Jeg kigger op og hen på Harry, der kigger på mig, jeg nikker. Det er jo derfor.


”Kan vi ikke bage en kage? Jeg er sulten. ” mumler Niall og lægger en hånd på sin mave, lidt efter lyder en høj, knurrende lyd.


Det trækker i smilebåndet og jeg smiler kort, inden jeg kigger ned i gulvet igen.


”Sidste gang satte du ild til et viskestykke og smed det hen imod et gardin, så det tror jeg ikke lige. ” griner Louis.
Hvor meget kan den dreng grine?


”Hvis Harry ikke havde været der, havde du sat ild til huset. ” mumler Liam.


Lyder slemt, jeg har aldrig været ved at sætte ild til noget. Jeg har heller aldrig prøvet at bage, det lod jeg min mor om, da hun jo boede hjemme. Men så synes hun, at hun lige skulle smutte til den anden ende af byen og blive der. Sikken fantastisk mor, at have til forbillede. Det har i hvert fald ikke hjulpet mig, heller ikke selvom jeg har været derhjemme i nogle weekender.


 Hun syntes jeg skulle være derhjemme hver anden weekend, men den ide hoppede jeg hurtigt fra, fordi jeg ikke kunne – og stadig kan eftersom jeg mødte dem for to måneder siden – klarer hendes nye kæreste, nu mand, og han ændrede også hende så hun blev ret streng.


”Jeg gik bare i panik og hentede kanden, der står under der vasken, og fyldte den med vand. ” griner Harry.


Jeg rejser mig brat op og deres opmærksomhed bliver hurtigt vendt mod mig.


”Jeg skal bare lige på toilettet. ” mumler jeg og går ud af døren.


En tårer glider ned af min kind og panisk åbner jeg forskellige døre, men kan ikke finde et toilet. Da den anden tårer slipper løs, finder jeg endelig toilettet. Jeg tænder lyset, lukker døren og låser den. Jeg stiller mig hen foran spejlet og kigger på mig selv.


Tårerne flyder ned over mine kinder som et vandfald og en svag, rød farve viser sig rundt om dem. Jeg er heller ikke farven rød. Blod er rødt og blod er et typisk symbol for kriger.


Det er mig. Hende i spejlet. Ikke hvid, ikke sort, ikke grå, ikke rød. Jeg er pigen i spejlet, pigen i spejlet har to dage tilbage.


To dage.
Tilbage.

-.-.-.-

Okay, jeg har faktisk været ved at sætte ild til noget før, men det var ikke fordi jeg var i gang med at bage.

Men min klub, der hedder Basen, holdt pigeovernatning. Mine tre veninder og jeg sad og spiste aftensmad, men så skulle de voksne sige noget, så alle kiggede der op, undtagen mig.

Jeg var tørstig og der stod en kande med vand på bordet. Midt på bordet stod der et stearinlys og der var plastikkopper med servietter i. Jeg rakte så frem efter vandkanden men kom til at vælte plastikkoppen, servietten faldt ud og ind i lyset, så der gik ild i det.

Jeg gik i panik og tog fat i den nærmeste kop, fordi jeg havde regnet med at de andre havde fyldt op (For de havde kanden før mig) Men det havde min veninde så ikke, så hendes serviet røg også ind i ilden. Jeg tog dem så og kastede dem ned på gulvet og tæt på var der et gardin. Men en voksen nåede heldigvis at tage servietterne op i vasken :'D

Ups.. Jeg gik altså ret meget i panik og det var SLET ikke min mening :)

Men ja, hvis i også har prøvet noget lignende må i gerne skrive det i kommentaren ;)

-Isabella <3
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...