21 Days - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2015
  • Opdateret: 5 jun. 2015
  • Status: Færdig
Tyve år. Tyve år, har Violet Moore, levet et forfærdeligt liv. Hun har gået rundt med tanken om at hun ikke er god nok, den tanke er samtidig blevet bekræftet af hendes klassekammerater. Om 21 dage, fylder Violet 21 år. Men minuttet før de 21 år, skal hendes sjæl svæve væk og hun skal trække vejret for sidste gang. Men hvad sker der, når hun en dag sidder på en Café efter skole og skriver i hendes dødsdagbog og hendes øjne møder et par skinnende grønne? Præcis de grønne øjne falder hun for. Hun glemmer ikke dem, men glemmer dog sin dødsdagbog. Ejeren af de grønne øjne, selveste Harry Styles, opdager det med det samme. Han leder efter hende og hun leder efter bogen. Vil de mødes ved et tilfælde? Værst af alt; Vil Harry se hvad der står i bogen og dele det med de andre drenge? Vil han hjælpe? Og falder han for hendes dybe og hemmelighedsfulde, brune øjne, ligesom hun faldt for hans grønne? Og vigtigst; er det alle historier, der ender lykkeligt?

173Likes
142Kommentarer
66001Visninger
AA

19. Day 18

Day 18


Violets synsvinkel.


”Der kommer kællingen jo. ” griner Mason hæst, men ikke lige så hæst som Harry. Urgh, få den dreng ud af dit hoved, omgående.


Jeg ryster på hovedet, går hen til min plads, hænger min taske over stoleryggen og kigger tomt ud i luften. Klokken ringer og alle sætter sig på deres pladser. Kun en kommentar før timen i dag, et lille fremskridt. Håber jeg da.


Mrs. Johnson kommer ind, slæbende med alle hendes ting, hun smider dem alle på bordet og tager protokollen frem. Kan hun ikke bare lade være med det?


”Hey Violet, vil du ikke gøre mig en tjeneste? ” spørger en stemme til venstre for mig, jeg kigger til siden og ser en af pigerne i klassen; Linea.


”Jo, det tror jeg vel. ” mumler jeg lavt og bider mig i kinden. Så længe det ikke er noget dumt.


”Vil du give denne her, til Olivia? ” spørger hun. Jeg kigger på det lille, hvide sammenfoldede papir, hun sidder med i hånden.


Jeg tager den tøvende ud af hånden på hende. Idet jeg vender mig halvt om for at give den til Olivia, vender mrs. Johnson sig om. Selvom jeg ikke kan se hendes ansigt, fordi mit ansigt kun er halvt hende mod hende, ved jeg hvordan hun ser ud i ansigtet.


”Violet Moore, op på kontoret og det kan ikke gå for langsomt. ” siger hun strengt og peger på mig.


Sukkende tager jeg min taske og smider papiret hen i hovedet på Linea. Jeg rejser mig op og kigger direkte ned på Linea.


”En fælde ikke? Klassisk, og jeg hoppede på den. Nu kan du selv give den til hende. ” hvæser jeg lavt.


Selvom jeg ved at det ikke gør noget at jeg bliver sendt ned på kontoret, de gør det kun for at virke truende, på nogle virker det, men ikke på mig. Det er Elena der læser det og hun har ingen forældremyndighed over mig. Men hun kunne måske banke noget fornuft ind i hovedet på Christian, så han i det mindste kunne lægge en lille smule mærke til, hvad hans ene datter render rundt og laver og planlægger. Han ved ikke en pind om det og han er sikkert også så ligeglad som man overhovedet kan blive.


Kursen sætter jeg mod kontoret og begynder at gå, hvorfor kan de ikke selv aflevere sedler til hinanden eller bare snakke sammen i frikvarteret? Hvorfor har de behov for at inddrage mig og sørge for at det er mig der får ballade i sidste ende? Hvis de ikke kan lide mig – sagt på en pænere måde; Hvis de ikke bryder sig om mig, hvorfor siger de det så ikke bare og undgår mig? Det vil gøre ondt, men ikke lige så ondt, som det gør lige nu.


Da jeg når til døren ind til kontoret, skubber jeg den tunge dør op, går ind og sætter mig på en af de billige, men dog mere behagelig end min sofa, stole.


Jeg sætter min taske på gulvet, ned ved siden af mine ben og fisker min sorte notesbog og en kuglepen op og slår op på en tom side. Uden at tænke lader jeg pennen glider hen over siden.


Tallet er nu på 4; 4 dage tilbage; 96 timer.


Der kom kun en led bemærkning og/eller kommentar, til mig i morges, inden timen begyndte. Det er da et muse-fremskridt. Eller det håber jeg i hvert fald på.


Linea, en pige fra klassen som jeg troede var okay, men nu er blevet led, ligesom Olivia i mine øjne, fik mig sendt ned på kontoret. Hun bad mig aflevere en seddel til Olivia, men mrs. Johnson så det. Ikke lige starten på en fantastisk dag.


Harry har jeg stadig ikke talt med, jeg savner ham, men på samme tid, har jeg den følelse af at jeg ikke vil stoppe op og fører en samtale med ham. Men jeg kan ikke være bekendt at savne ham, jeg kender ham næsten ikke. Selvfølgelig kan jeg bare slå ham op på internettet, men jeg mener mere; Kender ham personligt.


Jeg ville bare lige ud med mine tanker, selvom jeg faktisk bare skriver lige nu.
Men du er der altid og har altid været der og du prøver ikke at tale mig fra, at dø.


-Violet Moore.


Jeg lægger bogen ned i tasken igen og kigger ud i luften.


Damen, som jeg faktisk ikke kender navnet på, taster løs på tastaturet og værdiger mig ikke et blik. Jeg tror heller ikke hun kender mig, men det gør mig ikke det store. Jeg har ikke brug for at alle kender mig.


En skrattene lyd, lyder og en stemme begynder at tale.


”Violet Moore, bedes komme til kontoret. Jeg gentager Violet Moore, bedes komme til kontoret. ”


Lidt efter går det op for mig at det er damen, jeg ikke kender navnet, på der har sagt det. Jeg slår ud med armene og kigger irriteret på hende.


”Er jeg en gulerod eller hvad? Jeg er her allerede. ” siger jeg højt og himler med øjnene.


Hun kigger på mig, hun har også briller, ligesom i de fleste film, har damen på kontoret briller på. Ligesom i filmene kigger hun på mig ud over brillekanten. Hendes hår er gråt og hendes mund er snerpet. Hvorfor jeg lægger mærke til det, ved jeg ikke, men når jeg ikke har andet at lave, kan jeg lige så godt, lægge mærke til alle små tingene.


”Undskyld, jeg havde ikke set dig, en ung herre venter på dig ude på parkeringspladsen. ” forklarer hun.


Jeg sukker over to ting; Jeg føler mig, ret så overset og så er jeg lige kommet her og skal så ud på parkeringspladsen.


”Men jeg kom her fordi at mrs. Johnson har sendt mig her op og en ung herre siger du? ” spørger jeg forvirret, hun gør ikke andet end at nikke, så endnu en gang sukker jeg.


Jeg rejser mig op og lader stolen glide så meget tilbage at den rammer væggen.


”Pas på møblerne, eller jeg skriver hjem. ” advarer kontordamen.


”Ja, skolens møbler er også så dyre, at det burde være ulovligt. ” mumler jeg sarkastisk og halvløber ud fra kontoret og ud på parkeringspladsen.


Jeg spejder lidt rundt inden jeg får øje på personen. Da jeg fik at vide inde på kontoret at der er en, der vil se mig herude, var jeg lettet over at personen redder mig fra skoledagen. Men nu hvor jeg ser hvem det er, ved jeg ikke om jeg hellere vil ind igen.


Han kommer gående hen i roligt tempo og standser to meter fra mig.


”Vil du ikke give mig en chance mere? Jeg lover det bliver den sidste. ” han kigger på mig med et bedende blik.
”Nej, Harry. Du har fået din chance. ” forklarer jeg og lægger armene over kors.


”Siger man ikke altid at alle skal have en ekstra chance? ” han siger det som et spørgsmål, men det burde nærmere bare siges og ikke spørges.


Det er sandt nok, men man siger også at ens fejl gør en til den man er og at alle mennesker laver fejl. Men med et dårligt selvværd og når man har svært ved at stole på andre, så er det ikke lige så let, bare at jonglere med chancer og tillade hundredevis af fejl. Nej, der sætter jeg min grænse, jeg skal ikke have mit liv ødelagt af endnu en person igen, bare fordi jeg stolede på den forkerte.


”Det er sandt, men det har jeg aldrig sagt. ” mumler jeg.


”Du husker godt aftalen, jeg vil bare bevise det. ” han træder lidt tættere på.


Lige nu ønsker jeg bare at kunne starte ved et nej og slutte ved et nej og ikke balancere mellem de to ting, men nej, det skal absolut være min svaghed.


”Det gør jeg, ja. En chance mere, men tiden går. Der er kun fire dage tilbage. ” svarer jeg.


Han er for sød, til at han kan forblive u-tilgivet. Tænkte jeg lige det? Det må jeg stoppe med. Det føles, forkert.
Jeg vender mig om, for at gå indenfor igen, men bliver stoppet af en hånd på min skulder. Den vender mig rundt og jeg kigger direkte ind i hans øjne. Hans grønne øjne. De er meget modsatte mine øjne. Hans er fulde af håb og liv, mine er der død og det modsatte af håb i. Jeg har mistet håbet for længst.


”Kom med. ” siger han og smiler. Han tager min hånd og trækker mig med hen til hans bil.


”Så længe du ikke kører som en død fisk, så fint. ” mumler jeg. Han stopper op og vender sig om.


”Jeg vil ikke have du bruger ordet ’død’ igen, okay? ” spørger han og jeg nikker.


Hvad er der galt med ordet død?


Død.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...