21 Days - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2015
  • Opdateret: 5 jun. 2015
  • Status: Færdig
Tyve år. Tyve år, har Violet Moore, levet et forfærdeligt liv. Hun har gået rundt med tanken om at hun ikke er god nok, den tanke er samtidig blevet bekræftet af hendes klassekammerater. Om 21 dage, fylder Violet 21 år. Men minuttet før de 21 år, skal hendes sjæl svæve væk og hun skal trække vejret for sidste gang. Men hvad sker der, når hun en dag sidder på en Café efter skole og skriver i hendes dødsdagbog og hendes øjne møder et par skinnende grønne? Præcis de grønne øjne falder hun for. Hun glemmer ikke dem, men glemmer dog sin dødsdagbog. Ejeren af de grønne øjne, selveste Harry Styles, opdager det med det samme. Han leder efter hende og hun leder efter bogen. Vil de mødes ved et tilfælde? Værst af alt; Vil Harry se hvad der står i bogen og dele det med de andre drenge? Vil han hjælpe? Og falder han for hendes dybe og hemmelighedsfulde, brune øjne, ligesom hun faldt for hans grønne? Og vigtigst; er det alle historier, der ender lykkeligt?

173Likes
142Kommentarer
66005Visninger
AA

15. Day 14

Day 14


Violets synsvinkel.


 7 dage tilbage.


Jeg kan ikke forstå det; Der er så få dage tilbage. Jeg ved ikke om jeg skal græde eller grine, være bange eller frygtløs, være glad eller være trist. Jeg håbede ellers at jeg ville kunne beskrive, præcis hvordan jeg føler, nu hvor jeg er så tæt på slutningen. Problemet er, at jeg ikke kan.


Er det endnu en af de ting, der er mærkeligt ved mig, eller er det sådan for alle der tæller ned?


Men der er en ting, rettere sagt følelse, jeg kender. Længsel. Jeg længes efter at dø, jeg har aldrig prøvet det før, men jeg længes virkelig efter det. Skolen er forfærdelig og jeg kan snart ikke klarer det mere. Jeg overvejer at lave om på det, lave det om så der er en dag mindre til det. Uden jeg rigtig ved hvorfor, kan jeg bare ikke få mig selv til det.


-Violet Moore.


Jeg lader bogen glide ned i min taske og kigger mig omkring. Det ser ud til at næsten alle elever har forladt skolens område, men det er klart, klokken er også ved at være de halv fem stykker. Jeg svinger tasken over min ene skulder og rejser mig op. Måske er det på tide at gå hjem til Louis og Harry? Selvom det ikke lige er det jeg har mest lyst til.
I dag har alle været efter mig, selv lærerne. Jeg har hovedpine af alle de ting de har banket ind i mit hoved. Kunne de ikke bare lade mig være i en uge endnu?


Sukkende forlader jeg skolens område og går over en smal vej, efter jeg har kigget om der kommer nogle biler. Jeg kigger på beskeden Harry sendte mig sendt i går aftes – han sendte adressen.


Så skal det vel bare overstås.


-.-.-.-


Tøvende banker jeg på døren og der går ikke lang tid før Louis åbner den.


”Hej pige, der er fyldt med sarkasme. ” han trækker mig ind i et ret så uventet kram, der får mig til at spærre øjnene op, eftersom det ikke lige var det jeg havde regnet med. ”Kom indenfor, du lægger bare dine ting her i entreen. ” forklarer han.


Jeg nikker og træder indenfor. De første der møder mine øjne er et stort spejl med to døre på hver sin side. Væggene er hvide og dørende er mørkebrune.


Mens jeg tager jakken af og hænger den på knagen, stiller skoene på et lille aflangt skostativ og sætter min taske ved siden af skostativet, stirrer han på mig, hvilket gør mig en lille smule utilpas. Mest fordi jeg er bange for at falde og smadre spejlet, eller en anden pinlig ting.


”De andre sidder inde i stuen, følg med. ” siger han overgearet.


Han får ind ad døren der står til venstre for spejlet og jeg følger bare med. Døren fører direkte ind i stuen og jeg sukker – lydløst og lettet – over at hans hus ikke er en labyrint, ligesom Liams hus.


De sidder alle tre i en stor bunke i den ene sofa, sagt på en anden måde; Niall ligger på ryggen med en skål ved siden af, Liam sidder på hans mave og Harry sidder i fodenden med hans skinneben oven på sine lår.


”Hvad har i givet ham? ” spørger jeg som det første, idet jeg træder ind i stuen. De kigger forskrækkede på mig og jeg griner indvendigt.


”Også hej til dig, ” Liam vinker til mig. ”Og det må du spørge Niall om, jeg har ikke givet ham noget. ” mumler han og peger på Niall.


Jeg vender blikket mod Niall, der sidder og propper popcorn ind i hans mund. Hver gang jeg ser ham har han gang i noget mad. Men jeg har godt nok også kun mødt ham tre gange og første gang spiste han ikke noget, men to minutter efter jeg mødte ham, spurgte han om vi ikke kunne finde noget at spise. Så jeg regner med at det tæller.


”Heller ikke jeg. ” smasker Niall og holder hænderne oppe som forsvar.


”Pas du hellere på, at du ikke bliver kvalt i popcorn. ” jeg griner lavt, inden jeg følger Louis’ eksempel – der i mellem tiden har sat sig i den anden sofa – og sætter mig ved siden af ham.


Stuen er overraskende godt indrettet i forhold til at det er to drenge der bor her, men her har sikkert også været en arkitekt og indrettet det, eller noget i den stil. Her roder dog lidt, men ellers er det en virkelig pæn stue.


Jeg kigger hen på de andre drenge og mit blik møder Harrys. Han kigger gennemtrængende på mig og jeg himler med øjnene. Han har bare ikke at afsløre noget, selv den mindste ledetråd om det, vil få mig op i det røde felt. Og der vil jeg helst ikke være.


”Hvad har du lavet i dag? ” spørger Louis og prikker mig på skulderen. Jeg kigger undrende på ham. Er han dement?
”Louis, hun går ligesom i skole. ” mumler Harry hæst.


Uden overhovedet at overveje det, beslutter jeg ikke at kigge på ham.


”Det vidste jeg da godt. ” fnyser han. ”Så lad mig omformulere det; Hvad har du lavet i skolen? ” spørger han.


Tavs, det er ordet der hurtigt breder sig i rummet. Mine tanker begynder at kører rundt i hovedet og jeg får det varmt. Tænk, de skal ikke gennemskue det mindste. Lektier, timer, venner.


”Hvad man normalt laver i skolen. Laver opgaver og snakker med mine venner. ” jeg trækker på skuldrende og synes selv, at jeg lyder ret så overbevisende. Faktisk så overbevisende at jeg selv ville tro på det, hvis det eller var muligt.
To i dette rum, ved at dette jeg lige sagde, er en kæmpe løgn. Men det er også kun de, eller os, to der skal vide det. Ellers mister jeg sikkert også dem som venner.


”Jeg prøvede at undgå opgaver, men det er som en hund; Forfølger dig. ” mumler Niall, imens han kigger ned i sin skål med popcorn.


Der går dårligt to sekunder før vi alle begynder at grine. Først kigger han forvirret op, indtil det går op for ham at han lige sagde det højt, og han begynder at grine med. Hvor er hans grin sødt og sjovt. Hvilket vi andre griner lidt videre af.


Da vi alle er færdige med at grine, lægger jeg hovedet på skrå og kigger på ham.


”Hvordan kan du sammenligne opgaver med en hund? ” spørger jeg.


”Hunde følger efter deres ejer, så snart du har skrevet dit navn på en opgave, er du dens ejer og den forfølger dig. ” mumler han og trækker på skuldrende.


”Det giver stadig ikke nogen mening. ” jeg griner lavt.


Hvordan kan man sammenligne en opgave – et stykke papir, med ind trykt blæk og måske bly på – og en hund – et levende væsen, med pels?


”Det gør det da? ” siger Niall som om det er et spørgsmål. Jeg ryster langsomt på hovedet, for at understrege, at det gør det altså ikke og han nikker langsomt for at understrege, at efter hans mening, giver det mening.


En høj lyd, lyder og jeg kigger rundt på den andre, indtil det går op for mig at det er min egen mobil. Varmen stiger op til mit hoved, så jeg tager hurtigt min telefon frem fra min baglomme og kigger ned i den.


Til: Violet
Fra: Harry


Vil du lave en aftale?


Jeg kigger op fra telefonen og hen på Harry, imens jeg lægger mobilen på mit lår med skærmen ned af. Han sidder og kigger koncentreret ned i sin mobil og jeg ryster på hovedet. Asocial kommunikation.
Hvorfor ikke bare spørge om han må tale med mig? Meget nemmere.


Til: Harry
Fra: Violet


Det går an på hvad det er.


”Hvem skriver du med? ” spørger Louis. Det giver et sæt i mig og jeg slukker den hurtigt.


”Min storesøster. ” svarer jeg panisk og indser min fejl. Jeg ryster på hovedet af min fejl, men de ser ikke ud til at have bemærket noget.


Til: Violet
Fra: Harry


Godt reddet ;) Men, en aftale hver dag?


Rystende på hovedet svarer jeg ham.


Til: Harry
Fra: Violet


Nej.


Jeg slukker mobilen igen og lægger den ned på mit lår. Jeg sætter den på lydløs så den kun vibrere så jeg ikke får et chok hver gang jeg får en besked, fra en der bare lige hurtigt ville kunne trække mig til side og snakke med mig, i stedet for at skrive med mig.


Men nej, nej. Ifølge ham skal man være uhøflig og asocial. Er det ikke uhøfligt at være gæst og sidde på sin mobil? Måske er jeg bare helt galt på den.


Det eneste jeg har lyst til lige nu, er at komme hjem på mit eget værelse. I mørket. Alene.


Til: Violet
Fra: Harry


Husk nu, hvad du fik bogen for, Ultra-Violet. Hver dag, klokken fire i parken. Hvis det bliver et andet sted, skriver jeg det ;)


Jeg sukker lydløst. Nogle kan bare ikke tage et nej, for et nej.


Til: Harry
Fra: Violet


Fint. Men husk; en uge er lig med 7 dage. 7 er lig med 168 timer. Tiden går hele tiden.


Med tøven sender jeg den. Da jeg er sikker på han har læst den, kigger jeg på ham. Han kigger allerede på mig.
Da vores blikke mødes, blinker han.


-.-.-.-


Syv dage tilbage…
Syv kapitler plus en epilog.


 


Men jeg tænkte at i kunne bruge et billede af, hvordan deres stue cirka ser ud i denne historie. Jeg ved godt den ikke ser sådan ud i virkeligheden, men sådan forestiller jeg mig den, i historien.


-Isabella <3
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...